Skiøn Anne.
(Efter Engelsk*Efter en lille Bog af Præsten 👤Sharp i 📌London, udkommet 1836 under Titel ►The Dream of Heaven, a fact and not a fiction: Himmel-Drømmen, intet Digt, men en virkelig Tildragelse fra 1814. ).
✂
Skiøn Anne sig speiler og kruser sit Haar,
Ei længer hun kan sig det skjule:
For Roser, som rødmed i Ungdommens Vaar,
Hun seer kun Høstlilier gule;
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden er dog hendes Hjerte!
✂
I ►Høielofts-Salen er Sang og er Dands,
Did ►stunder Skiøn Anne ►saa saare,
Fordunklet hun sidder af morgenrød Glands,
I Øiet da perler en Taare;
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden er dog hendes Hjerte!
✂
►Alt Hanen har galet, og Lærken ►alt ►slaaer,
Skiøn Anne hun blunder og drømmer,
Hun drømmer sig ind i den evige Vaar,
Hvor Kiærlighed Alt giennemstrømmer;
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden er dog hendes Hjerte!
✂
Hun drømmer, hun er i 📌den hellige By,
Hvor hjemme har Freden og Fryden,
402Hvor Lyset og Livet i Skikkelser nye
Dem prise for Evigheds-Dyden;
192
(PS)
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden er dog hendes Hjerte!
✂
►Hvor Guldet Man træder som Støv under Fod,
Juveler tilhugges som Stene,►
Der vandrer Skiøn Anne ►i Huen saa mod,
Saa fremmed, tungsindig, alene;
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden der er hendes Hjerte!
✂
Med Strømmen hun følger, med Strømmen af dem,
Som haste til Herligheds-Borgen,
Vidunderlig drevet med Helgene frem,
Som Fangen, hun følger med Sorgen;
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden der er hendes Hjerte!
✂
Ved Trappen hun standser, den Trappe saa prud,
Saa ►faur som ►Guds Bue paa Himlen,
Der stiger i Glands som en ►Stolkonge-Brud,
Hver Helgen i Kirkegangs-Vrimlen;
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden er dog hendes Hjerte!
✂
Skiøn Anne staaer længe som naglet til Jord,
Hvor Kjærlighed vinker og ►tvinger,
Omsider hun hører saa saligt et Ord,
At løftet hun bli'r som paa Vinger;
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden er dog hendes Hjerte!
✂
403I ►Høielofts-Salen er Sang og er Dands,
Men ei som i Verden Man kjender,
Skiøn Anne sig skjuler for Himmerigs Glands,
Afslaaer alle Helgenes Hænder;
193
(PS)
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden der er hendes Hjerte!
✂
Al Sang og al Dands er til Ære for Een,
Som Alt i sin Kreds overstraaler,
Saa deilig, saa kiærlig, men hellig og reen,
Som ►Kiød at beskue ei taaler;
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden der er hendes Hjerte!
✂
Den Store det saae, hvor sig fjæled i Krog,
Skiøn Anne, Han kom og Han kaldte:
Hvorfor saa afsides? kom nærmere dog
Til ►Sang og til Dands med Udvalgte!
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden er dog hendes Hjerte!
✂
Skiøn Anne hun staaer som Graniten i Glød,
Hun brænder, men kan dog ei smelte,
Ved Kiærligheds-Blikket og Røsten ►fuldsød
Af Fyrsten for Himmerigs Helte!
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden der er hendes Hjerte!
✂
Skiøn Anne hun er i Fortvivlelsens Magt,
Hun svarer som Stormene hvine:
Ei kiender jeg Tonen, kan ei holde Takt,
Ei synge og dandse med Dine;
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden der er hendes Hjerte!
✂
Som Fugle i Torden, ►saa tier nu ►kvær
Sangchoret, som ►lover den Høie,
Hvorledes? hvad vil du, hvad gjør du da her?
Han tordner med lynende Øie;
194
(PS)
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden der er hendes Hjerte!
✂
404Da aabner sig Gulvet i ►Høieloftssal,
Hun synker fra ►Stolkongens Side,
Hun synker i Flammer, usigelig Kval,
Og vaagner med Angest og Kvide;
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden er dog hendes Hjerte!
✂
Vor Anne! hvi ►est du saa dødningebleg?
►Saa mæle nu Søstrene fromme,
Blev leed dig al Verden med Lyst og med Leeg?
Blev sande dig ►Tordnerens Domme?
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden er dog hendes Hjerte!
✂
Hun tier, de græde, de tigge: o tal,
Vor Anne, ►fordølg ei din Vaande!
Da skildrer hun Glandsen i ►Høielofts-Sal,
Og Lynet, som Skjalden ►i Aande;
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden er dog hendes Hjerte!
✂
De skælve, de grue, Skiøn Anne hun leer:
“Har jeg ikke himmelske Drømme!”
Skiøn Anne, hun æder, hun drikker ei meer,
Seer stolt kun paa Søstrene ømme;
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden der er hendes Hjerte!
✂
En Morgen de mødes ved Sengen med Skrig:
Vor Anne! o, ►kanst du ei høre!
195
(PS)
Skiøn Anne er borte, der ligger et Liig,
Basunen kun naaer til dets Øre!
For Verden, for Verden, som byder Farvel,
For Verden ►saa brast hendes Hjerte!
✂ N. F. S. Grundtvig.