↩ Til Slutning kun et Ord om den hos os sædvanlige Grille, at skiøndt Grækerne, uden at kiende noget andet Sprog end deres eget, opnaaede 228 (VU) ikke alene en ►borgerlig men ogsaa en videnskabelig Dannelse, som de Lærdeste endnu beun 64 dre, saa skulde dog Danske ei uden fremmede Sprog kunne naae selv den ►borgerlige Dannelse, der dog efter Naturens Love maa sammensmelte med Modersmaalet!! Uden her at ville gaae ind i en philosophisk Undersøgelse om Daarskaben i en saadan Paastand, vil jeg kun sige, at efter temmelig godt Bekiendtskab med den Danske Literatur, endogsaa blot fra 👤Holbergs ►Peder Paars til 👤Ingemanns ►Holger Danske, betænker jeg mig intet Øieblik paa den Erklæring, at de fleste af vore studerede Folk er langt fra at have saamegen Dannelse, som de, uden at for 119 (Gskv) staae et græsk eller latinsk Ord, kunde faaet, blot ved at tilegne sig hvad der er skrevet paa Dansk, og hermed lader jeg den vel overveiede Paastand følge, at medens ►Livs-Stillingen naturligviis for ►Enkeltmanden kan giøre Bekiendtskab med et eller flere fremmede Sprog nødvendig eller dog nyttig, er der til enhver Tid kun yderst Faa, som derved vinde i virkelig Dannelse, kun de Faa nemlig, som have Anlæg, Lyst og Leilighed til videnskabelig at omfatte Menneske-Livet i dets Heelhed, der ingenlunde udelukker men indbefatter Folkelivet! Sagen er da kun den, at i ingen Deel af den saakaldte dannede Verden kiende de studeerte Folk, som naturligviis i Skolesager føre Ordet, saalidt til Modersmaalet og hvad derpaa er skrevet, som i 📌Danmark, og det er intet Under, thi naar Børnene, der skal dyrke Videnskaberne, 65 blot er 9, 10 Aar gamle, anseer Man dem jo sædvanlig for saa udlærte paa Modersmaalet, at Man neppe veed, hvormange fremmede Sprog de nu maae være dygtige til at lære, og anseer det troskyldig for Fattigdom hos Modersmaalet, naar de usle, vankundige Drenge ei deri kan finde Ord til at udtrykke deres fremmede Viisdom. Med Stumper af to, tre døde og et Par levende Sprog, især af deres Grammatiker, og, saavidt Skolen raader, uden at have hvad Man kalder spildt Tiden paa at læse en eneste Dansk Forfatters Værker, komme nu Drengene til 📌Universitetet, og Man anseer det naturligviis for en Udskeielse, som kan have de farligste Følger, om Studenten lægger sig efter hvad der ligger os Alle baade som Mennesker og Dannemænd nærmest, istedenfor at læse til Examen og atter og atter til Examen, hvor Spørgsmaalet ikke er om Modersmaal og naturlig Udvikling, men om hvad der staaer skrevet i allehaande deels fremmede, deels gierne forskrækkelig danske Bøger. Naar nu saaledes det Academiske Cursus er udløbet og Candidaten har ►Sort paa Hvidt for at have ei blot al den Dannelse, han selv behøver, men en god Deel at meddele Andre, hvor 229 (VU) Faa vil da endog kun tænke paa, at dem fattes Andet end i det Høieste en Kiæreste til Bod for al Vidskabs Kiedsommelighed og et “Levebrød” til Løn for langt 66 120 (Gskv) Slid, og hvor langt Færre vil have baade Lyst og Mod og Kraft til at blive smaa igien for at voxe naturlig, hvad de dog aabenbar maae, om de nogensinde skal lære enten hvad Modersmaalet duer til, eller hvad Man kan finde i Danske Bøger! Langtfra at ville overdrive, lægger jeg gierne til: Gudskelov! det gaaer ikke slet saa galt, som ►Latin-Skolen stiler paa, lidt Dansk, baade af Mund og Bog indsmugles dog hos mangen En, og jeg mindes endnu med Fornøielse, hvordan jeg, som Latinsk Skoledreng læste ►gamle Danske Krøniker om Aftenen paa ►et Skomager-Værksted, men Sligt hører dog nødvendig til Undtagelserne, og at Regelen desværre fulgdes bedre end Nogen selv i den Latinske Grammatik, har jeg som Dansk Forfatter i tredive Aar havt overflødig Leilighed saavel til at bemærke som til at beklage. Hvor fortvivlet en Sag det derfor end kan synes i 📌Danmark at skrive om Ønskeligheden af en Dansk ►Høiskole, saa er dog Nødvendigheden af en Anstalt til Modersmaalets Dyrkelse og til Opdagelsen af hvad derpaa er skrevet, ingensteds under Solen, hvor Skoler findes, saa stor eller soleklar som her, og da det aabenbar kun er Haabet om, at en saadan Anstalt vilde føies i betimelig Tid, der har kunnet give baade mig og hver Dansk Skribent med mindste Dybde og Alvor Mod til under saa fortvivlede Omstændigheder at være det, hvorfor skulde jeg da ikke 67 haabe, det nu paa den høie Tid, hvad saa end Latinerne sige, omsider vil lykkes!!