Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Skolen for Livet og Academiet i Soer borgerlig betragtet

Saameget om den Sikkerhed, der kan gives slet Latin for at Den ikke skal fortrænges af godt Dansk, hvor den midt i 📌Danmark, til Folkets og Landets hardtad ubodelige Skade, har anmasset sig Kundskabs Nøgel og beholdt den giennem Aarhundreder, og jeg kan kun tilføie, at er det Latinen en Trøst til Verdens Ende at radbrækkes i Folke-Munde, da er det til 📌Italien, 📌Spanien, 58 📌Frankrig og i det Høieste 📌England, den maa henvende sig, da den, ved i sexhundrede Aar, deels klosterlig og deels classisk, at arbeide paa 📌Nordens Romanisering, kun har gjort sig ligesaa latterlig som forhadt, og taber derfor ei det Mindste ved at overlade os som haardnakkede Syndere til vort naturlige Barbari. Frygter Latinen derimod for, hvad den maatte ønske, at vi aldeles skal glemme den, da kan den være ganske rolig, thi det vil vor historiske Natur og verdenshistoriske Videnskabelighed aldrig tillade os, og det maa derom være den et “lykkeligt Forvarsel” at jeg, med al min gruelige Forkiærlighed for Dansken og mit endnu grueligere Had til Latinen, dog som “ 👤Saxos Oversætter ” har viist mere Flid og Taalmodighed i Latinlæsning end de Fleste, der endnu løfte 📌Latiums Tungemaal til Skyerne. Som historisk oplyste Folk veed vi nemlig godt, at Fienden er farligere, jo mindre vi kiende til ham, og lee ret hjertelig ad det blinde Had, der Intet vil lære af sine Fiender, skiøndt det er den eneste baade Nytte og Fornøielse, Man har af dem, saa Sagen er kun den, at ligesom vore Bønder unægtelig giør klogest i at holde dem til den Danske 👤Saxo, saaledes vil Nordboen ogsaa først ret drage Fordeel af Latinen, naar Ingen træller for den, men nogle Faa ad Gangen beherske den og nøde den til at trælle for os.