Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Skolen for Livet og Academiet i Soer borgerlig ...

Grundtvig, N. F. S. Skolen for Livet og Academiet i Soer borgerlig betragtet

Grundtvigs Værker

✂ 2
3

1

✂ Moders Navn er en himmelsk Lyd,
Saa vide som Bølgen blaaner,
Moders Røst er den Spædes Fryd,
Og glæder naar Issen graaner,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

2

✂ Moders Røst er den Vuggesang,
Der huer os bedst af Alle,
Modersmaal har en himmelsk Klang,
Naar Børnene “Moder” lalle,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

3

✂ Modersmaal er ►de Faures Sprog,
►Os tryller i Ungdomstide;
Modersmaal er den Kiæres ►og,
Vi favne som Duer hvide,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

4

✂ 4Modersmaal var de Kongers Sprog,
Vi mindes med Fryd og hædre;
Modersmaal var de ►Kæmpers ►og,
Vi kalde med Stolthed Fædre,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

5

✂ Modersmaal er det Kraftens Ord,
Som lever i Folkemunde,
►Som det elskes i Syd og Nord,
Saa sjunges der sødt i Lunde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

6

✂ Modersmaal er det Rosenbaand,
Som Store og Smaa omslynger,
I det lever kun Fædres Aand,
Og deri kun Hjertet gynger,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

7

✂ Modersmaal er vort Hjertesprog,
Kun løs er al fremmed Tale,
Det alene i Mund og Bog
Kan vække et Folk af Dvale,
5Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

8

✂ Modersmaalet ved 📌Øresund,
Og trindt i de grønne Lunde,
Deilig klinger i allen Stund,
Men deiligst i Pigemunde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

9

✂ Modersmaalet i 📌Danevang
Er Fædrenes Kæmpevise,
Høre vi den i Pigesang,
►Da trykke vi Langbeen Rise,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

10

✂ Bort da flyve med Vildgiæs graa
Hvad Mund har fra Moder stjaalet,
Synger for os, ►I Piger smaa!
Saa prise vi Modersmaalet,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

11

✂ 6Skjalde krandses ►om Land for Sang,
Men Ingen saa godt som ►Hjarne,
Mildt som Skjalde i 📌Danevang
Af Piger ved Høi og Arne,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

12

✂ Derfor lægge af Hjertensgrund
Vi Alle, som Aanden lyde,
Tusind Viser i Pigemund,
Som monne sig mildt tilbyde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

13

✂ Tusind Viser om Folk og Drot,
Om Venner ad Fædrelandet,
Tusind Viser om Stort og Smaat,
Af Smil og af Taarer blandet,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

14

✂ Tusind Viser om Moder sød,
Den liflige Dannekvinde,
Og om Hvilen i Moderskiød,
Som aldrig os gaaer af Minde,
7Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

15

✂ Tusind Viser om Kys og Klap,
Saa mange, som det skal være,
Som kan synges for Moder skrap
Af Døttre i Dyd og Ære,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

16

✂ Kys dem kiærlig, ►I Piger smaa!
Saa favne dem Ungersvende,
Roes de høste paa Bølgen blaa,
Og blomstre ved ►Agerende,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

17

✂ Da ►og klinger i Chor med Staal,
Paa Valen, i Mark og Enge,
Liflig Pigernes Modersmaal
I deiligste Vang og Vænge,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

18

✂ 8 Da ►og klinger i Aftenstund,
Paa Sø mellem Bøgeskove,
Skjaldens Vise fra Pigemund
Og ønsker ham sødt ⓘ at sove,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

19

✂ Yndig seiler da Skjaldens Kvad
Med ►Bør over Tidens Bølger,
Yndig stiger af Tonebad
Den Roes som med Visen følger,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

20

✂ Længe leve i 📌Danevang
Smaapigernes Maal det søde!
►Op det stande i Pigesang
Hvad Godt der i 📌Danmark døde,►
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

✂ 9

Fortale

✂ ► Det Danske Firkløver var Titelen paa en lille Bog, jeg skrev for et Par Aar siden om “► Konge og Folk, Fædreneland og Modersmaal ” og blev den end, som det synes, ►læst af Faa og ændset af endnu færre, saa har jeg dog havt den Glæde at erfare, den tækkedes, hvor Hjertet slaaer varmest for ►det Danske Firkløver, og det er mig til større Opmuntring end Manges Ligegyldighed kan være mig til ►Mistrøstning, saa jeg vil nu trøstig begynde hvor jeg slap, ved den Danske ►Høiskole nemlig, som jeg ønsker og haaber skal krone 👤 Frederik den Sjettes kongelige Storværk og fuldende hvad der i meer end et halvt Aarhundrede var Hans Hjertes Begiæring og Hans Bestræbelsers Maal: 📌 📌Danmarks Gienfødelse nemlig til et nyt Levnetsløb i den gamle Aand, men i en Skikkelse, som passer til de forandrede Tider. Vel kan jeg umuelig stræbe at vise Nødvendigheden af en Dansk ►Høiskole, der i alle Henseender er lige det Modsatte af ►den Latinske, uden frit at yttre min Overbeviisning om denne, og i det Hele om ►det fremmede, stive, tvungne og døde Skolevæsen fra Middelalderen, der, hvis det nogensinde var levende, dog for længe siden har overlevet sig selv og ar10beider nu paa at bringe alle Christenhedens Folkefærd til det Samme; men Man misforstaaer mig dog aldeles, hvis Man tænker, jeg derfor miskiender enten vore ►høilovlige Kongers eller vore giæve Fædres flittige Bestræbelser for hvad der efter deres Tro eller Skiøn var nyttig Oplysning eller Veien dertil. Fejltagelser og Misgreb kan Man ikke give andre Navne, uden at giøre dem ukiendelige, og ei kalde ubetydelige, naar Man, om mueligt, vil afvende den ubodelige Skade, hvormed de true Menneske og Folke-Livet, men Feiltagelser og Misgreb i Oplysnings-Sagen, der udsprang af dybt indgroede, ved deres Ælde og gudelige Skin ligesom helligede Fordomme, dem kunde Man kun undgaaet ved Ligegyldighed for det store Anliggende, til det under Forsynets Styrelse klarede sig selv, saa de ædle Bestræbelser beholde deres Ære og kan, hvor Feilen rettes, ei engang siges i det Hele at have forfeilet deres Maal. Ligesaalidt maa Man tænke, jeg, om end min Magt dertil var ligesaa fuldstændig, som min Afmagt er, vilde nedrive og forstyrre de gamle Indretninger, som jeg meget mere vilde overlade til Tiden og sig selv, vis paa, at alt Saadant falder kun betimelig, naar det falder af sig selv, fordi det Ny og Hensigtsmæssige har oplyst Alles Øine om sit Fortrin og vundet Hjerterne. Hvad jeg vilde, naar jeg raadte for det, og hvad jeg derfor kalder raadeligt, er blot at bortrydde Hindringerne for en ny Skole-Bygning og arbeide flittig paa den, og da lade falde, hvad ei kan staae paa sine egne Been. Fra vor ►Almue-Skole ønskede jeg derfor blot ►Mulcterne og ►al Tvangen borte, der har gjort den forhadt, thi er den Læsning og Skrivning, Man 11der kan lære, end neppe meget værd, saa ansees den dog almindelig derfor og er i vore Dage en stor Deel af Almuen nødvendig. Og skiøndt ►Latin-Skolen, efter min Overbeviisning, ei blot er unødvendig men meget skadelig og en Moder til al vor Elendighed, saa bør den dog blive staaende, saalænge endnu Mange ansee den for Kirkens uundværlige Støtte, en Chinesisk Mur mod Barbariet og et Hyttefad for al historisk Videnskabelighed, thi denne grundløse, men dybt indgroede Fordom vil falde bort af sig selv, saasnart Man seer, at den Danske Skole virkelig giør Kirken langt mere levende og frugtbar for Danske Folk, udbreder langt mere Kiærlighed til 📌Danmark og Forstand paa Dets Tarv, og bliver Vuggen for en historisk Videnskabelighed, der ikke smedder sine Dyrkere i Lænker til de døde Sprog og deres Grave eller Grammatiker, men sammenknytter dem levende med Fortidens Slægter, nærmest med vore Nordiske Fædre. At en saadan Dansk ►Høiskole maa finde en beskeden Plads i 📌Danmark ved Siden ad den Latinske, og træde i levende Virksomhed, kun det er mit brændende Ønske og naar kun det maa opfyldes, skal jeg ikke have synderligt imod at ►de Døde begrave deres Døde til Dagenes Ende.

✂ 12

►Skolen for Livet.

►

3

✂ – om Danebod at tale,
Naar hun er i Dvale!

✂ ►Thyras Vise.

✂ Skolen for Døden kiende vi, desværre, kun alt for godt, ja, den kiende ikke blot vi, som gik i den Skole, der sætter sin Ære i at hvile paa “de døde Sprog”, og bekjender at Grammatikalsk Fuldkommenhed og Lexikalsk Fuldstændighed er Idealet, den paa Livets Bekostning og med dets Opoffrelse stræber at nærme sig, nei Skolen for Døden kiender hos os hele Folket, thi det er uden Undtagelse Enhver, som begynder med Bogstaver og ender med Bogkundskab, stor eller lille, følgelig Alt hvad der igiennem mange Aarhundreder kaldtes Skole, Alt hvad endnu kaldes saa. Døde er nemlig alle Bogstaver, om de end skreves med Englefingre og Stjernepenne, og død er al muelig Bogkundskab, som ikke sammensmelter med et tilsvarende Liv hos Læseren, og aandsfortærende, dræbende er ikke blot Mathematiken og Grammatiken men alt betydeligt Hovedbrud for Mennesket i Barnealderen, før Hjernen med det øvrige Legeme er ret udviklet og førend Livet, det indvortes saavelsom det udvortes, 13 er blevet os saa vidt bekiendt, at vi kan gienfinde det i Beskrivelsen og føle en naturlig Lyst til at oplyses om dets Vilkaar. Ved derfor at ville indplante Alderdommens Orden og Stilhed, Betænksomhed og Klogskab i Børnene, indpode vi dem kun Døden i Alderdommens Svaghed baade paa Sjæl og Legeme; hos Mange af dem tilintetgiøre vi aldeles Livs-Kraften, saa de ►alt som halvvoxne Drenge hensvinde som Skygger, og hos dem Alle arbeide vi paa at nedbryde Menneske-Naturen, ved at trodse dens Love, saa om det dyriske Liv end seirer, forefinder det i sin Ungdoms-Kraft sædvanlig kun Menneske-Livet hos os som en unaturlig Olding, der kun mægter i sin Dagbog at beskrive og fordømme sin daglige Trældom under Dyriskhedens Aag. Dette er ingenlunde en Grille af mig, heller ingenlunde blot en sørgelig Bemærkning af kyndige, ►menneskekiærlige Læger, især i 📌England og 📌America, men tillige en giennemgribende Sandhed, som den daglige Erfaring og hvert Blad i ►Nyaarstidens Historie for hvert opladt Menneske-Øie aabenbarer og stadfæster. Grundfeilen, hvoraf dette vort Skole-Raseri for ►Drenge-Videnskabelighed eller rettere for de underjordiske Guder, maa udledes, er, som de Engelske Læger meget rigtig bemærke, den Modsætning Man indbilder sig, der er mellem Sjæl og Legeme, saa hvad Legemet taber maa Sjælen vinde, og skiøndt denne Modsætning ligesaalidt som Følgerne, 14 Man deraf drog, er i Christendommens Aand, har dens Bogstav og Skygge dog unægtelig tjent til at hellige begge Dele, da vore Fædre, naar Skolen lagde os i Graven eller forkvaklede dog vor sunde Menneske-Natur og fortærede vor Livskraft, aabenbar trøstede sig ved, at ►det kun var Legemet, der sloges ihjel, kun vor aldeles fordærvede Natur, der mishandledes, og at naar vi kun havde lært ► vor Bog og Bibelsprog med de Bedste, da havde vi derved faaet Brev paa det evige Liv, som den ►timelige Død, langtfra at skille os ved, netop var den eneste Vei og ønskelige Overgang til. Denne Overtro med christeligt Skin er nu ►vist nok langt fra enten at trykke eller trøste ret Mange i vore Dage, men hvad Fædrene især tilskrev den Christendom, der kan læres af Bøger og paanødes Børn, det tilskriver Man nu sædvanlig al Bogkundskab og mechanisk Eftertanke, saa det skal være en evig Vinding for Sjælen, hvor unyttig, ja, hvor skadelig de end ►timelig maatte vise sig baade for Sjæl og Legeme, for al den Dygtighed, Menneske-Livet fik Anlæg til, og for al den Virksomhed, hvorpaa vor ►timelige Velfærd, Munterhed og sunde Forstand, efter Forsynets Villie og vor Naturs Beskaffenhed øiensynlig beroer! Hvor nu denne unaturlige Partiskhed for Døden hersker, nytter det ►vist nok ikke med Sort paa Hvidt at forsvare Livet eller opregne Skolens dødelige Synder, men vi, som enten ved naturlig Styrke 15eller særdeles gunstige Omstændigheder beholdt menneskelig Livskraft nok til at giennemgaae Sygdommen, og som see, hvorledes Skolen arbeider paa at nedbryde de sidste Levninger af vor herlige Natur, saa alle dannede Folk maae blive Slaver af Dyriskheden hos dem selv og Barbariet udenfor dem, vi kan dog ikke Andet end vidne, formane og advare, først med Tale og Exempel, saavidt de række, og dernæst med Pennen, om aldrig for Andet, saa dog for at bevise, hvor døde og magtesløse de Bogstaver ere, for hvilke Man opoffrer Børnenes Liv og hvoraf Man venter sig evige Frugter. Sagen er ikke heller nær saa fortvivlet, som den seer ud, og allermindst i 📌Danmark, hvor den saakaldte “dannede Verden” dog i Grunden er meget naturligere end den seer ud eller tør være sig selv bekiendt, saa her vil det være en stor Sjeldenhed, om Nogen virkelig ønsker sig selv eller sine Børn at døe af Dannelse og boglig Konst. Hos os i det Mindste vil derfor Tale og Skrift til Dødens Ærgrelse og Livets Tarv sikkert vinde tilstrækkeligt Medhold og, saa at sige, almindeligt Bifald, saasnart Man kun lærer at forstaae, hvad Meningen er, og at dette holder haardt, maa ikke forundre os, da baade vi som tale og skrive og de som høre og læse, netop fordi vi har Ret i vor Paastand om det døde Skolevæsens Fordærvelighed, maa have stor Mangel paa Livlighed og være Fuskere paa Modersmaalet. Følelsen af at vi fattes og trænge dog 16 høilig til en ►Skole for Livet, har ogsaa nys den høirøstede ►Folke-Stemme baade i ► 📌Roskild og 📌Viborg lært os, maa i 📌Danmark være meget almindelig, saa naar Man desuagtet ►beder om flere Skoler for Døden, da er det aabenbar kun en Feiltagelse, der let lader sig forklare deels af den Mangel paa et klart Øie for Livet, som Skole-Savnet forudsætter, og deels af den Danske Godtroenhed, som, naar en Skole, langtfra, som den Latinske, selv at bekiende sin ►“Pagt med Døden”, udgiver sig dristig for ►“Livets trange Vei,” immer, indtil videre, vil tage det for en Troes-Artikel. I samme Grad derfor, som vi kan lære os til at tale og skrive naturlig, tydelig, jævnt og munter om denne “Livssag” i Skolen, i samme Grad vil den Danske og levende Dannelse, hvormed vi saa gierne vilde have den Latinske og Døde afløst, blive forstaaet og skattet. Hvad der giver Sagen et fortvivlet Udseende er aabenbar deels den honette Ambition hos de fleste Latinere, baade Unge og Gamle, baade Store og Smaa, og deels de Danskes naturlige Svaghed i Logiken; thi ►den honette Ambition oprører sig ved den Tanke, at Skole-Gangen ei skulde have været et Kæmpe-Skridt til Oplysning men kun en ►Krebs-Gang for Livet; og den Logiske Svaghed lader sig, trods de stærkeste Modgrunde og daglig Erfaring, lettelig indbilde, at der enten i Grammatiken eller i Mathematiken findes et Universalmiddel, hvorved den 17skiøndt paa en for os ubegribelig Maade, i Tidens Længde lader sig helbrede. Tilsyneladende er det jo ogsaa virkelig Daarskab at tænke, at Menneske-Naturen, Folke-Livet og Moders-Maalet skulde kunne vinde deres Sag for en saaledes sammensat (combineret) Ret; men Skin net bedrager, og det ingensteds meer end i 📌Danmark, snart til Sorg og snart til Glæde, saa ligesom vi her, under Skin af det Modsatte, har fundet mange gode Ting, vil vi ogsaa finde mægtige Talsmænd for Naturen, Livet og Modersmaalet, om saa de Tals-Mænd alle skulde gaae i Kvinde-Klæder! Ja, derpaa kan og skal vi sikkert regne, at Danne-Kvinden og hendes Døttre vil snart lære at forstaae os, skiøndt vi snakke lidt forskruet og bagvendt om Livets, den raske, kraftige Virksomheds og Modersmaalets afgjorte Fortrin under alle Omstændigheder og især til “daglig Brug,” baade fremfor Mathematiken og Grammatiken, Bogstav-Regning og Bogstav-Tegning og alskens Skolastik, og naar vi i 📌Danmark har vundet Kvinden, da har vi vundet Rigets udødelige Dronning, som Kongen aldrig ret længe nænner at nægte Noget, ja, da har vi vundet 📌Danmarks Hjerte, som Hovedet aldrig nænner at knuse. Dette, som da det har sin dybe, naturlige Grund, vil findes meer og mindre at holde Stik allevegne, er nemlig i 📌Danmark saa fuldelig og giennemgribende Tilfældet, som neppe no 18 get andet Steds, saa naar her Ingen Andre veed, hvordan en Mand skal bringes til at finde sig i ►Billighed, veed hans Kone det dog sikkert, og hos os findes neppe nogen gammel Rector, end sige ung Magister, som de smukke Piger ikke let skulde kunne lære at ophøie deres Modersmaal langt over alle døde Sprog, her behøver det da blot at blive Kvinden klart, at hendes Sprog og al den Oplysning og Dannelse, hun kan naae, uden enten at lære Mathematik eller Latinsk Grammatik, efter det gamle System maa kaldes Raahed og Barbari, saa falder det gamle System bort af sig selv. Det seer jeg for mine Øine, hvergang min Kone, trods mit udtrykkelige Forbud og min rørende Skildring af al den Ulykke, deraf kan og rimeligviis vil flyde, har ryddet op og vasket Vindver i mit Studerekammer, og nøder mig saa ordenlig til at kysse sig for det, mens jeg kløer mig bag Øret og kan ikke nægte, at Kammeret er blevet lysere og kiønnere, og at de Smaating, der kan være forlagt, lade sig meget nemmere finde end Alt hvad der før skjulde sig i Skumringen under Støv og Papir-Dynger; thi saaledes vil det bestemt gaae med det indvortes Studerekammer i Dannemænds Hoved, saa snart Dannekvinden faaer Mod paa at rydde op og vaske Vindver derinde.

✂ Men er det ikke et Slags Landsforræderi at lære det vel smukke, elskværdige, indtagende, i Mændenes Behandling udmærket snilde, men dog aldeles 19 ugrammatikalske og umathematiske, uvidenskabelige, altsaa i Grunden aandløse, ufornuftige og barbariske Kiøn at kiende sine Kræfter, eller dog at giøre Brug af dem i Skole-Sagen, som de hidtil, i al Beskedenhed, lod Mændene raade for! Er det ikke en blind physisk Kraft, og det netop den Stærkeste, Farligste og Frygteligste vi gjøre Forbund med for at styrte hvad vi kalde et Tyranni, uden at have mindste ►Borgen for, at den ei i sin blinde Virksomhed vil giøre Ondt værre og kaste os hovedkulds tilbage i Barbariet!

✂ Hvad jeg hertil kunde og vilde svare, hvis det smukke Kiøn, vi her tale om, ei var Dannekvinden og hendes ægte Døttre, eller hvis jeg ikke var en Smule Historiker og Nordisk Skjald, det veed jeg ►vist nok ikke, men nu taler Sagen for sig selv; thi baade maa jeg, saavelsom alle 📌Danmarks alvorlige Digtere, takke Dannekvinden og hendes Døttre for at vi ikke, ►som de Nordamerikanske, maatte udvandre for at finde Læsere, og som Historiker tør jeg paastaae, at den Deel af det smukke Kiøn, der misbrugde sin Overlegenhed til Aandens og til Livets Skade, det var ikke dem, der vil slutte Forbund med mig, ikke Naturlighedens, Modersmaalets og den nyttige Virksomheds Veninder, men netop det Modsatte, medens Dannekvinden fødte og hendes Døttre krand 20 sede baade Heltene, der værgede Riget mod alle Barbarer, og Skjaldene, der i hvert Land er Folke-Aandens fødte Præster, og ►Sagamændene, som reiste Daaden talende Mindesmærker. Hertil kommer endelig, at det er ingenlunde af Mangel paa gyldige Grunde mod den Skole, der bekæmper Naturen, Folkelivet og Modersmaalet, jeg føler min Trang til det smukke Kiøns Bistand, men kun fordi den urimelige Forkiærlighed for Unatur, Bogorme-Væsen og døde Sprog trodser alle Fornuft-Grunde, og kan kun overvindes af en anden og stærkere naturlig Kiærlighed til Noget, der sætter Livet høit over Bøgerne og sammensmelter med Modersmaalet. Kun for at vise dette, kun for at sikkre mig Forbundet med Dannekvinden og hendes Døttre, vise dets Uskyldighed og de velgiørende Følger, den Seier, det lover, nødvendig maa have, kun derfor, og ingenlunde af nogen Tillid til Fornuft-Grundes Virkning under nærværende Omstændigheder, vil jeg nu stræbe at vise Nødvendigheden af en ►folkelig og ►borgerlig ►Høiskole, der, langtfra aandelig at ►bandsætte Dannekvinden og saare hendes dybeste Følelser, vil være baade efter hendes Hoved og Hjerte.

✂ Først vil jeg da nu stræbe, saa tydelig som mueligt, at sige, hvad jeg forstaaer ved Skolen for Livet, da jeg har mærket, at de Fleste ei blot har meget dunkle men meget vrange Forestillinger om en 21 saadan Indretning, der, desværre, endnu kun er til i Ideen og paa Papiret, saa immer tænker Man, det maa dog være et bogligt Arbeidshuus, hvor Man faaer de Regler indpræntede og indskærpede, hvorefter Man skal rette, forbedre og i Grunden aldeles omskabe Livet, hvortil Begyndelsen naturligviis er en Opløsning, altsaa en Død. Denne høitydske Indbildning, at Livet kan og skal lade sig forklare, før det leves, kan og skal lade sig omskabe efter de Lærdes Hoved, denne Indbildning, som maa giøre alle de Skoler, den grunder, til Opløsningens og Dødens Værksteder, hvor Ormene leve flot paa Livets Bekostning, den Indbildning har jeg aldeles forsaget, og paastaaer, at naar Skolen virkelig skal blive en for Livet gavnlig Oplysnings-Anstalt, da maa den for det Første ikke giøre Oplysningen eller sig selv men Livets Tarv til sit Øiemed; og for det Andet tage Livet, som det virkelig er, og kun stræbe at oplyse og fremme dets Brugbarhed; thi ingen Skole kan skabe et nyt Liv i os og maa derfor hverken nedbryde det Gamle eller spilde Tiden med at udvikle de Regler, Man mener, et andet og bedre Liv, naar vi havde det, vilde følge.

✂ Da nu Menneske-Livet i al sin Mangfoldighed dog lader sig henføre til tre Hoved-Retninger: den Gudelige, den ►Borgerlige og den Videnskabelige, saa kan Man ogsaa tænke sig tre Slags Skoler for Livet, Kirke-Skolen nemlig, 22 Borger-Skolen og den Lærde Skole, der naturligviis maae have samme Forskjellighed, som det tilsvarende Liv, men ligesom ►det kun var Borger-Skolen, Man i ► 📌Roskild og 📌Viborg savnede, skal det ogsaa være den, jeg her vil dvæle ved, og kan det saameget bedre, som det er den Eneste, der kan være fælles for os Alle. Danske Borgere, oplyste og nyttige Borgere kan og skal vi nemlig Alle være, men Professorer og lærde Mænd kan og skal aabenbar kun meget Faa ad Gangen være, og naar vi blot ikke indbilde os at Kirke-Skolen kan skabe et gudeligt og christeligt Liv, hvor det ikke er, da maae vi nødvendig finde, vi ligesaavel har Kirke-Skoler som Kirker Nok, da hvor Livet fattes, dets Oplysning er aldeles overflødig. Endelig har vi jo unægtelig snarere for mange end for faa, for store end for smaa Anstalter til at danne Præster og Professorer, medens vi slet Ingen har til at danne Danske Borgere, saa at, om end alle vore Skole-Indretninger i Øvrigt var fortræffelige og hensigtsmæssige, var de dog høist mangelfulde, saalænge vi fattes en ►Høiskole for det Folke- og Borger-Liv, vi alle kan og skal deeltage i, og maae desuden betragte som den naturlige Rod og Kilde til alle vore levende Bestræbelser, saa naar dette Liv ringeagtes og oversees, maa al anden Oplysning ligesaavel blive død i sig selv, som dræbende for Folket og skadelig for Riget.

✂ Jeg veed jo nok, dette er et stort Kiætteri 23 blandt de Lærde, da Latinerne nødvendig paastaae, Man fremfor Alt maa vogte sig for Dansken og alle Danismer, naar Man vil blive en god Latiner, og bestandig, naar Man skal ►blive hjemme i ►de Gamle, forflytte sig fra det Danske Barbari til den “Classiske Jordbund”, medens Mathematikerne prædike en reen Videnskabelighed, der i Grunden hverken bryder sig om Liv eller Død eller nogen Slags menneskelig Virksomhed, og selv i sin Anvendelse er saa universel og kosmopolitisk, at den umuelig kan indskrænke sig til noget Sprog, eller tage fortrinlig Hensyn paa noget enkelt Folks eller Riges Tarv og Bedste, med mindre Mathematiken der baade i sin Reenhed og Anvendelse finder mest Dyrkelse og friest Spillerum. Uden nu at fragaae mit videnskabelige Kiætteri, som ligger omtrent ligelangt fra begge Confessjoner, og udraaber det hele, store Menneske-Liv, Slægtens Liv, der ikke udelukker men indbefatter Folkenes og ►Enkelt-Manden, for al sand og levende Videnskabeligheds Gienstand og Opgave, vil jeg dog her med Flid undgaae alle lærde Stridigheder, og kun fra mit jævne, ►borgerlige Stade bemærke, at Land og Folk er meget ilde tjent med sprænglærde Mænd, som tage sig i Agt for deres Modersmaal, og ei stort bedre med dem, der vil have Alting til at gaae op i Maal og Tal, saa de vilde giøre alle Lande den største Tjeneste, naar de stiftede en “ ►Lærd Republik ” i 📌 Ny Syd- 24 Wales , eller hvor der ellers er Rum Nok, og der enten gjorde Latinen til Modersmaal, eller skabde et Universal-Sprog, hvori de med Skibs-Leilighed meddeelde Verden deres Opdagelser, det være sig enten i den Latinske Grammatik eller den rene Mathematik eller midt imellem. Dette Raad vilde Man ogsaa sikkert have givet dem for længe siden, naar Man ikke havde staaet i den Formening, at de døde Sprog og da især den Latinske Grammatik ei blot var Kilden til al grundig Lærdom, men ogsaa til den Dannelse, Man maatte ønske alle Statens Embedsmænd og kræve af Præster, Dommere o.s.v., og har nu derhos faaet ►den Ahnelse, at Mathematiken kan giøre Mirakler til at forbedre og forædle alle ►Borgerlige Sysler, medens den i Forbigaaende skærper Forstanden til at forklare alle muelige Ting.

✂ For nu at tage dette saa kort og klart som mueligt, vil jeg her lade det staae ved sit Værd, om Danske Præster, Dommere o. s. v. for at blive dygtige Embedsmænd ►i deres Slags, nødvendig fra Barnsbeen maae pløie den Latinske Grammatik og giøre utallige ►Latinske Stile, og siden ved Universitetet, foruden Lærebøger i Mathematik, Astronomi, Physik, ►Practisk og ►Speculativ Philosophi, endnu lære, Hine at oversætte og forklare det ► Ny Testamente paa Latin, og Disse at 25 anvende ►Romer-Retten paa Danske Forhold og oversætte Danske Lov paa Latin, jeg lader det staae ved sit Værd, fordi den gode Sag intet vinder ved, at min Pen giver sig i Kast med saa indgroet en Fordom, men jeg bekiender, det er min faste Overbeviisning, at al ►Drenge-Videnskabelighed er en Uting, og at Bog orme-Væsenet, Afsondring fra Folket, Tilsidesættelse af Modersmaalet og Forgudelse af de Latinske Skrifter, fjendtlige mod alle Folk og Konger, Lovtaler over Tyranni og Oprør, er den mest uhensigtsmæssige Børne-Lærdom for Kongelig Danske Embedsmænd, jeg kan tænke mig!

✂ Men sæt nu, jeg heri tænkde aldeles feil, saa jeg maatte selv takke den Latinske Grammatik og Stile-Øvelse, Classisk Læsning og Latinsk Exeges over det Ny Testamente for, at jeg kunde blive den forsvarlige Danske Præst og Patriot, jeg dog vel indbilder mig at være, saa er det dog aabenbar ikke ved den Latinske Grammatik, Stil og Skolegang, Man bliver ► kiær ad 📌Danmark, eller fortrolig med Sammes Folk og Modersmaal, saa der er i det Mindste aabenbar et Hul i vore Anstalter for Dannelsen af de Danske Embedsmænd, der skal gribe virksom ind i det Danske Folke- og ►Borger-Liv, som jo især de Geistlige og Juridiske Embedsmænd skal, og dette Hul kunde vist ikke stoppes med noget Mindre end en ►Høiskole for det Danske 26 Folke og ►Borger-Liv, hvor Modersmaalet var enevældigt og Alt dreiede sig paa det om Kongen, Folket og Fædrenelandet. Vilde Man nemlig end paastaae, at et nøie Bekiendtskab med den Dansken aldeles modsatte Latin, og i det Hele med det tyranniske, konge og folkefiendske 📌Rom, var den bedste Forberedelse til Forkiærlighed for alt Dansk og fortroligt Bekiendtskab dermed, fordi sammentrængte Modsætninger bedst oplyse hinanden ( ►opposita juxta posita magis illucescunt ), saa kan Man dog ikke nægte, det er et halsbrækkende Vovestykke at standse paa Halvveien og overlade det til ►Slumpelykken, om der vil følge en Dansk Dannelse efter, som stiller den Latinske i sit rette, forhadte og afskyelige Lys; thi skeer det ikke, da er vi jo aabenbar mere uskikkede til Kongelig Danske Embedsmænd, jo bedre vi har lært at skrive og snakke Latin, jo fuldeligere vi har fattet og jo inderligere vi har tilegnet os den Romerske Synsmaade, Tankegang og Talebrug, der ikke blot er de Danskes Natur, Modersmaal og Forhold aldeles fremmede, men staae aabenbar fiendtlige mod dem. Selv har jeg i det Mindste brugt over tredive Aar til saavidt at klare 📌Rom og Latinen fra mig, som Man nu kan see og høre, og det er endda i mange Henseender maadeligt nok, skiøndt jeg i Grunden ikke har havt Andet at giøre og sjelden ligget paa den lade Side, saa, hvis Man skulde finde det hensigtsmæssigt fremdeles at lade Kongelig 27 Danske Embedsmænd gaae denne farlige ►Appiske eller Latinske Omvei til den Danskhed, de mindst af Alt kan undvære, saa maatte Hjemreisen fra den Classiske Jordbund og Omvendelsen fra den Romerske Tankegang og den ► Latinske Stil vist dog paa alle muelige Maader lettes dem, naar ei de Fleste, selv med den bedste Villie til Fædrelandet, skal alle deres Dage blive fremmede for det og udygtige til at dele end sige til at styre og lede Folke-Livet. Var derfor en Kongelig, Dansk ► ►Høiskole ikke nødvendig for Andre i hele Riget, saa var den det dog, indtil videre, i høieste Grad for Latinerne fra Barnsbeen, som i hele deres Embedsførelse, naar den skal blive velgiørende, baade maa tænke og tale Dansk, elske og kiende Fædrelandet og dets Forfatning ►med de Bedste, men deels vil dette ei kunne skee, uden de paa ►Høiskolen komme i levende Berørelse og Vexelvirkning med en Deel Jævnaldrende, som ikke kan Andet end Dansk men kiender af Erfaring langt anderledes til en større eller mindre Deel af Fædrenelandet, Folke og Borger-Livet, end det findes beskrevet i nogen Bog, end sige da i Latinernes. Desuden vilde de tilkommende Embedsmænd trænge høit nok til en saadan levende Underviisning i Modersmaalet og levende Bekiendtskab med Folket og Landet, selv naar de, som vi vil haabe skeer i Fremtiden, fik en foreløbig Dannelse, der ingenlunde stod fiendtlig imod, men var paa det venligste mueligt forbundet med Danskheden. 28 Selv nemlig, naar Man, som jeg inderlig ønsker og trøstig haaber, i 📌Norden ⓘ frabeder sig Latinske Stilister, Classiske Tænkere og Romerske Talere til Embedsmænd, vil dog altid den foreløbige Kundskab til ►Bibelen og ►Sammes Grundsprog , Man venter hos Præsten, og det Bekiendtskab med Lov og Anordning Man kræver af Dommeren, giøre endeel boglig Forberedelse nødvendig, der i den yngre Alder immer, naar den drives med Flid, medfører en vis Indbildning, folkesky Stivhed, Boglighed og Snorlighed, der ene vilde giøre Vexel-Virkningen paa en ►folkelig ►Høiskole saagodtsom nødvendig. Giælder dette nu om alle de Kongelig Danske Embedsmænd, der, for i Sandhed at være duelige og gavnlige, maae ligesaavel være folkelige, som kongelige, hvad da ikke om dem, der vilde hensigtsmæssig berede sig til de høiere Geistlige og Verdslige Embeder, som nødvendig har stor Indflydelse paa de almindelige og giennemgribende Forholdsregler! Hvor aldeles nødvendig maa ikke levende Kundskab om Folket og Landet, som de nu er, være dem, tilligemed saa klart et Overblik som mueligt om hvad de har været og rimeligviis kan blive, nødvendige til alle Tider, naar de ikke, trods den bedste Villie, skal forfeile Folkets Ønsker og Landets Tarv, dobbelt nødvendige nu og i den næste Fremtid, efterat først ►den Latinske Kirke og Pave-Retten i fire og siden ►den Latinske Skole og ►Romer-Retten i 29 tre Aarhundreder, saaledes har svækket Folke-Kraften, forstemt Folke-Livet, udspilet og indviklet Lovgivningen, indskrænket den Kongen og Folket lige umistelige Frihed, og hos os Alle, baade Høie og Lave, gjort et Skaar i Tankegangens Naturlighed og Modersmaalets Reenhed, de maaskee aldrig ganske forvinde. Under saadanne Omstændigheder, da vi ei engang fuldelig kan oversee al den Skade, det Fremmede og Fiendtlige har gjort paa Land og Rige, end sige da, med den bedste Villie, enten i et Øieblik eller i een Menneske-Alder raade Bod derpaa, da seer Man let, at om vi end indskrænkede os til blot at betragte de høiere Embedsmænds Forberedelse, maatte en Dansk ►Høiskole, hvor Man stræbde at giøre Vexel-Virkningen af Landets Ungdom saa stor og levende, som muelig, dog for en Udsigt til bedre Tider være aldeles nødvendig.

✂ Men er nu en Dansk ►Høiskole, saa kongelig, saa fri og ►folkelig, som mueligt, nødvendig til Embedsmændenes Dannelse, mon den da skulde være det mindre for den store Deel af Folket, der ikke vil eller kan dog umuelig blive Embedsmænd, men maae ernære baade sig selv og dem? At denne Folkets Rod og Stamme, ►Fæstere og ►Selveiere, baade store og smaa, Handværkere af alle Slags, Sømænd og Handelsmænd, ei trænge til anden Oplysning og Dannelse end den, de faae bag Ploven, i Værkstedet, ►til Tops og i ►Kramboden, det maae Bar 30 barer og Tyranner tænke, men det var aldrig, enten hos Konger eller Folk, den Nordiske Tankegang, og kunde aldrig blive det, fordi det giælder her, ►trods nogensteds, at vi er alle af “eet Blod”, saa de samme Anlæg til Dannelse findes i Hytter som i ►Høielofte. Denne Natur-Lighed, som nu kun findes ret i de Nordiske Riger, hvor ingen Fremmede trængde ind og gjorde de gamle Indbyggere til Slaver, kan vi ikke noksom skatte, da den er skikket til at give Fædrenelands-Kiærligheden anderledes Dybde og den ►folkelige Dannelse anderledes Sandhed end ellers var muelig, og havde vor i det Hele sørgelige Skole-Historie end intet andet Lysparti, er det dog unægtelig et Saadant, at Skolen ligefra Reformationen og især siden ►1660 frigjorde og saa at sige adlede Drengen fra den usleste Hytte, saa han kunde deeltage i den høieste Udvikling og stige til de høieste Værdigheder. Saaledes blev f. Ex. nylig ► Husmands-Sønnen fra 📌Fyen ei blot vor største ►Grammatiker, men En af Europas største Sproggrandskere, og havde hans Sproggrandskning ikke Liv og Aand Nok til at overvinde alle Grammatikens og Bogstavvæsenets Fristelser, da var det aabenbar kun ►Latin-Skolen, der havde svækket ham; saa var der intet andet Folk under Solen værdigt til en ►Høiskole paa Modersmaalet, saa var dog det Danske, og kunde intet andet Folk vente sin Regierings Omhu for Almeen-Oplysning og Patriotisk Dannelse, saa 31 maatte dog det Danske, hvis faderlige Konger heri som i al ►Folkelighed længe var Mønstre, som 📌Europa ønskede, alle Konger vilde efterligne. Kunde der imidlertid endnu være mindste Tvivl enten om det Danske Folks Værdighed til en Dannelse efter sit Hjerte, eller om 👤Dannerkongens Erkiendelse deraf eller landsfaderlige Omhu derfor, da hævedes den unægtelig om ikke glimrende saa dog glædelig ved den fri ►Folke-Stemme, 👤Kong Fredrik den Livsalige fremkaldte i ► 📌Sællands og 📌Jyllands gamle Hovedstæder ; thi at der hører en udbredt Patriotisk Oplysning til i vore Dage at giøre ►Folke-Stemmen sikker og sømmelig, er soleklart, og at der da var ingen Bøn, Majestæten villigere laande Øre til end ►Bønnen om en Folke og Borger-Skole for Livet , det fulgde af sig selv. Det er nemlig Forstandens Tid, vi leve i, og det vil ingenlunde sige, at Folk nu fødes med al den Forstand de behøve, men at vi alle har en vældig Drift til at følge hver sit eget Hoved, saa Misforstand har aldrig gjort saamegen Fortræd, som den giør nu og vil giøre herefter, hvor Man ei i Tide sørger hensigtmæssig for en Almeen-Oplysning især om ►borgerlige Ting, der kan samle de fleste gode Hoveder under een Hat, under ►Guld-Hatten nemlig paa Folke-Hovedet, som er den landsfaderlige Krone. En saadan Oplysning vil imidlertid ogsaa, kun meer eller mindre, lyk 32 kes overalt i Christenheden, hvor Man med Flid vil opelske den, og, jeg er vis paa, ingensteds lykkes bedre end i vort 📌Norden, neppe nogensteds saa fuldstændig som i 📌Danmark, der forholdsviis, aldrig forstyrredes af stærke Lidenskaber, men har sine farlige Arvefiender i den Døsighed og Lettroenhed, der kun, naar Oplysningen forsømmes eller forfeiles, ►vil give Fienden vundet. Forsømt er nu Oplysningen, forholdsviis, aldrig i 📌Danmark, men den er hidtil aabenbar forfeilet, i det den løb ud paa at skaffe Alle Tydsk Forstand paa Himlen og Logiken, og Embedsmændene tillige Romersk Forstand paa hele Verden, men Ingen sund Forstand paa hvad der ligger os Alle nærmest: paa vor egen Natur, Fædrenelandets Vilkaar og fælles Bedste, hvad dog ikke blot er det i ►borgerlig Henseende “►ene Fornødne”, men nok ogsaa det Eneste, Dannemænd i Almindelighed har Hoved til at forstaae. Det er derfor intet Under, men en ligesaa nødvendig som sørgelig Følge af Feiltagelsen, at de fleste Folk i 📌Danmark føle og bekiende, de har slet ingen Forstand paa jordiske, virkelige og ►borgerlige Ting, udenfor deres egenlige Stilling, Syssel og Næ ringsvei, og at næsten al den saakaldte Forstand paa naturlige og ►borgerlige Ting i det Hele, i det Mindste anvendt paa 📌Danmark, er Misforstand. Det maa nemlig, efter Gangen vi har gaaet, i Regelen, enten være den 33 Romerske eller den Tydske Tankegang om Menneske-Naturen, de ►borgerlige Forhold og det almindelige Bedste, Man har stræbt at tilegne sig, hvad sædvanlig lykkes Dannemænd kun meget maadeligt, og naar det lykkes allerbedst, maa føde den farligste Misforstand; thi havde end den Romerske og Tydske Tankegang i deres Hjemstavn skabt ligesaamegen Enighed og ►Borgerlig Lyksalighed, som Historien lærer, de skabde det Modsatte, saa vilde de dog hos saa utydsk og uromersk et Folk som det Danske, giøre idel Fortræd. Kun lidt er imidlertid den Ulykke, en saa vildfremmed Tankegang om naturlige og ►borgerlige Ting hidtil har gjort, mod hvad den vilde og maatte giøre herefter, ved at vildlede eller trodse den fri ►Folke-Stemme, hvis ikke snart en levende, naturlig og patriotisk Oplysning hos de Fleste fordrev den fremmede Tankegang og gjorde den hos Resten afmægtig, altsaa i ►borgerlig Henseende uskadelig. Men en saadan mild og velgiørende Oplysning maa ogsaa i Forstands-Tiden med Natur-Nødvendighed udvikle sig i 📌Danmark, saasnart Leilighed gives, thi al levende Forstand eller Forstand paa Livet er slet intet Andet end en Følelse hos os, der kommer for Lyset og bliver sig selv klar, og naar Dannemænd faae en Forstand, der svarer til den Følelse, det mildeste, fre 34 deligste og ►troeste Folk giennem Aarhundreder har lagt for Dagen, hvilken Dødelig skulde da ikke misunde Dannerkongen Hans Lykke, hvem skulde have Lyst til at leve og see gode Dage, og ei ønske sig en Bolig i 📌Danmark! Hvor i al Verden skulde det vel saaledes enten snarere indsees eller gladere bifaldes, ►at et Folks Lykke ingenlunde, som hardtad alle de Fremmede mene, beroer paa at de er deres egne Lovgivere, ► men paa at Loven er “► billig og kvemmelig ” og at Regieringen baade har Ære af at give og Magt til at overholde saadanne Love; hvor i al Verden, spørger jeg trøstig, skulde denne vigtige, i vore Dage, til Folkenes saavelsom til Fyrsternes Ulykke, saa almindelig miskiendte Sandhed snarere indsees og hjerteligere bifaldes end der, hvor ► Folket i dybeste Følelse deraf høitidelig overdrog Kongen uindskrænket Enevoldsmagt til landsfaderlig Brug; og hvor, spørger jeg igien, skulde det være sikkrere, at Enevolds-Kongen vil sætte sin Ære i landsfaderlig Brug af sin uindskrænkede Magt, ved at læmpe alle Love og Indretninger efter Folkets oplyste Natur og fælles Bedste, hvor sikkrere end i det samme Land, hvor Folke-Naturen er Konge-Magtens Livs-Kilde, og hvis Enevolds-Konge, efter tusinde Beviser paa landsfaderlig Omhu, kronede Værket ved ► frivillig at kaare Folke-Stemmen til sit ►Raad! Sandelig, i 📌Danmark, hvor Folke- 35 Øret løftede sig til Konge-Munden og Konge-Øret bøiede sig til ►Folke-Munden, der er, paa naturlig patriotisk Oplysning nær, alle jordiske Betingelser for den høieste ►Borgerlige Lyksalighed tilstæde, saa her maa en saadan Oplysning nødvendig blive til Ære og Glæde baade for Kongen og Folket, naar ellers Himlen vil lægge sin Velsignelse dertil, og hvor, spørger jeg endelig, skulde Man, under Bestræbelsen for en mild og venlig Oplysning af den Natur, Gud selv har skabt, og de Forhold, Hans Forsyn ordnede, være sikkrere paa Himlens Velsignelse, end hvor den, som i 📌Danmark, øiensynlig dalede, og afvendte tusinde Farer, formildede alle Vanheld, mens vi foer vild fra den gamle Kongevei og famlede efter hvad enten hang os for høit eller var ikke værdt at eie!

✂ Her, under Ihukommelsen af 📌Danmarks gode Jord og lykkelige Stjerne, sluttede jeg helst Betænkningen om vor Trang til en ►Folkelig ►Høiskole, der jo slet ikke blev mindre, om vi end ikke havde den tilfælles med noget andet Folk i hele Verden, og om de lyse Udsigter, den vilde aabne til en ►Huuslig og ►Borgerlig Lyksalighed, der, om den findes mageløs, kun derved bliver mere ►uskatterlig, slutte, for at vende mig til den glædelige Betragtning, at naar Majestæten, som vil Alt hvad der kan tjene til at giøre 📌Danmark lykkelig, tør troe, en Kongelig Dansk ►Høiskole tjener dertil, da har vi den i 36 samme Øieblik, ►vist nok meget ufuldkommen, som alt Menneskeligt paa Jorden maa begynde, men dog virkelig, med Anlæg til al muelig Fuldkommenhed; helst vilde jeg det, men tør dog ikke, før jeg saa venlig og frimodig som jeg kan, har yttret min Overbeviisning om ►den Skole-Plan for Livet, der synes at have ►Folke-Stemmen for sig, skiøndt den visselig har baade Folke-Naturen og alle Tiders Erfaring imod sig.

✂ Det er nemlig ►den ►Borgerlige Drenge-Skole, ligesaa strængt videnskabelig baseret paa Mathematiken, som ►Latin-Skolen paa de døde Sprog, der staaer mig for Øie, en Skole, jeg, smilende ad den Tydske Professor-Forstand paa ►det Borgerlige Selskabs Tarv, vilde taus forbigaae, naar ikke dette den ►borgerlige Døds frygtelige Værksted syndes ►høirøstet anpriist af vor ►Folke-Stemme, som den Skole for Livet, vi behøvede, men som jeg nu har været nær ved at fortvivle over. Ingen Skribent kan nemlig dybere end jeg føle sin Pens Afmagt mod ►Folke-Munden eller hvad der dog giælder for den, saa naar ►denne ny Real-Skole ► kun ikke stod i Veien for den Danske ►Høiskole, maatte jeg langt heller lade, som jeg slet ikke saae den, og overlade det til Erfaringen og ►Høiskolen at berigtige ►Folke-Stemmen eller oplyse Misforstaaelsen. Nu derimod maa jeg nødvendig stræbe at vise, at en saadan Mathematisk Drenge-Skole kan i det Mindste ingenlunde træde iste 37 denfor den Danske ►Høiskole, eller have en eneste af dens velgiørende Virkninger.

✂ Indskrænkende mig i Grunden hertil, vil jeg da kun som i Forbigaaende anmærke, at er den Latinske Drenge-Skole selv for tilkommende Professorer uhensigtmæssig og for practiske Embedsmænd en stor Ulykke, da maa den mathematiske Drenge-Skole være ligesaa uhensigtmæssig selv for tilkommende Professorer, og for virksomme Borgere være en stor Ulykke. Kun som i Forbigaaende vil jeg tilføie, at den Skade et Land har af bagvendt dannede Embedsmænd, hvor stor den end maa være, er kun lidt mod Ulykken af et forgjort Borgerskab, der enten slet Intet gider bestilt, eller gider dog kun læst, regnet paa Tavle, tegnet Figurer og gjort Fornuft-Slutninger; thi Man maa dog endelig huske, det gaaer slet ikke an at opløse et Folk i lutter Professorer, Embedsmænd og Almisselemmer, med mindre de Alle bogstavelig kan leve af Luften. Endelig vil jeg kun, som i Forbigaaende, pege paa den urokkelige Kiends-Gierning, at Engelskmanden og ethvert Folk der har bragt det vidt i ►Borgerlig Virksomhed og Velstand, ei naaede Maalet ved mathematiske Drenge-Skoler, men kun ved hvad der med dem er uforligeligt: Lyst til legemlig Virksomhed, Greb paa de ►borgerlige Sysler og Attraa efter en uafhæn 38 gig Stilling fra Barnsbeen, medens Høitydskerne, trods deres videnskabelige Forædling af de daglige Sysler og ►borgerlige Næringsveie, ►har seet baade Virksomheden og Velstanden aftage og seet den rædsomme Lyst til “ ►visse Levebrød ” paa Andres Regning, om de saa end skulde søges i Tugthuset, daglig udbrede sig. Vel er jeg nemlig aldeles vis paa, at fik Man først Dannemænd ordenlig i Tale, da vilde Ingen være ►letnemmere til den Lærdom, at om Mathematiken end for alle andre Folk var baade ►Fortunatus-Pungen og ►de Vises Steen og ►Glædens Kilde, saa var den dog ingen af Delene for dem; men jeg er i mere end tredive Skribentaar ypperlig helbredet for den Indbildning, at Man kommer Folket i Tale ved at skrive Bøger, om de end læstes ganske anderledes end de Fleste af mine, og derfor anmærker jeg kun, som i Forbigaaende, for de “enkelte Faa” hvad vel er Hovedsagen, men her vel for de Fleste en bælgmørk Tale.

✂ Derimod synes mig, det maa være soleklart, at om end den mathe matiske Drenge-Skole skulde være ligesaa ypperlig en Omvei til ►borgerlig Virksomhed, som Man har troet ►Latin-Skolen var til Embeds-Duelighed i 📌Danmark, saa vilde den dog kun være det for dem, der giennemgik den, og det maa dog vel sortne for vore Øine, naar vi tænke paa, hvad saamange mathematiske Drenge-Skoler vilde koste, 39 som kunde rumme blot ►Sønnerne af alle vore Kiøbstæd-Folk, medens paa Landet endda det Brede blev tilbage, som dog vel ikke skulde blive liggende i Barbariet. Ligesaa klart mener jeg det er, at hvor ypperlig en Omvei til ►borgerlig Virksomhed det end maatte være, at gaae den mathematiske Skiærsild igiennem, saa var den det dog kun, naar Drengene slap godt derfra igien, lagde alle ►Regninger og ►Demonstrationer paa Hylden, slog alt Bogormevæsen af Hovedet, trak Flittighed paa med Hverdags-Klæderne og tog ivrig fat hver paa sin Handtering; thi hvis ikke, da duede de jo i det Høieste til Professorer i Mathematiken eller til Lærere i Skoler af samme Slags, hvorved vi efter en langt større Maalestok fik en ligesaadan Kreds som den Latinske: af Skolegang, Examen og ►visse Levebrød, hvad der maatte udtømme selv det rigeste end sige da det fattigste Lands Hjelpekilder. Nu lærer imidlertid Erfaring, at det er ingen let Sag, naar Man har henlevet eller hendrevet sine Drenge-Aar i en Skole-Stue med Bøger og Tavler, Pen og Blæk og alskens Løier, og i det Hele ført et kiælent og dovent Liv paa Andres Pung, da at tage fat paa Hammer og Tang, Øxe og Sav, eller Toug og Tjæretønder, med Liv og Lyst, eller i det Hele giøre sig duelig til og føle sig lykkelig ved det saakaldte “grove Arbeide” den lavere Stilling og ligesaa ordenlige som tarvelige Levemaade, ►borgerlig 40 Virksomhed og Velstand kræver, saa jeg tvivler om, selv den bedste Danske ►Høiskole vilde formaae at omvende de mathematiske Drenge til haabefulde Ynglinger i ►borgerlig Forstand, og at den i alt Fald dertil vilde høilig behøves, er mig en afgjort Sag. Dog, sæt det var anderledes, sæt at Mathematiken ved et Mirakel afrettede Drengene til Flittighed, Beskedenhed og Nøisomhed, saa vilde den dog neppe enten vække eller nære deres Fædrenelands-Kiærlighed, giøre dem fortrolige med Folkelivet eller lægge de Aar til deres Alder, Man nødvendig maa have paa Bagen, for at det ei skal skade men gavne at ræsonnere med os om Menneske-Naturen og ►det Borgerlige Selskab, saa naar den mathematiske Skole var giennemgaaet i Drenge-Aarene, trængde Man i Ungdommen lige høit til en ►folkelig ►Høiskole, ja vilde sædvanlig trænge kun alt for høit dertil, da jo mere Man stræber at udvide Drenge-Forstanden, desmere Selvklogskab og Misforstand paa det virkelige, Drengen af Erfaring ubekiendte Liv fremkalder og opelsker Man.

✂ Dog, jeg maa ligesaagodt afbryde først som sidst, thi hvor soleklart end alt dette staaer for mig, som med en stærk Nordisk Drift i tredive Aar har stræbt at blive hele den fremmede og konstige Tankegang kvit, klarer min Pen det dog neppe for en Læseverden, der stikker dybt i den Romerske Tankegang, uden engang 41 sædvanlig at ane, den kun har Sammenhæng, naar Man betragter den “dannede Verden” som en Flok Romere, der har den hele øvrige Verden til at trælle for sig, og er aldeles uanvendelig paa et Folk uden Trælle, der maa ►æde sit Brød i sit Ansigts Sveed og har kun Raad til at ernære Embedsmænd og Lærde, naar ogsaa disses Liv og Bestræbelser bidrage til det almindelige Bedste, og vil i Forstands-Tiden kun have Sind dertil, naar en ►folkelig Almeen-Oplysning stedse bedre sætter dem istand til at skatte ►det Borgerlige Selskab og veie de forskjellige Stillingers Fordele og Besværligheder mod hinanden, medens de vinde en Dannelse, der adler og forhøier selv den Ringeste! Man raaber sig i vore Dage hæs paa Frihed og Dannelse, og det er visselig hvad vi Alle behøve, men Forslagene dertil har sædvanlig samme Grundfeil, som ► 👤Platos ►Republik, ►hvor Frihedens og Dannelsens Vogtere selv opsluge begge Dele, saa Folket for alt sit Slid kun faaer ►Skyggen af al Dyd og Skiønhed at omfavne, men i Virkeligheden stolte Tyranner at lystre, at nære, og, om det kan trøste dem, at beundre og forgude!!

✂ 42

📌Academiet i ►Soer .

2

✂ ►Ja, ►Brage ►Bænkepryder!
Jeg øiner dig i ►Soer. ►

✂ Havde jeg, som 👤Holberg, ►tjent en Tønde Guld, eller endnu bedre, som Sir 👤Walter, en Million, med mine Skrifter, da satte jeg dem ►vist nok ikke, som den Sidste, ►i “Papir” for at vinde Ligesaameget til eller ►spille af med Boghandleren, men anvendte heller Broderparten paa, med Kongelig allernaadigst Tilladelse, at grunde en Dansk ►Høiskole, aaben for hele Landets Ungdom, hvor den, blandt Andet, ogsaa kunde faae Smag paa ►folkelig Sang og Skrift; thi for paa en værdig Maade at more Folket, og naar de var døde, dog levende at mindes i Fædrenelandet, der for var det, baade Grækenlands og 📌Nordens Skjalde og ►Sagamænd i gamle Dage anstrængede sig, og med dem føler jeg mig saa nærbeslægtet, at det undrer mig tit, at 👤Virgil og 👤Livius ikke døde af Kiedsommelighed længe før de blev færdig med Mester-Værkerne, ei engang Romere vilde kalde ►folkelige, men kun glimmersyge Hofmænd beundre, vindtørre Bogorme gotte sig ved og Skoledrenge ►gabende ophøie. Dog selv om jeg havde Penge Nok til at grunde en Dansk ►Høiskole efter den største Maalestok, vilde jeg dog meget heller, som 👤Holberg, 43 ►forære Pengene til 📌 Academiet i Soer, naar det blot lignede en Dansk ►Høiskole efter min Forestilling ligesaa meget, som det i 👤Holbergs Dage lignede en Saadan efter hans; thi baade er der langt mere Rimelighed for, det vil vinde og vare, hvad der i Tidens Løb er ligesom opkommet af sig selv, end hvad ►Enkeltmanden ligesom vil fremtvinge efter sit Hoved, og derhos ligger det dybt i Nordboens historiske Natur med Kiærlighed og Haab at knytte sig til Steder og Indretninger, som Fortids Minder giør os dyrebare. Kun saare nødig og beklemt om Hjertet vilde jeg derfor række Haand til Reisningen af den Danske ►Høiskole paa nogen anden Plet end den, hvor ►Han, som reddede 📌Danmark fra Slaverne og alle dets ►gamle Helte fra Glemsel, hvor 📌Danmarks Støtte og den Danske Histories Genius i Middelalderen, den høiadelige Helt og høiærværdige Biskop ► 👤Axel hviler sine Been og ►grundede Klostret til en evig Sjælemesse for sig og sin i Aand og Sandhed høiadelige Slægt, og hvor Kong 👤 Christian den Fjerde, ►Høilovlig Ihukommelse, da Messen for ►den gamle Biskop var udsunget, ►grundede et “Ridderligt Academi” hvor en ny for 📌Danmarks bedste Adelsmand skulde begynde. Nu er det vist nok, at for at faae mine Penge, skal 📌 Academiet i ►Soer ikke ønske at blive paany den Patriotiske ►Høiskole, hvortil det af 👤 Christian den Fjerde blev grundet, og ►af 👤Ludvig Holberg begavet, thi at i det 44 Mindste nu intet Handværk i 📌Danmark, skiøndt drevet af alle Livsens Kræfter med forsvarligt Anlæg og betydeligt Forskud, mindre kan føde end sige berige sin Mand end Bogmageriet, det veed Ingen bedre end jeg; men netop fordi jeg har hverken “Sølv eller Guld” at give til den Danske ►Høiskole, som dog for mine Øine er Fædrelandets eneste sikkre Redningsmiddel, just derfor maa jeg desivrigere pege paa 📌Academiet i ►Soer og sige: der ligger unægtelig 📌Danmarks Patriotiske ►Høiskole begravet, ved Siden ad 👤Axel og 👤Holberg, og vil, ►trods Romervagten, staae herlig op, saasnart 👤Kongen udsender en Tjener til at vælte Stenen fra, som, Gud skee Lov ! er ikke meget stor, ikke større end ► 👤Badens ► Latinske Grammatik . Hvordan det gik til, at den Patriotiske ►Høiskole i ►Soer, der ►for 70 Aar siden stod i sin feireste Ungdoms-Blomster, fik saa hastig en Død, og saa at sige sin Vugge til sin Grav, det kan Man nogenlunde forklare sig af ► 📌det Latinske Universitets Misundelse og af Grundfeil i Organismen, men hvordan Stenen, den forstenede Latinske Grammatik, blev væltet for Gravens Mund, i en Konges Dage, der var Danskere endnu end 👤 Christjan den Fjerde, det lader sig kun forklare af ►den sorte Konst, der stikker i Latinen, og lad os see, ►er ikke maaskee Stenen allerede igien bortvæltet, mens vi, som Kvinderne ved den hellige Grav, spørge ængstelig, hvordan det skal skee? Jo, 45 seer jeg ret i Morgen-Dæmringen, da er Stenen virkelig borte fra Munden og ► Romervagten daanet, saa naar den staaer op igien er det kun for at flygte; thi har ikke 👤Hans Danske Majestæt høitidelig ► aabnet Academiet for Ustuderede, det er: for Danske Folk, som kan ikke Latin, og hvad maa den naturlige Følge vel blive, naar Man veed, at Dansk og Latin kan umuelig forliges, hvad Andet end at Latinen flygter og Dansken jubler!

✂ Sværmeri, vil Latinerne sige, idelt Sværmeri, ligesaavel at Latin og Dansk ei skulde kunne forliges, som at Dansken, naar det kom til Strid, ei beskeden maatte vige for 👤Virgils og 👤Ciceros, for det Classiske 📌Roms, for hele den Lærde Verdens Sprog, som kun Dumhed kan trodse, kun Barbarer fordrive og disse Talemaader har saamange Aarhundreders Hævd paa at hedde Viisdom, at skiøndt jeg ingen kan finde i dem, maa jeg dog ikke vente at troes paa mit Ord, men maa bestandig, til de gives Magt, gientage mine Grunde.

✂ At nemlig Dansk og Latin skulde være saa uforligelige, at En af Delene maatte rømme Landet, det har jeg aldrig paastaaet, men finder meget mere, at ikke blot 📌Danmark er stor nok til at rumme endnu langt flere Sprog, men at selv i mit Smule Hoved kan Dansk og Latin til en vis Grad ganske godt rummes og paa en Maade forliges, men al 46 lerede i mit Hoved forliges de dog kun som Hunde og Katte, saa jeg fik aldrig et roligt Øieblik, dersom jeg ikke lod En af dem raade og tvang den Anden til at lystre. Gaaer det nu saaledes med mit Hoved, der dog, som en Historikers Studerekammer, er et Slags videnskabeligt Værtshuus, hvor Man gierne, for Profitens Skyld, er høflig mod Enhver, som betaler og vil tage til Takke med Leiligheden; hvordan mener Man da, det gaaer med de arme Skole-Drenges, som, førend de endnu paa Modersmaalet kan videnskabelig tælle til fem, skal efter Grammatikalske Regler lære sig til at skrive og tale som 👤Cicero! Maae de ikke nødes til enten at løbe ud af Skolen paa Halvveien, eller, saa godt de kan, tvinge Dansken til at lystre Latinen, hvorved de ►vist nok ikke komme til at skrive eller tale Latin men dog til at skrive og tale Dansk omtrent som 👤Cicero, hvad naturligviis bliver omtrent som Ebraisk for Danske Folk og udtørrer den naturlige Livs-Kilde, hvoraf Talen skulde flyde som Tankens og Følelsens rindende Bække og svulmende Aaer. Eller er dette maaskee kun en spidsfindig Slutningsmaade, som Erfaring giendriver? Er det maaskee ikke sandt, at Man i 👤Christen Pedersens og 👤Anders Vedels Dage skrev meget bedre Dansk end hundrede Aar senere, da Man saagodtsom slet ikke kunde skrive det, skiøndt Man netop i denne Tid gik flittigst i Skole, eller gives hertil nogen an 47 den optænkelig Grund, end at Skolen var Latinsk og Latinen i Drenge-Hoveder aldeles uforligelig med Dansk, ja, fandtes i Skolen saa uforligelig dermed, at skiøndt Man priste Reformationen for Latinens Uddrivelse af Kirken og Modersmaalets Indførelse, fandt Man sig dog af Latinen nødt til at ► udelukke Modersmaalet af Præste-Skolen , som om Man med Romersk Vold og Magt vilde igien indføre Latin i Kirken, vel ikke i sin klosterlige, men i sin classiske, hedenske Skikkelse. At dette nu var splittergalt, indsee og tilstaae jo Alle, men da det unægtelig var langt fra vore Fædres Tanker i det Syttende Aarhundrede enten at indføre Latin eller Hedenskab i Kirken, saa kan jo Intet have bevæget dem til at udelukke Modersmaalet af Præste-Skolen, uden den Indbildning at Latinen ►ligesom Dyden skulde læres og øves ei for Nyttens men for sin egen Skyld, og den Erfaring, at hverken taalde Latinen, efter 📌Roms gamle Valgsprog (► aut Cæsar aut nihil ) andet end Trældom ved sin Side, heller ikke var noget Sprog, hvor det fik Magt, den Classiske Latin ►saa fordærveligt som Dansken. Dog, hos os skulde Latinens Forhold til Modersmaalet blive soleklart, hos os skulde Fienden ad alle levende Sprog udspille sin Rolle og ærlig fortjene sin Dødsdom, som han dog, hvis han levede, kunde lee ad, da Ingen tilgavns kan 48 “►slaae en Død ihjel.” Det Attende Aarhundrede er i denne som i flere Henseender hos os vel ikke meget fornøieligt men saare lærerigt. 📌Danmark fik nemlig paa Overgangen til dette Aarhundrede, ved et dobbelt Vidunder, sin store Psalmeskjald, 👤Thomas Kingo, og sin endnu større Skiemtedigter, 👤Ludvig Holberg, som nødvendig baade i og udenfor Kirken maatte give den med Modersmaalet uforligelige Latin et Knæk, den, trods alle Rectorers og Magistres forenede Bestræbelser, aldrig forvandt, og da 👤Holberg nu ovenikiøbet i ►Peer Paars skabde en udødelig Helt til med de skarpeste Vaaben daglig at bestride Afguderiet med de døde Sprog, saa sprængdes naturligviis snart den ligesaa latterlige som sørgelige Skole-Bom for Modersmaalet. Endnu i 👤Holbergs Dage ►reiste 📌Ridder-Academiet i ►Soer , der i Løbet af det Syttende Aarhundrede var ►nedsunket til en Latinsk Drenge-Skole, sig paany, og blev virkelig en Patriotisk ►Høiskole, hvor Modersmaalet blandt Andet havde den Triumf, at ►Sønnen af den sidste Latinske Skolemester, 👤Snedorf, blev Danskens ivrige Talsmand. Fra en Lærestol paa denne Danske ►Høiskole var det 👤Ove Guldberg udgik ►at fordanske vort Kongehuus, hvor vel ikke Latinen men dog Fransken, under Modersmaalets Forsømmelse havde faaet Overhaand, og denne uforglemmelige Ædling prøvede nu ogsaa paa at fordanske Latin-49 Skolen, et Herculisk Arbeide, som vel mislykkedes, men aabenbar kun fordi Dansk og Latin er i Drenge-Skolen, som i Drenge-Hovedet, uforligelige, og Vindingen blev dog i Grunden den samme; thi ved ►den Guldbergske Skole-Reform blev Latinen saa slet og Dansken saa kry, at, kiendte Man ikke de lærde Fordommes Haardnakkenhed, maatte Man finde det aldeles ubegribeligt, hvorledes vi endnu kan have en Latinsk og fattes en Dansk ►Høiskole; thi med al muelig Beskedenhed tør Man jo dog nok paastaae, at godt Dansk er bedre end slet Latin!

✂ Saameget om Uforligeligheden, og tabde nu den 📌 Latinske Drenge-Skole i ►Soer Slaget med Dansken midt i det Attende Aarhundrede, hvad da i det Nittende! ►Jupiter være lovet, sige Latinerne, i det nittende Aarhundrede har Man i det Mindste ►herinde angret Forsømmelsen af den ►Latinske Stil i det Attende, da Man saae, at derved forsvandt den “grundige Lærdom,” og har du ikke seet, at 📌Academiet i ►Soer har selv foreslaaet, at ►de Ustuderende skal dog ogsaa lære Latin i de tre nederste Classer og fries fra at glemme det i de tre Øverste, saa, skal Noget tabe Slaget der, maa det dog vel blive Dansken, der kun har Adgang paa Latinske Vilkaar! Siger Altsammen Intet, svarer imidlertid jeg, undtagen hvad vi har længe vidst, at La 50 tinen er noget forhexet ►Tøi at blive kvit; thi hvad det Første angaaer, da er det vel, desværre, kun alt for sandt, at Man hos os har stræbt i det Nittende Aarhundrede at indhente hvad Man ved den ►Latinske Stil forsømde i det Attende, ja at Man til dens Ære har faaet ►de “Danske Jurister” halvt og haaber at faae de “Danske Læger” heelt udryddede; men at den “grundige Lærdom” Intet vandt derved, er soleklart, thi selv naar Man slutter i den smukke Latinske Cirkel: med den ►Latinske Stil forsvinder al grun dig Lærdom, fordi den ►Latinske Stil er Grunden til al grundig Lærdom, saa er dog ligefuldt den ►Latinske Stil nu meget slettere end ved det Nittende Aarhundredes Begyndelse, og Reactionen har følgelig kun frembragt en ►Krebsgang, der vist snart vil føre Latinen giennem 📌“Philosoph-Gangen” fra ►Soer til 📌Krebshuset! Kun naar den Latinske Grammatik er Skolens Alpha og Omega, saa Man radbrækker kun Dansken for at slippe fra den, oversætter baade Græsk og Ebraisk og lærer Alt hvad Man lærer paa Latin, kun da, som i det Syttende Aarhundrede, lader Naturen sig saavidt underkue af Optugtelsen, at de, der intet levende Sprog kiender, synes, Man skriver og snakker det Døde godt; saa naar ►Universitets-Directionen ikke tør tilraade ►Kæmpeskridtet baglænds til det Syttende Aarhundrede, men maa tvertimod fordre at Dansken ikke 51 opoffres eller forsømmes for Latinen, da vil den ►Latinske Stil, trods alle Konster, daglig blive slettere i Drenge-Skolen, hvor Erfaringen nødvendig maa vise at den Latinske Grammatik er for haard en Nød at knække, naar Man ei paa den maa bide sine Danske Tænder reent istykker, eller, reent ud sagt, hvor saadanne to Skrift-Sprog, som Dansk og Latin, maae findes uforligelige.

✂ Men nu ►Forslaget fra 📌Academiet selv, at selv de, der vil benytte sig af 👤Majestætens allernaadigste Tilladelse at besøge 📌Skolen og 📌Academiet i ►Soer uden alt Latineri, skal dog, ►ligesom de Sorte paa 📌Jamaica, udstaae en Lærlingtid, før de kan gives fri, eller skal, ►paa gammel Romersk, “gaae under Aaget,” aabner det ogsaa lyse Udsigter for Dansken i ►Soer? Nei, det var Synd at sige, saa, fandt jeg det endogsaa blot mueligt, at det kunde være 📌Academiets Alvor, da maatte jeg tilstaae, at ►Stenen, som den velsignede Kongehaand væltede fra, var væltet for igien, og alt Haab ude om, at 📌Academiet i vor Tid, uden at rives ned og bygges om, kunde blive en Dansk ►Høiskole. Men jeg siger trøstig: det er umueligt, thi, hvad Hemmelighed der end stikker under det ubegribelige Forslag til at forbittre Dansken Frugterne af 👤Majestætens Naade, saa veed vi jo dog Alle, der er ikke mindre end tre Danske Digtere mellem ► 📌Academiets Professo 52 rer, ► og at de skulde ønske Dansken under Aaget, maatte jeg kalde umueligt, om jeg end slet Intet kiendte til 👤Ingemann, 👤Hauch og 👤Wilster, hvis afgjorte Danskhed dog er mig velbekiendt. Og nu Professor ► 👤Lütken, Latinens erklærede Avindsmand, saavelsom jeg selv, kunde han maaskee spille under Dække med Fienden?! Eller er maaskee begge ► 👤Tyge Rothes Sønnesønner pludselig blevet bange for at Dansken skulde blive dem for mægtig! Eller nu endelig Professor 👤Waage, ►over hvis Forkiærlighed for Dansken jeg alt for næsten tredive Aar siden glædede mig, og som aabenbar vandt baade sit Navn og sin Stilling ved Modersmaalets levende Brug, skulde han nu have svoret til ►Ørnebanneret uden at ændse, at “ ►Hjerterne ” blødte derved! Nei, umueligt, maa jeg gientage, saa det hænge nu sammen med Forslaget, som det vil, det er mig dog lige klart, at Forsynet har vidunderlig samlet Professorer til den Danske ►Høiskole i ►Soer, saa den kunde aabnes i Morgen med en Glands, den Latinske Drenge-Skole aabenbar fattes, og kan umuelig vinde i ►Soer, hvor de fædrelandske Minder gjorde Pagt mod Latinen med den deilige Danske Natur, ja, hvor Man frit kan sige, 📌Danmarks Genius svæver huusvild over Fædrenes Grave, og lader ingen fremmed Plante end sige det Latinske Ukrud blomstre paa dem, men sukker og klager til den Kongelig Danske ►Høiskole 53 reiser sig som det levende, udødelige Mindesmærke, der med alle Danske Ædlinger skal bevare ►Jubelkongerne 👤 Christian den Fjerde og 👤 Frederik den Sjettes ►høilovlige Ihukommelse til Verdens Ende, med det Vidnesbyrd at ►deres Kroner var af Rosen-Torne!

✂ Og hvilken Trolddom skulde nu vel forhindre dette Mindesmærke fra at reise sig paa den dertil giennem Aarhundreder indviede Grund, eller hvilken Haand i 📌Danmark kan lukke den Dør igien, som ►Kongens Nøgel har ►opladt, eller hvilken Mund tør sige, at Kongens og Folkets Modersmaal maa i 📌Danmark ingen ►Høiskole faae for at den store Romerske Tyrans, alle Folks og Kongers arrigste Fjendes Sprog ikke derved skal miste sin Dyrkelse og savne de Menneske-Offere, der giennem saa mange Aarhundreder blødte paa dets Alter!

✂ Det Sidste ►vist nok Ingen, men at der, det være sig nu i Latinen selv eller i Skolen for den, er en vis Trolddom, der hidtil berøvede Modersmaalet den Dronning-Stol i Fædrenelandet, hvortil det unægtelig ►er odelsbaaret, det er en Kiendsgierning, og skal virkelig de, der komme til ►Soer for at dannes paa Dansk, først trælle for Latinen saa de tabe Lysten eller tilsætte Kræfterne, da maae vi bekiende, den Trolddom er kun alt for mægtig endnu, da den kan indtage og forblinde selv Danskens erklærede 54 Venner. Ja, det er ved denne Leilighed blevet mig ⓘ soleklart, at ►saalænge 📌Academiet i ►Soer skal dele Bestyrelse med 📌Latin-Skolen og 📌det latiniserende Universitet, saalænge kan Dansken umuelig blomstre der, fordi Dansk og Latin er uforligelige; thi selv naar Directionen, som nu, bestaaer af ► 👤Tyge Rothes Søn, af en Nordisk Historiker og en Practisk Hædersmand, der dog umuelig, hver for sig, kan fore trække Latin for Modersmaalet eller den Classiske Jordbund for Fædrenelandet, maae de dog nok, som et ►Collegium, holde det for deres Pligt, fordi det især er 📌Latin-Skolen (efter et ► Kapitolinsk Orakel-Sprog: ►Viisdommens Sæde og al grundig Lærdoms Vugge), der betroedes til deres Omhu og Varetægt, og de dog sagtens har den samme Følelse som vi Andre, at ligesom Latinen var Modersmaalets saaledes vil Modersmaalet være Latinens Grav. Saasnart det derimod maatte behage 👤Majestæten at give 📌Academiet i ►Soer sin ►Hofmester, under hvilketsomhelst Navn, igien, der intet Ansvar havde for Latinen men Fuldmagt til at giøre Alt hvad der kunde tjene til 📌Academiets Blomstring, som en 📌Danmarks ►Rosengaard, da troer jeg, Resten vilde saa godt som følge af sig selv, og en Patriotisk ►Høiskole i en Haandevending danne sig til de Fremmedes Efterligning og, hvad der er Hoved sagen, til Fædrelandets ube55skrivelige Gavn og 👤vor landsfaderlige Enevoldskonges usigelige Glæde!

✂ Her maa jeg standse, thi vel er det ganske rimeligt at Latinerne vil fordre, jeg ikke alene skal nøiagtig beskrive den Kongelig Danske ►Høiskole i ►Soer, jeg sukker for, men ogsaa bevise, at den Keiserlig 📌Latinske ►Høiskole i Kiøbenhavn derved intet taber enten i Anseelse eller Rettigheder; men paa ingen af Delene kan jeg indlade mig. Jeg kan ikke indlade mig paa det Sidste, thi skiøndt jeg, naar 📌Danmark kunde være tjent dermed, gierne paa den Danske ►Høiskoles Vegne overlod den Latinske, med alle ►Chinesiske Examiner, Udsigten til alle de “ ►visse Levebrød ” paa offenlig Bekostning, saa kan jeg dog ligesaalidt tænke mig, at Latinen, naar Modersmaalet hæver sig, skulde beholde overtroisk Dyrkelse og tyrannisk Overmagt, som at en magtesløs Romersk Besætning skulde have beholdt sin Myndighed og keiserlige Anseelse i et Land, hvor Folket reiste sig og afkastede Aaget. Det er imidlertid mit oprigtige Ønske, at naar den Kongelig Danske ►Høiskole reiser sig, naturligviis aldeles uafhængig af Latinen, det da maatte overlades til det 📌Latinske Universitet, ikke blot at beholde alt det Latineri, det end har vedligeholdt, men, om det behagede, for Classiskhedens Skyld, at vende tilbage til ►sin velbehagelige Skikkelse, der især fra 👤Guldbergs Dage har lidt saa meget, 56 at det nu ligner meer en Ruin end en ordenlig Bygning i nogensomhelst videnskabelig Stil. Jeg er nemlig vis paa, at saasnart den Danske ►Høiskole begynder at virke, da vil hele 📌vort Universitet selv finde, hvad det Halve alt bekiender, at det trænger til en Reformation, hvorved det kan tilbagevinde Folkets Hjerte og tilfredstille Tidens Fordringer, og da først og fremmerst til at lade den “ ►Latinske Stil ” ved ► første og den Mundfuld Blæklatin til sidste Examen fare, for at Man dog ikke skal sige, at i 📌Kiøbenhavn kunde hverken 👤Plato eller 👤Aristoteles blevet Student, og især for at Dansken kan drives med noget Eftertryk i den Lærde Skole, hvad, saalænge den ►Latinske Stil kræves, er aldeles umueligt. Det gaaer nemlig med Modersmaalets Frigivelse ►(Emanci pation) ligesom 👤Canning meget rigtig sagde om de Irske Katholikers: ► det er ikke længer Grundsætningen, det giælder om, thi, det være nu galt eller klogt, den har Modstanderne indrømmet for længe siden, men Spørgsmaalet er kun, om vi i Udførelsen skal standse paa Halvveien, saa Trældommen, om end kun halv saa grusom, bliver dobbelt forhadt, uden paa mindste Maade at gavne Tyrannen. Latinerne har nemlig for længe siden maattet indrømme, at Modersmaalet har fuldelig Ret til at herske i Landet og til at uddanne sig aldeles uafhængig af Latinen, men dog holde de paa den ► Latinske 57 Stil ► og paa Dørren til den Danske ►Høiskole, saa Modersmaalets fri Uddannelse og Herredømme kun staaer paa Papiret, mens Munden er bundet med slet Latin hos de Studerende og bliver ved at være i Baglaas hos Folket. At nu selv Afskaffelsen af den ►Latinske Stil, som en tvungen Sag for Danske Embedsmænd, der vil giøre Universitetet taaleligt, dog ingenlunde vil tilfredstille Tidsaandens retmæssige Fordringer, men at hele den bagvendte ►Drenge-Videnskabelighed og de dermed sammenhængende Overhøringer, snart vil gaae samme Vei, Regieringen foretrække hensigtsmæssige ►Planteskoler for de forskjellige Slags Embedsmænd, og 📌den Lærde Høiskole overlades til dem, der har baade Anlæg og Alder til virkelig at blive Videnskabsmænd, det forudseer jeg vist nok og glæder mig til, men ogsaa uden at see det, kan jeg døe rolig, naar blot Dansken har faaet sin ►Høiskole og den ►Latinske Stil sit Løbepas!

✂ Saameget om den Sikkerhed, der kan gives slet Latin for at Den ikke skal fortrænges af godt Dansk, hvor den midt i 📌Danmark, til Folkets og Landets hardtad ubodelige Skade, har ►anmasset sig Kundskabs Nøgel og beholdt den giennem Aarhundreder, og jeg kan kun tilføie, at er det Latinen en Trøst til Verdens Ende at radbrækkes i Folke-Munde, da er det til 📌Italien, 📌Spanien, 58 📌Frankrig og i det Høieste 📌England, den maa henvende sig, da den, ►ved i sexhundrede Aar, deels klosterlig og deels classisk, at arbeide paa 📌Nordens Romanisering, kun har gjort sig ligesaa latterlig som forhadt, og taber derfor ei det Mindste ved at overlade os som haardnakkede Syndere til vort naturlige Barbari. Frygter Latinen derimod for, hvad den maatte ønske, at vi aldeles skal glemme den, da kan den være ganske rolig, thi det vil vor historiske Natur og verdenshistoriske Videnskabelighed aldrig tillade os, og det maa derom være den et “lykkeligt Forvarsel” at jeg, med al min gruelige Forkiærlighed for Dansken og mit endnu grueligere Had til Latinen, dog som “ ► 👤Saxos Oversætter ” har viist mere Flid og Taalmodighed i Latinlæsning end de Fleste, der endnu løfte ► 📌Latiums Tungemaal til Skyerne. Som historisk oplyste Folk veed vi nemlig godt, at Fienden er farligere, jo mindre vi kiende til ham, og lee ret hjertelig ad det blinde Had, der Intet vil lære af sine Fiender, skiøndt det er den eneste baade Nytte og Fornøielse, Man har af dem, saa Sagen er kun den, at ligesom vore Bønder unægtelig giør klogest i at holde dem til ►den Danske 👤Saxo, saaledes vil Nordboen ogsaa først ret drage Fordeel af Latinen, naar Ingen træller for den, men nogle Faa ad Gangen beherske den og nøde den til at trælle for os.

59

✂ Hvad nu Indretningen af den Danske ►Høiskole angaaer, da kan jeg egenlig slet ikke indlade mig derpaa, da det gaaer med alt levende Menneskeligt, som med os, der maa fødes først, før Man veed, hvilken Hue der vil passe til vort Hoved, end sige da, hvor høit et Maal vi vil faae, og hvad vi med Tiden kan lære, saa jeg skulde ikke engang nævnet det, naar vi ikke, ved Skolerne for Døden var blevet saa forvænte, at vi næsten slet ikke kan tænke os en Skole, hvis hele saakaldte Levnetsløb ei er beskrevet før det begynder, hvad ypperlig lader sig giøre med den “boglige Konst” der bestaaer i at lære et vist Antal Gloser og Regler udenad, og paa sit Høieste i at randsage og efterligne saa faste og steendøde Ting, som Bøgerne ere; men lader sig umuelig anvende ved Livs-Udviklingen, der udelukker Stilstand og kan ei følge andre Regler end Naturlovene, eller ved Livs-Oplysningen, der maa rette sig efter Livet, som det virkelig forefindes. Man kan derfor nok sige, at ved en ►folkelig og ►borgerlig ►Høiskole i vore og vore Børns Dage, burde, saavidt mueligt, findes Leilighed til at lære baade fremmede Sprog, Mathematik, Historie og Alt hvad ►Enkeltmanden enten for Nyttens eller Fornøielsens Skyld, fandt Lyst og Stunder til at lægge sig efter, og at ved en Kongelig Dansk ►Høiskole i ►Soer vilde det omtrent følge af sig selv; men Hoved 60 sagen, det Levende, det Fælles og Almindelige, der maa være en saadan ►Høiskoles Sjæl og Øiemed: Folke-Naturens hensigtmæssige Udvikling og Oplysning paa Modersmaalet til Fædrenelandets Gavn og Kongens Glæde, denne “►indbyrdes Underviisning” og levende Vexelvirkning, som det er Ledernes Opgave og udødelige Ære efter Omstændighederne paa alle Sider at fremme, den vil det allerede være en stor Konst historisk at beskrive, saa mathematisk udregne eller schematisk foreskrive lader denne Livs-Yttring, Lys-Udvikling og Varme-Ledning sig ingenlunde. Poetisk ane og formode kan Man vist nok en stor Deel, naar Man selv har en Broderlodd i Folke-Naturen og Modersmaalet, men om jeg ogsaa turde tilegne mig en Saadan, og lignede ei snarere en ►taalelig fordansket Friser eller Angelsachser, end en Arilds-Dannemand, saa vilde jeg dog ikke her beskrive ►mine søde Drømme, deels fordi selv det tydeligste Billedsprog for Øieblikket falder de fleste Danske Læsere uforstaaeligt, og deels fordi det naturligviis altid bliver Idealet, Man poetisk beskriver, hvorfra dog en levende Skole-Indretning i sin Begyndelse maa være i det Mindste saa langt som hele Levnets-Løbet. Paa den ene Side er det nemlig klart nok, at Bøger og Alt hvad der ligner dem skulde spille saa liden og underordnet en Rolle, som mueligt, paa den ►Folkelige ►Høiskole, hvor Maalet slet ikke 61 kan være “Examen og Levebrød” men maa være en Dannelse og Oplysning, der bliver Enhvers egen Sag og er sin egen Belønning, og en Dannelse og Oplysning for Livet, som vi kan faae den tydeligste Forestilling om, naar vi spørge, hvad Medlemmerne af det ►Folkelige ►Statsraad behøve, for at være deres Stilling voxne og deres Hverv mægtige, hvortil unægtelig hører en levende Forestilling om ►det Borgerlige Selskab til fælles Bedste, en levende Følelse af deres Folks Eiendommelighed, inderlig Hengivenhed til “Konge og Fædreneland”, Styrke i Modersmaalet til at udtrykke sig mundtlig med Liv og Lethed, Frihed og Sømmelighed, og endelig et klart Overblik af hvad vi har og hvad vi fattes, bygget paa sikkre Efterretninger om Landets Tilstand. Men paa den anden Side er det ligesaa klart, at Bøger og Bog-Lighed vil i Begyndelsen spille en meget uforholdsmæssig Rolle, deels fordi selv de bedste Ledere, Man end kan finde, har deres meste Kundskab og Viisdom af Bøger og er kun blevet dem alt for lige, og deels fordi Skolen i det Hele giennem Aarhundreder med Flid befæstede et svælgende Dyb mellem Livet og Lyset, saa Livet blev bestandig mørkere og Lyset luftigere, hvorfor det nødvendig vil kræve baade Tid og Flid paa begge Sider at slaae ►den gyldne Bro over Svælget, som er Skolens Bestemmelse og, naar det lykkes, dens udødelige Ære. 62 Vi skulde derfor aldrig spørge, enten hvad ►folkelige ►Høiskoler i det Hele eller hvad den Kongelig Danske i Særdeleshed for Øieblikket kan udrette eller hvorvidt det vil lykkes; thi deels beroer begge Dele paa tusinde uberegnelige Omstændigheder, og deels skulde, som i alle fortvivlede Sygdomme, det eneste muelige Rednings-Middel gribes, om det end sandsynlig vilde mislykkes. Fortsætter Man nemlig et Skolevæsen, der bestandig videre adskiller Livet og Lærdommen, bestandig mere fortærer vor Fædrelands-Kiærlighed, mere og mere opløser alle de levende Baand, der sammenknytte os med det og hinanden, stedse mere dræber og forkvakler Modersmaalet, vore Tankers og Følelsers eneste naturlige Udtryk, stedse mere udvikler og opelsker den drengeagtige Selvklogskab og Selvraadighed, alskens Forfængelighed, ►Glimmersyge og Gridskhed paa saakaldte “►visse Levebrød, ” giør Man det, da graver Man jo med Flid sin egen Grav, og da maa Ulykken snart blive for stor til at overvindes, det bundløse Svælg for bredt ei blot til Bro, men selv til at overflyves af nogen Fugl, nogen ►folkelig Skjald i Fjederham. Kunde altsaa en ►Folkelig ►Høiskole endog blot, hvad den efter Menneske-Naturens Love allevegne maa, standse det gruelige Væddeløb til Død og Undergang, da var jo Vindingen allerede ubeskrivelig stor, og hvor den virkede mindst, vilde 63 den dog virke langt mere, ved at skabe et Væddeløb om end nok saa mat for Folkeliv og ►borgerlig Lyksalighed. Dette siger jeg ingenlunde, fordi jeg nærer mindste Tvivl om, at jo de ►folkelige ►Høiskoler netop i 📌Norden vil giøre Vidunder, og at især den Kongelig Danske vil i Tidens Løb vise vel ikke hvad Verden kalder de største, men dog hvad Danske kalde de bedste, mest velgiørende og velsignede Virkninger; men fordi Mistro til eget Skiøn og egne Kræfter og en dermed sammenhængende Blødagtighed og Beundring af alt Fremmed, som er den Danske Folkefeil, vil ligesaavel for en Tid svække ►Høiskolens Virksomhed, som den har forsinket Oprettelsen.

✂ Naar imidlertid Oprettelsen kun ikke derved forhales, til det gunstige Øieblik er forsvundet, da vil det netop bidrage til ►Høiskolens hensigtsmæssige Dannelse og Fremtids Flor, at Man i Førstningen kun venter Lidt eller Intet deraf og benytter den sparsomt, thi des vissere vil den ligefra Begyndelsen overgaae alle Forventninger, og des lettere vil en passende Frihed og en rigtig Takt grundfæste sig, hvad der ved en saadan Nyhed, hvor Fuskeri og Misgreb i Begyndelsen aldrig kan undgaaes, er af særdeles Vigtighed.

✂ Til Slutning kun et Ord om den hos os sædvanlige Grille, at skiøndt Grækerne, uden at kiende noget andet Sprog end deres eget, opnaaede ikke alene en ►borgerlig men ogsaa en videnskabelig Dannelse, som de Lærdeste endnu beun 64 dre, saa skulde dog Danske ei uden fremmede Sprog kunne naae selv den ►borgerlige Dannelse, der dog efter Naturens Love maa sammensmelte med Modersmaalet!! Uden her at ville gaae ind i en philosophisk Undersøgelse om Daarskaben i en saadan Paastand, vil jeg kun sige, at efter temmelig godt Bekiendtskab med den Danske Literatur, endogsaa blot fra 👤Holbergs ►Peder Paars til 👤Ingemanns ►Holger Danske, betænker jeg mig intet Øieblik paa den Erklæring, at de fleste af vore studerede Folk er langt fra at have saamegen Dannelse, som de, uden at for staae et græsk eller latinsk Ord, kunde faaet, blot ved at tilegne sig hvad der er skrevet paa Dansk, og hermed lader jeg den vel overveiede Paastand følge, at medens ►Livs-Stillingen naturligviis for ►Enkeltmanden kan giøre Bekiendtskab med et eller flere fremmede Sprog nødvendig eller dog nyttig, er der til enhver Tid kun yderst Faa, som derved vinde i virkelig Dannelse, kun de Faa nemlig, som have Anlæg, Lyst og Leilighed til videnskabelig at omfatte Menneske-Livet i dets Heelhed, der ingenlunde udelukker men indbefatter Folkelivet! Sagen er da kun den, at i ingen Deel af den saakaldte dannede Verden kiende de studeerte Folk, som naturligviis i Skolesager føre Ordet, saalidt til Modersmaalet og hvad derpaa er skrevet, som i 📌Danmark, og det er intet Under, thi naar Børnene, der skal dyrke Videnskaberne, 65 blot er 9, 10 Aar gamle, anseer Man dem jo sædvanlig for saa udlærte paa Modersmaalet, at Man neppe veed, hvormange fremmede Sprog de nu maae være dygtige til at lære, og anseer det troskyldig for Fattigdom hos Modersmaalet, naar de usle, vankundige Drenge ei deri kan finde Ord til at udtrykke deres fremmede Viisdom. Med Stumper af to, tre døde og et Par levende Sprog, især af deres Grammatiker, og, saavidt Skolen raader, uden at have hvad Man kalder spildt Tiden paa at læse en eneste Dansk Forfatters Værker, komme nu Drengene til 📌Universitetet, og Man anseer det naturligviis for en Udskeielse, som kan have de farligste Følger, om Studenten lægger sig efter hvad der ligger os Alle baade som Mennesker og Dannemænd nærmest, istedenfor at læse til Examen og atter og atter til Examen, hvor Spørgsmaalet ikke er om Modersmaal og naturlig Udvikling, men om hvad der staaer skrevet i allehaande deels fremmede, deels gierne forskrækkelig danske Bøger. Naar nu saaledes det Academiske Cursus er udløbet og Candidaten har ►Sort paa Hvidt for at have ei blot al den Dannelse, han selv behøver, men en god Deel at meddele Andre, hvor Faa vil da endog kun tænke paa, at dem fattes Andet end i det Høieste en Kiæreste til Bod for al Vidskabs Kiedsommelighed og et “Levebrød” til Løn for langt 66 Slid, og hvor langt Færre vil have baade Lyst og Mod og Kraft til at blive smaa igien for at voxe naturlig, hvad de dog aabenbar maae, om de nogensinde skal lære enten hvad Modersmaalet duer til, eller hvad Man kan finde i Danske Bøger! Langtfra at ville overdrive, lægger jeg gierne til: Gudskelov! det gaaer ikke slet saa galt, som ►Latin-Skolen stiler paa, lidt Dansk, baade af Mund og Bog indsmugles dog hos mangen En, og jeg mindes endnu med Fornøielse, hvordan jeg, som Latinsk Skoledreng læste ►gamle Danske Krøniker om Aftenen paa ►et Skomager-Værksted, men Sligt hører dog nødvendig til Undtagelserne, og at Regelen desværre fulgdes bedre end Nogen selv i den Latinske Grammatik, har jeg som Dansk Forfatter i tredive Aar havt overflødig Leilighed saavel til at bemærke som til at beklage. Hvor fortvivlet en Sag det derfor end kan synes i 📌Danmark at skrive om Ønskeligheden af en Dansk ►Høiskole, saa er dog Nødvendigheden af en Anstalt til Modersmaalets Dyrkelse og til Opdagelsen af hvad derpaa er skrevet, ingensteds under Solen, hvor Skoler findes, saa stor eller soleklar som her, og da det aabenbar kun er Haabet om, at en saadan Anstalt vilde føies i betimelig Tid, der har kunnet give baade mig og hver Dansk Skribent med mindste Dybde og Alvor Mod til under saa fortvivlede Omstændigheder at være det, hvorfor skulde jeg da ikke 67 haabe, det nu paa den høie Tid, hvad saa end Latinerne sige, omsider vil lykkes!!

✂

Efterskrift.

1

✂ ►Skriften staaer men Ordet gaaer.

✂ Pennen havde jeg lagt og indbildte mig at have forsvarlig “►vasket mine Hænder,” saa jeg var nu aldeles uskyldig i Alt hvad Danskens Mund eller Hænder herefter maatte lide enten af Latinske eller andre Blækhorne; men ved at see lidt nøiere til, fandt jeg dog, der i Grunden sad meget Blæk paa mine Fingre endnu, hvad der klædte saameget slettere, som det er det “smukke Kiøn” jeg haaber, vil række mig Haand til de Danske Latineres Oplysning om Moders-Maalets, følgelig ogsaa ► Kone-Maalets, afgjorte Fortrin for “de Lærdes Sprog” og utabe lige Ret til at herske som en Dronning i Fædrene-Landet, følgelig ogsaa i alle Fædres Huse, Hoveder og Tankegang. Med dette “Blæk paa Fingrene” mener jeg naturligviis Bogorme-Nykkerne, der bestandig hænge ved mig, hvor idelig jeg end ryster dem af, og som aabenbar forblindede mig, da jeg vilde endt Bogen med et Bogmager-Suk, istedenfor med et kort Begreb, der ved første Øiekast viiste især ►den “blaaøiede ►Athenes” 68 ►Sydskendebørn, at Bøgerne, hvormeget jeg end ellers synes at foretrække deres Selskab for alle smukke Pigers og livsalige Koners, dog her er mig en Bisag, jeg kun nævner, for at beklage mig over de slemme Mandfolk, hvem ei engang Bøger, som de elskværdigste og smagfuldeste Læserinder beundre og ophøie, kan forsone med Dansken, deres egen Moders og deres Hjerte-Dronnings det faure, søde Tungemaal.

✂ Denne Efterskrift skal da nu tjene til den Forsikkring, at trods al min Boglighed er det mig dog langt kiærere at høre en Vise af mine, som ►“Deilig er den Himmel blaa” eller ►“Kommer hid I Piger smaa” slaae med Vingerne paa vor Moders og hendes Døttres yndige Læber, end om alle Mandfolke-Hænder bladede nok saa flittig i mine tykkeste Bøger, og at det er denne Synsmaade og denne Smag, jeg, til Dannekvindens daglige Fryd, ønskede at giøre udødelige paa den Danske ►Høiskole, saa Ungersvendene lærde der under Jubel at spørge først og sidst om hvad der er baade sundt og lifligt for Hjertet, baade godt og sødt i Munden, især hos de ærbare, ømme og deilige Kvinder af 👤Danebods og 👤Dagmars Æt. Det har nemlig slet ingen Nød med noget Folk i vore Dage, hos hvem Modersmaalet oplives til (med Munden, som dog vel af Gud er bedre skabt end nogen Pen af Mesterhaand kan skiæres til at føre Ordet,) i Tale og Sang at oplyse og forlyste den ►letnemme Ungdom, ingen 69 Nød, at Bøger paa Modersmaalet, som minde om, tydelig udvikle og grundig stadfæste, hvad Øret hørde og Hjertet har kiært, at saadanne Bøger skulde der enten ringe agtes eller fattes velvillige, taknemmelige og forstandige Læsere. Derimod lærer alle Tiders Erfaring, at ligesaalidt som det nyttede Ebræerne at have ► Mose-Lov, Propheterne og Psalmerne, eller Grækerne at have en Bogskat paa deres eget Sprog, som hele Verden maa beundre, nyttede dem Intet, da Modersmaalet i Folkemunde enten uddøde eller hendøde dog, saa det opgav sin Aand, tabde med Naturligheden baade Fynd og Fylde, ja, tabde “►det vingede Ord ” som virker alt Storværk paa Jorden; at ligesaalidt nytter den ypperste Skrift paa deres eget end sige da paa fremmede Sprog noget Folk under Himlen, naar Modersmaalet enten forstummer eller forstenes paa Talerens og Sangerens Læber, thi da er “Hoved og Hjerte” adskildte, hvad aldrig kan giøres eller skjules saa konstig af nogen Pen, at ►jo Døden, Folke-Døden er vis og røber sig kun alt for klart i Legemets, ►det Borgerlige Selskabs Opløsning og Dyrenes, de Vildes og de Tammes, ja, Dyriskhedens Enevoldsmagt i Landet! Paa et hængende Haar var denne Død og dermed al Ulykke overgaaet hele Christenheden ved Slutningen af Middelalderen, da Ordet paa Folkenes Modersmaal, kæmpende med Døden, levede op, og hvor der var nogen 70 Aandskraft, uddrev Latinen af Kirken som ►en ureen Aand; men saa svagt var Livet her og paa de fleste Steder, at det brat sank til Jorden igien, og saa forblindet var Øiet allevegne, ►selv i 📌England, at ►Man feiede og prydede Skolen til Bolig for den uddrevne Meenvætte, ledsaget af andre Syv, arrigere end han, saa det Sidste blev værre end det Første. Man indsaae nemlig ingensteds, at det var Modersmaalet i Munden der baade fordrev Latinen og skabde de nye Bøger paa Folkenes eget Sprog, men indbildte sig tvertimod, at det var nogle gamle Bøger paa fremmede Sprog og især de ægte Latinske, der havde gjort Miraklet, og opoffrede sig derfor af yderste Formue til de ►togange Dødes Dyrkelse, de døde Bøgers paa de døde Sprog, og sang som Dødninger til Classikernes Priis, saa ►Man maa vel mindes Folket i Ørken, der dandsede om det gyldne men livløse Konstværk, og sang: see, Israel, det er dine Guder, som udførde dig af Ægypten! ► Kun i 📌England var Folke og Borger-Livet for stærkt og ►storagtigt til at opoffre sig for den Classiske Skole-Tyran, skiøndt Det gjorde noksom Røgelse for ham, og derved styrede Forsynet det kiærlig og vidunderlig saa, at Modersmaalet i det Attende Aarhundrede hos Enkelte levede op paany i alle protestantiske Lande, men dog for det Meste kun til at yttre sig magtesløst paa Papiret og konstlet i Skuespil-Huset. Ingensteds blev det vel ført 71 saa ►lovlig til Bogs eller saa naturlig efterlignet af Skuespillere, som hos os i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede, men heller ingensteds, tilsyneladende, med mindre Virkning paa Folket, paa Skolen og de Lærde, saa her nødtes vi til at opdage Grundfeilen, som ikke engang ligger i den ►Byzantinske Drenge-Skole for de “døde Sprog,” men i Overtro paa den Aand og Livskraft, der ved en vis ubegribelig Konst skulde kunne indtrylles i døvstumme, steendøde Bøger og derigiennem meddele sig. Jo mere naturlig og ►folkelig nemlig de nydanske Skjalde har skrevet, des klarere er det, at Liv og Aand ved Skrift slet ikke lader sig meddele, thi har vi ikke engang ved vor Skrift kunnet meddele den Aand og vække det Liv, hvortil Læserne er ►odelsbaarne, da skal Ingen meer indbilde os, Man i Skolen for “de døde Sprog” kan skriftmæssig vække et Liv og meddele en Aand, der er os vildfremmede. Vil Man sige, det kommer kun af at Danske Læsere er aldeles livløse og utilgiængelige for Aand, da maae vi afvise den Forklaring som nedrig Bagvaskelse, da det er vist, vi Skjalde ►sprang ei ud af Flintesteen og voxde ei paa andet Træ end det ►folkelige Stamtræ, der, hvis det alt var henvisnet eller forraadnet, umuelig kunde skudt de Kviste, vi er, indgydt os det Liv, den Kraft og Saft, vore Blade og Blomster udvise. Her maatte det da nødvendig opdages, hvad det var, der 72 hindrede saadanne Top-Kviste paa de ny Folks Stamtræer fra at bære Frugt, eller, reent ud sagt, hvad der i høi Grad berøvede Engelskmænd og Tydskere og truer med hardtad ganske at berøve os det store Gavn, Folkene aabenbar kunde og skulde havt af deres Skjalde paa anden Omgang, eller de ►folkelige ►Forstands-Digtere, der følde og vidste, at hos dem stod Folkena turen og Modersmaalet levende op i ►det vingede Ord; at det nemlig var slet ikke Andet end Mangelen paa en levende fortsat, stadig og udbredt Vexel-Virkning mellem dem og Folket, altsaa en betimelig grundet, ►folkelig ►Høiskole, hvor Konsten kom den alderssvage Folke-Natur til Hjelp, ei ved at ville omskabe den efter de Lærdes Griller eller fremmede Forbilleder, og ei ved noget Slags Kvaksalveri, men ved at indlede de naturlige Safter i hele Legemet, som ved en underlig Forknyttelse afsondrede sig, men ved en ligesaa vidunderlig Styrelse kan vende tilbage, saalænge Folke-Aanden i det “vingede Ord” endnu omsvæver os! Mig blev det givet at opdage den store Natur-Lov for Aandens Virkning og Forplantelse, og at see den stadfæstet saavel i det daglige Liv, som i Slægtens store Levnetsløb, og medens jeg, som Menneske, maatte ønske, min Stemme var som ►Gjallar-Hornets eller ►den store Basuun, der kunde vække alle Jordens Skindøde til Live og indblæse dem den Aand, de savnede, da maa det nødvendig være min med Aarene stigende Længsel, at 73 kunne i det Mindste bidrage til Oplivelse af Folkene i 📌Norden og Udbredelse af den Aand, der naturlig har besjælet og stadig besjæler mig, har indskudt mig den Kiærlighed til Modersmaalet og, trods Latinen, opelsket hos mig den Styrke deri, som, hvor ringe de end i Grunden er, dog i Sammenligning findes at udmærke min Tale og Skrift.

✂ Man kan maaskee bebreide mig, at jeg, med dette Blik for Tidens Tarv, ei for længe siden har gjort hvad jeg kunde til en levende Udbredelse af det Sprog og den Tankegang, jeg veed, er ikke mine som Bogorm og ei de Fremmedes, men Folkets, jeg tilhører, og kan derfor tale til og tale med om Alt hvad der er i Mennesket og ►Borger-Selskabet, tit maadelig nok, men dog altid, saa de gider hørt det, kan mærke hvad jeg mener og dele hvad de ynder. Saalidt i denne som i nogen Henseende indbilder jeg mig heller at være reen, som jeg veed, er den visse Vei til aldrig at blive det, men dog gik jeg stundom irette med mig selv, hvi jeg ikke, naar det var den eneste Maade, skrev eller lod mig skrive ►en Latinsk Disputats for Lov til offenlig at tale Dansk andensteds end i Kirken, som paa alle Folks Tungemaal har sit eget Sprog og sin egen Aand, til Udtryk for sit eiendommelige Liv, der kan taale alt ►Folkeligt ved sin Side, og forbinder sig venlig med det ægte Danske og Nordiske, men kan dog ikke forenes og vil ingenlunde forbyt 74 tes eller forblandes dermed. Havde Man ikke ved mange høitidelige ►Indbydelser til academiske Værdigheder saa aldeles forbigaaet mig, som om jeg aldrig var til, end sige var En af 📌Danmarks navnkundigste Ord og Penne-Førere, da havde jeg vel ogsaa, for Øiemedets Skyld, forligt mig med det urimelige Middel, men til som en Tigger at giæste den ►Studigaard, hvor det var klart, Man gav mig helst hvad jeg mindst attraaede, dertil var jeg for stolt, til jeg blev hardtad for gammel og, som mig syndes, for klog, da ►Latin-Skolens Virkninger og vort ►Chinesiske Examens-Væsen giør det til en fortvivlet Sag at træde i levende Vexel-Virkning med vor studerende Ungdom! Hertil kommer, at skiøndt min Natur er heel Nordisk, er den dog aabenbar kun halv Dansk, saa her forstaaes jeg tit kun halvt og kan kun daarlig læmpe mig efter Omstændighederne, og tør jeg end ingenlunde sige, jeg er dermed forsvaret, saa mener jeg dog, det er dermed forklaret, hvi jeg, trods min faste og levende Overbeviisning om det mundtlige Ords ubetingede Nødvendighed til Livs Opvækkelse og Aands Forplantelse, dog ei har gjort min yderste Flid for at virke dertil. Den dybere Grund turde imidlertid dog være den Følelse, at aabnes der kun betimelig en Kongelig Dansk ►Høiskole for hele Rigets Ungdom, da gaaer Alt, ogsaa uden mig, sin naturlige Gang, og skedte det ikke, da vilde den Smule meer jeg maaskee med 75 yderste Anstrængelse i ►min indeklemte Stilling kunde virket, være saa ubetydeligt, at det knap lod sig spore, og derhos saa umageligt, at det neppe heller af en Slags Eremit, med min stærke Drift til at føre Pennen omkaps med Ordet, lod sig naturlig vente!