Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Aand og Sang

Salmen berører centrale temaer i Grundtvigs teologi, som overordnet set er udspændt mellem skabelsesteologi og åbenbaringsteologi (se Iversen 2012, s. 94-102). Samtidig er Grundtvigs teologi trinitarisk, det vil sige, at den altid henviser til treenigheden af Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er således den samme levende ånd, der er til stede ved skabelsen (jf. 1 Mos 1,2 og 2,7), som er i 👤Kristus (jf. Joh 1,1-18) og i Helligånden, og som til stadighed skaber igennem den fremadskridende tid og historien. “Kristus er skabelsens virkende Gudsord” (Iversen 2012, s. 95; jf. strofe 7 og 11). Eftersom mennesket er skabt i Guds billede ved hans skaberord (jf. 1 Mos 1,26-27) og fortsat har del i hans livsånde, så er menneskets evne til at tale som “et aftryk af det store skaberord” (Iversen 2012, s. 98). Ånd og ord kan dog misbruges (jf. strofe 1-6). Men når 👤Kristus, ‘det levende ord’, er til stede i forkyndelsen, dåben og nadveren, virker den levende ånd, og menigheden svarer med sang, der er lovsang (Iversen 2012, s. 99; jf. strofe 7-12).