Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Aabent Brev til Prof. Sibbern om Mag. Lindberg og Meer Nok et Brev til Professor Sibbern fra N. F. S. Grundtvig

I december 1835 udkom salmebogen Udvalgte Psalmer. Udvalget var redigeret af 👤Sibbern og blev udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug, der havde 👤Clausen som formand. I slutningen af december 1835 anmeldte 👤Lindberg bogen i Nordisk Kirke-Tidende under overskriften “Literær Mærkværdighed”. Hvad der lignede en almindelig kritisk anmeldelse, blev i stedet indledningen på en omfattende offentlig debat om kirkelig frihed. 👤Kaj Baagø kalder i sin disputats Magister Jacob Christian Lindberg. Studier over den grundtvigske bevægelses første kampe med rette begyndelsen for “besynderlig” (Baagø 1958, s. 296). Debatten drejede sig om præsternes frihed i forhold til liturgien og forkyndelsen, sådan som dette var fastlagt i alterbogen, der med revisioner seneste i 1830 havde været gældende fra 1556.