↩ Grundtvig afslutter sit svar med et uforbeholdent forsvar for 👤Lindberg. (Hans navn fremhæves med fed 14 gange i de sidste fire spalter.) Tonen er ikke så forsonlig som i det første brev. 👤Sibbern har været unødvendig hård i sin kritik, og Grundtvig opfordrer ham med en reference til Matthæusevangeliet til at følge “den Regel, De selv erkiender: ►dømmer ikke uden som I selv vil dømmes!” (sp. 266). 👤Sibbern bør altså anerkende det gode, 👤Lindberg har udrettet, og ikke gøre ham til et uskyldigt offer bare fordi, han har været for voldsom med sin pen. Den er blot et “Vaaben, der, efter min egen deels sørgelige og deels glædelige Erfaring, slaaer dog ingen Mand af Hesten!” (sp. 269).