“Nok et Brev til Professor Sibbern fra N. F. S. Grundtvig”
✂ Det lykkedes ikke helt at mægle mellem 👤Lindberg og 👤Sibbern. Herom vidner endnu en replik “Svar til Pastor Grundtvig fra Frederik Christian Sibbern” (►Sibbern 1836c), der blev bragt i ►Kjøbenhavnsposten. Svaret strakte sig over fire numre fra den 13. til den 17. april 1836. Det var inddelt i fem afsnit og blev anledning til Grundtvigs ►“Nok et Brev til Professor Sibbern”.
✂ De fire første afsnit af ►“Svar til Pastor Grundtvig” behandler hver for sig fire centrale elementer i uenighederne mellem 👤Sibbern og Grundtvig. Det første afsnit er et angreb på 👤Lindbergs person, der uden omsvøb forklarer, hvorfor Grundtvig er bedst tjent med at lægge afstand til ham og hans synspunkter (►Sibbern 1836c, s. [431]-434). 👤Lindbergs kritik af 👤Clausen kaldes kedsommelig og latterlig og noget, der bør vække Grundtvigs afsky (s. [431]). 👤Lindberg er en farlig modstander, men en endnu farligere allieret, hvorfor det ville være godt “om vi kunde ‘banlyse’ den lille Dæmon, der synes at have siddet i hans Blækhorn” (s. 433). Andet afsnit handler om forskelle og ligheder mellem de gammeldags kristne og rationalisterne (s. [435] f.). I ►“Aabent Brev til Prof. Sibbern” opstillede Grundtvig en modsætning mellem disse to positioner repræsenteret ved Grundtvig og 👤Lindbergs position over for 👤Clausens (sp. 194). 👤Sibbern afviser modsætningen som en polemisk konstruktion. Dels er Grundtvig ikke blevet stående ved den gammeldags kristendom, dels må han “give Rationalisterne den samme Ret” til frihed, som han ønsker for de gammeldags kristne (s. 436). I tredje afsnit viser 👤Sibbern, hvordan Grundtvig med sin tilslutning til 👤Lindberg risikerer at ende i samme tvetydighed (duplicitet) som 👤Lindberg (s. [443]-445). I fjerde afsnit afviser 👤Sibbern, at han skulle kunne få fuldmagt af 👤Clausen til at afgøre striden om sognebåndsløsning og kirkelig frihed (s. [447] f.). 👤Clausen kan ikke udstede nogen sådan fuldmagt, siden det er regeringen, der via lovgivningen afgør, om det skal være muligt at løse sognebånd eller ej. Den slags bestemmes ikke af nogen gejstlig autoritet (s. [447]). Det femte og sidste afsnit opsummerer i otte punkter, hvad 👤Sibbern håber vil blive det endelige resultat af kirkekampen (s. 448 f.).
✂ Skønt Grundtvig åbner sit svar med referencer til deres private venskab, er det uden brug af hverken navn eller titel. Den personlige tone fra det første brev er borte. Åbningen lyder: “De ønsker, at vort private Forhold ei maa lide nogen Forandring ved vor offenlige Tvist”, hvilket han forsikrer ikke vil ske. Dels følger det af sig selv, dels er Grundtvig vant til modstand, og derfor “kan det aldrig saare min Ømfindtlighed, hvad De uforbeholden siger om min Færd og Tanke-Gang” (►Grundtvig 1836b, sp. [257]). Skønt hensigten er den samme som i det første brev, nemlig at forsvare 👤Lindberg uden at fornærme 👤Sibbern, er Grundtvig åbenlyst mere polemisk, end det var tilfældet i det første svar. Allerede i andet afsnit understreger han, at det er “nødvendigt offentlig at misbillige” den urimelige kritik af 👤Lindberg (sp. [257]).
✂ Grundtvig følger i store træk dispositionen i ►“Svar til Pastor Grundtvig”. Han ønsker at udpege kilden til 👤Sibberns uretfærdige og personlige kritik, for på den måde at få ham til at erkende, at den er fejlslagen. Nok en gang sætter han en parentes omkring anmeldelsen af ►Udvalgte Psalmer. 👤Sibberns kritik er baseret på hans individuelle synspunkt, og sådan betragtet er den retfærdig. Fejlen er imidlertid, at kritikken netop ikke kan baseres på en individuel betragtning af det problem, 👤Lindberg forsøger at rejse (sp. [258]). Sagen er, at friheden i en kristen statskirke alene er et juridisk spørgsmål, uden nogen “christelig Realitet” (s. [258]). Denne realitet forudsætter, at tro og lærdom er “saa frie som deres hjertelige og aandelige Natur udkræver”, og er den det, er det “fra den individuelle Stand-Punkt reent Daarskab” at gøre tro og lærdom til et juridisk spørgsmål (sp. 258). Grundtvig overtager dermed 👤Sibberns argumenter (►Sibbern 1836c, s. [447]), men med den drejning, at han så at sige tænker 👤Sibberns argument til ende i dets fulde konsekvens.
✂ Grundtvig bruger ca. fire ud af 13 spalter på at gendrive 👤Sibberns tvivl om, hvorvidt det er muligt at tale om “gammeldags Christne” som en modsætning til “Rationalisterne” (►Grundtvig 1836b, sp. 259-262). Hvis ikke 👤Sibbern mener, at Grundtvig er en gammeldags kristen, er det fordi, han forstår noget andet ved betegnelsen. Dette vil han ikke føre en “tom Ord-Strid” om (sp. 259). I stedet følger en forklaring af, hvad Grundtvig mener med gammeldags. Han trækker spor fra sin barnetro tilbage til 👤Martin Luther, 👤Augustin, 👤Irenæus og apostlene. Dette har betydning for hans syn på kirkekampen, da hans kristendom på grund af den historiske forankring har et objektivt indhold, et indhold der desuden skaber en forbindelse til hans trosfæller (►Grundtvig 1836b, sp. 259). Ud over den historiske kontinuitet foretager Grundtvig ingen yderligere bestemmelse af, hvad han mener med “et objektivt bestemt Indhold” (sp. 259). I tillæg har Grundtvig virket 25 år som præst for de gammeldags kristne, og i alle årene har han kæmpet de gammeldags kristnes sag. Deraf følger, at den danske statskirke allerede de facto har vedkendt sig, hvad Grundtvig “kalder gammeldags Christendom, saa den har i Danmark ei blot Lovens Bogstav men hele den Kirkelige Indretning for sig” (sp. 260). Denne anerkendelse følger af, at det er selvsamme statskirke, der har viet Grundtvig til præst. Kirken må derfor om ikke andet indirekte anerkende kravet om frihed til præsterne.
✂ Af samme grund ligger Grundtvig ikke i strid med alterbogen. Der er ingen modsætning mellem at kæmpe for liturgisk og læremæssig frihed og frihed for menighederne (sp. 261 f.). Grundtvig vil undgå, at frie kirkelige forhold i realiteten ender med at betyde, at striden mellem de to kirkelige partier tvinger regeringen til at gøre det ene til det herskende parti (sp. 262), for da er det bedre at forblive under de herskende forhold. Det kan være, at sporene fra Preussen skræmte, og fik Grundtvig til at anlægge en mere pragmatisk linje i forhold til sine ønsker. I 1830 førte et nyt fællesritual for lutheranere og reformerte kristne, kaldet Unionsagenden, til uroligheder i Schlesien og Sachsen i de følgende år. Menigheder, der ikke ville tilslutte sig det nye ritual, blev straffet med bøder, fængsel og landsforvisning (►Baagø 1958, s. 292 f.).
✂ Grundtvig anfægter ikke 👤Sibberns indvending om, at 👤Clausen ikke er den, som bestemmer, hvorvidt der skal indføres kirkelig frihed eller ej. I stedet minder han om, at “det Clausenske Parti” har brugt sin “borgerlige Indflydelse” til fordel for sit eget standpunkt (sp. 263). Derfor er 👤Sibberns indvending kun rigtig på papiret. Den politiske virkelighed er en anden.
✂ Grundtvig afslutter sit svar med et uforbeholdent forsvar for 👤Lindberg. (Hans navn fremhæves med fed 14 gange i de sidste fire spalter.) Tonen er ikke så forsonlig som i det første brev. 👤Sibbern har været unødvendig hård i sin kritik, og Grundtvig opfordrer ham med en reference til Matthæusevangeliet til at følge “den Regel, De selv erkiender: ►dømmer ikke uden som I selv vil dømmes!” (sp. 266). 👤Sibbern bør altså anerkende det gode, 👤Lindberg har udrettet, og ikke gøre ham til et uskyldigt offer bare fordi, han har været for voldsom med sin pen. Den er blot et “Vaaben, der, efter min egen deels sørgelige og deels glædelige Erfaring, slaaer dog ingen Mand af Hesten!” (sp. 269).