↩ men vi bør dog være ►billige nok til at indrømme, at hvem der selv føler sig fiendtlig sindet mod Troen paa 👤Christi Guddom eller mod Lidt eller Meget i ►Fædrene-Troen, er nødt til at skye Forsagelsen ved en Leilighed, hvor det forudsættes, at “Løgnens Fader” og “Troens Fiende” er Een og den Samme. ►Naar derfor blot ►Heterodoxerne vilde være ligesaa ►billige og indrømme, det var Synd at forlange, vi for at føie 514dem, skulde frafalde vor Daabs-Pagt, hvorpaa vi grunde vort ►Saligheds-Haab, da maatte vi ikke misunde dem Frihed til at indføre blandt sig en ny Daabs-Pagt, som, vel at mærke, allerede er alle Deres, som Hr. Stifts-Provst 👤Clausen og Andre i Løbet af et halvt Aarhundrede har døbt og confirmeret, med mindre de siden har tilegnet sig den gamle Pagt. Da nu Hr. Professor 👤Clausen udentvivl selv er Een af Disse, saa kæmper han jo for “sin Daabs-Pagt” ligesom vi for “vores,” og ►naar vi tidligere havde betragtet Sagen fra denne Syns-Punkt og, som det sig bør i saa vigtige Ting, ►ordenlig taget Bladet fra Munden, da kunde endeel unyttig og hadefuld Kiv være undgaaet. Hvor gierne vi nemlig end maatte ønske at kunne overbevise Hr. Professoren om, at den egenmægtig forandrede Daabs-Pagt, han kæmper for, christelig talt, er aldeles uægte og berettiger ikke til Deelagtighed i ►de Christnes levende Haab, saa maae 515vi dog aldrig engang ønske ham nødt til ►for sine Børn at frafalde den Daabs-Pagt, han tilegner sig, og at han stræber dermed at forene Skrift-Stederne om Diævelen, er ikke blot naturligt, men lader sig paa den meest tilfredsstillende Maade forklare af den ►os nødvendige Forudsætning, at hvem der ikke har Daabs-Pagt tilfælles med os, har heller ikke den Oplysning, som hører til for at forstaae ►Skriften christelig, men maa paa mange Steder ►nødvendig misforstaae den.