↩ Dernæst påpegede Grundtvig over for 👤Clausen og de øvrige rationalister, at modsætningen mellem godt og ondt ikke alene hørte til i den moralske verden, hvor det onde og synden var noget, mennesket kunne overvinde ved en moralsk indsats. If. 👤Jesu ord i ►Joh 8,44 var modsætningsparrene ‘godt – ondt’ og ‘sandhed – løgn’ ikke bare noget, der eksisterede i menneskets forestilling, men de udsprang af to åndelige bevidstheder: Gud, som er sandhedens fader, og djævelen, som er løgnens fader (sp. 517). Grundtvig insisterede på denne strengt dualistisk verdensopfattelse, hvor tilværelsens modsætninger på ingen måde kunne forenes eller forsones. Der var if. Grundtvig et “svælgende Dyb” mellem sandhed og løgn (sp. 521) og “et dødeligt Fiendskab” (sp. 520) mellem godt og ondt. Altid ville det onde stå det gode imod, og altid ville det onde være en virksom fjende, der skulle bekæmpes.