↩ Christendommen eller, om Man heller vil, Christenhedens ►Fæderne-Tro, og det Samfund, den skaber, er en vitterlig Kiends-Gierning fra Fortiden, som aldrig kan blive til Andet end hvad den har været, saa hvem der giør den om, skyder den kun fra sig og giør sig kun latterlig ved at ville ►kline Dens Navn paa sine egne Hænders Gierninger. Stats-Kirken derimod er ingen Kirke-Stat, men simpelthen en Stats-Indretning (►Establishment), som Regieringen har Lov til at ►ende og vende efter eget Tykke, uden at nogen Bisp, Præst eller Professor har Lov til at knye, naar derved intet Skaar giøres i ►Samvittigheds-Friheden, som baade er al Religjons øverste Grund-Sætning og enhver ►ustraffelig Borgers utabelige Ret. Herfra gaaer jeg ud og herom dreier sig, i denne Egn, hele min Tanke-Gang, saa jeg er en erklæret Modstander ikke blot af den høitydske Uskik at kalde nye Ting med gamle Navne, men ogsaa af den Hierarchiske Gienganger, der, som en slet ►nedmanet Pave, ►paa den senere Tid spøger i den Prote2stantiske Christenhed og vil indbilde os, at Geistligheden dog i Grunden altid skulde være Stats-Kirkens Sjæl, Regieringen Dens verdslige Arm og Juristerne Dens Fingre, altsaa, at der burde være en Kirke-Stat i Borger-Staten, hvoraf naturligviis fulgde, at Folket enten maatte beflitte sig paa at ►gaae dobbelt, eller at den Geistlige og Verdslige Sjæl igien, som Pave og Keiser, maatte ►drages om Stats-Legemet. Jeg veed nok, Man betjener sig nuomstunder ikke af saadanne stødende Tale-Maader, men anmærker blot, som det synes meget beskedent, at Kirken burde emanciperes, men Tingen bliver ►aabenbar den samme, og det er visselig paa den høie Tid, at vi giør Ende paa det skolastiske Spilfægteri med tomme eller dog ubestemte 58 (US) og tvetydige Ord, og see paa Tingen, som er det Virkelige. Hvad der i vore Tider har skaffet denne maskerede Gienganger fra Middel-Alderen en 317 (VU) Slags Respekt, er ogsaa ►aabenbar blot et saadant Spilfægteri, i det Man paa den ene Side forvexler Kirken med Skolen og paa den Anden Geistligheden med Kirke-Ideen: med Tro og Samvittighed, men denne Forvexling er saa haandgribelig en Feiltagelse, at der kun hører et meget ►tarveligt ►Begreb til at forstaae, at Tro og Samvittighed ligesaavel som Tanker godt kan være toldfrie, fordi Geistligheden ikke er det, ja at Hines ►Borgerlige Frihed netop beroer paa, at Geistligheden er bundet, saa den ►borgerlig kan ikke røre sig, da en Stats-Kirkes Geistlighed, saalænge den ►borgerlig kan røre sig som Korporation, vil baade med Hænder og Fødder sætte sig mod virkelig 3Troes og ►Samvittigheds-Frihed. Det er nemlig en fix Ide hos dette “Broderskab” at sand Religjons-Frihed bestaaer i at den sande Religjon (med sin Fuldmægtig Geistligheden) er fri, om mueligt baade for Told og Skat, men især for enhver kraftig Modsigelse, der altid, sige de, danner en Sect, som sønderriver Kirke-Legemet og piner det ►omsider Sjælen ud af Livet. Da nu naturligviis enhver Geistlighed holder sin Religjon for den Sande, føler Den ikke mindste Sympathi med Secterne, der jo, efter Forudsætningen, giør sig ud til Beens mod den sande Religjon, og bruge altsaa kun Ordene “Religjon, ►Samvittigheds-Frihed” og Deslige til Skalke-Skjul for Præste-Had og Herske-Syge, Sværmeri og Fanatisme. Hvor indgroet denne Tanke-Gang er i os, har jeg selv havt Leilighed til at erfare; thi jeg har altid paa det Alvorligste foreholdt mig selv, det er splittergalt at ville beherske Andres Tro og Samvittighed, og naragtigt at sige til Folk, der kalde vor Religjon falsk: fy skamme jer! I veed jo godt selv, at vi har den sande Religjon, og giver ikke da Fornuften, at Jeres, som I selv bekiende, strider derimod, at det er den Falske, er Sværmeri og Fanatisme; jeg har altid med Flid indpræntet mig disse miskiendte men klare Sandheder, og desuagtet kunde jeg dog aldrig ret komme ►i det Rene med “Modstandernes” Religjons-Frihed her hjemme, før jeg ►brød overtvært og nedlagde mit Embede, thi da først blev jeg upartisk. Jeg fortænker derfor slet ikke Præsteskabet i at det følger sin Instinkt, 4men jeg ►paastaaer, at Juristerne skal ►hindre det fra at giøre ►borgerlig Skade, ved, med eller uden Complimenter, at binde Hænderne paa Geistligheden. Hænderne siger jeg med Flid, thi maa Man ikke ►►binde Munden paa den Oxe som tærsker, da 59 (US) maa Man endnu mindre binde den paa Præsten, som skal præke, saa Geistligheden bør altid have Munden fri, som 318 (VU) 👤Molesworth, til sin store Ærgrelse, fandt Den havde i 📌Danmark, hvor han dog havde sat sin Ære i Pant paa, der fandtes ikke Spor af Frihed. Den maa have Lov til at kalde sin Religjon den eneste sande og saliggiørende, Lov til, hvad deri ligger, at kalde alt Modsat Overtro, Vantro, Sværmeri, Fanatisme, ►Secterianisme, hvad den vil, ja, selv Lov til at ymte om, Staten gaaer nok omsider til Helvede med alle Kiætterne, fordi Den ikke brænder dem itide; Lov til alt Sligt, paa eget Ansvar for Gud, Samvittighed og Oplysning, men ikke Lov til at krumme et Haar paa nogen Kiætters Hoved, ikke Magt til at skille noget Menneske ved saa meget som en Negl af Borgerskab, fordi han kalder en anden Religjon den Sande og Geistlighedens falsk, og følger naturligviis ikke Dens men sin egen; ikke Magt til paa nogen Maade at standse Oplysningen, som unægtelig standses, naar de saakaldte “Kiættere” ei faae Lov til at føre baade theoretiske og praktiske Beviser for deres Religjons Sandhed og Gavnlighed. Naar Geistligheden klager over Secterne, kan en Stats-Mand i Christenheden heller aldrig ►være forlegen for et træffende Svar, der gaaer til Marv og Been, thi 👤Sanct 5Povel siger jo udtrykkelig: ►der maae være Secter iblandt eder, for at de Retskafne kan aabenbares, saa det hører ►aabenbar til Korset, ingen retskaffen Præst maa krympe sig ved, og det skulde undre mig, om ikke alle Stats-Mænd nuomstunder let vil indsee, at Kirke-Secter vel kan give en Kirke-Stat sit Bane-Saar, som de Protestantiske Secter ved Reformationen virkelig gav den store Kirke-Stat fra Middel-Alderen, men at Borger-Staten, langt fra at opløses, tvertimod maa takke hine Secter (Lutheraner, Episkopale og Calvinister) for sin Selvstændighed, og løber da sikkert ingen Fare ved, at de Ruiner styrte, som af den store Kirke-Stat blev tilbage hos Protestanterne. Soleklart er det nemlig, at først naar de styrte, er Borger-Staten fuldelig emanciperet, og dog kan de ikke styrte ►uden ved Secter, som Man ret seer i 📌England, hvis Historie Man ogsaa ved denne Leilighed maa beklage ei er bekiendtere hos os end 📌Tydsklands. Der see vi da ogsaa klarlig paa Kvækere og Methodister, at de mindre Secter er forholdsviis Borger-Staten ligesaa gavnlige, som de Større var ved Reformationen, og blive aldrig skadelige, ►uden naar Regieringen tager den herskende Kirkes Parti og behandler sine bedste Venner som Fiender, blot fordi de er den Kirke- 60 (US) 319 (VU) Stats Fiender, Regieringen selv maa ønske langt borte. Nu, da “►den høie Kirke” ►øiensynlig ►raver, uden at forskrække Andre end sine ►Beneficiarier, nu kan dog vist ingen Stats-Mand tænke, Fienden er i Landet, fordi en lille Sect giør i det Mindre samme Krav paa ►Samvittigheds-6Frihed►, som Protestanterne ved Reformationen gjorde i det Større, og som ►►den Augsburgske Confessjon paa det Ivrigste forsvarer.