↩ Naar vi saaledes upartisk betragte vor Stats-Kirke i Midten af forrige Aarhundrede, da alle Præster bogstavelig fulgde Alt “hvad skrevet stod” i ►Ritualet, ►Alter-Bogen og 👤Pontoppidans ►Forklaring, da maae vi tilstaae, det er ikke noget ►lysteligt Syn; thi Landsby-Præsten (uden Sammenligning den vigtigste for Staten) var ►meget almindelig en Bussemand for Bønderne, med hvem de bogstavelig ►kiøs deres uartige Børn, og for ►honette Folk var han “►Guds Ord fra Landet”, tit en meget skikkelig Mand, men gierne “►stiverlig” i alle Maader, Prædikenerne var ►sædvanlig baade i store ►Stæder og paa Landet lange og kiedsommelige, Guds-Tjenesten ►søvnig, og lærde Folk temmelig enige om at kalde Stats-Kirken “et nødvendigt Onde”. Ligger Grunden hertil maa 343 (VU) skee blot deri, at de fleste af Præsterne var i Grunden hverken Lutheraner eller Calvinister, ►Hallenser eller Hernhuter, og at de Oplyste, som med 👤Holberg savnede Religions-Frihed, deels hadede og deels foragtede den Stats-Kirke, der stod deres Frihed i Veien, og gienlød af en Tro, Man for det Meste godt kunde høre, Præsten havde lært udenad med sin Præken? ►Vistnok saare vægtige Grunde, som maae tages i Betragtning, og Man maa heller 45ikke glemme, det er forgiæves i ►Forstands-Tiden ►enten hos Lærd eller Læg at vente den ►høie Betragtning af Kirken eller den dybe Følelse af dens Uundværlighed, der paa tidligere Trin har fundet Sted; men selv hvad der med Rette skal kaldes et “nødvendigt Onde” maa dog aabenbar forebygge noget Værre, og en Stats-Kirke, der kun kaldes et stort Gode af dem, den giver “Leve-Brød” og ansees af de Oplyste for at staae i Veien for noget Bedre, den Kirke maatte Stats-Manden kalde et unødvendigt og farligt Onde, som der snarest mueligt maatte raades Bod paa, og vidste vi det ellers ikke, maatte 📌Englands ►ravende Stats-Kirke kunne lære os, at der i ►Forstands-Tiden slet ikke behøves 84 (US) Andet end en foreskrevet Liturgi, ►Lære-Form og Psalme-Bog, for at giøre Stats-Kirken til et saadant Onde. I 📌England har der nemlig, som Man veed, giennem hele det forrige Aarhundrede været saa stor Religjons-Frihed udenfor Stats-Kirken, at Man bør formode, der blev ikke Mange i den, som havde Noget mod ►Fæderne-Troen, men vi veed ogsaa, en stor Deel gik ud blot for Liturgiens Skyld, og at den, tilligemed ►de 39 Artikler og ►Davids Psalmer, maa have hvilet tungt paa dem der blev, er klart af den Dødhed, der stikker saa besynderlig af mod den raske Driftighed trindt omkring, at den maa kaldes unaturlig, og det saameget mere, som den Engelske Forstand er langtfra at være kirkefiendsk. Man ►tænke kun ikke, det kommer af, at den Engelske Liturgi, Sang og ►Lære-Form er 46reent urimelige, thi de er ►intet mindre for Folk med ►Fæderne-Troen, og for Engelsk-Mænd er de netop det Samme, som ►Alter-Bogen, de gamle Psalmer og ►►den Augsburgske Confessjon for os: ►Mester-Stykker fra fordum Tid, som vi nok lade være at eftergiøre end sige at overtræffe, da vi har langt mindre Følelse for det Væsenlige og ►Almindelige, og langt mere Forkiærlighed for vor “individuelle” Syns-Maade og for “►vore egne Æg” end de Gamle. Nei, i denne vores Forskjellighed fra de forrige Slægter, i vores “Forstandighed” med alle dens Dyder og Lyder, 344 (VU) med Trangen til Frem-Skridt og Afvexling, og Foranderligheden baade til det Bedre og det Værre, deri ligger det naturlig og nødvendig, ikke blot at Endeel af os ►aabenbar forkaster og bestrider ►Fæderne-Troen, især naar Man vil paatvinge os den, men ogsaa, at skjøndt vi beholde den, og kan ►endnu langt mindre finde os i hinandens ►Noder- og Lære-Former end i de Gamles, saa finde vi os dog ogsaa ubehagelig indskrænkede og trykkede af disse, især naar vi er bundne til dem. Dette lader sig slet ikke ved nogen ►Konst eller Kraft forandre, thi vi kan ligesaalidt virkelig komme bag ved vor Tids-Alder, som ►Fædrene kunde komme forud for deres, og tænkde Man at giøre Alle tilpas ved at binde til Noget, som Ingen kunde have synderligt at indvende imod, fordi det var aldeles svævende og ubestemt, da vilde det netop pine, om ikke Sjælen ud af Livet, saa dog, hvad her er det Samme, Livet ud af Sjælen paa os, og det 47blev Statens egen Skyld, at Præsterne var ►Føde-Nød og Stats-Kirken til Spot for de Letsindige og til Ærgrelse for de Alvorlige, der betænkde baade hvad den kostede og hvad den forspildte. – Selv i 📌England, hvor dog Canonicater og Bispe-Stole 85 (US) lokke, synes i det sidste Aarhundrede kun enkelte gode Hoveder at have ligesom forvildet sig ind mellem de fungerende Præster, og selv deres udmærkede Evner sporer Man snarere ethvert andet Sted end i Kirken, hvor Alt er ►afcirklet, afveiet og afmaalt, og hvad Under da, at det gik ligedan hos os, i forrige Aarhundrede, saalænge ►Ritual og ►Alter-Bog og 👤Pontoppidans ►Forklaring var de døde Ting, til hvis Tjeneste alle Præsters Liv skulde indvies, ja, paa hvis Alter det skulde opoffres. 👤Pontoppidans ►Forklaring maae vi især lægge Mærke til, ingenlunde fordi jeg troer, den var værre at bindes til end 👤Balles ►Lærebog, men især fordi vore ►Fædre virkelig var bundne til Hiin og vi aldrig til Denne, og derhos fordi jeg ikke troer, Man nogensteds har været bundet til meer end en “Catechismus”, undtagen hos os, saalænge “👤Pontoppidans ►Forklaring” herskede, thi den var, Gud skee Lov! baade ►den Første og den Sidste, og det var kun nogle faa gamle Præster, der betragtede 👤Balles ►Lærebog med samme Øine og ►tog da naturligviis i Aanden deres Død over den. Før 👤Pontoppidans ►Forklaring canoniseredes, kunde nemlig Præsterne dog vælge mellem alle de orthodoxe ►Forklaringer, eller selv skrive En, hvad unægtelig hjelper til at oplive Underviis48ningen, men nu var de bundne og det ovenikiøbet til en 345 (VU) noget pietistisk Bog, som Mange af dem langt heller vilde prædiket imod, og det var unægtelig fortvivlet, saa det var intet Under, de Dygtige skyede Præste-Kjolen eller bar den mismodig og sukkende.