↩ Kom der altsaa en Tid i det Attende Aarhundrede, da ►Alter-Bogen og ►Psalme-Bogen ►syndes en Deel af Folket og Præsterne ligesaa forældede, som vore Jurister fandt ⓘ Danske ►Lov, da var det ►aabenbar endnu langt umuligere at sætte nye Tilsvarende i deres Sted, end Juristerne har fundet det at bringe en ny ►kvemmelig “Lov-Bog” istand; thi der er jo Intet, Forstanden, naar den faaer Herredømmet, giør Folk saa uenige om, som Gienstandene for “Troen og Smagen”, ja den Gamle Historie lærer os, at sædvanlig bliver i ►Forstands-Tiden Troen saa ubetydelig og Smagen saa upoetisk, at Kirken er tilovers og Psalmen til Latter. Vi har seet, at det eneste gamle Folk, der i ►Forstands-Tiden blev ved at søge Kirken, dog ingenlunde kunde 41forliges om Troen og Skriften, og Reformations-Historien viser os, at Tydskere og Engelskmænd kunde det ligesaa lidt, saa vi Nord-Boer maatte være en unaturlig Undtagelse fra alle andre Mennesker, hvis vi i ►Forstands-Tiden kunde lægge mindste Vægt paa Troen, uden ►enten, som Tydskere og Engelsk-Mænd, at slaaes derom, til Man skildte os ad, eller, som ►Ebræerne, at ►læmpe os efter hinanden. Kort sagt: vi maatte paa det Vidunderligste svaret til Navnet “►die dumme Dänen”, hvis Reformationen hos os kunde bestaaet i, at vi fik en ny Alter-Bog, Psalme-Bog og Lære-Bog, der fulgdes bogstavelig som i Middel-Alderen.