Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Om Sogne-Baandets Lösning og Hr. Professor Clausen

Saaledes staaer Sogne-Baandets Løsning for mig, som et let og simpelt Middel, hvorved ikke blot Samvittigheds-Tvangen og den deraf opstaaende Forbittrelse bortfalder, men hvorved tillige al den Liberalitet og videnskabelige Frihed Nogen kan ønske sig, bliver muelig uden al Forurettelse, og Man vil da let kunne forklare sig min Forbauselse, og jeg vil ærlig lægge til min Harme, over, i Anledning af et saa fredeligt, upartisk og velmeent Forslag to Aar i Træk at høre de største Uartigheder af Hr. Professor 👤Clausen, som om jeg var en fanatisk Forfægter af det Hierarchi, han selv, vitterlig eller uvitterlig, fører i sit Skjold. Hvor jeg netop taler den aandelige og kirkelige Friheds Sag, som Noget vi paa begge Sider bør skatte høit over den sørgelige Triumph at gjøre Vold paa hinandens Samvittighed, der sigter han mig som den, der vil lægge min Troes Aag paa alle Sjæle, og med det Samme driver han paa, at den tusindaarige Daabs-Pagt i Stats-Kirken skal afskaffes, uden mindste Hensyn paa os, hvem det er en Samvittigheds og en Saligheds Sag at blive den tro indtil Døden!