Forord.
✂ Hvorfor Mennesker strides om Jorden, det kan Man forstaae, men at de ogsaa strides om Himlen, der er stor nok til dem Alle og lader sig slet ikke tage med Storm, det er den urimeligste Ting i hele Verden, saa hvem der kan bidrage til at Mennesker lade hinanden i Fred enten, om de vil, glemme Himlen over Jorden, eller søge den paa hvilken Vei, de ►huge bedst og finde sikkerst, han giør unægtelig en god Gierning. Dette var min ►Betænkning, da jeg ifjor udgav min lille Bog “►om Daabs-Pagten” og foreslog deri Sogne-Baandets ►Løsning, som den læmpeligste Maade, hvorpaa de forskiellige Partier i Stats-Kirken kunde vinde den nødvendigste ►Samvittigheds-Frihed. Saavidt jeg veed, fandt ogsaa alle Læsere, paa en Eneste nær, Tonen og Tendensen priselig, om de end snart fandt Sagen for ubetydelig til at skiænke den synderlig Opmærksomhed, og snart fandt Middelet, jeg foreslog, enten betænkeligt eller utilstrækkeligt. Een Læser var der imidlertid, som netop gjorde mig denne Bog og selv 4dens fredelige Tone til en stor Brøde, ja han lod det end ikke være nok ifjor at sige mig mange ►Uartigheder i den Anledning, men har i Aar ►maalt mig Skieppen fuld, ved at beskylde Bogen for den djævelske Paastand “at Forsagelse af Synd, og alt Ondt, ►som er Gud mishageligt, er en Forvanskning af den christne Daab, en Afskaffelse af Daabens Pagt, en Ophævelse af Kirke-Samfundet med ►Fædrene og den ægte Christne Menighed.” Mindst skulde Man troet, at en Læser, der indskyder saadan ►Daarekiste-Snak i en Bog, der er ligesaa fri derfor som let at forstaae, at han var Professor i Theologien ved 📌Kiøbenhavns Universitet, og at han der fnøs over min fredelige Bog, var Hr. Professor 👤Clausen, der unægtelig ►høit kunde trænge til at komme i en fredeligere Stilling til Lovene for den Danske Stats-Kirke; men blandt Verdens mange Urimeligheder som alligevel findes virkelige, er dog ogsaa denne, og da jeg ifjor kun forgiæves stræbde at henlede Hr. Professorens Opmærksomhed paa det ligesaa urimelige som ►ubillige i hans Adfærd, vil jeg nødig i Aar igien giøre mig forgiæves Uleilighed.
✂ Men uagtet jeg naturligviis under ►nærværende Omstændigheder hverken behøver eller har Lyst til at ændse og drøfte hvad Hr. Professoren finder for godt at skrive om mig og mine Bøger, saa dog hverken kan eller bør jeg tie, naar jeg troer, hans ►kiække Paastande, der, trods al Giendrivelse, idelig gientages, kan giøre Skade. Literær uskadelig er nu ►vist nok i mine Øine al Professorens Skrift imod mig, hvem han aldrig endnu har vovet aandelig 5at møde; men ►borgerlig kunde det dog maaske nok giøre Skade, at Professoren, der nu ovenikiøbet staaer i Spidsen for vort eneste Theologiske Facultet, slynger ►Ban-Straalen mod min lille Bog ►om Daabs-Pagten, som et grueligt Uhyre; thi derved kunde Opmærksomheden bortledes fra dens virkelige Indhold, som dog alle Fredens og ►Samvittigheds-Frihedens sande Venner maae ønske taget under moden Overveielse.
✂ Til nu at afvende denne Skade veed jeg intet bedre Middel end at skrive en ny lille Bog, der ►end mere fremhæver Sagen og er, om mueligt, endnu lettere at forstaae og vanskeligere at misbruge, og ene fra denne Syns-Punkt beder jeg Læseren betragte disse Blade “om Sogne-Baandets ►Løsning”, som ei fra nogen anden Side giøre Krav paa mindste Værd, og som jeg er nødt til at giøre saa knappe paa Indhold som mueligt, for at det skal ►holde des haardere at forrykke Syns-Punkten. Naar Man i Krig beskyldes for at være rykket frem og blevet slaaet, hvor Man aldrig har tænkt at komme, da er det den bedste Giendrivelse at rykke frem, hvor Man virkelig staaer, og tilbyde Slag; thi kommer der ikke Andet ud af, maa det dog blive klart, baade hvor Man har sin Stilling og hvad der først maatte skee, før Modstanderen med mindste Grund kan triumphere!