Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog histor...

Grundtvig, N. F. S. Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog historisk-poetisk udviklet og oplyst

Grundtvigs Værker

↩

►Odin, ►Hæner og Löder.

✂ Naar Man nævner ►Odin eller Ovdn, Vodæn, ►Vodan og Gvodan, da er det unægtelig et Navn, der har en lignende Betydning for Nörre-Leden eller den Östersöiske Halv-Verden, som Navnene ►Zeus og ►Jupiter for den 📌Middellandske, eller Sönder-Leden, og i visse Maader endnu mere, fordi baade Gother, Angler og Normanner var ►Odins Tilbedere. Naar Man derimod gaaer videre, forlader Historien og slaaer Leir i de blotte Mueligheders Land, da udvider Man derved ingenlunde Odins-Riget, men oplöser det, thi hvem der f. Ex. kan troe, at et Folk, der i Livet og den Historiske Virkelighed er saa forskielligt fra Gother og Angler, som Indierne, var dog, ligesaavel som disse, Odins-Dyrkere, fordi Buddha paa Papiret synes dem det Samme som Odin, de kan jo umuelig troe, at Anskuelsen og Dyrkelsen af denne Guddom enten er udsprunget af 301Folkenes Eiendommelighed eller har havt mindste Indflydelse paa deres Liv og Skæbne, og en Guddom, der allevegne hvor den nævnes, staaer fremmed og örkeslös, skal ikke rose af sin Ære. Saa vist derfor som en eiendommelig Aand besjælede og kraftig gestaltede de Nordiske Kæmpers Levnets-Löb, saa det blev kiendeligt selv fra deres, der laae dem anderledes nær end 📌Indiens Buddister, og saavist som Odin er Egen-Navnet for denne Aand; saavist er det Tant med alle de Giætninger og Sammenligninger, som forudsætte, at Odin var ligesaa tomt et Navn for 📌Nordens gamle Kæmper, som det er for Nutidens fleste Mythologer. Grunden ligger ogsaa aabenbar i det tomme, luftige Begreb om “Aand” som er vore Dages Ulykke, thi Ingen vil nægte at “Odin” er Navnet paa Gamle 📌Nordens Aand, men de mene kun, at “Aand” igien betyder “Vind” og, naar saa var, blev Odin naturligviis ikke blot Eet med Buddha og ►Zeus, men med alle Guder, thi er end Navnene forskiellige, var Vinden dog den samme. Saameget er imidlertid vist, at Man hverken finder “Aand” eller “Odin” blandt Vindens Navne i Alvis-Maal, og at selv de Skjalde, der kunde fortjene Stik-Pillen, vilde blive rasende, naar Man ganske tört forsikkrede, at “Aand” i deres Mund og deres Vers betöd hverken meer eller mindre end “Vind,” saa det er Noget, jeg ikke engang nænde at sige om Thryms-Kvidens, end sige da om Völuspas Sanger.

✂ 302Men hvad var da egenlig ►Odin, vil Man vel spörge, uden at ændse, at han var ligefuldt usigelig Meer end Vind eller Soelskin, om jeg end ikke kunde udtrykke det klarere, end at han var Aanden som begeistrede ei blot 📌Nordens Propheter til at skabe hele den Mythiske Verden, ved hvis Ruiner vi maae studse, men begeistrede 📌Nordens Folke-Færd giennem Aarhundreder til alle de store Bedrifter, hvis Virkning gaaer til Verdens Ende, og begeistrede endnu i det Tolvte og Trettende Aarhundrede Mange, med 👤Saxo og 👤Snorro, i det Mindste saameget, at vi i deres Böger har et Billede af vor Poetiske og Historiske Old-Tid, hvortil intet Hedning-Folk kan opvise Magen. Det er imidlertid nemt med eet Ord at sige hvad han var, da ikke blot ►Vola har lagt os Ordet i Munden, men hele ►Odins og hele 📌Nordens Mythiske Historie gienlyder deraf, thi han var jo i alle Maader Seier-Faderen *sigfödr i Völuspa, Grimners-Maal og ►Ægers-Gildet C. U. I. 62. 176. III. 49. Gylfe-Legen p. 24., hvorfor ogsaa “Seier-Guderne” er ►Asernes Kiendings-Navn*sigtivar i Völuspa og Ravne-Galderet C. U. I. 213. III. 45. Skalda 94., og det med Rette, som de eneste Hedning-Guder, hvis ►Ragna-Roke blev Overgangen til en Poetisk Opstandelse. Derfor kalder ►Vola ligesaavel Odins-Hjemmet efter ►Ragna-Roke Seier-Vangen, som 👤Snorro beretter at Asa-Manden Odin boede i 📌Sigtun, der 303netop er det Samme*sigtoftir og sigtun i Völuspa C.U. III. 53. Eddas Fortale p. 15. Ynglinge-Saga Heimskringla p. 10., og hvis det behövedes, kunde Man fylde mange Blade med Tilnavne for Odin og med Asa-Kiendinger, som dermed staae i Forbindelse*Blot til Exempel vil jeg nævne ►Asernes Tilnavn af Val-Guder (valtivar) i Völuspa og ►Odins af Sigtyr, ►Sigtryg og Sighöfund., men det behöves ikke, thi hvad der slaaer saaledes igiennem til alle Sider, behöver kun at peges paa for hvem der har tilsvarende Öiesyn, og Andre see dog Intet, ihvad Man saa giör.

✂ ►Odin er altsaa Udtrykket for det levende, blandt Hedninger magelöse Seiers-Haab, der oprindelig besjælede 📌Nordens Helte, og hvoraf alle deres store Bedrifter udsprang, som ►Aserne af ►Odin, og vi veed at dette Seiers-Haab ei forlod Kæmpen naar han segnede paa Valen, men fulgde ham til ►Valhald, hvor det var grundfæstet til ►Ragna-Roke, og hævede sig derfra paa Lysalfe-Vinger over sin egen Grav, som ►Odins Bane-Tue var, til ►Gimle-Borgen paa de evige Höie.

✂ At nu denne ►Seier-Fader paa sin historisk-poetiske Vandring giennem Old-Tiden, fra ►Ida-Sletten til 📌Sigtun, blev meer og meer til den æventyrlige Seier-Herre, vi finde i Ynglinge-Saga, det er saa ganske i sin Mythiske Orden, at Man derfor slet ikke behöver at giætte paa en skinbarlig Herre af det Navn, og forsaavidt den Upsalske ►Odins 304Fölgeskab og Bedrifter kun er en Omskrivning af Völuspa og Grimners-Maal i Saga-Stil, bliver det endog latterligt. Desuagtet kan Man nok have Grund til at sige, der paa en Maade har været tre ►Odiner, thi Asa-Maalet, Bjarke-Maalet og Krage-Maalet har naturligviis havt hver sin, og den Mellemste (►Mid-Odin) har sagtens været skinbarlig nok, thi naar Præste-Skabet sætter sig i Guddommens Sted, da seer Man godt, Man har aandeligt Herskab, men opdager ogsaa efterhaanden det er kun Giögleri i Grunden.

✂ Dog, herom paa sit Sted, thi vi maae vogte os for det förste Skridt ind i Snegle-Huset, hvortil de gamle og nye Mythologer have forvandlet Odins-Borgen, og det lykkes naturligviis bedst ved at begynde med Völuspa, og kun föie til af de senere Sange og Samlinger, hvad der vil passe, saa Resten gaaer til Præsten, til 👤Brage hin Gamle og de Islandske Saga-Mænd.

✂ Vi skulde nu vel begynde med Skabelsen af ►Midgaard, som ►Vola tillægger Börre-Sönnerne, men da det kun er de Nordiske Hedningers Anskuelse, ei deres Afguderi, vi spörge om, saa kan deres Kosmogoni kun forsaavidt komme i Betragtning, som deres aandelige Egenheder maatte speile sig deri. Ligesaalidt nemlig som det kan höre til noget Menneskes Anskuelse, undtagen i Daare-Kisten, at han selv har skabt Verden, ligesaa lidt kan det höre 305til noget Folks, at Guderne, de selv har skabt, var deres og al Verdens Skabere, og selv Hedningernes Over-Tro gik derfor vel ingensteds videre i dette Stykke, end at tillægge Guderne saa megen Deel i Skabelsen, som der rimeligviis kunde komme paa Menneske-Aandens Part, naar det Hele paa en ubegribelig Maade havde fundet Kraft til at udvikle og ordne sig selv.

✂ Nu at tale om Beskedenhed, hvor selv den mindste Anmasselse er stor nok, klinger vel lidt sært, men forholdsviis kan den dog godt finde Sted, og jo mere Hjerte der er i et Folk, des beskednere vil deres Guder ogsaa være, saa fra denne Side er det mærkeligt, at selv ►Odin i Vafthrudners-Maal hverken protesterer mod ►Thussernes Förste-Födsel, eller giör Paastand paa at have skabt Soel og Maane, men nöies med den Roes, at höre til dem der skabde Ny og ►Næde *Vafthrudners-Maal I. 14-18.. Hermed stemmer ogsaa de berömte Vers i Völuspa:

✂ I Arelds-Tiden,
Da ►Ymer leved,
Ei Sand eller Sö,
Ei svale Bölger,
Ei Himmel og Jord
Da Öiet saae,
Ei Græs paa Tue,
Kun Ginnung-Gab!

✂ 306Sönner af Börre
De Buer slog,
Som ►Midgaard danne
Til Mester-Værk,
I Solskin baded
Sig Steens-Gaard da,
Og Muld sig klædte
I Kjortel grön!

✂ Da Sönder-Porten
For Soel flöi op,
Maanes Veninde
Kom mægtig frem,
Værelser visse
Dog vidste hun ei,
Blivende Sted
Var ei Stjerner beredt,
Og Maane ei vidste
Hvor mægtig han var!

✂ Paa Raadsherre-Stole
De Store da brat
Som Guder raadsloge,
Til Gaaden var löst;
Til Nat med sin Afkom
Da Navne de gav:
Morgen og Middag
Mörkning og Dagning;
Til Aars-Tider med*Völuspa C. U. III. 24-26, hvor det er besynderligt Man har prövet Konster med “nótt” og “nidiom,” da Man jo af Gylfe-Legen p. 11 veed, at Dag var Nats Sön med ►Delling. Paralellen til det förste Vers (trykt i “Die beiden ältesten Deutschen Gedichte” durch die Brüder Grimm 1812) synes virkelig at vise, at ogsaa Tydskerne engang har kiendt Völuspa.!

✂ 307Ogsaa med Dværge-Skabelsen havde ►Aserne, efter Gylfe-Legen, kun forsaavidt at giöre, som de gav dem Mande-Vidd*Gylfe-Legen R. U. p. 13., og hvad Menneskerne angaaer, siger ►Vola selv, at ►Aserne fandt Ask og ►Embla vel hardtad magteslöse, uden Sands eller Samling, eller tækkeligt Udvortes, men forefandt dem dog allerede skabte, som det synes, af Dværge-Hövdingerne Modsygner og ►Durin *Völuspa C. U. III. 31-32, hvor jeg ikke kan skiönne rettere end at V. XV. hænger nöie sammen med V. X.. Naar Man nu ret vidste hvad hver af de tre ►Aser fik Ord for at have givet Stymperne, da vidste Man ogsaa, hvilken Idee, der skulde forbindes med hver af Börre-Sönnerne, men kun det er klart, at ►Odin gav Aand og Löder gav Ansigts-Farven og i det Hele smukt Udseende, medens det bliver tvivlsomt, hvad ►Hæner egenlig gav. Dette er saameget ubehageligere, som ►Hæner er den gaadefuldeste Figur i Gude-Kredsen, thi hans Navn forekommer i ingen af Sangene, undtagen i Völuspa, men der to Gange: först her ved Skabel sen, og siden efter ►Ragna-Roke, hvor det hedder, at han har hele Verden for sig og arver begge sine Brödre, nemlig ►Odin og Löder *Völuspa C. U. III. 54. 205, hvor Talen vel falder dunkel, naar Man ikke tör læse “bura” for “burir,” men hvor dog ingen anden Mening kan komme ud, end at ►Hæner raader for begge sine Brödres Lod. Efter Læse-Maaden “er burir byggia” (C. U. III. 205) kan ellers Odins-Sönnerne ►Balder og Höder menes, 308saa ►Hæner siges at raade for deres Boeliger, som Arv efter sine Brödre.. 308At nemlig ►Hæner og Löder er ►Odins Brödre, fölger baade af Tanke-Gangen i Völuspa, og sees af Gylfe-Legen, hvor der udtrykkelig siges, det var Börre-Sönnerne, som skabde Menneskerne, saa Ve og ►Vile sættes der aabenbar for Völuspas ►Hæner og Löder *Gylfe-Legen p. 7. 10..

✂ Sædvanlig antager Man nu, at ►Hæner gav Mennesket Forstand, og i Gylfe-Legen siges det tydelig, at den Anden af Börre-Sönnerne gav Vidd og Rörelse, men hos ►Vola er baade Ordet og dets Betydning tvivlsomme, og jeg giætter da paa Sind eller Lykke, saa der i sidste Tilfælde var taget Hensyn paa den Lykke, saavel Menneskerne som ►Hæner skulde have: at overleve ►Ragna-Roke, og i förste Tilfælde paa den Frygtsomhed der ensteds tillægges ►Hæner, og som unægtelig er en af Hoved-Bestanddelene i Menneske-Gemyttet*Ordet hos ►Vola er nemlig enten “nód” eller “auð.” At ►Hæner er den ræddeste af alle ►Aser siges vel kun i Billingen af Skjoldung-Saga (Fornaldar Sögur I. 373), som ei er den bedste Hjemmel, men da han slet ikke kommer frem fra Menneskets Skabelse til efter ►Ragna-Roke, maa det vel dog findes rimeligt nok, at han er kröbet i et Muse-Hul..

✂ Dog, det være hermed som det vil, saa kan jeg ikke bedre forklare mig den Nordiske Tre-Kant end ved: Haabet, Frygten og Egen-Kiær309ligheden, thi hos den egensindige Aands-Kraft maatte de to Sidste nödvendig tænkes ved Siden af det Förste, og det er da i sin Orden, at ►Odin omsider i ►Ragna-Roke, skuffes i sit Haab, og Löder taber sig i sin Egen-Kiærlighed, medens derimod ►Hæner finder sin bange Ahnelse stadfæstet. Det er da ogsaa i sin Orden, at ►Odin giver Mennesket Aand, thi Udödeligheds-Haabet er jo Aanden hos 📌Nordens Kæmper, som hos deres Guder, at ►Hæner giver dem den lönlige Frygt, som boer i Hjerte-Dybet hos de djærveste Helte, naar ikke Gimle-Haabet uddriver den, og at Löder gav Kæmperne deres skiönne, majestætisk-rolige Udseende; thi ligesom det er Egen-Kiærligheden der sætter Farve paa Alt, saaledes er den ogsaa hos Overtrædere Fader til det Mod og den Selv-Tillid, der naturlig speiler sig i Kæmpe-Öiet. Hermed stemme ogsaa de nyere Navne paa ►Odins Brödre, thi “Ve” (beslægtet med “vie og ind-vie”) betyder jo hellig Sky, og “Vile” (beslægtet med “Vild” og med “Villie” i alle Nordiske Mund-Arter) betegner det Egen-Kiærlige *I Angel-Sachsisk er “vil” derfor i mange Sammensætninger, som i “vil-sið og vil-gesiþas” Udtryk for det som behager, som Man har god Villie til, og det Samme er Tilfældet med det misforstaaede Ord “vil-mögir” (Kamerader) i det gamle Bjarke-Maal og Hava-Maal..

✂ Dette som Vink for hvem det huger, og vil Man höre vor Skabnings-Historie af Har i Gylfe-310Legen, da har den, om ikke Skriveren tog feil, lydt saaledes, at da Börre-Sönnerne engang gik ved Strand-Kanten, fandt de to Træ-Stammer, som de tog og skabde Folk af, saa den Förste gav Liv og Aand, den Anden Vid og Rörelse, men den Tredie Aasyn, Mæle og Hörelse. De fik derhos baade Klæder og Navne, saa Manden kom til at hedde Ask og Kvinden ►Embla, og fra dem nedstammede Menneske-Kiönnet under ►Midgaard *Gylfe-Legen p. 10..

✂ Mythologerne foretrække vel her, som sædvanlig, Gylfe-Legen for Völuspa, og den prosaiske Efter-Snak for den poetiske Fortale, men at min Poetiske Samvittighed ikke tillader mig at træde i deres Fodspor, anmærkes i Forbigaaende, og hvad Menneske-Navnene angaaer, veed jeg ingen bedre Oplysning, end at det vilde passe godt, naar ►Embla var ►Humle og Ask hvad det er, og at noget Lignende sikkert har svævet for de Gamle i 📌Norden, hvor det inderlige Forhold mellem Mand og Kvinde saa dybt blev fölt.

✂ Vi vende nu tilbage til Völuspa, for at skimte en af de vigtigste, men derfor ogsaa dunkleste Begivenheder i ►Odins Liv, Pandtsættelsen nemlig af hans ene Öie hos ►Mimer, som har gjort, at han alle sine Dage var kiendeligst paa Savnet, og blev i al sin drömte Vælde aldrig saa rig, at han kunde löse sit Pandt.

✂ 311Hvad her maa hardtad bringe en poetisk Mytholog til Fortvivlelse, er at Versene i Völuspa paa dette Sted ei blot er dunkle, hver for sig, men har saaledes forvildet sig indbyrdes i Haand-Skrifterne, at Man veed hverken Begyndelse eller Ende, uden hvad Man giætter sig til. Dog, skal der hittes Rede i de dunkle Vers, maa det være omtrent i den Orden, vor gamle Skind-Bog fölger, og hvad jeg der har fundet vil jeg give.

✂ Drabs-Maal det förste,
Hun drages til Minde,
Var, da i Höie-Loft
Himmel-Spræt legdes,
►Gulveig paa Spyde
Blev spiddet og brændt;
Tre Gange brændt dog,
Hun, tregange Barn,
Saa ofte gienfödtes,
At end hun lever!

✂ ►Heide, saa hedd hun,
Hvor huset hun blev
Den velvise ►Vola,
Med Vidskab om 📌Gand,
Seid hun og kunde,
Blev selv dog forgjort,
Onde Folks Terne
Hun altid var*👤Björn 👤Haldorsens Lexikon p. 34, thi naar Man sædvanlig oversætter “ángan” ved “Lyst”, da er det kun en egen Lyst, der ei engang grammatikalsk lader sig forsvare..

✂ 312 De Store bestege
Nu Stolene brat,
Og det blev forhandlet
Blandt hellige Guder,
Om ►Asernes Liv
Var nu lovlig forbrudt,
Hvad heller som Guder
Dem Hæder tilkom*👤Björn 👤Haldorsens Lexikon p. 12, hvor Man seer, at Tale-Maaden “afrád giallda” betyder at have sit Liv forbrudt..

✂ Lös streed nu ►Odin,
Med Spyd til Maals,
Derved i Mode
Kom Mand-Slæt först,
Brudd da paa Borgen
Blev der i As-Gaard,
Valkloge Vaner
Vangene hærjed!

✂ De Store bestege
Nu Stolene brat,
Og det blev forhandlet
Blandt hellige Guder,
Hvem som Forræder
Forpestede Luften,
Og havde Jette-Folk
Ods Mö givet?

✂ ►Thor var paa Færde,
Han fnös af Harme,
Naar Sligt han spörger,
Han sjelden töver,
313Brudte blev Eeder,
Ord og Aftale,
Overtraadte
Betingelser alle*Skiöndt uanmærket i begge Udgaver af Völuspa, er der dog en mærkelig Variant i Gylfe-Legen p. 47, hvor baade de sidste fire Linier staae först, og for: ►Þórr einn þar var, læses vist rigtig: Þórr einn ⓘ þat vann..

✂ Hun veed, hvor Hornet
►Heimdal giemde,
Under det sölvgraa,
Hellige Træ;
Fra Valfaders-Pandtet
Den plumrede Flod
Seer stridig hun strömme,
Forstaaer I mig saa!

✂ Hun ene sad ude,
Da Oldingen kom,
Asa-Gubben,
Med Öine maalt,
Hvorfor udfritte
Og friste I mig?
Godt veed jeg, ►Odin!
Hvor Öiet du lod,
I den mærkværdige
►Mimers-Kilde;
Miöd nu hver Morgen
►Mimer drikker,
Af Valfaders-Pandtet,
I veed vel Beskeed*Völuspa C. U. III. 33-37, og til Sammenligning 199-201, samt 👤Rasks Udgave p. 4-5..

✂ 314Læseren vil sagtens finde, at selv denne Text falder ikke saa lidt i det Dunkle, og jeg er selv bange for, det hænger ikke saa ganske rigtig sammen, men ligesaavel af tre som af to onde Ting maa Man vælge det Mindste, og mig synes dog jeg her kan skimte en ganske antagelig Mening, hvad allerede er meget meer end jeg har fundet for mig i andre Forklaringer.

✂ Först maa jeg da anmærke, at, efter alle Mærker, er vores Nordiske Prophetinde selv den ►Gulveig og ►Heide, hun taler om, hvad jeg mener urokkelig stadfæstes ved det næstfölgende Vers, hvori hun melder at Hær-Fader gav hende blandt Andet Seer-Blik, hvormed hun stirrer ind i alle Verdner, og allerede herved klarer Syns-Kredsen sig tildeels.

✂ Dernæst antager jeg, at Gylfe-Legens Forfatter har havt gyldige Grunde til at beraabe sig paa Nogle af foranförte Vers, ved det sære Sagn han fortæller om Byg-Mesteren som kom til ►Asgaard, og lovede inden tre Vintre at bygge Guderne en Borg saa fast, at den kunde trodse al Thusse-Vold, naar de vilde betale ham derfor med ►Freya, Soel og Maane. Det Forslag, hedder det, gik ►Aserne ind paa, kun med den Forskiel, at Arbeidet skulde endes i een Vinter, eller han tage Skade for Hjemgjæld. Det var efter ►Lokes Raad, men da ►Aserne saae, hvor rask Værket gik fra Haanden, truede de Loke til med sine Rænker at mage det saa, at 315Byg-Mesteren dog kom til Kort, og det lykkedes. Da nu imidlertid Byg-Mesteren mærkede Uraad, tog han sin Jette-Skikkelse paa sig, hvorover ►Aserne blev bange og kaldte paa ►Thor, som, uden at ændse enten Löfte eller Leide, slog til med Mjölner, og knuste ►Jetten saa smaa som han var möllemalet*Gylfe-Legen p. 45-47..

✂ Endelig slutter jeg nu heraf, at det var ved Akkorden med Byg-Mesteren, som naturligviis kun troede ►Aserne paa det Halve, at ►Odin maatte sætte sit Öie i Pandt, som Man da godt forstaaer, han kunde aldrig indlöse, da Löftet var brudt og Byg-Mesteren knust. Vel sandt, der staaer i Gylfe-Legen, at ►Odin pandtsatte sit Öie for en Slurk af ►Mimers Kilde, men Gylfe-Legen er ingen Völuspa, og hvor naturlig end Slutningen kan synes, var det dog unægtelig meget for dyrt Vand-Kiöb for en Herre, der daglig omsonst drak til Pæls med Fru Saga. Desuden kunde Öiet ikke kaldes et Pandt, naar det var Kiöbe-Sum for hvad aldrig kunde gives eller tages tilbage, da Ordet derimod var det ene rette, naar Öiet kun tjende til Sikkerhed for Opfyldelsen af et mistænkeligt Löfte, thi naar da ►Odin havde holdt Ord, havde han faaet sit Öie igien, som Man maa huske, det er ligesaalidt nogen Sag at sætte ind som at tage ud med Munden.

✂ Men har vi nu, poetisk talt, Noget for vor Umage, med at faae det gamle Pandte-Brev ordenlig thinglæst?

✂ 316Dette er et andet Spörgsmaal, som jeg helst besvarer saaledes, at 📌Nordens Myther i det Hele, og ►Volas Vink især, har alt saa klarlig hævdet deres Guld-Værdi, at vi maa være vis paa, enhver Opdagelse angaaende deres oprindelige Sammenhæng vil engang betale sig godt, og Fædrene har gjort Saameget for os omsonst, at vi sagtens kan giöre Lidt for Börnene uden Penge paa Haanden.

✂ Da det imidlertid klart nok er ►Asernes Synde-Fald der peges paa i hine dunkle Vers, kan vi neppe feile synderlig i at tage Pandtsættelsen af Odins-Öiet for et Sind-Billede paa den Forblindelse, der altid finder Sted, naar Menneske-Aanden vil raade sig selv, uden dog at opgive sine dybe Længsler og sit Udödeligheds-Haab. Samvittigheden er den store Prophetinde, som da ei kan blive höiröstet, uden at mishandles, men lader sig dog ikke udrydde, og skiöndt Man i Fortvivlelse giör Pagt med Mörket for at vinde Sikkerhed, og giör sig haard for at have Ro, saa kan man dog hverken undvære Lyset eller Fölelsen, og indvikler sin Gaade meer, jo ivrigere Man stræber at löse den. Betragte vi nu ►Odin som Aands-Kæmpen for Udödeligheds-Haabet, da er Pandtsættelsen af hans Öie hos ►Mimer (Hukommelsen) en fortvivlet Opgivelse af Evigheden, i det barnagtige Haab at kunne trække Tiden ud, saa den forlængedes næsten til en Evighed, men da det slaaer ham, at uden Lys og Glæde (Soel, Maane og 317►Freya) er Livets Længde kun langvarig Kval, opgiver han dog heller Haabet om at faae Tiden foreviget, bryder Pagten med de sorte Konster, og underkaster sig ►Norne-Dommen.

✂ Hvorledes nu Sagnet om Byg-Mesteren har lydt fra förste Færd, lader sig ikke bestemme, da Sporet i Völuspa af sig selv var ukiendeligt, og der i de andre Sange ei findes Noget derom, uden det skulde være i Rammen om Alviis-Maal, der vilde klare sig, naar Man antog Alviis for Byg-Mesteren, der kom for at hjemföre ►Freya, men opholdtes af ►Thor til Dagningen, og afspistes med den Beskeed, at ►Thor var ►Freyas Formynder, og havde ikke været med, da Kiöbet blev sluttet*Alviis-Maal C. U. I. 254. 58.. Jeg formoder ellers, at det oprindelig var ►Frigge Man havde lovet bort, men at Mythen siden anvendtes paa en folke-historisk Begivenhed, hvorved Freya passede bedre, og at begge Sagn er sammenblandede i Gylfe-Legen, hvorom siden Mere.

✂ At nu Mythographerne sædvanlig forklare Sagnene baade om ►Gulveig, om Pandt-Sættelsen af Odins-Öiet og om Byg-Mesteren, langt anderledes, saa der fremfor Alt ei bliver mindste Spor af Poesi eller Sammenhæng, kan Læseren vel slutte sig til, og jeg veed ikke engang, om det er min Pligt at fortælle ham Noget derom, da han sagtens selv kan 318give sig en upoetisk og usammenhængende Forklaring, hvis det er hvad han savner. Byg-Mesteren, som for mig naturligviis er den Sorte Konst, vil jeg derfor ogsaa lade ham giætte paa i Mythographernes Smag, til vi skal see, hvordan ►Sleipner kommer til Verden; men om det Andet vil jeg dog ikke forholde ham den Aabenbaring, at ►Gulveig betyder Guldet, som Menneskerne smeltede til ►Asers Fortörnelse og deres egen Ulykke, og at hver Aften , naar Soel gaaer ned, pandtsætter ►Odin sit Öie til ►Mimer, som altsaa er den 👤Ole Luköie, vi kiende fra Ammestuen. Ved sidste Forklaring möder imidlertid den uheldige Omstændighed, at Mythen taler om en ►Odin, som havde to Öine, hvoraf han pandtsatte det Ene; og blev derved eenöiet alle sine Dage, men Forklaringen giælder en Cyklop, der er födt med eet Öie, som han pandtsætter hver Aften, men löser hver Morgen, saa, naar ikke netop Urimeligheden var de Lærdes Kiende-Mærke paa en rigtig Forklaring af Oldtidens Dumheder, vilde jeg raade dem at söge ►Odins andet Öie i Maanen, og lade ham pandtsætte dem skifteviis.

✂ Den anden Forklaring er ikke stort heldigere, thi deels er det, efter Völuspa, ikke Menneskerne, men ►Aserne selv, der brænde ►Gulveig, og deels veed jeg nok, at en Digter tit kan slaae paa Vognen og mene Hestene, men at det Omvendte giör kun Tosser, saa naar en Digter siger “Kongen” da mener han ikke 319“Scepteret” og naar han taler om en guldprud ►Vole, da mener han ikke Guld-Ringen paa hendes Finger. At nu efter Sammenhængen, baade ►Gulveig og ►Heide maa være Navnene paa den Prophetinde, der havde fuldtop baade af Guld-Ringe og gyldne Ord, som hun lod kiende blandt Guder i Höie-Loft, det har jeg alt sagt; men naturligviis er det i mine Öine kun en Ramme om Völuspa, og turde jeg yttre en Formodning om, hvad deri speiler sig, vilde jeg sige, det er den ældgamle Sammen-Smeltning i 📌Norden af ►Valhalds og Gimle-Ideen som den sees fuldfört i Völuspa. Herved kan Man i det Mindste tænke sig noget ganske Bestemt og meget Sandt, ei blot i den graa Old-Tid, men ligetil den Dag i Dag; thi det ligger i den Historisk-Poetiske Anskuelses Natur, at den i Tidens Löb maa oftere omsmeltes, hvad imidlertid aldrig skader, naar Man blot kan lægge til med ►Vola “dog end den lever.” Saaledes er den f. Ex. nu igien i Digelen, for at dens Græske og Nordiske Elementer kan smelte ordenlig sammen, og naar det er skedt, tvivler jeg ingenlunde paa, Man jo vil kalde den Nordiske Guldmine (►Gulveig) Klarisse (►Heide), fordi Anskuelsen öiensynlig klarer sig.

✂ Skulde det nu opregnes, Alt hvad ►Odin, efter Sagnet, tog Deel i, da maatte hardtad alle Myther staae under hans Navn, da han nævnes i dem alle; men saa blev Bogen ulæselig, og det skal dog netop være 320Forskiellen mellem et Lexikon til at kaste op i, og en Bog til at læse i, at Hint skal være samlet og ordnet efter Haanden (Alphabetet), men denne efter Aanden, og at Lexikonnet skal saavidt mueligt være fuldstændigt, men Bogen fremforalt være læselig. Derpaa tænke nu vel Mythographerne sædvanlig ikke, men deres Læsere desmere, og da jeg, for mine Synders Skyld, er en af disse, kan jeg umuelig glemme det. Dog end ikke de Sagn hvori ►Odin er Helten, kan jeg samle her, da jeg for Aandens Skyld maa stræbe at skille de ægte poetiske Odins-Myther fra de Efter-Gjorte, der, som folkehistoriske, eller allegoriske, höre til Bjarkemaals og Kragemaals-Tiden.

✂ Ligesom der nu i Völuspa ei er Spor af nogen Begivenhed med ►Odin, fra han pandtsætter sit Öie, til han farer i Harnisk mod Ulven, saa har jeg heller hverken i de andre Sange eller i Gylfe-Legen kunnet finde Nogen, der havde indvortes Krav paa at regnes til det egenlige Asa-Maal.

✂ Siden jeg imidlertid, for Sammenhængens Skyld, har maattet omtale Gulveigs-Mythen, der kun har tempel-historisk Betydning, vil jeg til Sammenligning ogsaa pege paa Rammen omkring Vafthrudners-Maal, der er af samme Slags, og hörer altsaa til den folkehistoriske Digtning i Asamaals-Dagene.

✂ Denne Gavnraads-Mythe ligner nemlig forsaavidt Gulveigs-Mythen, at det ogsaa her er to forskiellige Anskuelser, som stöde sammen i 📌Norden, 321og slutte et Slags Forlig, men den store Forskiel er, at de ingenlunde sammensmelte, men at den Ene, for at taales, maa give tabt, saa Ord-Striden endes med den Bekiendelse af Rim-Thussen:

✂ Med Död paa Læbe,
Min Lærdoms Skat
Jeg her udtömde,
I Tvist med dig;
Thi over Alle
Er ►Odin klog*Vafthrudners-Maal C. U. I. 34.!

✂ Det er stor Skade, at Mythographerne ikke har speilet dem i denne Ramme, thi de vilde da ikke blot vogtet dem for at sammenblande ►Asers og ►Jetters Anskuelse, men især for at tilegne sig den Sidste, hvis Lykke i 📌Norden sikkert altid vil blive ligesaa tynd, som da ►Odin giæstede ►Vafthrudner. Læseren vil nemlig let indsee, at naar Man nuomstunder betragter ►Aserne som blotte Skygger af den umælende Natur, da er den Betragtning blot en Skygge af den gamle Jette-Anskuelse, hvorefter Guderne var Kalve af den gamle ►Rim-Thurs ►Ymers firbenede Syster Ödhumle, og hvordan skulde den kunne staae sig noget Öieblik i Strid med den giennem Aar-Tusinder seierrige Anskuelse af 📌Nordens Halv-Guder som Börn af Universal-Historiens Kæmpe-Aand, og det tilsvarende Kongemoder-Hjerte! Saasnart derfor ►Gavnraad rigtig spörger ►Vafthrudner, hvad det var ►Odin hviskede ►Balder i Öret, da han lagdes paa 322Baal, vil Jette-Munden altid enten gaae af Hængslerne, eller i Baglaas, og derfor skulde jeg helst raade dem der heller vil betragte det Guddommelige i den udvendige end i den indvendige Natur, at de gaae paa Forlig, med den Bekiendelse, at, skiöndt de holde mest ad det Skyggelige, saa bær dog det Billedlige Prisen! Vel raadte nemlig ►Frigge ►Odin fra at staae til Munds med ►Jetten, men da han, som bedre vidste, hvad Poesi og Historie er til for i Verden, erklærede det for nödvendigt, gav hun ham lutter gode Varsler med paa Veien, sigende:

✂ Nu velsignet,
Og saa velkommen,
Farvel saalænge!
Dig Aanden styrke,
Som Arilds-Guden,
Til ►Thurs at trykke
Med Tunge-Maal*Vafthrudners-Maal C. U. I. 4. 5.!

✂ Herved mindes vi om ►Odins ægteskabelige Forhold og huslige Stilling, der ikke mindre for 📌Nordens Guder end for dets Kæmper var af megen Vigtighed, og vi maae aabne Talen med den fornöielige Bemærkning, at Odin levede anderledes godt med sin ►Frigge, end ►Zeus med sin ►Here. Dermed vil jeg dog ingenlunde nægte, at Man tillægger Odin flere Gemalinder, og at Skalda med sine Öge-Navne ymter om Skinsyge mellem dem og ►Frigge, men jeg vil kun sige, hvad sandt er, at vi ikke har en eneste 323Mythe, der engang ymter om Splid mellem Odin og ►Frigge, og at det har sin gyldige Grund i deres Væsen. Kan Man nemlig knap engang i vore Dage gaae for Digter, uden at faae Ord for mange Kiærester, saa kunde Man endnu mindre i Old-Tiden gaae for Aanden, det være sig i Syd eller Nord, uden at faae Ord for mange Koner, da ⓘ Aands-Virkningen i forskiellige Retninger allevegne bedst og naturligst fremstilles under Billedet af flere Kuld Börn, og da Guder aldrig blive Enke-Mænd, faaer det Hele derved nödvendig et for Aandens Moralitet fornærmeligt og i Hjerte-Grundens eller Gude-Dronningens Öine mistænkeligt Udseende; men ►Frigge var for klog og besindig til at lade sig bedrage af Skinnet, eller, med andre Ord: der er netop samme Forskiel paa ►Here og hende, som mellem den naturlige Hoved-Tilböielighed og det historiske Hoved-Öiemeed. Naturlig er nemlig alle Hjertets Tilböieligheder hinandens Medbeilerinder til Aandens Gunst, og det viser sig i 📌Grækenland, hvor Man forgudede Menneske-Naturen, men historisk er der i Grunden kun eet Öiemed, da alt Andet der kaldes saa, enten kun er Midler dertil, eller ubetydelige Bi-Hensigter, som Man seer i Norden, hvor det var Menneske-Historien, der blev forgudet.

✂ Dog, Læseren kunde let tage dette letsindigere, end jeg önskede, og, skiöndt de rene Penne kun er daarlige Vidner om dydige Grund-Sætninger, saa er dog de Urene des gyldigere Beviser paa det Modsatte, 324og jeg maa da erindre om, hvad jeg alt oftere har sagt, men maa forudsætte, glemmes let: at jeg her slet ikke taler om Troen som en Saligheds-Sag, men kun om Anskuelsen som et Digter-Værk og en Folke-Sag. Det fölger nemlig af sig selv, at har Man selv i 📌Palæstina og i Christenheden, med den reneste Anskuelse af den Guddommelige Kiærlighed, dog kun taget det meget slapt med Kiærlighedens og Ægteskabets Baand, da har Man taget det endnu slappere i Hedenskabet, og, jo aandlösere Man blev, desmere fornöiet sig over det Slibrige i Mytherne; men derfor er det dog lige vist, at selv i 📌Grækenland var det ingenlunde Mythernes Hensigt at fremstille ►Zeus som et Mönster paa Liderlighed, og at ►Frigges Taalmodighed ingenlunde reiser sig af, at Man i 📌Norden havde slappere Begreber om Ægteskabs-Baandet, end i 📌Grækenland, men snarere af det Modsatte, og af den Besindighed i Mythernes Betragtning, som overalt er kiendelig.

✂ Da nu Völuspa ikke udtrykkelig nævner nogen anden Moder til Odins-Sönnerne end ►Frigge, kunde Man gierne paastaae, at hun oprindelig var nævnet som Moder til dem alle, og at ►Hlodyne og Fjörgyne, som ►Vola kalder ►Thors Moder, var i hendes Mund, ligesom Hline, kun ►Frigges Tilnavne; men det vilde kun sömme sig for En af det attende Aarhundredes patriotiske Moralister, og ei for den Mindste af det Nittendes poetiske Mythologer, som derimod af ►Volas 325Kauthed kun slutter, det gik med hende omtrent som med Frigge, saa hun holdt sig til Hoved-Sagen, og undte heller Andre Æren for Originalitet i Biting, end hun vilde selv bebyrde sig med dem.

✂ Af de fem Odins-Sönner, der forekomme i Völuspa, tör jeg da ikke tillægge ►Frigge Flere, end ►Balder og Höder, som aabenbar er Heel-Brödre, da de nyde eens Ret, maae Begge i deres Ungdom nedfare til Skygge-Riget, men staae ogsaa begge To op efter ►Ragna-Roke, og finde i en straalende Evighed tilstrækkelig Bod for alle timelige Savn.

✂ Spörger Man nu, hvad ►Frigge var det Mythiske Udtryk for, da kan det neppe findes tvivlsomt; thi kan end Æblet stundum falde langt fra Stammen, saa falder det dog ikke over den, og triller aldrig saa langt, det smager jo af Roden; saa ►Balder og Höder kan umuelig være födt af nogen anden Moder, end af den dybe Længsel i Menneske-Barmen efter evig Fred og varig Glæde, som hele Mythe-Kredsen beviser, var stærk nok hos de Gamle i 📌Norden, til at avle en Livs-Anskuelse, hvori hele Tiden lagdes som et Kæmpe-Offer paa Evighedens Alter! Denne Længsel kan imidlertid umuelig blive saa stærk, uden ved uoplöselig at knytte sig til Seiers-Haabet, og Ægte-Skabet mellem Gude-Faderen og Balders-Moderen i 📌Norden er da aldeles i sin historisk-poetiske Orden.

✂ 326Nu er det vel saa, at, efter Gylfe-Legen, skal Vider og ►Vale ligesaavel fryde sig ved Livet, som ►Balder og Höder, men dog med den store, strax iöinefaldende Forskiel, at de overleve ►Ragna-Roke, hvorved de blive Sönner af den almindelige Gude-Moder, Livs-Lysten, der spaaer alle sine Sönner Udödelighed, og ei af 📌Nordens ►Frigge, der föder Sine til en brad Död, men haaber med sine Taarer, lagte til deres Selv-Fornægtelse, at kunne tilkiöbe dem det evige Liv. Naar vi desuden see, at i Vafthrudners-Maal nævnes Vider og ►Vale som de evige Guder, istedenfor ►Balder og Höder, da maae vi slutte, det kommer af Jette-Anskuelsen, som Man naturligviis i Kragemaals-Dagene tog for gode Vare, og ögede til Asa-Maalet, uden at drömme om, det var galt, da alle döde Ting kan godt forliges. I alt Fald er det langt fra, at enten Vider eller ►Vale nogensteds kaldes ►Frigges Sönner, da ►Vale tvertimod i Skalda udtrykkelig kaldes hendes Stif-Sön, og hans Moder ofte Rinde, medens det endog er en Hex, ved Navn ►Gryde, der skal have været Moder til Vider hin Tause*Vafthrudners-Maal C. U. I. 32. Gylfe-Legen p. 76. Skalda p. 105. 113..

✂ Ved Rinde i Vester-Lide, som hun kaldes i Vegtams-Kviden *Vegtams-Kviden C. U. I. 244. Gylfe-Legen p. 31. 39., forstaaes nu ventelig den skiærende Kulde, som falder Alderdommen mest naturlig, 327og er den rette Moder til Fortvivlelsen, hvormed ►Odin i ►Vale hevner ►Balder saaledes, at han mister to Sönner for Een.

✂ ►Grydes Navn betegner Bisterheden, og det passer ikke ilde paa Moderen til Vider hin Tause, der ikke er andet end Gude-Fiendernes sovende Samvittighed, der pludselig vaagner, da ►Odin falder, og her see vi, det er just ikke hen i Veiret, at ►Jetten tillægger Vale og Vider Evighed, men ogsaa at den er af et ganske andet Slags end ►Balders og Höders, og ei hvad Guder glædes til, men kun hvad ►Jetter straffes med.

✂ Vi komme nu til ►Thor, den femte Odins-Sön i Völuspa, og da han ikke blot i Thryms-Kviden og det giængse Skjalde-Sprog, udtrykkelig kaldes Jordens Sön, men hörer i alle Maader Jorden til, kan vi Intet have at indvende mod Skaldas Beretning, at saavel ►Hlodyne som Fjörgyne er Jordens Til-Navne; men vel maae vi tilföie, at naar Digterne kalde Jorden Gude-Moder, da er det naturligviis ogsaa kun billedlig talt. Dette har imidlertid Mythographerne ikke drömt om, men i al Enfoldighed ikke blot ladet ►Thor, som en Trold-Unge, krybe ud af en Höi, men selv gjort Gude-Dronningen ►Frigge til den sorte Jord, der kun blev hvid i Huden, naar det sneede, og kaldtes da Rinde for en Feils Skyld, og blev formodenlig ►Thors Moder, naar hun om Foraaret, deilig guul og grön i Ansigtet, bedst behagede Gude-Kongen mellem Kan328nibaler. Dette Konst-Stykke beroer ellers ene paa den Omstændighed, at ►Frigge kaldes Fjörgyns eller Fjörgvins Daatter, hvilket, naar Man blot glemmer Forskiellen först mellem Maskulin og Fæminin, og dernæst mellem Moder og Datter, kan giöre hende til den Samme som Fjörgyne; men inden Grammatikens og Genealogiens stærke Indvendinger kan blive giendrevne, vil vi haabe, Mythographerne blive saa kloge, ei at grave i Mytherne enten efter Jord, Vand, eller hvad Andet de langt nemmere kan finde i den synlige Verden.

✂ Skulde jeg ellers giætte paa, hvem der af ►Odins Veninder var ►Thors virkelige Moder, da blev det Saga, med hvem Odin ikke for Intet daglig tömmer det gyldne Bæger*Grimners-Maal C. U. I. 43.; thi her maa Man naturligviis ikke tænke paa en gammel Kiærling, der fortæller Æventyr, men paa den frugtbare historiske Moder-Natur, der avler Bedrifter med Aanden, som Jorden Blomster med Solen. Hvad Saga angaaer, er dette imidlertid kun en lös Giætning, der, ved nöiere Betragtning neppe holdt Stik, og vi giör da bedst i at kalde hin Moder-Natur ►Hlodyne eller Fjörgyne, med Jorden til sit Speil.

✂ Foruden hine Fem tillægger nu vel Skalda ►Odin mange Sönner, först ►Heimdal, Tyr og ►Brage, og siden paa Slump ►Meile og Nep, Voli og Oli, Hil329dolf og ►Hermod, Sigge og Skjold, ►Yngve-Frey, Itrekejod og ►Sæming *Skalda p. 104-5. 211., men den lader dem heel ubarmhjertig alle moderlöse, saa det er kun i Haleigia-Tal vi höre, at ►Sæming skal ligesaavel havt Skade til Moder, som ►Odin til Fader*Ynglinge-Saga i Heimskringla I. 13-14, hvor det ret naivt tilföies, at ►Sæming havde mange Brödre.. At nu alle 📌Nordens Kæmper paa en Maade var ►Odins Sönner, veed vi nok, men her kunde dog i det Höieste kun ►Heimdal og ►Brage komme i Betragtning, naar vi havde passende Mödre til dem, og om der end kunde være nogen Grund til at foreslaae Saga og ►Freya, har det dog ogsaa sine Vanskeligheder, og faaer staae ved sit Værd.

✂ At imidlertid ►Odin og ►Freya har været meget enige, siden de deelde halvt paa Valen, er ligefrem, saa det er intet Under, at ►Freya ensteds i Skalda kaldes ►Odins Gemalinde*Skalda p. 119., for ei at tale om det flaue Æventyr i ►Olav Tryggesöns Saga, der bruger ærerörige Udtryk, og da ►Freya tillige var halvt med Odin om Poesien *Gylfe-Legen p. 29., veed jeg virkelig ingen bedre Moder til ►Brage.

✂ Der er endnu ymtet om tre Jette-Damer, som skal have behaget ►Odin, og derved tænker Man uvilkaarlig paa de tre Jette-Möer, som, efter Völuspa, 330forspildte ►Asernes Gammen, men jeg vilde dog knap nævne det, naar der ikke var indvortes Grunde, som talde for Sagens Rigtighed. Disse Damer er nemlig ►Gerde, Gunlöde og Skade, Döttre af ►Jetterne ►Gymer, ►Suttung og ►Thjasse, og da Man ei kan nægte at en Ærgierrighed, Skiönhed og Smag af Jette-Byrd ogsaa i det gamle 📌Norden gjorde Sit til at forföre og fordærve Gudernes Börn, tör jeg ikke nægte, de alle har havt Tillokkelser for ►Odin.

✂ Skade er nemlig, som en höitravende Ski-Löberske, det kvindelige Udtryk for Ærgierrigheden, altsaa Forfængelighed, som allerede i Grimners-Maal har faaet sin Jette-Borg indlemmet blandt ►Asernes *Grimners-Maal C. U. I. 44., og vel hedder det i Brage-Snakken, at det var som Skjold-Mö i fuld Rustning hun kom til ►Asgaard at hevne sin Fader, og fik saa Lov at vælge sig en Brudgom iblandt dem*Brage-Snakken p. 82., men det klinger heel mistænkeligt. For Resten er det kun Ynglinge-Saga, der melder, at hun blev ►Niord utro og ægtede ►Odin.

✂ ►Gerde, veed vi, bragde i alle Tilfælde Uheld til ►Asgaard, og siden ►Skirner havde ►Drypner med til ►Jotunheim at kiöbe hende for, kan ►Odin neppe frikiendes for at have forseet sig paa hendes Skiönhed saavelsom ►Frey, ligesom og Skalda tæller hende mellem ►Frigges Medbeilerinder*Skalda p. 119..

✂ 331 Æventyret med Gunlöde, endelig, er kun alt for bekiendt*Havamaal C. U. III. 75. Brage-Snakken 84. 87., og er langtfra at giöre ►Odins Smag Ære, da hun ret egenlig er den slette Smag i Poesien, som de Islandske Skjalde har givet saa mangfoldige Beviser paa. Odin har selv fölt det, thi han undskylder sig i Hava-Maal med, at han var beruset og havde glemt sig selv, og skiöndt det kun er en daarlig Undskyldning for 📌Nordens Kæmpe-Aand, naar den poetisk daler fra Norne-Salen ved ►Urdas Kilde ned i Jette-Stuen, er det dog altid bedre, end at han skulde pralet deraf, som et Kæmpe-Skridt i Konsten. Dog herom mere, naar vi komme til Krage-Maalet, der snarere lyver sig Fader end Moder til, og dvæler derfor med Velbehag ved Miöd-Poesien, som Mythographerne meget naivt sige betyder Godt Öl!

✂ Efter nu at have betragtet Odins-Hjertets Anliggender, skride vi til Betragtningen af hans Leve-Maade, Hjem-Stavn og Kostbarheder, saavidt de endnu er at kiende; thi vi maae aldrig glemme, at vi vandre mellem Ruinerne af fordums Herlighed, og at det er kun enkelte Stötter af de sjunkne Gude-Borge, vi end finde hele i Gruset, saa vi maae være glade, naar vi derefter kan danne os blot en nogenlunde taalelig og livlig Forestilling om det Forsvundne.

✂ Hvem ►Odin hjembyder, dem bænker han i ►Valhald, og hvor han derfor end ellers færdes, og hvor 332han end tömrer og taarner sig Borge, i ►Valhald er dog hans Hjemstavn, hvor vi maae söge ham, og hvor han ogsaa findes endnu langt mere kiendelig, end det efter Omstændighederne var at vente.

✂ Dog, förend vi gaae videre, og undersöge Kæmpernes Værelser og ►Odins Bordskik, vil det være nödvendigt at vide, ikke hvor i al Verden ►Valhald laae, thi det laae naturligviis midt iblandt os eller ingensteds; men hvad det egenlig var og er. Jeg siger “er” thi Noget maa alt det være endnu for os, som det skal lönne Umagen at dvæle ved, og naar Man derfor i Mythologien gaaer ud fra den Grund-Sætning, at Mytherne udtrykke intet Sandt og Virkeligt, uden hvad vi have langt mere levende for Öine og for Ören: i Morgen-Rödens Glands og Aften-Rödens Skiær, i Aars-Tidernes Vexel og Stjerne-Himlens Pragt, i Bölgernes Brusen og Stormenes Hvin, i Jordens Zittren og Luernes Brag; naar Man gaaer ud fra den Grund-Sætning, da burde Man i det Mindste föle det inderlig Tomme i en saadan Mythologi, og ei spilde Livets ædle Kræfter og den kost bare Tid paa Undersögelser, som umuelig kan före til Andet end en gabende Forundring over de Gamles Dumhed, der kunde, jeg vil ikke engang sige begeistres, tröstes og glædes ved, men blot more sig med at udmaie Hverdags-Livet, snakke for det Umælende og fortælle det Livlöses store Bedrifter. Ved saadanne Mythologier, anlagte paa at bevise de 333Gamles Aandlöshed, bevise vi kun vor egen, og oplyse hvad desværre kun er alt for klart, men kan vi derimod opdage hvad der i den fælles Menneske-Natur og Tanke-Gang laae til Grund for de Gamles æventyrlige Forestillinger, da har vi derved ei blot opdaget den gyldige Grund til Velbehagen, hvormed vi dvæle ved Old-Tidens Digtning, men have fundet Nögelen saavel til vor egen som til Fædrenes Livs-Gaade, forsaavidt den hos Mennesket selv er at finde, og da vandre vi i vore Fædres Mythiske Verden, som Konge-Börn i deres afdöde Faders Slot, hvortil de, efter mange Aars Omtumling mellem Fremmede, komme tilbage, og giör forgiæves tusinde Spörgsmaal til de stumme Ledsagere, der vise dem om, men er dog slet ikke misfornöiede med at maatte söge Svaret hos dem selv, i Barndommens dunkle Minder, og i den rimelige Sammenhæng.

✂ Saaledes gaaer det os da især med ►Valhald, denne vort 📌Nordens gamle Ridder-Sal, der har noget underlig Tiltrækkende og Betydningsfuldt for os Alle, skiöndt det er langt fra vi finde Smag i Giede-Melken og Flæske-Skinken at trakteres med efter Döden, og skiöndt det kan vare længe, för vi ret besinde os paa, hvad det dog egenlig er, der bærer den forunderlige Borg, som synes at svæve i Luften, men har dog aabenbar havt en saa forbausende Virkning paa 📌Nordens Kæmper, giennem mange Aarhundreder, og giör endnu saa stærk et Indtryk paa os, at det kun var 334Daarskab at ville aftrætte den sin gyldig beviste aandelige Virkelighed.

✂ Saasnart det imidlertid lynslaaer os, at Livet i ►Valhald aabenbar er Udtrykket for den Jordiske Udödelighed, der hos alle Folk med Aand og Hjerte, er et Önske, og var hos vore Kæmpe-Fædre en inderlig Trang og et levende Haab, der vandt en egen Höihed og Virkelighed ved deres dybe Fölelse af Menneske-Livets Betydning, af Slægternes Sammenhæng og Sammen-Virkning til et evigt Öiemed; saasnart det lynslaaer os, da finde vi os i samme Grad hjemme i ►Valhald, som vi dele Fædrenes ædle og mandige Tænke-Maade, og deres herlige Anskuelse af Menneske-Livet i det Store, som en giennem alle Slægter fortsat og i Grunden altid seierrig Kamp for det Gud dommelige og Evige i os og over os. Fra dette Stade see vi klart, hvorvidt ►Valhald endnu er virkelig til eller ikke, thi det beroer jo paa, hvorvidt 📌Nordens Kæmpe-Aand begeistrer og besjæler os. Det var da ingenlunde ved Christendommen ►Valhald styrtede, men det fordunkledes og forsvandt for de Fleste alt i Hedenskabets Dage, med den Historisk-Poetiske Anskuelse af Livet, som det havde sin Synlighed og Glands at takke, og det var da kun til for Hjertet, i samme Grad som det bevarede Kiærlighed til Forældre og Börn, til Fædrene-Landet, til et priseligt Efter-Mæle og en velsignet Ihukommelse. Denne, alle Slægter og Tids-Aldere sammensmeltende, Kiær335lighed, som tilegner sig ædle Fædres Liv og fortsætter det i Börn og Börne-Börn til Verdens Ende, det er Grund-Pillen som bærer ►Valhald, og skulde den være styrtet, maatte det været i forrige Aarhundrede, da Hjerte-Baandet mellem Slægterne paa det Grueligste mishandledes og forhaanedes, af en aandlös, i Egen-Kiærlighed forstenet, hundeklog Jette-Skare, saa, havde Man da kun hört ►Heimdal blæse i ►Gjallar-Hornet, og seet ►Aserne falde kæmpende for ►Valhald, da kunde vi lykönske os med at have overlevet ►Ragna-Roke; men det er klart, at ►Aser og alle ►Enherier sov, saa det var kun Fimbul-Vinteren vi havde, og ►Valhald staaer da endnu, skiöndt dets Indbyggere ligge i Dvale, til den Guldkammede galer og vækker ►Seier-Fader med alle hans Helte til den store Strid, hvori ►Valhald styrter, men kun for at ►Gimle kan stige straalende i al sin Glands. See, derfor dages ogsaa ►Valhald meer og meer i nærværende Aarhundrede, endnu vel mest som en tom Skygge-Borg, men dog, alt som en Saadan, tiltrækkende for Öiet, thi det er den gamle Historisk-Poetiske Anskuelse, der, ved Hjelp af Christendommen, hæver og klarer sig, og saasnart denne Anskuelse kommer til at udtrykke sig levende, da staaer ►Valhald os virkelig for Öie, nem at kiende, som det hedder i den gamle Vise, og med alle Dörre paa vid Gavl, saa vi gaae rask derind, som ►Gylfe, og vilde ikke for meget undvære det Besög, 336skiöndt det er langt fra vi enten kan sige, det huger os Alt det vi see, eller at vi veed, hvad hver Enkelthed har at betyde. Det er 📌Ærens Tempel og Evighedens Forgaard, som de saae ud i Norden, som de begeistrede de ædleste Hedninger, Solen har beskinnet, og höit staae de over, hvad nu trindt i Christenheden ophöies og lovsynges, og det er meer end Nok baade til at forsvare den Priis vi sætte derpaa, og til at giöre vort Besög ei blot behageligt men ogsaa lærerigt.

✂ Allerede i Völuspa höre vi at ►Frigga ved ►Balders Baare begræd ►Valhalds Vaade*Eller, efter en anden Læse-Maade, ►Valhalds Vogter. Völuspa C. U. III. 40., men först af Grimners-Maal erfare vi Borgens Leilighed, og höre, at Valhald reiser sig guldprud i ►Gladhjem og befolkes daglig mere af sværdslagne Kæmper.

✂ ►Valfaders Giæster
Har godt ved at kiende
Salhuset fiint,
Skjold-Taget skinner,
Spydskaft-Panelet
Graaner i Hallen,
Trindt omkring Bænke
Brynieklædte !

✂ Nem er at kiende,
For Kommendes Flok,
Vester-Porten
Paa ►Valhalds Borg,
Hvor Ulven bæver
For Örne-Klo!

✂ 337►Valgrind kaldes
Det Vange-Led,
Som herlig förer
Til Helligdommen,
Det Led er gammelt,
De Graa dog faa,
Som lukke det kan
Og laase ret!

✂ Femhundred Dörre,
Og Fyrre til,
Jeg vel tör mene
Har ►Valhalds Borg,
Og Snese fyrre,
Jævnsides gaae,
Saa breed er Dörren
For Brynje-Folk,
Naar Luren kalder
Til Kæmpe-Dyst*Egenlig: naar Man skal ud og drages med ►Fenris-Ulven, men da jeg formoder, Dörren er lige breed alle Dage, giör det her ingen Forskiel.!

✂ Der stander en Gied,
Paa staalgraa Bund,
Paa Hærdrots-Hallen,
Det ►Heidrun er,
Af ►Lerads Kviste
Hun lever flot,
Og Kar hun fylder
Med klarest Miöd,
Som aldrig skorter
I Skaal om Bord!

✂ 338En Hjort og stander
Paa staalgraa Bund,
Paa Hærdrots-Hallen,
Ekthyrner kaldt,
Af ►Lerads Kviste
Han lever flot,
Dog i ►Hvergelmer
Fra hornet Yver
Kun Vand neddrypper
Til Vove-Gang!

✂ Andhrimner-Kokken,
Ildhrimner-Gryden,
Sæhrimner-Kiödet,
Vi kan vel nævne,
Men hitte Rede
I Helte-Föden,
Er, vi tör mene,
Ei Hver-Mands Sag.

✂ Hær-Fader kaster
Til Fræk og ►Gier
Mund-Bid saa mange,
De mættes vel,
Af Vin kun lever
Den Vaaben-Prude,
Med Priis og Ære,
Jeg, ►Odin selv*Grimners-Maal C. U. I. 43. 44. 48. 51. 53.!

✂ Hertil kommer endnu ved ►Gavnraads (►Odins) Tiltale:

✂ 339Da, som en Karl,
Du kan din Lexe,
Siig mig, ►Vafthrudner,
Du veed det nok,
Hvor er vel Kampen
En Hverdags-Leg?

✂ ►Vafthrudners Oplysning:

✂ ►Enherier alle,
I ►Odins Vænge,
Jo daglig vove
En Dyst med Sværd,
De Faldne ride
Dog rask fra Val,
Ved Kamp forliges
De Kiække bedst*Vafthrudners-Maal C. U. I. 23-24, men i förste Vers har jeg fulgt Gylfe-Legens Text p. 45.!

✂ Hvor fast ►Valhald maa have staaet i gamle Dage, kunde vi allerede deraf slutte, at vi i Gylfe-Legen finde alt Dette igien, men egenlig ikke det Mindste mere, saa Munden i 📌Norden har været et meget bedre Kar end Blækhornet endogsaa til at giemme i, thi hvordan det gik Mythen, da den mistede Munden, derom giver dens sædvanlige Beskrivelse ei mindre sörgelig Beskeed, end de fire Aarhundreder, da den maatte kukulure i en Islandsk Skind-Bog, eller sidde i et Muse-Hul.

✂ At ►Valhald er skjoldtakt, höre vi allerede i Indledningen til Gylfe-Legen, hvor dog den Islandske Oversætter, ved et naturligt Misgreb, beraaber sig 340paa 👤Thjodolf fra 📌Hvine, og anförer et Vers af 👤Hornklove om Slaget i Bukke-Fjorden, istedenfor Linien i Grimners-Maal, hvad Man ret maa kalde at gaae til Halen istedenfor til Hovedet*Gylfe-Legen p. 2..

✂ Siden fortæller Jævnhöi (jafnhar) ►Gangler (►Gylfe), at ►Odin kaldes Val-Fader, fordi alle de der falde paa Ærens Seng, er hans Knæ-Sætninger, bænkes af ham i ►Valhald og Vingulv, og faae der Navn af ►Enherier *Gylfe-Legen p. 24..

✂ Endelig kommer Humlen, da ►Gangler, som synes ikke at have hört eller dog huget Fylde-Kalken, falder Höi (Har) ind i Talen, med de Ord: Du siger, at alle de Folk der faldt i Slag fra Verdens Begyndelse, er kommet til ►Odin i ►Valhald, men hvad har han da at give dem at spise, saamange Munde, som der maae være, efter mine Tanker? Dertil svarer nemlig Höi: ja, det er ingen Lögn, hvad du siger, at der er Folk saa det mylrer igien, men der komme dog mange Fleer endnu, og endda vil det kun lidt forslaae, naar Ulven dages. ►Valhald bliver imidlertid heller aldrig saa stærkt befolket, at jo Flæsket slaaer til, thi Galten ►Særimner, som bliver daglig kaagt, slipper dog inden Aften heelskindet fra det. For Resten er det et Spörgsmaal, du giör, som jeg tör mene, der skal sjelden 341kloge Folk til ret at besvare, men Kokken hedder ►Andhrimner, og Kiedelen ►Ildhrimner.

✂ Men, sagde ►Gangler, faaer ►Odin selv nu samme Kost som Enherierne? ►Odin, sagde Höi, giver ►Gier og Fræk, to Ulve han har, alt det Kiöd der kommer paa hans Bord, thi selv behöver han det ikke, aldenstund Vin er for ham baade Mad og Drikke.

✂ Men, sagde ►Gangler, hvad kan Enherierne faae at drikke, der vil slaae lige saa rundelig til, som Kosten? Drikke de kanskee Vand? Det var et underligt Spörgsmaal af dig, sagde Höi, eller mener du, at ►Alfader byder Konger og Jarler og andre Stor-Mænd til ►Giæst, for at lade dem drikke Vand! Desuden tænker jeg ogsaa, der kommer mangen Mand til ►Valhald, som vilde finde, det var dyrt Mad-Kiöb, först at taale Saar og Svie til Döden, og saa ikke at blive bedre beværtet end med en Drik Vand. Nei, jeg skal fortælle dig noget ganske Andet, for der staaer en Gied ovenpaa ►Valhald, som hedder ►Heidrun, og bider Knop af Kvist paa det meget navnkundige Træ ►Lerad, og af hendes Yver löber der et Kar fuldt af Miöd hver Dag, som er saa stort, at alle Enherierne kan deraf faae deres fulde Bekomst. Det kalder jeg Gied til Gavns, sagde ►Gangler, og det maa være et farlig godt Træ, som hun gnaver af.

✂ Ja, sagde Höi, det kiendes ogsaa deraf, at Hjorten Ekthyrner, som staaer ovenpaa ►Valhald og 342gnaver paa samme Træes Kviste, faaer saa fugtige Horn, at der blive mange Floder af hvad der drypper fra dem ned i ►Hvergelmer.

✂ Det var en underlig Tale, du der kom med, sagde ►Gangler, og et farlig stort Huus maa det ►Valhald være, men trangt er der sagtens at komme ind og ud af Dörrene!

✂ Hvorfor, sagde Höi, spörger du ikke hellere om, hvormange og hvor store Dörre der er paa ►Valhald; thi naar du hörer det, maatte du snarere finde det underligt, om der ikke var frit Rykind og Rykud for Enhver efter eget Behag:

✂ Femhundred Dörre,
Og Fyrre til,
Jeg vel tör mene
Har ►Valhalds Borg,
Og Snese fyrre
Jævnsides gaae,
Saa breed er Dörren
For Brynje-Folk,
Naar Luren kalder
Til Kæmpe-Dyst.

✂ Men, sagde ►Gangler, saadan en Mængde Mennesker som der er i ►Valhald, hvad more de dem vel med, naar de ikke sidde ved Drikke-Bordet.

✂ Hver Morgen, sagde Höi, naar Enherierne staae op, fare de i Harnisk, gaaer ud i Vænget, og slaaes, til de falde for hinanden, men naar det 343lakker ad Davre-Tid, ride de hjem igien til ►Valhald og drikke til Pæls*Gylfe-Legen p. 41-45..

✂ At nu ►Valhald for Resten hyppig nævnes saavel i Skalda, som i Draperne, behöver neppe at anmærkes, men vel, at efter Brage-Snakkens Indledning, hverken brugde eller behövede Man andet Lys i ►Valhald, end Sværdets Glands, en Efterretning, som Skalda stadfæster, baade ved at kalde Sværdet ►Odins Ild, og ved at melde, at Sværd gik for Ild i ►Valhald *Brage-Snakken p. 79. Skalda p. 129. 160. 62.. Det bör ikke heller forties, at, efter Skalda, staaer der et Træ eller en heel Lund tæt udenfor ►Valhalds Porte, som hedder ►Glaser, og pranger med Löv af röden Guld, saa det er baade mellem Guder og Folk det favreste Træ, som det hedder i Visen:

✂ Hvor ►Seier-Fader
Har Salen fiin,
Der med Guld-Blade
Mon ►Glaser staae*Skalda p. 130, men hvorfra Verset er, vides ikke..

✂ At 👤Eivind Skalde-Spilder endog vovede at vise 👤Hakon Adelsteen til ►Valhald, er alt för berört og skal siden igien komme paa Bane, men at den vistnok Angel-Sachsiske Skjald, der besang ►Erik Blodöxes Indtog i ►Valhald, og derved viisde ►Eivind Veien, rutter med Vinen til alle ►Valhalds Kongelige Giæster, maa ansees for en Poetisk Frihed, der vel 344kan tilgives, men maa ikke efterlignes, da Aanden med Rette har sig selv Begeistringens Kilde forbeholden. Visen begynder nemlig, efter Skalda, saaledes:

✂ Hvad, sagde ►Odin,
Mon det skal betyde,
Jeg nys i Drömme
För Dag sad op,
Og Plads jeg gjorde
For Giæster höie,
Og aarle vækked
Jeg Valhalds-Folket,
Til brat at pusle
Med Bænke-Hynder,
Og Skænke-Töiet
At skure blank!
Om Vin at tappe
Jeg Vink og gav
Val-Kyrien prud
For Konge-Munde*Skalda p. 97. Det er Skade, at det langt större Brud-Stykke Man har af Eriks-Maalet, endnu, saavidt jeg veed, er utrykt, hvad ordenlig maa forbause, naar Man veed, vi ikke ⓘ blot har et Mythologisk Lexikon paa over 700 Kvart-Sider, hvor der findes en Oversættelse, som savner sin Hjemmel (p. 784), men at vi ogsaa har en Foliant til Oplysning af Versene hos Snorro, hvor ingen Linier vilde bedre fortjent deres Plads, ved Forklaringen af Eivinds Hakonar-Maal..

✂ Endeel af denne Beskrivelse forklarer sig selv, naar Man kun veed, at ►Valhald er Blodet, Mindet og Efter-Mælet, hvori ædle Kæmper til Verdens Ende fortsætte deres Liv hos Efter-Slægten, men Endeel kan jeg ikke forklare, enten fordi det fra Först af er vilkaarlige Tilsætninger, eller fordi dunkle 345Ord og Navne endnu lukke sig om Nögelen; thi hvad kunde det nytte mine Læsere, at fortælle dem, de ved at multiplicere ►Valhalds Dörre med Enherierne, kunde faae et Tal ud, der (naar Man ikke regner sex Snese paa hvert Hundrede) svarer til et af Chaldæernes og Indiernes urimelige Aars-Tal, som vi ikke veed Grunden til; eller at spörge dem, om de ikke fandt det ganske naturligt, at en gammel Nordisk Digter, ved at stirre paa Morgen-Röden, havde deri opdaget Ilden under Enheriernes Davre-Gryde! Man misforstaae mig kun her ikke, som om jeg vilde nægte, enten at de gamle Hedninger havde altid lidt og fik efterhaanden meget haandfaste Begreber om Valhald, eller, at Man i Naturen kan see og har seet Billed-Skygger af det Usynlige; thi begge Dele indrömmer jeg uden al Forbeholdenhed; men det er ikke de Nordiske Hedningers ubestemte Tro jeg vil skildre, det er deres forelöbige Historiske Anskuelse, jeg vil udhæve, og den virkelige Kilde i Menneske-Barmen til deres Poetiske Myther jeg öser af, fordi jeg baade er vis paa, at f. Ex. Forestillingen om Livet efter Döden i Valhald umuelig kunde udspringe af Zodiakal-Lyset, og indseer, at udtrykde den ingen anden Sandhed, var den os aldeles unyttig og uvedkommende. Derimod er det ganske rigtigt, at naar Man först har Forestillingen om en timelig Udödelighed i sin Afkom og sit Efter-Mæle, der vel omsider taber sig ved Slægtens 346Udartning i en kold Ihukommelse, men dog kun for igiennem en haardnakket Gienfödelses-Kamp at foreviges, Man da med Lyst kan see en smilende Skygge af Valhald i Aften-Röden og Sommer-Solens Efter-Skin, der kun en liden Stund taber sig i Mörket, for, giennem Dagnings-Kampen mellem Lys og Mörke, at forklare sig nyfödt i den gyldne Morgen-Röde. Hvor derfor Mythologerne, som her, have fundet den tilsvarende Syns-Ting, bestaaer vor Uenighed blot deri, at de söge Kilden til Livet i det Döde, hvor jeg blot seer Skyggen af Livet, eller med andre Ord, at de mene, vore Fædre have grebet deres oversandselige Forestillinger i Luften, men at jeg er vis paa, de har undfanget dem i det Hjerte og födt dem i den Hjerne, hvor jeg finder dem endnu. At jeg nu deri havde Ret, om mine Forklaringer af de enkelte Myther end ikke var heldigere end mine Formænds og Eftermænds hidtildags, fölger nödvendig af Livets og Poesiens Natur, da jeg dog angiver en Kilde, hvoraf levende Forestillinger om det Usynlige og Poetiske Myther kan udspringe; men det viser sig ogsaa ved den Rigdom der findes paa min Vei, sammenholdt med den sorte Armod hos Med-Beilerne, der ere poetisk indskrænkede til hvad der saalænge Verden staaer, skal prosaisk vare: de fire Elementer nemlig, med Frost og Hede, Sommer og Vinter, Sæd og Höst, Jævn-Dögn og Soel-Hverv, Dag og Nat. Hvem 347der nu kan troe, at Völuspas og Bjovulfs-Drapens, Bjarke-Maalets og Volsung-Kvi dens Digtere, ja, at Gother, Angler, Daner og alle Döler var ligesaa poetisk indskrænkede, maa enten selv være Stifbarn i den Nordiske Menneske-Naturs vide og livfulde, kraftfulde, daadfulde Verden, eller han maa indbilde sig at have selv i Vuggen skabt den Verden, jeg, for min Part, er vis paa, jeg, og mine Fædre med, under Moders Hjerte, kom sovende til.

✂ Uagtet jeg derfor ligesaalidt i ►Valhald som nogensteds vil paatage mig at forklare Alt, men overlader gierne Börnene den Glæde, at opdage Meget, som undgik mig, saa kan jeg dog see at den daglige Kamp, med Fald og Opreisning i ►Valhalds Vænge, udtrykker den bestandige Kamp mellem Liv og Död i vor Slægt, som falder med de Gamle, men staaer nyfödt op igien med de Unge, den Samme i Grunden, saalænge de fölgende Slægter levende mindes og tilegne sig de Forbigangne, og denne seierrige Kamp har jo endog en vis legemlig Virkelighed, saalænge Fædrenes Navne og Bedrifter levende forplante sig i Folket og Sagnet; thi vel fortrænge de Nyeste öiebliklig de Ældre, og giör hinanden saavel Livet som Rangen stridige, men hos et historisk-poetisk Kæmpe-Folk staae de Faldne immer op igien, og sammensmelte inderligere, jo længere de kæmpe med hinanden, som det hedder i Visen:

✂ 348Ved Kamp forliges
De Kiække bedst,

✂ og som vi endnu sige, at Man ved at slaaes bliver de bedste Venner, og kalder det derfor, naar Man giör fælles Sag “at slaae sig sammen.”

✂ Gaae vi nu tilbords med ►Odin og hans Giæster, da kan vi vel fristes til at smile lidt ad den dröie Flæske-Skinke og den nymalkede Mjöd, og Smag finde vi neppe deri, men vel poetisk og historisk Sandhed, thi Kiödet som daglig kaages og tæres, men fortæres dog ikke, og mister end ikke Livet, udtrykker jo heel træffende den kiödelige Forbindelse mellem alle Æt-Ledd, og Miöden Hjerte-Blodet eller Minde-Saften, indsuget med Moders-Mælken. Man seer nu let, at ►Valhalds Skjold-Tag er Historien, og at Gieden og Hjorten som bide af Navnkundigheds-Træet er Forplantelsen af de berömte Slægter, som, naar den lykkes, skiænker Enherierne Miöd, men, naar den mislykkes, saa Slægten vanarter, skaber kun Strömme til Afgrunden. Om Træet ►Glaser skal være det samme som Lærad, veed jeg ikke, men siden vort sande Ord-Sprog kalder Æren det feireste Træ i Skoven, og Man altid maa tænke sig en gyl den Ære-Port foran Valhald, kan Bemærkelsen ei være tvivlsom. At endelig Sværdets Lyn er ►Valhalds Lys, fölger af sig selv, da det ene er Kæmpe-Livets Fortsættelse med Helte-Gierninger, der kaster Glands paa den Jordiske Udöde349lighed, som, saasnart Bedrifterne ophöre, bliver til en luftig Dröm og tom Navnkundighed.

✂ Dog, vi maae ingenlunde over ►Valhalds Lys glemme ►Valhalds Liv, som ikke blot den daglige Dysten, med samt Maden og Drikken, betegner, men som især udtrykkes ved Möerne, der skiænke Vin for ►Odin, men Öl og Miöd for alle ►Enherier. Disse Möer maae nemlig ingenlunde sættes i Klasse med 👤Mahomeds Duller, thi de er allesammen Döttre af ►Hebe, der kiæler kun for Örnen, eller, mythisk rettere: ►Odin med alle ►Aser og ►Enherier er den ►Herakles, med hvem ►Zeus formælede ►Hebe.

✂ Der er nemlig i Tidens Löb mangeslags Navnkundighed og Ihukommelse for de Vældige paa Jorden, og medens Grækernes ►Tartarus og vores Niflhjem og ►Nastrond, udtrykker det onde Rygte, med Efter-Slægtens Afsky og Forbandelse, udtrykker det for 📌Norden eiendommelige ►Helhjem deels den fulde Glemsel og deels den tomme Navnkundighed, men ►Elysium og ►Valhald udtrykke Begge det priselige Efter-Mæle, koldt i ►Elysium og varmt i ►Valhald. Dette omvendte Forhold mellem Syden og 📌Norden skulde mindre forundre end fornöie os, thi det er jo hverken noget Nyt, at der fölge kolde Nætter paa varme Dage under Linien, eller at valne Hænder i 📌Norden pege paa varme Hjerter, og det ligger desuden i Sagens, i Menneskets Natur, at jo varmere og inderligere Man slutter sig til det Nærværende, desmindre Liv har Mindet 350om det Forbigangne og Haabet om det Tilkommende, saa det er ganske i sin aandelige og hjertelige Orden, at ►Valhald overstraaler ►Elysium i samme Grad, som ►Olympen hæver sig over ►Ida-Sletten, og ►Zeus over ►Odin. Naar Heltenes Ihukommelse er aldeles begravet i Böger, saa kun Bog-Orme gnave paa de berömte Navne, da er der hverken ►Tartarus eller ►Nastrond, hverken ►Elysium eller ►Valhald i Historien, men kun et stort ►Helhjem, thi leve selv Navnene ei meer paa Læberne, da lever Mindet endnu mindre i Hjertet. Saalænge derimod Draperne klinge til de Vældiges Ihukommelse, og Börnene opmuntres til at ligne de herlige Fædre, saalænge er der et ►Elysium, men kun saalænge Vuggerne gaae i Takt med Kæmpe-Visen, fordi Mödrene blusse i Lön af Kiær lighed til Heltene, og væde Bane-Tuen med en Vemods-Taare, kun saalænge skiænke ►Valhalds Möer Miöd for ►Enherier, og kun saalænge groe de levende Kiær-Minder paa ►Vigrids-Sletten, som lokkede ►Hadding under Kvinde-Kaabe til at besöge de Hensovnes Land. Og see, denne Kvindens og Hjertets begeistrede Deeltagelse i Heltenes Skæbne og Bedrifter, den er det, som har givet det Nordiske Kæmpe-Liv sit eiendommelige Præg, den skabde Valhald i Arilds-Tiden, den har baaret det, saa det staaer endnu, skiöndt det raver, og saa i 📌Norden kan endnu, efter ►Fimbul-Vinter, ved den Guldkammedes Gal og ►Gjallar-351Hornets Lyd, alle ►Seier-Faders Kæmper vaagne og skifte Hugg med ►Muspels Sönner.

✂ Det klareste Udtryk for denne Kvindens Helte-Kiærlighed er ►Valhalds Möer, men det Höieste og Dybeste er Mythen om ►Freya, den graadfagre ►Dise, som deler halvt med ►Odin paa Valen*Grimners-Maal C. U. I. 46. Gylfe-Legen p. 28.; thi dette lille Ord siger sine Kyndinger meer end de kan beskrive om den magelöse Nordiske Kvindelighed, som derfor ogsaa endnu i sin höie Alderdom har födt og fostret Skjalde-Sönner, hvis Liv og Lyst det er at slaae paa alle de Strænge, hvis Toner om ædel Manddom og kvindelig Ynde giör Kiæden lang, for seent men södt at sammensmelte.

✂ Forsaavidt nu ►Valkyrierne er Udtrykket for Kæmpe-Lysten og Kæmpe-Lykken i det Hele, kan det ikke undre os, at saavel deres Navne som deres Bestilling udelukkende dreier sig om hvad der var fælles for alle ærlige Nordiske Kæmper, altsaa om Sværd-Slag og Vaaben-Gny, om Mand-Slæt og Hedenfart og den endelige Vaaben-Stilstand paa ►Valhalds Bænke; men i Övrigt gik det med ►Valkyrierne i gamle Dage, som med Damerne i Ridder-Tiden, at hver udmærket Helt havde sin, i hvilken han saae Idealet af Kæmpe-Lyst og Helte-Kiærlighed. Derfor see vi ogsaa, at det Himmelske og Jordiske, det Timelige og det Evige, paa den mest æventyrlige Maade, forbindes og forblandes i Valkyrie-352Mythen, der snart skjuler sig hos Val-Fruen i ►Folkvanger, og snart gestalter sig til en Skjold-Mö ved Kæmpens Side, men sædvanlig svæver i ►Freyas Fjeder-Hamm, ubestemt imellem Begge.

✂ I Völuspa, hvor ►Nornen Skuld staaer i Spidsen for ►Valkyrierne, kaldes ⓘ de ►Herians (►Odins) Nonner (►Nodner ͻ: ►Norner) og svare til deres Navn, som Val-Möerne der kaare Helte i Slaget, og paa Kampens Bulder hentyde ogsaa meer og mindre kiendelig deres Navne: Göndel og Skögel, ►Gunne og ►Hilde og Ger-Skögel *Völuspa C. U. III. 38. Det fortjener at bemærkes at Göndel ventelig har sit Navn af det A. S. geneðan ͻ: at vove, og at “gun” endnu er det Engelske Navn paa Ild-Vaabenet..

✂ I Grimners-Maal, hvor vi först finde Skiænke-Möerne i ►Valhald, före disse vel andre Navne, som ►Hrist og ►Mist, Randgrid, Raðgrid og ►Reginleif, men da dog Skögel og ►Hilde komme med, kan vi ingen forsvarlig Skilsmisse giöre*Grimners-Maal C. U. I. 57. Man husker at “grið” er Vaaben-Stilstand..

✂ Gylfe-Legen giver os ogsaa den Beskeed, at de der gaae for Borde og staae for Skiænken i ►Valhald, er de samme ►Valkyrier, som ►Odin udsender, til at skifte Seier og byde Giæster, men lægger dog til, at sædvanlig er det Gude og Rote som fölge med ►Nornen ►Skulda til Valen, og giöre Udslaget*Gylfe-Legen p. 39. Gude og ►Gunne er een og den Samme. Endeel nævnes i Skalda p. 112.. 353Det Sidste seer Man strax, der er Noget i, thi Gude driver Kæmperne i Ilden, Rote beskærmer dem, og ►Skulda giör Udslaget*Baade nævnes “Rotho” som en ►Valkyrie hos 👤Saxo St. U. p. 119, og det bör ikke oversees, at af ►Rolvs Systre er ►Ruta gift med ►Bjarke hans Höire-Haand, og ►Skulda med hans Bane-Mand. Rotes Kjortel (Roða-serkr og Roða-ræfr) er ogsaa et Navn paa Brynien i Skalda p. 160. 61., men det er klart, at Anskuelsen ingenlunde har bundet sig hertil, saa det er snarere ►Hilde, Göndel og Skögel der sædvanlig foresvæve Skjaldene paa Valen; thi ►Hildes eller ►Hildurs Leg og Göndels Uveir var, saa at sige, Kampens faste poetiske Navne, og Göndel og Skögel er ikke for Intet de sidste ►Valkyrier der ride til Slaget i Hakonar-Maal.

✂ Med ►Valkyrierne i Svane-Hamme, som ret egenlig er Sjælen i Volsung-Kviderne, og overalt i Bjarke-Maalet, vil vi her ikke nærmere indlade os, men kun bemærke, at de aabenbar har hjemme paa Jorden, saa Man kan sige, at der skabe ►Valkyrierne ikke Helte, men Heltene dem, eller: der byde de ikke Kæmperne men fölge dem til ►Valhald, som ►Brynhild fölger ►Sigurd, og Signe ►Habor.

✂ Uagtet nu ►Odin aabenbar har hjemme i ►Valhald, saa er dog hans berömte Höi-Sæde ►Hlidskjalf forlagt fra ►Gladhjem til det sölvtakte ►Valaskjalf, uden at Man veed Grunden, med mindre den blot ligger deri, at Gylfe-Legens Forfatter ei har vidst 354ret Beskeed, thi han er vor eneste Hjemmels-Mand for Beliggenheden*Gylfe-Legen p. 21, men p. 10. giöres ►Hlidskjalf til selve Hallens Navn.. Vel nævnes nemlig det sölvtakte ►Vala skjalf i Grimners-Maal som Assens (ventelig ►Odins) gamle Boelig, men ►Hlidskjalf nævnes kun i de prosaiske Indledninger til dette Kvad og til ►Skirners Reise, samt i Ravne-Galderet, som ►Odins Höi-Sæde, Man veed ikke hvor*Grimners-Maal C. U. I. 37. 42. ►Skirners Reise I. 68. Ravne-Galderet I. 216.. Det faaer da staae ved sit Værd, og vistnok maatte ►Hlidskjalf i Veiret, naar Odin derfra skulde oversee hele Verden, men ogsaa Hjemmelen derfor er heel prosaisk, og turde vel briste, da Odin, efter Ravne-Galderet, som er ►Hlidskjalfs eneste poetiske Stötte, sidder der ikke paa Udkik men paa Lur, og Navnet gierne kan betyde Lytte-Höien *Nemlig af “at lyde paa” (lytte til) og “scylf” som, efter Ord-Bögerne, skal paa A. S. betyde Höide eller Tinde..

✂ Sagen er nemlig den, at Hörelsen unægtelig er Hoved-Sandsen for den Historiske Poesi, ligesom Synet for den Naturlige eller Oprindelige, saa 📌Norden har egenlig ingen langsynede Seere, men kun lydhöre Skjalde, og at det er giennem Öret, ►Odin faaer sin Viisdom, beviser saavel hans Spörgsmaal til ►Mimers Hoved, som hans Lytten til ►Hugin og ►Munin. Mimers-Hoved, som der synes at være mere 355Hexeri end Poesi ved, skulde jeg vel vogte mig for at beröre her, dersom ikke alt ►Vola havde nævnet det i Forbigaaende, men nu maa jeg giöre ligesaa, for at komme ordenlig til Ravnene, der först nævnes i Grimners-Maal, og det heel forblommet, da ►Grimner (►Odin) siger:

✂ ►Hugin og ►Munin,
Morgener alle,
Fare paa Vinger,
Verden igiennem,
►Hugin jeg savner,
Seen er hans Hjemfærd,
Dog efter ►Munin
Mere jeg stirrer*Grimners-Maal C. U. I. 48..

✂ Ventelig skal Bekymringen for de daglige Sendebud her især skildre ►Grimners Vaande, hvor det gaaer ham ilde mellem to Ilde, men dog lader det sig ogsaa forstaae om en vis daglig Uro, hvoraf Sindet bevæges, medens ►Hugin giennemfarer den tilkommende Tid, og ►Munin den Forbigangne, thi at ►Odins Ravne er Formodningen og Hukommelsen, ligger saa klart i deres Navne, at selv de Mythologer har seet det, hvis Odin er sammensat af Vind og Soel-Skin, og burde vel altsaa, for at betjenes standsmæssig, have en Myg og en Avne til sine Ravne. Dog, at det Ene maa være efter det Andet, eller at der var mindste Sammenhæng i den Mythiske Tanke-Gang, synes de fleste Mythologer ligesaalidt at have 356drömt om, som de har tvivlet paa, at jo de störste Urimeligheder lod sig ypperlig forbinde ved et Hyphen; saa Menneske-Aandens ypperste Evner kunde aldrig fare bedre, end at slaaes hen i Vind og Veir.

✂ Der er i de övrige Sange slet intet Spor af disse Ravne, uden et i Ravne-Galderet, som Man vel maa sige, Udgiverne har selv gjort*Ravne-Galderet C. U. I. 208, hvor det dog kun som Giætning foreslaaes at læse “hugin himna” for “hugr hinna” som staaer i alle Haandskrifter, men har i den Svenske Udgave dog maattet vige for Giætningen., og som i alt Fald Dunkelheden giör ukiendelig; men i Gylfe-Legen læse vi, at Ravnene ►Hugin og ►Munin sidde paa ►Odins Skuldre, og hviske ham i Öret alt hvad de har enten seet eller hört, al Verden over; thi den reise de rundt hver Morgen, fra det gryer ad Dag til Davre-Tid, saa deraf samler Odin mange Kundskaber, og kaldes derfor Ravne-Guden *Gylfe-Legen p. 42..

✂ At nu de Islandske Skjalde kaldte Ravne iflæng baade ►Hugin og ►Munin, det var naturligt for dem, skiöndt vist nok ikke for Digtere, men at lade ►Hugin og ►Munin flyve ligefra ►Odins Skuldre, den ene til Galgerne at hakke Öine ud, og den Anden til Rakker-Kulen at slide Aadsler, det er saa dumdristigt og uforskammet, at jeg vil troe, Grammatikeren, som anförer et Vers derom, har gjort det selv*Skalda p. 322..

✂ Vi komme nu til ►Sleipner, den berömte Odins-Hest, hvorom dog Sangene kun give den korte Be357skeed, at han ledte om sin Mage, bar ►Odin blandt Andet til Hel, var födt af ►Loke og ►Svadilfar, og havde Runer paa Tænderne *Grimners-Maal, Vegtams-Kviden, ►Hyndlas Sang og Brynhilds-Kviden C. U. I. 60. 238. 339. II. 200. Navnet betyder sagtens “Glideren” af A. S. “slippan” det Tydske “schlüpfen.”.

✂ Det er da först i Gylfe-Legen vi blive nöiere bekiendt med ►Sleipner, og skiöndt Man nok veed, at Stald-Historier meget sjelden er enten smagfulde eller poetiske, maae Nordiske Læ sere dog sagtens være mere nysgierrige efter ►Sleipners Slægt-Register, end efter de Arabiske Skimlers, eller de Engelske Vædde-Löberes, der dog sysselsætte mange fine og smagfulde Kredse.

✂ Læseren husker vel dog endnu den sære Byg-Mester, som vilde have Soel og Maane og ►Freya, for en Fæstning efter alle Konstens Regler, som kunde trodse alle ►Jetter, selv om de slap over Uden-Værkerne, og det var i Akkorden, at han maatte Ingen have til at hjelpe sig, uden sin Hest ►Svadilfar, men, tör Man troe Rygtet, da gjorde det Bæst Mesteren til Skamme, vel ikke ved at bygge, men ved at bære til om Natten, Meer end han kunde bruge om Dagen. Da derfor ►Loke, som, ved at lokke ►Aserne i Fælden, havde spillet paa sin Hals, skulde löse den ved at forsinke Arbeidet, var det ►Svadilfar han fæstede Öie paa, og lokkede til Skovs med en Hoppe, som Stald-Karlene i ►Asgaard 358sagde, var ham selv, saa Byg-Mesteren löb vild efter sin Hest den hele Nat, og fik Dagen efter ei Stort bestilt. Hvad der siden blev af ►Svadilfar, da ►Thor slog Byg-Mesteren ihjel, veed Man ikke, men der kom et abildgraat Föl til Verden, med ikke mindre end otte Been, og det var ►Sleipner *Gylfe-Legen p. 18. 45-47..

✂ Hvilken ypperlig Dandser nu ►Sleipner blev, kan Man deraf slutte, at han satte lukt over Hel-Gitteret med ►Hermod, som ingen Ting*Gylfe-Legen p. 65. 67., og at han ikke var vandsky, kan Man nok begribe, siden han bar ►Odin, hvor ►Thor vadede, men end mærkeligere er det, at han löb glat over det vilde Hav, da ►Hadding sad under ►Odins Vinger*👤Steph. 👤Saxo p. 12, hvor vel hverken Odin eller ►Sleipner nævnes, men er dog nemme nok at kiende., og, faldt ei Æblet langt fra Stammen, da skyede han hverken Ild eller Vand, thi ►Sigurd Fofners-Banes berömte Hest ►Grane nedstammede gierne fra ham i lige Linie*Volsunge-Saga i Fornald. Sögur. I. 150, hvor Odin lærer ►Sigurd at kiende Sleipner-Föllet i den Danske Konges Stald..

✂ See, det er hvad vi veed om ►Sleipner, og ganske uvilkaarlig har 📌Nordens nyere Skjalde svunget sig paa Ryggen af ham, som vor ►Pegasus, men nu kommer Mythologerne og fortæller os, at det Hele er en luftig Idyl, hvori Byg-Mesteren betyder Frosten, ►Sleipners Födsel Tö-Brudd, og han selv Vinden 359med otte Under-Afdelinger, hvorpaa ►Odin endnu rider Sommer ad By, og skiöndt det ikke er saa nyt, at Nisse-Skjalde giör Vind med, de kan ride Sleipner til Vands, synes mig dog, det gaaer alt for vidt, naar Mythologerne reent vil oplöse ham i Vind og Vand, og give 📌Nordens Skjalde deres Kjep-Hest isteden, saa her maa jeg, paa Skjaldskabets og paa egne Vegne, formelig protestere. Först vil jeg bede Læseren bemærke, at Beskyldningen mod Sleipner, at han skulde være en mild Vaar-Vind, födt i Tö-Brudd, og dog ei blot have de fire Hoved-Vinde, men Fire til at löbe paa, er ligesaa urimelig, som Bygningen af en Snee-Fæstning mod Frost-Kæmperne (►Rim-Thusserne); men derhos paastaaer jeg rigtig nok, at om Man ogsaa gjorde ►Svadilfar til Nord-Ost, ►Loke til Syd-Ost, og Sleipner til Syd-Vest paa en Otte-Dags Tid, saa der blev en Slags luftig Sammenhæng, har jeg dog alle fremfarne, nærværende og tilkommende Digteres Fuldmagt til paa ►Sleipners Rygg at lee ad det Vind-Mageri, og ride mit Skud.

✂ Det bliver da derved, at ►Odin er 📌Nordens Aand, og ►Sleipner hverken Norden eller Sönden-Vind, men Aandens Ganger, altsaa, poetisk talt, Verset, der sagtens fra först af i Norden var et Slags Octo-Meter, da vi endnu godt kan see paa Völuspa at det oprindelig har bestaaet af otte-linede Stropher, ligesom Man da nok veed, at det al360mindelige Islandske Vers er otte-leddet, og at Vers skal ligesaavel have “Födder” som Heste.

✂ Saaledes tör jeg da sige, vi fandt den virkelig ottebenede ►Sleipner, som Man forgiæves sögde i Luften, men dermed vil jeg ikke nægte, at Man kan see et Billede af ham paa Havet, naar fire raske Gutter i en Konge-Baad holde ordenligt Aare-Slag; thi Havet er vort Himmel-Speil, og begge Dele synes sammenblandede i Mythen om ►Sleipners Födsel, der vel hörer til Asa-Maalet, men til dets underlöbende, folkehistoriske Deel. Jeg forestiller mig nemlig, at Sleipner oprindelig udtrykde det begeistrede Ord, hvorpaa Aanden farer over Land og Vand, og giennem Öre-Sund til alle Sjæl-Lands Havne, men at der, i Digte-Konstens og Seiladsens Nordiske Barndom, har indtruffet en eller flere Begivenheder, som det otteleddede Vers og det otteaarede Skib skyldte deres Oprindelse, og som lod sig poetisk forbinde med den gamle Mythe om Byg-Mesteren i ►Asgaard. ►Svadilfar er altsaa det fremmede, i Forhold store Mönster, som Reflexionen (►Loke) i 📌Norden efterlignede, og Forklaringen er fast grundet paa den Vished, at en saadan Efterligning bestemt engang har fundet Sted, ligesom den unægtelig er frugtbar, da den giör Mythen anvendelig selv paa det attende og nittende Aarhundredes poetiske Literatur iblandt os. Man giöre saaledes, blot for Löiers Skyld, den Franske Æsthetik til Byg-Mesteren, og Man vil da strax see 361baade hans uforskammede Fordringer, hans Skæbne under Thors-Hammeren, og ►Sleipners Gienfödelse, eller Man anvende Mythen paa den Franske Natur-Forklaring af Mytherne, og see, om det ikke ligeledes slaaer til, fordi 📌Nordens Aand er ikke som Vinden blæser, men ligner sig selv, endog i Sövne, og giör, naar den vaagner, kort Proces!

✂ At for Resten de otte Been har været Taxten, seer Man vel bedst af Giæste-Gaaden:

✂ Hvem er de Tvende
Thinglöber-Hanner,
Med ti Been i Alt,
Men To om en Hale,
Halvandet Par Öine?

✂ thi ►Hedrik svarer:

✂ Let er din Gaade,
►Giæst hin blinde,
►Odin sidder
Paa ►Sleipners Rygg*Hervors-Saga i Fornaldar Sögur. I. 486..

✂ Vi komme nu til ►Drypner, den berömte Odins-Ring, der vel, efter somme Mythologers Mening, ligger i Maanen, men som jeg dog af mange Grunde helst vil söge paa Jorden og paa ►Odins Finger. Vi finde den da först i ►Skirners Ord til ►Gerde:

✂ Ring jeg dig rækker,
Ret ildprövet,
Med Yngling paa Baal,
Med ►Odins Sön;
362Ringene otte,
Og ringere ei,
Dryppe fra Neden
Hver niende Nat*►Skirners Reise C. U. I. 78.!

✂ Dette er ogsaa Alt hvad vi finde i Gylfe-Legen, paa den lille Oplysning nær, at Ringen hedd ►Drypner og sendtes ►Odin tilbage fra Hel med ►Hermod til en Amindelse*Gylfe-Legen p. 66. 68..

✂ Först i Skalda er det vi höre, at ogsaa ved ►Drypners Dannelse skal ►Loke forsaavidt havt en Finger med i Spillet, at han narrede ►Dværgene ►Sindre og ►Brok til at giöre den, samt at da ►Brok stod ved Blæse-Bælgen, stak Bræmsen ham stygt paa Halsen, men dog holdt han, efter sin Broders Formaning, Örene stive, saa det blev et fuldendt Konst-Værk*Skalda p. 131-32..

✂ Hvad nu de Gamle ellers har meent med den Ring, skal jeg lade være usagt, men det kunde klæde ►Odin godt, at have Noget, der lignede den historiske Sammenhæng mellem Tider og Begivenheder, og i en Hast veed jeg ikke noget Synligt, der lignede den meer, end saadan en Guld-Ring, der bestandig formerede sig, naturligviis med Ring i Ring, og maa nu være blevet en deilig lang Guld-Kiæde, der rækker fra Arelds-Tid til os, og jeg tvivler derfor 363slet ikke om, at jo noget Sligt har svævet for den gamle Digter, som vissere end nogen ►Dværg blæsde Ringen færdig i et Öieblik. Vil Læseren imidlertid heller see efter i Almanakken, hvor tit der kan blive otte Ringe om Maanen, og tænke, at naar den er i Apogeum, er ►Drypner i Hel, da være det ham uformeent, naar han kun vil tilstaae, det er ligesaalidt de gamle Digteres som min Skyld, og ikke tage os, hvem 📌Nordens Aand besjæler, det ilde op, at vi, med Öie for den Historiske Kiæde-Gang, paastaae, vi har ►Drypner endnu, og veed altsaa bestemt, den ligger ikke i Maanen.

✂ Af ►Odins Vaaben er Intet blevet navnkundigt, uden Spydet ►Gungner, og skiöndt han gav Andre Sværd, synes han dog ikke selv at have brugt Klingen, thi hvor ►Vola ymter om hans Kamp, lader hun ham skyde *Völuspa C. U. III. 35., og naar Gylfe-Legen beskriver hans Rustning i ►Ragna-Roke, giver den ham vel en Guld-Hjelm og en prægtig Brynie, men Intet uden ►Gungner i Haanden*Gylfe-Legen p. 72.. Samme Spyd nævnes ogsaa i Brynhilds-Kviden, hvor vi see, det havde Runer paa Odden *Brynhilds-Kviden C. U. II. 202., hvad, efter min Forstand, ligesom Runerne paa ►Sleipners Tænder, be tyder, at det var til aandelig poetisk Brug. Jeg tager da ganske simpelt Odins-Spydet for den ►Brodd eller 364Spydighed, som Poesien ikke under nogen Himmel-Egn, end sige da i 📌Norden, har enten kunnet sige sig fri for, eller engang undvære, og heraf kan Man begribe, hvorfor Mythographerne har gjort ►Gungner til et Veir-Lys, thi det er, veed Man nok, i deres Öine al Poesi. Efter en Glosse til en af Helge-Kviderne skal Odin have laant Dag Hognesön ►Gungner *Helge-Kviden II. C. U. II. 104., og skiöndt Hjemmelen ei er den bedste, har det dog sin Rigtighed med Udlaanet til gode Venner, som 📌Nordens Historie har til alle Tider viist. Hvad Kormak Skjald meende med det han siger, at “ung” foer Odin med ►Gungner, veed jeg vel ikke, men jeg veed nok, han kunde meent, hvad sandt var, at de unge Digtere er gierne de spydigste*Skalda p. 97-98.. Naar endelig Skalda beretter, at ►Gungner var et Værk af ►Ivalds Sönner, men en Foræring af ►Loke, og lod sig aldrig standse i Farten*Skalda p. 130. 32., da er det ogsaa i Rad hos mig, thi ligesom der var mange Spyd i Norden, men kun eet ►Gungner, saaledes er der ogsaa mange Slags bidende Stiklerier i Verden, men den bidende Satire, som den virkelige Poesie bruger til Nöd-Værge, er dog et ganske eget Slags, der gaaer til Marv og Been, og er vel en Gave giennem Forstanden, men et Værk af Phantasien.

✂ 365Vi har nu, saavidt jeg veed, betragtet Alt hvad der var ►Odin eiendommeligt, undtagen hans Navn, som har piint Fortolkerne saa meget, og er igien saa ubarmhjertig piint af dem, at det nok kan være paa Tiden, at lade ham have det i Fred, hvortil jeg er saameget mere tilböielig, som det slet ikke piner mig, men lader sig i sin Angel-Sachsiske Form “Woðen” meget taalmodig udlede af det A. S. “woð” som er Poesi og Veltalenhed *Den Islandske Form “Oðen” udledes vel bedst af “öði” Genie eller poetisk Aand, som findes i Vafthrudners-Maal C. U. I. 5. 12..

✂ Derimod vil jeg end ikke med en Töddel skjule min Forlegenhed med den Skok af Tilnavne, Man har givet ►Odin, uden at Nogen ved de Fleste kan sige hvorfor. Dette vilde nemlig være i sin Orden, naar den lange Ramse kun stod i Skalda, men nu staaer den Længste i Grimners-Maal, og dermed kan det umuelig hænge rigtig sammen, saa det Bedste jeg kan giöre, er vist at giöre opmærksom paa, at Listen ogsaa i sit Udvortes har Kiende-Tegn Nok paa Uægthed. Först afbryder Ramsen nemlig den klare Sammenhæng (mellem V. 44 og 50), dernæst findes den anderledes i Gylfe-Legen, men har begge Steder Navnet “Gangler” som tilhörer ►Gylfe, og röber sig endelig selv, ved at lade ►Odin sige: Man kaldte mig ►Grimner hos ►Geirrods, hvad aabenbar 366ikke har hjemme i Grimners-Maal, men kun i et Register-Rim til Skalda*Grimners-Maal C. U. I. 61. 63. Gylfe-Legen 24, hvorved maa bemærkes at “Gangraðr” for “Gánglári” har Udgiveren, efter egen Bekiendelse, selv gjort..

✂ Snarere kunde Man da antage de tolv Navne, ►Alfader, efter Gylfe-Legen, förde i det gamle ►Asgaard, for ►Odins oprindelige Tilnavne, men de har dog snarest Hensyn paa de tolv ►Aser, og det Sikkerste bliver da, at vi holde os til Völuspas Navne: Val-Fader, Höi (Har), Hær-Fader, ►Herian, ►Seier-Fader og ►Hropt *Der findes endnu to sammensatte Tilnavne i Völuspa, ►Asernes “Yggiongr” (Formynder), og ►Frigges “Angantyr” (Hjertensven), hvori Man seer Begyndelsen til de Omskrivninger, der siden blev alenlange og tit Versets halve om ikke hele Indhold., hvoraf kun Eet (►Herian) findes iblandt hine Tolv, og To (Hær-Fader og ►Hropt) fattes i den lange Ramse, hvad der er saa meget mærkeligere, som begge disse Navne netop bruges om ham i Grimners-Maal. Hær-Fader findes ogsaa i Vafthrudners-Maal, og ellers intet Tilnavn uden Time-Fader (allda favdr), og heraf seer Læseren, hvad Man skal lægge Mærke til, at næsten alle de Tilnavne, der virkelig bruges i de ældste Sange, er baade tydelige og udtryksfulde.

✂ Af de övrige Tilnavne vil vi blot anmærke Seier-Guden (sigtyr), Gothe-Guden (gaututyr) og ►Hroptatyr, som tit forekomme hos Skjaldene.

✂ 367At Höi (Har), Jævn-Höi (►Jafnhar) og Tredie-Mand (Þridi), i Gylfe-Legen skal svare til ►Odin, ►Hæner og Löder, eller ►Odin, Ve og ►Vile, fölger af sig selv, men vel maa det anmærkes, at saavel i den prosaiske Indledning til En af Sigurds-Kviderne, som i Brage-Snakken, finder Man ►Odin, ►Hæner og ►Loke sammen*Sigurds-Kvide II. C. U. II. 151. Brage-Snakken p. 80., hvoraf Man med Föie har sluttet, at Löder, hvem Man ellers Intet hörer til, i det Mindste engang er blevet anseet for een Person med ►Loke. At Man heller ikke udenfor Völuspa egenlig hörer Noget til ►Hæner, er för anmærket, men dog fortæller Skalda os, at han har havt ad skillige Tilnavne, saasom ►Odins Sidemand, Snar-As, Langbeen og Grus-Konge *Skalda p. 106. “aur-konung” vilde jeg gierne oversætte ved Klinte-Kongen, eller Sligt, naar jeg kunde forsvare det, men nu faaer det indtil videre blive ved “Gruset.”.