►Urdas og ►Mimers Kilder.
✂ Det er ikke langt hvad vi læse hos de Gamle om disse mærkelige Væld, men Korthed og Fyndighed er jo netop de Hoved-Dyder vi Alle trænge höit til at lære af de Gamle, og Mythographerne i Særdeleshed.
✂ Ogsaa her maae vi begynde med Gylfe-Legen, som giver bedst Beskeed, og er for det Meste sin egen Hjemmel.
✂ Her hedder det da om ►Urdas Kilde, at denne Helligdom er ved ►Askens Himmel-Rod, og at der have ►Aserne deres Thing-Sted, hvor de daglig mödes, og ►Nornerne deres Höielofts-Sal. Vandet, hvormed ►Nornerne bestænke Asken, for at holde den frisk og grön, er saa helligt, at Alt hvad der kommer i Kilden bliver saa skinnende hvidt, som Hviden i et Æg, og Duggen som falder fra den stænkede Ask ned paa Jorden kalder Man Honning-242Dryp, hvoraf Bierne nære sig. I Kilden opholde sig to Fugle, som kaldes Svaner, og fra dem nedstamme Fuglene af dette Navn*Gylfe-Legen. R. U. p. 17-20..
✂ Af denne Mythe finde vi i de os levnede Sange kun for saavidt Spor, at ►Vola peger paa ►Urdas Kilde hos ►Nornerne under ►Ygdrasill, og paa ►Askens Bestænkelse med hvide Vande, samt at ►Asernes daglig besögte Thing-Sted, efter Grimners-Maal, er i Skyggen af ►Ygdrasill. Ellers veed jeg ikke af, at ►Urdas Kilde nævnes i Sangene, undtagen hvor ►Odin indföres i Höisangen (Havamaal) saa talende:
✂
Bladet fra Munden!
Mælet sig löfte!
Ordet udströmme
Fra Taler-Stolen,
Ved ►Urdas Væld!
✂
532
(US)
I dybe Tanker,
Jeg sad og skued,
Og taus jeg lytted
Til Tungers Lyd!
Meget om Runer,
I Morgen-Röden,
Hörde jeg tale,
Ved Höielofts-Salen;
Fra Höie-Lofte
Det löd som saa!*Jeg læser nemlig, med R. U. p. 24, með dagræðom, og tager naturligviis Höielofts-Salen ved ►Urdas Kilde for Norne-Salen. Ved denne Leilighed maa jeg ellers paaanke tre Ting ved C. U. af Völuspa og Havamaal, nemlig: at “Urd” ikke engang findes i Glossariet, at 243der er slet intet Register til Sangene, og at Varianten af den trykte Stokholmer Udgave “þulor lángar” slet ikke er anfört.
✂ 243Naar Man nu fortæller os, at ►Urdas Kilde er i det Höieste ikke Andet end Mælke-Veien, hvis Mælk blev til Vand, för det naaede Jorden, da synes det ikke engang at have været en saadan Tale, Forfatteren af Hava-Maal lyttede til ved ►Urdas Kilde, og ►Nornernes Höielofts-Sal, og at det hverken var Mælke-Veien eller selv den grödefuldeste Regn der begeistrede Völuspas Sanger, er vist nok, og dog var det unægtelig ►Urdas Kilde, som Kilden til al Spaadom paa ►Norners Læber. Hvorfor dog ikke heller slutte, at de Gamle har antaget Kilden for hvad de kaldte den, og for hvad den maatte være, naar den skulde begeistre dem, og naar det skulde passe paa den, hvad de sagde om den: Spaadoms-Kilden altsaa, hvis Ström baade aabenbarede det Vordende, og virkede grödefuld til dets Udvikling! Denne Forklaring er nemlig paa een Gang bogstavelig, simpel og aandelig, som jo er Alt hvad Man kan forlange; thi en saadan Spaadoms-Kilde, hvormed Slægtens Stam-Træ vandes, er jo et sandt og deiligt Sind-Billede paa Begeistringens dybe Væld, hvoraf unægtelig al sand Spaadom opstiger, og i hvis levende Ord-Ström al Aabenbaring, den være ordenlig eller overordenlig, af Himlens og af Jordens Hemmeligheder, udgik til Menneske-Slægten, 244vakde og meddeelde hvad den baade udtrykde og vidnede om “Liv og Aand.” Hvad ►Urdas Kilde nödvendig er for os: et Sind-Billede paa Poesien i sin höieste Grad, og sin naturlige, oprindelige Skikkelse (Prophetien), det var den aabenbar ogsaa for de Gamle, saavidt og saalænge de troede deres egen Aand, og hvad den var for de Aandlöse, for hvem det Aandelige altid er Intet, lönner det vist ikke Umagen at undersöge*At Man imidlertid endnu ved Christendommens Indförelse tænkde paa Andet end Mælke-Veien, naar Man nævnede ►Urdas Kilde, see vi deraf, at Skjalden 👤Eilif lader 👤Christus throne ved ►Urdas Kilde, som de Capitolinske Guders (Róms setbergs banda) mægtige Konge. Skalda R. U. p. 168..
✂ Saaledes taget, forklarer da Mythen sig selv, hvad egenlig alle Myther maae, naar de skal blive klare, og Svanerne komme herlig tilpas. Disse Fugle, som Folk altid saa godt har kunnet lide, forbigaaes sædvanlig reent af dem der söge ►Urdas Kilde paa Mælke-Veien, istedenfor i Hjerte-Dybet; thi vel har Man ymtet om, at der ogsaa var et Stjerne-Billede som hedd Svanen, men det findes rimeligviis ikke paa Mælke-Veien, saa det vilde ikke passe, og desuden gik det dog heller ikke an, at lade alle Svaner paa Jorden nedstamme fra det. Naar vi derimod blot huske, hvad ei er let at glemme, hvilken deilig Synge-Stemme de Gamle tillagde Svanerne paa Jorden, og hvad Svane-Sangen baade fordum og nu betöd 245i Folke-Munde, da finde vi det i sin Orden, at deres poetiske Förste-Forældre svömme i ►Urdas Kilde, som et Sind-Billede paa Menneske-Slægtens Svane-Sang, der naturligviis maa komme fra Spaadoms-Kilden, om end mere som en Efter-Klang af dens Susen, end som en Ström af dens Væld. Maaskee er det en Hukommelses-Feil, men det forekommer mig virkelig at have læst, ensteds, at hine Svaner svömme tause i Kilden indtil ►Ragna-Roke, da de ængstelig oplöfte Rösten, og Tingen er omtrent ligegyldig, thi Hoved-Sagen er, at Mythen afrunder sig selv til et livligt og smukt Sind-Billede paa den dybe og vigtige Sandhed, at Begeistringen er Slægtens höiere Livs-Rod og rette Aande-Dræt.
✂ Dog, jeg havde nær glemt Duggen som drypper i Dale, naar ►Ygdrasill vandes, og maa först anmærke, at dette er Alt hvad ►Vola siger, saa Gylfe-Legen er i vore Öine sin egen Hjemmel for, at denne Dugg kaldes Honning-Dryp og giver Bierne deres Næring.
✂ Da Natur-Forskerne endnu, saavidt jeg veed, bekiende, de ikke veed hvoraf Duggen kommer, og strides desaarsag derom, var det vist nok intet Under, om vore gamle Fædre giættede paa en hemmelig Aarsag dertil, men i et Sind-Billede paa det Historiske Menneske-Liv vilde de naturligviis ikke söge den, för de var blevet blinde nok til at tage Skyggen for en Haandgribelighed, og aandsfattige 246nok til ei at kunne skabe men kun 535 (US) fordærve et Billede. Derimod, kan jeg godt forstaae, at den hemmelighedsfulde, vederkvægende Dugg var dem, saavelsom os, et Billede paa det Vederkvægende, Poesien har for Menneske-Hjertet, thi derfor tale vi jo endnu om Taare-Duggen, som perler paa vore Kinder, naar vi föle os som Grene paa det store Stam-Træ og tage levende Deel i dets Vee og Vel. At Man nu hermed bragde den Södme i Forbindelse, som Blomsterne skjule i deres Kalk, men som underlig aabenbarer sig giennem Bi-Værket, og i Miöd-Hornet, det er saameget naturligere, som vi veed, at Miöden igien var dem et Billede paa Poesien som en Konst. Dette er Noget, som enhver Digter strax vil see, og hans Læsere, naar han anvender det levende, strax föle, hænger ypperlig sammen, og vil da de Lærde ikke staae til Skamme, faaer de vel lægge dem efter at forstaae det.
✂ Herom mindes vi ved Mimers-Kilden, thi vel vender Roden, hvorunder den findes, efter Gylfe-Legens Kaart, mod ►Rim-Thusserne, men dog er i den al Klögt og Vidskab eller Mande-Vidd skjult, og ►Mimer som eier Kilden er fuld af Viisdom, fordi han drikker det Slags Kilde-Vand af ►Gjallar-Hornet. Did kom ►Alfader (►Valfader) og forlangde en Drik Vand af Kilden, som han ogsaa fik, men maatte sætte sit Öie i Pant, som det lyder i Völuspa:
✂
247Godt veed jeg, ►Odin!
Hvor Du dit Öie lod:
I den mærkværdige
►Mimers-Kilde,
Miöd nu hver Morgen
►Mimer drikker,
(Veed I hvad jeg mener?)
Af ►Valfaders Pant*Gylfe-Legen. R. U. p. 17. Völuspa C. U. III. 37.!
✂ Dette er Alt hvad herom vides, thi vel findes der endnu nogle dunkle Ord i Völuspa om denne ►Odins Kilde-Reise, men deels er de ikke gode at hitte Rede i, og deels giemmes de bedst til Talen bliver om ham selv. ►Mimers Personlighed vil jeg her ikke heller opholde mig ved, og det Lidt Man veed, siges bedst, naar vi komme til ►Heimdal med ►Gjallar-Hornet, da Spörgsmaalet her kun er om Kilden.
✂ Hvordan Man nu kan falde paa at söge Kilden til Klögt og Vidskab enten i et Gade-Kiær, eller i Verdens-Havet, det er mig ubegribeligt; thi vore Hedenske Fædre vidste jo, ligesaa godt som vi, at om Man end kunde drikke ►Thor under Bordet, og virkelig udtömme Verdens-Havet, blev Man dog derfor ei det Mindste klogere, undtagen forsaavidt Man derved erfoer, hvormeget Man kunde drikke, og hvad der laae paa Havsens Bund. Kort sagt: Man har til alle Tider vidst, at skal Nogen blive klog, maa det være af Erfaring, og i 📌Norden földe Man dybt, at til Forstand paa Menneske-Livet i det Hele vil Enkelt-Mandens knappe Erfa248ring kun lidt forslaae, desaarsag stræbde Man ivrig at tilegne sig de forbigangne Slægters Erfaring, og lade sin Egen sammensmelte dermed, til Efter-Slægtens Gavn, og denne grundhistoriske Retning kundgjorde sig i den Prophetiske Old-Tid i Mythen om ►Mimers Kilde, ved Siden ad ►Urdas, Erfaringens ved Siden ad Spaadommens, og for at Man ikke skulde tage Feil derad, gav Man Mimer (den Erfarne) Kilden i Vold*Læseren husker jo nok, at “mimor” og “ge-mimor” paa A. S. betyder “erfaren” og er naturligviis nærbeslægtet med det Latinske “memor” saa Alt henviser os til hvad Erfaring lærer og Hukommelsen bevarer, altsaa til den levende Historie..
✂ Læseren kan nu formodenlig sige sig selv, hvorvidt ►Odin trængde til en Drik af ►Mimers Kilde, og i alt Fald skal jeg siden sige min Mening derom; men her maa det være Nok at anmærke, baade hvor naturligt det var, at Folk, hvis Poesi var aldeles historisk, ogsaa löftede historisk Vidskab til Skyerne, og tillige at Mytherne om ►Urdas og ►Mimers Kilder sammenföie sig, for vore Öine, til det önskeligste Sind-Billede paa den store, hele Menneske-Livet giennemgribende Sandhed, at det er Poesien der giver os den aandelige Anskuelse af Livet, og at det er en tilsvarende Erfaring der skal forklare det, eller med andre Ord, at det er de Poetiske Folke-Færds Levnets-Löb der skal forklare det ægte Menneske-Liv.