►Alfader og ►Nornerne.
✂ Naar vi sige, at den Nordiske Menneske-Natur er fortrinligviis historisk, da er det vist nok Meningen, at vi i 📌Norden spore en egen Drift til at sysle med det Forbigangne, og en særdeles Omhu for at bevare Mindes-Mærkerne fra Heden-Old; men dette kunde ikke være Tilfældet, med mindre det laae i Nordboens Natur at betragte Blodets Baand i op og nedstigende Linie, og Sammenhængen mellem For-Tid og Frem-Tid, mere levende og i et aandigere Lys, end andre Folk, og vi samle derfor rettelig Alt hvad der udmærker den Nordiske Anskuelse i den Sætning, at det er en levende Opfattelse af Forholdet mellem Aarsag og Virkning, Middel og Maal, eller af den levende Virksomheds urokkelige Grund-Lov.
✂ At Alting maa have en Aarsag, og at enhver Virkning skaber en ny Aarsag, kan nemlig, som Alt i Verden, opfattes enten med eller uden Liv og Aand, enten dödt eller levende, og herpaa beroer aabenbar vor naturlige Betragtning af Menneske-Livet og Begivenhederne deri, dets Oprindelse og Öiemed, dets Værd og Vigtighed. Hvor imidlertid Livs-Fölelsen er saa stærk, og Driften til en kraftig Virksomhed saa levende, som vi veed, de var i 📌Norden, der maa Virksomhedens Grund-Lov nödvendig opfattes levende, thi der er Man besjælet af den Aand som giver og levende udtrykker Loven. Ingen som tager Deel i det Liv, Kæmpe-Aanden skaber, kan derfor tænke sig 201Död enten som dets Kilde eller som dets Maal, thi de föle dybt og upaatvivlelig, at den virkelige Aarsag til Livet kan umuelig være noget Mindre end Virkningen er, og at det endelige Udfald af enhver Virksomhed maa nödvendig svare til de Kræfter som sættes i Bevægelse, kort sagt: at det timelige Liv forudsætter det Evige, og maa, hvor en deraf begeistret Kraft kæmper derfor, ogsaa före dertil.
✂ Her fremspringe da som af sig selv Natur-Religionens store Grund-Træk, som vi kan spore allevegne, hvor Ordet og Daaden kundgiöre Fölelse af Menneskets Adelskab, og som i de Nordiske Kæmpers Föde-Land nödvendig maatte udvikle sig til en det hele Liv omfattende og beherskende Anskuelse, med ►Alfader i den dunkle Bag-Grund, med Gude-Kampen, underlig styret af de höie Skæbne-Dronninger, i Midten, og med Udsigt til en evig Seiers-Fest, som Kæmpe-Maalet i det Fjerne!
✂ Fra dette jævne Stade paa Flakke-Bjerget klarer sig hele det 507 (US) Nordiske Kæmpe-Liv saa naturlig, at vi ikke fristes til at söge nogen anden Natur i Mytherne end Kæmpernes Egen, og allermindst til at tænke, de meende döde Ting og Kræfter, naar de prisde de Levende, meende Vind, naar de sagde Aand, giös for Vinter-Natten, naar de græd for ►Balder, korsede sig for Busse-Tosserne i Amme-Stuen, naar de slog Hammers-Tegn mod Thusse-202Vrimlen, og slikkede kun Soel-Skin med Hönsene, naar de sang om det guldtakte ►Gimle!
✂ Dog, vi vil ikke forivre os over Döden, fordi den ikke fatter Livet, eller fortænke Skyggerne i, at de finde alt det Virkelige unaturligt, men heller giöre opmærksom paa, at 📌Nordens Natur-Religion er kiendelig endnu den Dag i Dag, fornemmelig i 📌Engeland, der vel maa kaldes 📌Nordens Herkulaneum, da vi der ei blot see döde Mindes-Mærker af en forsvundet Kæmpe-Tid, men see den selv lyslevende skiöndt alderstegen, ligesom askegraa, for vore Öine, see, ved hvert andet Skridt med Forbauselse, hvorledes 📌Nordens Kæmpe-Aand endnu stræber at afbilde den höie Tanke-Flugt og Alt giennemgribende Virksomhed, den ikke længer formaaer i Ord og Daad at udtrykke. Ingensteds i den Nordiske Halv-Verden er nemlig den Christelige Anskuelse saa död og magteslös som i 📌Engeland, hvor Man neppe sporer Tanken om, at det kan være anderledes, og hvad der findes levende er da tilvisse naturligt, altsaa, ret forstaaet, det Old-Nordiske Hedenskab i en dunkel og forældet Skikkelse. Spore vi nu desuagtet ei blot den stærke Drift til Virksomhed for store Öiemed, det klare Blik derfor, og det sikkre Greb derpaa, men i det Hele den dybe Ærbödighed for det Nedarvede, og den inderlige Fortroelighed med Erfaringen, samt den faste, urokkelige Overbeviisning om en almægtig Gud og et virkelig styrende Forsyn, 203spore vi disse Ting, som det er umuelig Andet, da maatte vi alt deraf slutte, at de er Grund-Trækkene i den Nordiske Menneske-Natur, der kun forgaae med den. Ja, selv her hjemme, hvor dog deels Christendommens Efter-Virkninger, og deels den Dorskhed og Smaalighed, vi lide af, giör Indsigten vanskeligere, selv her har vi dog Saameget baade af aabenbart Hedenskab og af livlig Virksomhed, at Man med lidt mere Umage opdager de samme naturlige Grund-Træk, matte men dog uudslettelige.
✂ Saasnart Man derfor fik Oversættelser af Völuspa, som lod sig læse, földe Man strax i 📌Norden, at det var Natur-Aabenbaringen i disse Folke-Egne, og hvem der havde mindste poetisk Sands, földe sig uvilkaarlig grebet af Ærbödighed for 508 (US) Prophetinden, der, som ►Norners Moder og ►Alfaders ►Valkyrie, indviede ►Odin og alle ►Aser til Fald i ►Ragnaroke, men dog ogsaa til en ærefuld Opstandelse paa ►Ida-Sletten, hvor de, med ►Balder, fandt Guld-Tavlerne igien og ►Fimbul-Tyrs (►Alfaders) de gamle Runer. Vist nok har Man siden været heldigere med at fordunkle det Klare, end med at forklare det Dunkle i Norne-Kvadet; men det Held varer i det Længste kun til Engelænderne faae Öie paa den Aands Liv-Udtryk, der endnu besjæler dem; thi de vil baade ufortövet kiendes ved den, og slaae en 204Kreds til dens Ære, som hverken Tydsker eller Franskmand skal ustraffet forulæmpe.
✂ Det kunde under disse Omstændigheder omtrent være os ligegyldigt, enten ►Alfader nævnedes i vore Mythe-Böger, eller ikke; thi beskrives han tydelig, da er det formodenlig en Fölge af den Christelige Anskuelse, som herskede, da Bögerne blev til, og al Tydelighed er aabenbar spildt paa hvem der ikke kan indsee, at de der vente sig Udödelighed, maae forudsætte et evigt Liv, og at de der triumphere ved deres timelige Guders Undergang, maae stole paa en evig Een.
✂ I et Kvad som Völuspa kunde det vel neppe feile, der jo vilde findes et tydeligt Vink om Ham, der synker ei paa Valen, fordi Han styrer Kampen, men giver de ædle Helte Bod for Bane, naar de har afsonet deres Over-Mod; men det burde slet ikke forundre os, om dette Vink var tabt underveis, för Kvadet giennem mange Munde og omskiftende Tider kom Skriveren for Öre; thi naturligviis er det ikke gaaet stort bedre med de Hedenske Anskuelser end med den Christelige, eller væsenlig anderledes med den Gothiske end med den Græske, og at Man giennem Middel-Alderen var nær ved at glemme 👤Christus over de selvgjorte Helgene, og nær ved at glemme Aanden over det Haandgribelige, det veed vi jo. Da det Naturlige imidlertid er det Varigste, og den Nordiske Natur er saa afgjort hi205storisk, er det intet uforklarligt Vidunder, skiöndt det er beundringsværdigt, at et Kvad med saa dyb en Anskuelse som Völuspa kunde bevares i Munden, baade giennem Præste og Stötte-Tiden, saa der ikke lyder et Suk over Gudernes Fald, men toner en Lovsang over den gienfödte Jord, hvor Man ikke blot finder ►Fimbul-Tyrs Runer igien*Ordet “Fimbul” er vel endnu i Grunden ubekiendt, men da den store, treaarige Vinter för ►Ragna-Roke hedder ►Fimbul-Vinter, og Fimbul-Þulr aabenbar er den store Taler, saa er ►Fimbul-Tyr ogsaa den store Gud., men hvor ►Gimle straaler, og ►Alfader throner, som vi læse:
✂
509
(US)
Da, med Guld-Kronen,
Kommer paa Thronen
Han fra det Höie,
Herren med Föie,
Sidder i Retten,
Skiller og Trætten;
Hvad Han indförer,
Aldrig ophörer!
✂ Vel har Man sagt, at dette Vers skulde være uægte, og for Anskuelsen kan det være os ligegyldigt, men saalænge Man ikke har bedre Grunde, end at det fattes i den Kiöbenhavnske Skind-Bog, er Indvendingen kun at smile ad; thi det er dog vel ikke sandsynligt, at den Skind-Bog er skrevet enten med hans Fingre, der gjorde Visen, eller under hans Öine, og en anonym Skriver fra en ubekiendt Tid er unægtelig kun en daarlig Hjem206mels-Mand for Ægtheden af hvad han skriver, end sige da for Uægtheden af hvad han maaskee kun sprang over, fordi han saae feil, eller vidste ikke selv hvad han gjorde*Paastod Man: enten at Versene streed mod den Nordiske Anskuelse, at de forstyrrede Visens Sammenhæng, eller röbede dog i Sprog og Stil en senere Haand, da var det virkelige Indvendinger, som maatte giendrives hvis de ei skulde giælde; men luftige Indvendinger skal Man blæse ad, fordi Man, ved at ville paa anden Maade giendrive dem, giver dem Udseende af noget Virkeligt, som de dog ingenlunde er. Völuspa. C. U. III. 55. De fire förste Linier findes desuden i en anden Skindbog. III. 205..
✂ Dog, det er ikke blot i Völuspa vi spore Forestillingen om ►Alfader, thi det maa være Ham, der, i Vafthrudners-Maal, menes med Mundilför, Faderen til Soel og Maane *Mundilför er vel et ubekiendt Navn, men da det hverken kan være en ►As eller en ►Thurs, end sige noget Mindre, maa det betegne en Större. Vafthr. C. U. I. 15. Edda (S. 11) siger ogsaa, det var ►Alfader som satte Dag og Nat paa Himlen., og skiöndt ►Hyndlas Sang hörer til Tiden efter ►Braavalle-Slaget, höre vi dog, efter Opregnelsen af alle Helte-Slægterne med ►Heimdal og ►Loke, de mærkelige Toner:
✂
Een fremfor Alle,
Avlet paa Jord,
Konning vi kalde,
Kraftig og stor,
Hvor han sig vender,
Vrimler af Frænder
Verden for ham!
✂
207
510
(US)
Mere end Magen
Maa vel, engang,
Træde for Dagen,
Tie dog, min Sang!
Fjernere skue
Faa under Sky,
End hvor paa Tue
Törne med Gny
►Odin og Ulven!
✂ Her er nemlig den förste Store, i Slægt med alle Guder og Helte, ►Odin, og den Större endnu ►Alfader, som ►Hyndla siger, hun ikke tör nævne, fordi det ikke er hver Mands Sag at see videre frem end til ►Odins Kamp med Ulven i ►Ragnaroke *►Hyndlas Sang. C. U. I. 341-42..
✂ I ►Odins Ravne-Galder, som vist endnu er yngre, nævnes ►Alfader udtrykkelig, skildt fra Guderne, som den Almægtige, og af Gylfelegen maae vi slutte, at Talen om ham har end ikke ved Christendommens Indförelse været uddöd.
✂ Da nemlig ►Gangler (►Gylfe) spörger Asa-Giöglerne: hvem der er den Ældste og Ypperste af alle Guderne, faaer han til Svar, at paa deres Sprog hedder Han ►Alfader, men havde i det gamle ►Asgaard tolv Navne, hvoraf dog ►Alfader er det Förste.
✂ Paa det andet Spörgsmaal: hvor ►Alfader er, hvad Han kan, og hvad Han har udmærket sig ved, svares der, at Han ikke blot lever evindelig og styrer Alt, baade Stort og Smaat, men at Han ogsaa har 208skabt Verden, og gjort sit Mester-Stykke i Mennesket, hvem Han gav en Aand, der aldrig skal forgaae, skiöndt Legemet smuldrer i Stöv eller falder i Aske, saa Forskiellen er kun, at de Dydige skal være hos Ham selv i ►Gimle og ►Vingolf, medens de Vrangvillige fare til Hel og derfra til ►Niflhel, nede i den niende Verden.
✂ Endelig spörger ►Gangler ogsaa om, hvad ►Alfader tog sig for, inden Han skabde Himmel og Jord, og hörer, at da var Han hos Rim-Thurserne *👤Snorros Edda (Stokholmer-Udgaven) S. 3 og 4, hvortil endnu maa lægges, at ►Alfader udtrykkelig skilles fra Guderne som den Alraadende, naar han sender Bud til dem efter ►Lokes Börn. S. 32.!
✂ Vil Man nu sige, at det mellemste Svar smager af den Christelige Anskuelse, da har jeg Intet derimod, men des klarere beviser det förste og sidste Svar, at der var Hedenske Old-Sagn 511 (US) om ►Alfader, som Over-Guden, ældre end alle ►Aser; thi netop naar Skriveren vilde betegne Gud Fader, kunde det umuelig falde ham ind, at tillægge ►Alfader de Navne, ►Odin giver sig i Grimners-Maal, eller at sige, Han ⓘ havde opholdt sig hos Rim-Thurserne, dersom ikke et bekiendt Hedensk Folke-Sagn medförde det.
✂ Endelig bör det ikke lades ubemærket, at da 👤Harald Haarfager lovede ei at bruge Kam eller Sax til sit Haar, för han blev Enevolds-Konge i 📌Norge, da svor han ved den Gud som ham havde skabt 209og raadte for Alt *👤Harald Haarfagers Saga. Kap. 4. hvorved Man nödvendig maa tænke paa ►Alfader, saa ganske örkeslös har Forestillingen om Ham dog aldrig været i 📌Norden, skiöndt den naturligviis altid i Hedenskabets Dage var svævende og ubestemt, og i den senere Tid vel omtrent saa mat, som nu hos de Fleste.
✂ Vi komme nu til ►Nornerne, de hemmelighedsfulde Skæbne-Dronninger, som stod for Styret, og de fremtræde umiskiendelig i Völuspa, hvor det lyder omtrent saaledes:
✂
Ygdrasils-Æsken,
Ældgammel, sær,
Vandet af Vædsken
Velklar og skiær,
Dugger og dygger
Dale i Kveld,
Grön overskygger
►Urds Kilde-Væld!
✂
Jomfruer trende
Under det Træ
(Meget de kiende)
Mödtes i Læ!
►Urda hin gramme,
►Verdan saa bold,
Runerne ramme
Riste paa Skjold,
Skæbnen, med Skulde,
Skabe kun de,
Mand over Mulde
Möerne tre,
210Lodder og Lykke,
Liv efter Tykke
Skiænke og spaae!*Völuspa St. XVII og XVIII, hvor Man vil finde Alt, undtagen det Gramme og Runerne ramme, som, indtil videre, maae skrives om ikke just paa Rimets saa dog paa min Regning. St. VIII. er dunkel, og de tre Thurse-Möer som gjorde Ende paa ►Asernes Gammen, er neppe ►Nornerne.
✂ Vist nok kan vi hverken heraf eller af nogen Yttring om ►Nornerne i vore Mythe-Böger, slutte os til, hvordan de Nordiske Hedninger tænkde sig deres Styrelse af Begivenhederne og Indflydelse paa Livet, men det er heller slet ikke Spörgsmaalet; thi at selv i Christenheden Forestillingen om Forsynet, og i det Hele om Forholdet mellem Frihed og Nödvendighed, baade har været og er hos de Fleste saare dunkel, medens den hos Ingen af os er fuldklar, det maae vi jo vide, og vil dog vel ikke tænke, at de gamle Hedninger var mere udlærte Grublere end vi. Ligesaa lidt kan det her være Spörgs-Maalet, hvor stærk og udbredt Troen paa ►Nornerne var, thi hvad döde Folk har troet, kan Man altid kun slutte sig til af deres Digten og Tragten i det Hele, og i Hedenskabet, da Troen aldeles maatte skiötte sig selv, kan Man ikke engang sige hvormeget derom var almindelig bekiendt; men Sagen er kun, at den uböielige Skæbne, som kundgiör sig selv for alle opmærksomme Mennesker, svævede ikke for Nordboens Öine som en blind Over-Magt, 211men som et Forsyn, med et stort og herligt Öie-Med, hvis Opnaaelse, hvor mange og store Offere det end krævede, dog var Menneske-Slægtens Triumph. At ►Nornerne imidlertid ogsaa, i det Mindste i 📌Danmark, har havt et Tempel, hvor der ei blot gaves Orakel-Svar, men ogsaa hentydedes paa deres almindelige Styrelse, slutte vi med Rette af Old-Sagnet om de tre Jomfruer, der aabenbar som Norne-Præstinder, gav ►Fridlevs Sön 👤Ole (👤Ali) sine blandede Kaar*👤Saxos sjette Bog (👤Stephanius) S. 102, (paa Dansk) II. 17..
✂ Hvad Navnet angaaer, da udtale baade Islændere og Færboer ►Norner som ►Nodner, der altsaa kommer af det Angel-Sachsiske “neod” der betyder Nödvendighed, men de særskildte Navne: ►Urd, ►Verdan og Skulde, er vanskelige at giöre Regnskab for, kun er det vist, at de ikke, som Man har meent, kan betyde den forbigangne, nærværende og tilkommende Tid, og at ►Urd, Angelsaxernes velbekiendte Wyrd, betyder hende som raader for det Vordende, eller Skæbne-Dronningen. Naar vi imidlertid sammenligne det ovenmeldte Sagn med et Andet om ►Nornerne som bestemde ►Helge Hundings-Banes Kaar*►Helge Hundings-Banes Kvide. C. U. II. 55., da finde vi i dem Begge de To enige, og den Tredie i Modsætning, og deri maa da Grunden ligge baade til Tretallet og til Navnene, saa den förste ►Norne er Spaa-Dommens, den Anden 212Forhindringens og den Tredie Afgiörelsens. Dette er nemlig den historisk-poetiske, altsaa naturlig Nordiske, Opfattelse af Skæbnen og Forsynet, og naar det Nordiske Drama uddanner sin Form, vil derfor sikkert de tre ►Norner udgiöre dets umistelige Chor, der med langt anderledes Föie, Kraft og Klarhed, end det Græske kan gribe ind i Handlingen, og indgyde den höie Rolighed, der altid skulde opveie den dybe Vemod ved Betragtningen af Helte-Livets tunge Kaar. Baade i 👤Evalds og 👤Oehlenschlägers ►Balder seer Man ogsaa nok, det ringede for Skjaldenes Ören som en Röst fra höiere Steder, men da de ikke kiendte Norne-Salen, giættede de paa ►Valhald og gav ►Valkyrierne Ordet, hvorved kun vandtes Lidt*►Urd (Wyrd) er altsaa af A. S. weorðan (vorde), ►Verdandi udledes nemmest af det A. S. werdan, at forhindre eller forbyde, og Skuld af “skal” i alle Nordiske Mund-Arter..
✂ Huske vi nu kun, at det fornemste Gavn vi kan have af 📌Nordens Myther, er at vi deri finde vort naturlige Billed-Sprog, til livlig, kort og fyndig at udtrykke hvad sandt er om den store Kamp for Evigheden, hvori Adel-Mennesket tager virksom Deel, da vil det ret glæde os, at selv Norne-Navnene er de allerbekvemmeste, ikke blot for den Dramatiske Digter, men for os alle, til at oplive og udtrykke den giennemgribende historiske Sandhed, at i ethvert Storværk, saavelsom i den udmærkede Enkelt-213Mands, i Hoved-Folkenes og hele Slægtens Levnets-Löb, kan vi skielne et bestemt Anlæg, en indviklet Knude, og en til Anlæget svarende Oplösning, saa det er med ►Nornerne som med ►Kroniderne, at, har vi kun först gjort deres Bekiendtskab, staae vi aldrig Fare for at glemme dem, da vi möde dem i Livet, hvor vi vende os. Ja, vi sige med Rette, at ►Nornerne forholde sig til ►Kroniderne, som Historien til Menneske-Naturen, eller som den aandelige Virksomhed til Kræfterne, saa ►Urda-Vældet svarer til ►Kronos, ►Urd til ►Zeus, ►Verdan til ►Poseidon, og Skuld til ►Pluto, thi det er altid i Middel-Alderen, mens de stormende Lidenskaber kæmpe, at Forholdene sælsomt indvikles, som det er allevegne kiendeligt, og i den Universal-Historiske Middel-Alder soleklart. Kun er Norne-Mythen dybere end Kronos-Mythen, fordi den kun speiler sig i Menneske-Livet, og udtryk 512 (US) ker det Guddommelige Forsyn, som skaber et Drama, der ikke ender sig med Död og Oplösning, men finder sin Forklaring i evigt Liv og giennembrudt Herlighed.
✂ Derfor, naar vi i Sange og Sagn finde langt færre Spor af denne ophöiede Forestilling, end vi maatte önske, da viser det kun, hvad vi desuden veed, at Man faaer ikke Alt hvad Man seer, og naaer paa Jorden aldrig det Höieste Man tragter efter, saa det var naturligt, at det i Tidens Löb ei gik ►Nornerne bedre end Forsynet og Skæbnen, 214saa til daglig Brug fik de mere Utak end Roes og Berömmelse, og pristes kun for Alvor af de Færreste i deres bedste Öieblikke, naar de, hævede over smaalige Hensyn, stirrede vist paa Maalet og Enden af Alt. Hvor fast det imidlertid sad, at den ene ►Norne stod i Modsætning til de to Andre er alt berört, og afbildes levende i Helge-Kvidens Indledning, hvor det hedder:
✂
Örne gnægged
I Arilds Tid,
Hellige Vande
Fra Himmel-Bjerg randt,
Da havde ►Borghild
I Braalund födt
►Helge til Verden,
Hugprud Sön!
✂
Nu kom ►Norner,
Ved Natte-Tid,
Kæmpen at keise
Kaar og Lodd,
Hæder og Ære
Helten de gav:
Bedst mellem ►Budlunger
Blive hans Lov!
✂
Paa Konge-Veien,
Kraftelig snoet,
Skæbne-Linen
I Lund de slog,
Klar de udspændte
Kiæden af Guld,
Midt under Himlen
I Maane-Skin!
✂
215
513
(US)
Enderne skjuldes
I Öst og Vest,
Satte for Ædlingens
Odel Skiel,
Skæbne-Disen
Skiödeslös dog
Kasted mod 📌Norden
Kiæden til Bröst!
✂
Det blev den ædle
►Ylfing til Harm*►Helge Hundingsbanes förste Kvide, V, 1-5. Forskiellen i fjerde Vers kommer deraf, at Man har taget “ey” for “altid”, men jeg tager det for “ei, ikke”, som det ligesaagodt kan være, og som ene giver sammenhængende Mening..
✂ Hermed stemmer Sagnet hos 👤Saxo om 👤Oles Kaar som jeg, for en Sikkerheds Skyld, vil anföre heelt.
✂ Det var, siger 👤Saxo, gammel Skik at udfritte sine Börns tilkommende Skæbne af de forkloge ►Norner (Parcarum oracula consultare), og i Fölge heraf begav ►Fridlev sig höitidelig til Gude-Huset, forrettede sin Bön, og fik Lov til at kige ind i Aflukket, hvor trende ►Diser havde deres Sæde, hver paa sin Stol. Den Förste af dem var saa naadig at skiænke Drengen et smukt Udvortes og Folke-Gunst med Gæving, hvortil den Anden var saa god at föie udmærket Rundhed, men den Tredie var for modtvillig og avindsyg til smukt at stemme i med Systrene, hun vilde heller giöre Skaar i deres Gaver, og tillagde derfor Drengen en slem Nidskhed, der skulde kaste Skygge paa Rundheden.
✂ 216Endelig speiler den samme Forestilling sig i Sagnet om ►Norne-Giæst, skiöndt det kun har naaet os i en meget prosaisk Skikkelse, med tre omlöbende Spaa-Kiærlinger; thi da de To havde spaaet Lykke og Held, stræbde den Tredie at giöre det Alt forgiæves, ved at melde, han skulde kun leve saalænge de Lys brændte, der nu var tændte over hans Vugge*Norne-Gests Saga i ►Rafns Udgave af Fornaldar Sögur B. 1. S. 340..
✂ Det Sidste minder os om, at Norne-Navnet i Tidens Löb er blevet ligesaa misbrugt og ilde stædt, som Skæbnens og Lykkens i senere Tider, og herom oplyses vi nærmere af Edda, hvor vi læse: der er mange deilige Boeliger i Himlen, guddommelig omgiærdede, og deriblandt en prægtig Sal ved Kilden 516 (US) under Asken, hvoraf tre Jomfruer udgaae, nemlig ►Urd, ►Verdan og Skuld, som give Menneske-Livet sin Skikkelse, og disse Jomfruer kaldes ►Nornerne *Gylfe-Legen i 👤Rasks Udgave af Edda. S. 18.. Der er imidlertid (hedder det videre) end flere ►Norner, som komme til alle Nyfödte og bestemme deres Levnets-Löb, men af disse höre Nogle til Gudernes, Nogle til ►Alfernes og Nogle til ►Dværgenes Slægt, som det lyder:
✂
Vidt der mon skielle
Vist mellem ►Norner,
(Eens er slet ikke
Ætten og Byrdden)
217►Asa-Veninder,
►Alfernes Frændker,
Döttre af ►Dvalin,
►Dværgenes Fyrste!
✂ Da sagde ►Gangler (►Gylfe): raade ►Nornerne for Skæbnen, da er det en Gru hvor uligelig de skifte, aldenstund somme Folk har deres kronede Dage, og Andre knap Salt til et Æg, Somme leve længe og Andre kort. Ja, sagde Har, det er de gode og adelige ►Norner som giör Skæbnen god, men naar Ulykken forfölger Folk, da er det de slemme ►Norners Skyld*Dette Vers findes i Fofners-Maal, men har ventelig ogsaa været i ►Grimners, ei blot fordi Man endnu seer det i enkelte Afskrifter, men især fordi Grimners-Maal aabenbar har staaet for Gylfe-Legens Forfatter, men Volsung-Kvadene spore vi ellers ikke der..
✂ Saaledes vil Man huske, vi tale endnu sædvanlig om Lykken og Ulykken, som om det var to Kvindelige Væsner, skiöndt vi, naar vi med Flid tale billedlig derom, kun nævne Lykken alene, og udlede Alt af hendes Vægelsindighed, hvori vi har stræbt at oplöse den gamle Modsætning ved ►Norne-Dommen. Ja, selv den skiödeslöseste Sammen-Blanding af Forsyn og Spaa-Kiærlinger kan vi ikke finde unaturlig, thi Begreberne om Frem-Syn og Bestemmelse maae i deres Guddommelighed være Eet, hvorfor de ogsaa sammensmelte i Ordet “For-Syn”, og enten det derfor er i Stjernerne eller i Hænderne, paa Næserne eller i Nakken, vi mene at kunne læse Menne218skenes Skæbne, sammenblande vi uvilkaarlig Spaadommen med Bestemmelsen, og maae ordenlig tænke efter, for at skille dem ad, og komme til den vigtige Indsigt, at det er kun i Gud 517 (US) dommen og dens klare Udtryk de falde sammen, men ingenlunde i de mange, kun meer og mindre ufuldstændige og dunkle, aldrig lydeslöse Forbilleder, vi i Skabningen kan opdage.
✂ Hvad Grund der for Resten har været netop til ovennævnte Inddeling af ►Norner overhovedet, kan være vanskeligt nok at sige, fordi Betragtningen af ►Alfer og ►Dverge kun har efterladt sig matte og vildsomme Spor, men den er aabenbar ældgammel, og har sikkert, som tre Gange Tre, havt sin gode mythiske Grund, hvoraf vi allerede kan skimte Noget. Asa-Nornerne er saaledes upaatvivlelig ►Valkyrierne, thi skjöndt det maaskee er Feil, at oversætte nonnur herians i Völuspa ved: ►Herians ►Norner, saa er de dog aabenbar Keiserinderne paa Valen, som, paa ►Asernes Vegne, bestemme, hvilke Helte der skal falde, og det er mærkeligt, at Man endog deri tænkde sig en Afvigelse fra ►Odins Villie muelig; thi det anföres i Volsung-Kvadene som Bryn-Hildes store Bröde, at hun fældte den gamle ►Hjalmgun, hvem Odin havde lovet Seieren, og sparede ►Agner, Öders Broder*Fornalder Sögur. I. 336., hvad naturligviis maa sige, at de rette ►Norners Villie krydsede ►Valfaders. Dette klarer sig bedre, naar vi lægge Mærke til Sagnet i Gylfe-Legen, om 219Gude, Rote og Skuld, den yngste ►Norne, som de der til Jævns Hold (jafnan) ride ud at kaare Val og skifte Seier, thi heraf slutte vi med Föie, at ►Valkyrierne var ogsaa fra förste Færd kun Tre, og vi finde det i sin Orden, at Skuld, Skallets eller den endelige Afgiörelses ►Norne, der, som ►Vola siger, löfter Skjoldet med de ramme Runer, ei taber Valen af Sigte*Gylfe-Legen S. 39 som er glemt i Registeret, der ellers hörer til de Fortrinlige, som vore Udgaver af Kilde-Skrifterne fattes.. ►Alfernes Frændker maae, saavidt jeg kan see, være de egenlige store Norner, men ►Dvalins Döttre er jeg forlegen med, undtagen forsaavidt, at Man godt kan tænke sig baade en Spaadom og Bestemmelse der omfatter hele Mennesket, en Anden der angaaer Æren med alt det Kæmpelige, og den Tredie der blot angaaer det Legemlige og Timelige, hvilken Sidste det formodenlig var, Man tillagde Dværge-Nornerne.
✂ Dog, for at komme tilbage til Aske-Nornerne som det giælder om, da er deres Herkomst naturligviis dunkel og gaadefuld, men saa tause derom, som Man sædvanlig troer, er Mythe-Bögerne dog ingenlunde, thi foruden nysanförte Vink om deres Henregnelse til Alfe-Slægten, see vi tydelig af det i andre 518 (US) Henseender dunkle Vers i Vafthrudners-Maal, at de udledes fra ►Jotunheim. Der spörger nemlig ►Gavnraad (►Odin):
✂
220Hvilke er de Möer,
Höitoplyste,
I flyvende Fart
Over Folke-Havet?
✂ og faaer til Svar:
✂
Folke-Elve trende
Falde over Byen,
Hvor Mægthrasirs
Möer mon dvæle!
De er alene
Lykkens ►Diser,
Skiöndt mellem ►Jetter
Hjemme de har*Det er “hamingior” jeg kalder Lykkens ►Diser, og da “með jotnum alaz” kan betyde baade deres Födsel og Ophold har jeg valgt Udtrykket: de har hjemme. Vafth. M.C.U. p. 30..
✂ Vel kan nu dette lettelig være en blot Jette-Anskuelse, men noget Mere synes det dog at være, naar vi hermed sammenligne, hvad der siges om deres Bopæl. Vi hörde af Edda, at ►Nornerne havde en prægtig Sal under Asken, godt omgiærdet, ved ►Urdas Væld, og ved at sammenligne Haand-Skrifterne af Völuspa kan vi skiönne, det har lydt der omtrent saaledes om ►Nornernes Herkomst og Boelig:
✂
Der udaf Salen,
Paa Sulen, fremgaae
Möerne trende,
Fuld-Meget de veed!*ⓘ
Læse-Maaden “Sal” for “Sö” findes nemlig baade i den Stokholmske Haandskrift, og i den, der först saae Lyset i C. U. p. 195-206, og i den Sidste staaer 221á þolli, som ogsaa i vor gamle Skind-Bog skal have været den oprindelige Læse-Maade (C. U. p. 199); men at þollr er en Stötte eller Söile, sees ei blot af Hymers-Kviden C. U. p. 127, men især af Skjalde-Brugen, hvorom Olavsen (i Nordens Digtekunst) giver Beskeed.
✂ 221Denne Sal finde vi igien i Fjölsvins-Maal, hvor den billedlig siges at vakle paa Spyds-Odd, thi da Vindkold (►Svipdag) spörger:
✂
519
(US)
Hvad hedder Salen,
Af Luer ombölget,
Hvor Viserne boe?
✂ faaer han til Svar:
✂
Hyr den hedder,
Hvile paa Naale
End skal længe
Ödurs-Borgen;
Der kun times,
Mens Tiden skrider,
Folk som adspörge,
Spaadom vis!*Fjölsvins-Maal C. U. p. 298, hvor “frettir ͻ: Oraklet” noksom viser, at “visum” skal forstaaes om ►Nornerne, som det hedder i Ravnegalderet: visa Nornir.
✂ Spörge vi nu, hvem den Ödur vel kan være, i hvis Borg ►Nornerne boe, og hvorfra alle Orakel-Svar udgaae, da finde vi kun Een af dette Navn, som Gylfe-Legen siger os var Nats ældste Sön, avlet med ►Naglfar, og vi maae finde det i sin Mythiske Orden, baade at ►Nornerne, som udtale og udföre Skæbnens Domme, kaldes Ödurs ͻ: Skæbnens Döttre, og at han har det dunkleste Udspring: er Nats ældste Sön.
✂
222Er vi nu först paa Sporet, da giver det Lys, som för var bælgmörkt, thi Man har aldrig kunnet begribe, hvorfor En af ►Nornerne ved ►Helges Födsel kaldes Neres Frændke, men naar vi lægge Mærke til, at endnu i ►Eigil Skallegrimsöns Hoved-Kiöb (höfudlausn) bruges “Nares Frændke” som et almindeligt Udtryk om ►Nornen
*►Eigil Skallagrimsöns Saga C. U. p. 440, og denne ►Sagas uforsvarlige Mangel selv paa Skyggen af et Register maa da undskylde, at der ved “nipt Nera” i Helge-Kviden, ei er henviist til den afgiörende Parallel:
✂
Trad nipt Nara
Náttverd ara.
✂ 520 (US) Den Sag anseer jeg da for afgjort, og skiöndt Læseren maaskee fristes til at smile over al den Uleilighed med Snurre-Piberi, saa er det dog ingenlunde uvigtigt at faae saadanne Ting i Orden, thi baade bliver vores Forestilling om ►Nornerne 223derved klarere og bestemtere, og vi see tillige deraf, at Fædrenes Forestilling om dem ei har været nær saa taaget og svævende, som Man hidtil troede. Alt hvad nemlig Mytherne ikke give et ordenligt Slægt-Register, en fast Bopæl og bestemte Forretninger, er saa næsten örkeslöst for det tilsvarende Folk, men naar vi lære, at ikke blot var det ►Nornerne som vandede ►Ygdrasil, men de havde deres prægtige Sal midt deri, hvorfra alle sande Orakel-Svar udgik, og hörde til Lys-Alfe-Slægten, var vel Sönne-Döttre af Nat, men dog ogsaa Broder-Döttre af Dag, see, da veed vi, at ►Nornerne var ordenlig indflettede i de Nordiske Hedningers Tanke-Gang*Vi indsee nu, at ►Volas Ord om ►Nornerne “orlog segia” henvise paa Oraklet, som er det “frettir” der menes i Vegtams-Kvide, og at Alfe-Nornerne er ►Askens stadfæstes ved, at ►Idunna i Ravne-Galderet ogsaa regnes til Alfe-Slægten..
✂ Lægge vi hertil, at det i Ravne-Galderet udtrykkelig siges, at ►Nornerne i det Hele staae for Styret*Visa Nornir, som oplyses godt af det A. S. “visian ͻ: at styre.”, da er det al den Under-Retning om dem, jeg har kunnet finde i Mythe-Bögerne, thi hvor de ellers nævnes, er det enten for at sige, der staae ogsaa Runer paa deres Negle, eller for at give den uundgaaelige Skæbne et bekiendt Navn, og det eneste Sted hvor der synes sigtet til noget Mere, er mig 224bælgmörkt; paa det lille Ord nær, at Ingen lever en Time længer end ►Norner spaae*Af Registeret til R. U. af den saakaldte 👤Sæmunds Edda, kan Man see, hvor i den ►Norner udtrykkelig nævnes, men her sigtes til Brynhilds-Kviden p. 202 og Hamders-Maal p. 515-17. C. U. Paa sidste Sted tales om ►Nornernes Hunde opfödte á auðno, som peger tydelig nok paa Skæbnens Ene-Mærker, men jeg kan ikke oprede det..
✂ Vi har imidlertid Vidnesbyrd Nok om, at ►Nornerne ihukommedes giennem hele Old-Tiden, og det er ret mærkeligt, at det klareste Spor af Norne-Anskuelsen hos 👤Saxo netop findes i et af de yngste Vers, i Hildigers Döds-Sang nemlig, som uforvarendes falder for sin egen Broders Haand; thi der hedder det:
✂
Hvad fremvise ►Norner
Har forud bestemt,
Og Spaadoms-Runer
I Speilet viist,
521
(US)
Hvad Ledd mon skabe
I Skæbne-Kiæden,
Det ændres ikke,
Hvor ofte end
Sig Bladet vender
I Blændværks-Lund!*👤Saxo (i 👤Stephanii Udgave) p. 136. At dette Vers aabenbar er det Samme, som findes paa Islandsk i ►Asmund Kappe-Banes Saga (Fornaldar Sögur II. 484) har Biskop 👤Müller alt bemærket (Saga-Bibliothek II. 599) men det er Skade at netop disse Slutnings-Linier fattes, da vi ellers vilde vidst bestemt, hvordan de löd. Da jeg maaskee ikke faaer Plads til siden at omtale disse Ting, vil jeg her anmærke, at det Islandske Vers, ved, tvertimod Sagaen, at kalde ►Asmunds Moder 225“Drotte” som ►Haldans hedder hos 👤Saxo, mærkelig stadfæster hans Tilforladelighed.
✂ 225Ja, vi spore ►Nornerne, giennem Einar Jarls Vers ved ►Halvdan Langbeens Fald, og 👤Halfred Vanraadskjalds i ►Olav Tryggesöns Gaard, lige til Christendommens Indförelse.
✂
Da vi ingen Angel-Sachsiske Vers har tilbage i deres Hedenske Dragt, finde vi naturligviis heller ikke ►Nornerne egenlig omtalte, men des mærkeligere er det, at vi finde “Wyrd” (►Urd), som det staaende Udtryk for Skæbnen, thi ogsaa i de Hedenske Kvad var det næsten altid kun ►Urd som blev nævnet*►Verdan findes nemlig ikke nævnt, undtagen i Völuspa, og paa det tilsvarende Sted i Gylfe-Legen, og selv Skulde nævnes ellers kun et Par Gange som ►Valkyrie, og paa et dunkelt Sted i Gro-Galderet C. U. II. 541, hvor Meningen vel er, som i det Angel-Sachsiske: gæð a wyrd swa hio scel ͻ: det gaae som Skæbnen vil.. Vi finde imidlertid ogsaa Navnet i Pluralis (wyrdas) og kan see, det har betegnet ►Nornerne
*Vel bruges “wyrdas” sædvanlig for “Begivenheder” ligesom “urðir” i Sigurds-Kviden C. U. II. 214, men 👤Chaucer og Douglas oversatte endnu “Parcæ” ved “werdes”, saa det har aabenbar i Hedenskabet betydt Norner., og selv Tre-Tallet spore vi i Sagnet om de tre Urde-Söstre (werd-sisters), som spaaede Macbeth hans Skæbne*Vel er det kun en Giætning, at der i Shakspears Macbeth I. 3 skal læses “weird sisters”, men i Wyntons Skotske Rim-Krönike p. 225, hvor Sagnet fortælles som en Dröm, Macbeth havde, hedder det ganske rigtig:
✂
And thai wemen than thowcht he
Thre werd-systrys mast lyk to be