↩ For Resten giælder det om Guder som om Mennesker, især hvor Disse er Skaberne, at jo tydeligere Omridsene blive, jo meer de træde ud fra hinanden og individualiseres, og jo mere deres Kræfter og Egenskaber tænkes udenfor dem, som en Eiendom, og deres Virkning afhængig af Midler, som tilsyneladende giör den meer forklarlig, des yngre er Sagnet, thi det er Phantasien som forbinder og Forstanden som adskiller, medens Fölelsen vexelviis, som Kiærlighed og Had, snart forbinder, og snart adskiller, som det afbildes for vore Öine ved Himlen, der omhvælver det Hele, Havet, der baade adskiller og forbinder, og Jorden, der er de utallige Skikkelsers Moder, og er Tvistens-Æblet imellem dem. Her mindes vi da atter om ►Kroniderne som deelde Verden, og jeg vil kun tilföie, at hermed stemmer det ypperlig overeens, hvad der i Hadding-Sagnet meldes om Mellem-Odin (Mith-Othyn), som forböd at offre til Guderne i Samfund, men befalede at giöre Enhver af dem særskildt Dyrkelse*👤Saxo (👤Stephanii Udgave) S. 13. Dansken I. 42-43..