↩ Havde Man imidlertid i den ny Tid, da Man tog sig paa at for 49 (VU) klare den Gamle, havt videnskabelig Aand, da vilde Man giemt begge Konst-Folkene (det Israelitiske og Romerske) til Sidst, og henvendt hele sin Opmærksomhed paa Grækerne, 423 (US) som det Eneste af Old-Tidens Natur-Folk, Man historisk kiendte giennem et heelt Udviklings-Tidsrum, eller i de fem Aarhundreder fra 👤Solon til 👤Christus og 👤August, og Man vilde da snart opdaget, at, forholdsviis, hjemfaldt hele Tiden för 👤Solon til Phantasien, at Fölelsen herskede mellem ham og 👤Alexander, og derpaa Forstanden, saadan som den var, med det Alexandrinske Bibliothek og den tilsvarende Höi-Skole. Da vilde det naturligviis aldrig falde dem ind, ved Forklaringen af de Græske Myther, som var endnu langt ældre end den graa 👤Homer, fra Phantasi-Tidens dunkle Dyb, at tænke sig en Alexandrinsk Philosoph, der rev Blade ud 57af en Billed-Bog, svöbde deri sine Pölse-Pinde eller Svovel-Stikker, og forærede dem velforseiglede til de gamle Græker, som et himmelfaldet Kræmmer-Huus, med en Gud inden i, ved hvis Tilbedelse de kunde faae en Skræk i Livet, og hæves lidt over Sandseligheden, thi selv en Lignelse som denne, var, saavidt jeg veed, meer end de Alexandrinske Philosophers Phantasi blev istand til at forfærdige.