►Skjoldunger, ►Skilfinger og ►Ylfinger.
✂ Alle vi Nordboer har baade de gamle og de nye Islændere saare Meget, og i den egenlig Nordiske Mythologi Alt at takke, saa, naar vi kunde giöre det uden vor egen Skade, skulde vi gierne skjule deres Skröbeligheder, men det kan vi ikke, og da det ikke nytter at græde over dem, bör Ingen fortænke os i, at vi spase lidt med dem, som baade er den mildeste og frugtbareste Maade at behandle dem paa. Til disse Skröbeligheder hörer nu ret egenlig deres gamle Slægt-Registre, der ikke, som de Angel-Sachsiske, er udkastede paa fri Haand til at give en værdig Forestilling om 📌Nordens Helte, som Æt-Mænd af ►Odin og af Hav-Kongen ►Skef, 👤Noas fjerde Sön, födt i Arken, men er smaalig beregnede paa, at faae alt det Berömte, der ikke 567kunde voxe op paa 📌Island, Ledd for Ledd brækket ud af 📌Norges Klipper, eller fört op til ►Odin Tyrke-Konge fra 📌det Sorte Hav. Dette er, blandt Andet, den sande Oprindelse til den ►Halvdan hin Gamle med de atten Sönner (fra hvem alle 📌Nordens Helte-Slægter skal nedstamme) som allerede pipper frem i Skalda, og spöger slemt i det saakaldte ►Forniots Arve-Tal eller 📌Norges Opdagelse (Fundinn ►Noregs), der vel nu ikke længer, som i 👤Suhms og Skönnings Dage, giælder for 727 (US) en Genesis i 📌Nordens Historie, men har dog hidtil forebygget Udviklingen af et sundt Begreb om Helte-Slægterne.
✂ Sagen forholder sig kortelig saaledes, at i Bjarkemaals-Tiden har Man, som ►Hyndlas Sang viser, havt Sagn om ►Skjoldungen ►Halvdan Gamle*►Hyndlas Sang C. U. I. 323, hvor de nye Islændere kun maadelig har vidst at dække den gamle Snak om ►Forniots Æt ved at giöre “hæztr Skiöldunga” til “supremus regum.”, med atten Sönner, som en Stam-Fader til Nordiske Helte, men har i Kragemaals-Tiden misforstaaet det, og da Man ikke kunde hitte atten Helte-Slægter, ladet dem af Halvdans-Sönnerne, Man ingen Slægt havde til, falde sönnelöse i Ungdommen. Indfaldet, seer Man nok, var ikke saa galt, men Udförelsen er selv i Skalda saa fuskermæssig, at der blive Helte-Slægter, som Ingen veed Noget om, og fattes Stamfædre mellem de atten Halvdans-Sönner netop til 📌Nordens tre Stolkonge-Slægter: ►Skjoldunger, ►Skilfinger 568og ►Ylfinger *Skalda p. 190-93.. Nu kom endelig Smöreren, som vilde giöre Alting klart, skiöndt han ikke engang var saa klog som Fuskeren paa Skalda, han kiörde Alting sammen med ►Nor og ►Gor og den gamle Snee, udraabde ►Halvdan Gamle af sin Naade til Nisse-Konge paa Ringe-Rige og Valders, slog ni Halvdans-Sönner som Fluer ihjel med eet Smæk, og vrævlede Resten saaledes sammen, at iblandt Andet ►Skjoldunger og ►Skilfinger blev Hip som Hap*Medens meget Godt ligger skjult, er denne Snakkerads ei blot trykt i Björners Kæmpedater, men ogsaa i Stokholmer-Udgaven af 👤Snorros Edda og i Fornaldar Sögur..
✂ Langt fra derfor at ville före Læseren tilbage til den gamle Snee, der hos os, som Ordsproget lyder, ikke engang let bliver fjorgammel, eller fylde ham Örene fulde med ►Hildinger, Ödlinger, Döglinger, Bragninger, Loftinger og Siklinger, som Man i Grunden ei veed mere om, end om de Ni der faldt i deres Ungdom barnlöse og leve kun af Skjaldenes Naade*Disse Ni, efter Skalda ei faldne men födte paa een Gang som Nillinger, kaldes der ►Thengil, Ræser, ►Gram, ►Gylfe, ►Hilmer, Jöfur, Tigge, ►Skule og Herre, hvorved dog den Feil synes indlöbet, at ►Hilmer har efterladt sig en Slægt kaldet Hilminger; thi ►Hrodgars Dronning kaldes i Bjovulfs-Drape “ides helminga.” De frugtbare Sönner hedde: ►Hilder, Nefr, Öde, ►Yngve (Skelfee), Dag, ►Brage, ►Budle, Loft og ►Sigar., vil jeg holde mig til ►Hyndlas Sang, og vise, hvorledes Man, ved at fölge dens Vink, faaer 569en temmelig klar Forestilling om Hoved-Inddelingen af 📌Nordens Helte.
✂
Rul op fra Oven
De Arve-Tal,
Med Helte giæve,
Fra Heden-Old:
►Skjoldunger prude,
►Skilfinger med,
►Ylfinger alle,
Odelsbaarne,
Herser og Bönder,
Mænd under ►Midgaard,
Mest af Vælgten*►Hyndlas Sang C. U. I. 321, hvor det er klart, at Linien “hvat er Avðlinga” som fattes i alle Skind-Böger, skal tænkes borte. See ogsaa Stokholmer-Udgaven p. 114.!
✂
Prisen for Alle
Bar ►Ale i Styrke,
Skjoldunge-Perlen
Var ►Halvdan hin Gamle,
Mange har vundet
Paa Val sig et Navn,
Men Alle fordunkles
Af Drotten, hvis Rygte
Med Vindene farer
Al Verden om!
✂
570Ædelmodig
Ham 👤Edmund styrked,
►Sigtryg han klöved
Med Klingen sval,
Elne han ægted,
Ypperlig Frue,
Moder til atten
Unger-Svende*Dronningens Navn skrives forskiellig, fra Almveig til Alfni, men svarer sikkert til vores Elne (►Ellen) og har formodenlig stukket i det “Elan” som nu, da Texten er forhutlet, piner os i Bjovulfs-Drape, hvor der tales om ►Halvdan ►Skjoldungs Börn. 👤Thorkelins Udgave p. 7.!
✂
►Skjoldunger alle
►Skilfinger med,
Ödlinger, ►Ynglinger,
Odelsbaarne,
729
(US)
Herser og Bönder,
Mænd under ►Midgaard,
Mest af Vælgten,
Stamme fra dem*►Hyndlas Sang C. U. I. 323-25 hvor jeg paa Skind-Bögernes Ansvar maa lade “Ynglinger” staae, skiöndt Varianten “Ylfinger” sikkert her er den rette Læse-Maade, der kun er fortrængt, fordi de gamle Islændere fandt, det var splittergalt, at ►Ynglingerne slet ikke nævnedes.!
✂ Her see vi Kilden, som Skalda-Skriveren og hans Eftermænd mere forplumrede end ösde af, og den förste Mis-Forstand var naturligviis, at Man tog ►Halvdans atten Sönner, istedenfor ►Ale, Halvdan og 👤Edmund, for de Mythiske Stam-Fædre til alle 📌Nordens 571Helte-Slægter, thi heraf udsprang ikke alene det pudsige Indfald at giöre alle Mythiske Konge-Kiendinger til Navne paa Halvdans-Sönnerne, men ogsaa den barnagtige Lyst at trække ►Halvdan Gamle til sig. Naar vi derimod lade alt saadant Fjas fare, og tage Halvdan ►Skjoldung for Bjovulfs-Drapens Höie-Halvdan (heah ►Healfdene) ►Skjolds Sönne-Sön*Bjovulfs-Drapen Th. p. 7. Dansken S. 7. og 👤Saxos Halvdan Gamle, ►Rolv Krages Far-Fader*👤Steph. Saxo p. 27. senectute vitam finierit. Hans Bedrifter findes derimod p. 121-124 hvor ►Haldan Bjerg-Gram er plumpet ind, langt fra den ►Gram der slog ►Sigtryg., hvem Grotte-Sangen og Heims-Kringla ogsaa sætte paa Leire-Thronen *Grotte-Sangen i Skalda p. 150. Heimskringla I. 34. 41., og tage ►Ale for den berömte Kong ►Ale fra 📌Norge, der sloges med den Svenske ►Adils paa Væneren i ►Rolv Krages Tid, da fölger det af sig selv, at 👤Edmund (Eymundr) bliver den Svensk-Gothiske Heros, hvem Skalda giör til Konge i ►Holmgaard, og Bjovulfs-Drapen sagtens mener med ►Emund ►Skilfing (►Eanmund) i 📌Sverrig * Bjovulfs-Drape Th. p. 194. Dansken S. 226. 230.. Saaledes finde vi da Stam-Fædrene til 📌Nordens Stolkonge-Slægter, vel at mærke i Bjarkemaals-Tiden, og med Navnenes Fordeling har det heller ingen Sværighed, naar vi lade de Islandske Fordomme fare; thi at ►Skjoldungerne tilhöre 📌Danmark er vitterligt nok, at ►Skilfingerne er de Samme som Islænderne kalde 572►Ynglinger, altsaa 📌Sverrigs Stol-Konger, har Bjovulfs-Drape sat udenfor al Tvivl*Bjovulfs-Drape Th. p. 163. 68. 85. 217-220., og ►Ylfingerne maae altsaa nödvendig tilhöre 📌Norge, hvorpaa ogsaa Alt hvad vi veed om dem hentyder.
✂ 730 (US) Maa det nu kun giöre Læseren halv saa megen Fornöielse, som det har gjort mig, at finde ►Skjoldunger, ►Skilfinger og ►Ylfinger ordenlig bænkede paa de tre Nordiske Konge-Stole, da holder jeg mig derved fuldkommen skadeslös for den Ærgrelse, jeg har havt af Skaldas og Forniot-Snakkens ►Halvdan Gamle, der skal have givet et stort Jule-Offer for at leve i trehundrede Aar, men faaet til Svar, at han maatte nöies med at leve sin Alder ud, og med det Löfte, at der hele trehundrede Aar ei skulde födes Almues-Folk eller Kvinder i hans Æt*Skalda p. 190. 363, hvorved jeg maa bemærke, at ►Halvdan Gamle reent er oversprunget paa Registeret.. Stikker der nemlig noget godt Gammelt i Snakken, som nok er mueligt, da har det naturligviis oprindelig hedt “ingen Kiærling eller Fæt i din Æt”, som var noget ganske Andet; thi den Dag har aldrig været, og Danne-Kvinderne sörge vel for, den aldrig kommer, da Danne-Mænd skulde bryste sig af at blive Stam-Fædre til en kvindelös Slægt*At Man derimod lidt höiere nordpaa ikke blot fordum havde, men har endnu en sær Kvinde-Sky, derom vidner, blandt Andet, desværre, Literatur-Lexikonnet for 📌Danmark, 📌Norge og 📌Island, hvoraf det ingenlunde var gamle 👤Nyerups Skyld, at alle vore Mödre og Kiærester grusomt udelukdes.. 573Naar vi for Resten huske, at Bjarkemaals-Tiden falder mellem den Angel-Sachsiske og Normanniske Udvandring, da see vi strax at ►Halvdan Gamles tre Aarhundreder er de samme som ►Stærk-Odders, saa Forskiellen er blot, at Man i 📌Danmark ikke var saa bange for det dristige Billed-Sprog, som i 📌Norge og paa 📌Island, eller med andre Ord, at Bjarke-Maalet var mere poetisk end Krage-Maalet.
✂ Hvad nu især ►Skjoldungerne angaaer, da har 👤Saxo sörget for, at vi veed en god Deel om dem, skiöndt den Islandske Skjoldung-Saga er forgaaet, saa det er beklageligst for ►Skilfingernes og ►Ylfingernes Skyld, som vi nu veed kun Lidt om; thi 👤Snorro vidner, at deri var et langt Stykke om Slaget paa Væneren mellem den Norske ►Ale og den Svenske ►Adils, hvorom vi nu maae nöies med det magre Udtog i Skalda, som dog er meget bedre end Intet*Heimskringla I. 41. Vel skulde Man tænkt, det Hele maatte findes i ►Rolv Krages Sage, men ogsaa ved at tie bomstille om Sligt, viser den Snak, som 👤Oehlenschläger desværre har foretrukket, hvor lidt den fortjende det.. ►Adils, som ikke troede sig Normanden voxen, skikkede nemlig Bud om Hjelp til sin Stif-Sön ►Rolv Krage i Leire, lige navnkundig blandt Heden-Olds Drotter for Kækhed og Ydmyghed, og tilböd sig ikke 731 (US) blot at svare til Lönningen for hans Krigs-Hær, men ogsaa at lade ►Rolv tilkeise sig selv hvilke tre Kostbarheder i 📌Sverrig, han vilde. Selv kunde imidlertid ►Rolv ikke komme, 574for Krigen med Sachserne, han dengang var indviklet i, men han skikkede ►Adils sine tolv Kæmper, hvoriblandt var ►Bjarke Bidhvas, ►Hjalte Ædelmod (hugpruði), Hvitserk Snarensvend, ►Vigge, ►Veset og Brödrene ►Svipdag og ►Begad *I Skalda staaer Bavðvar bjarki, men det er klart af 👤Saxos Viser, at Kæmpen hedd ►Bjarke med bödvar ͻ: bidhvas (bellíger) til Binavn. Der staaer ogsaa “Vöttr” men da Vöggr ͻ: ►Vigge er nævnt foran, tager jeg det for en Skrivfeil, skiöndt “Vöttr, Veseti” Fornaldar Sögur II. 220 taler for det Modsatte.. Hvem ►Ale havde med sig, veed vi ikke Mere om, end hvad vi kan slutte af Verset:
✂
Vestein reed paa ►Vale,
Og ►Vifil paa Stuf,
Meenthjov paa Moe,
👤Munter i Gry,
Og ►Ale paa Ravnen
Til Iisslag-Valen
*Skalda p. 180, hvor Hestene har reddet Kæmperne.!
✂ Man kan vel ikke sige, ►Ale beed i Græsset, men han faldt dog paa Glat-Isen, saa han reisde sig aldrig mere, og ►Adils tog saavel ►Hilde-Svin, hans Hjelm, som Ravn hans Hest, men vilde hverken udrede Kæmpernes Sold, som var tre Mark Guld til Mands, eller rykke ud med Kostbarhederne, de kaarede til ►Rolv, Hjelmen ►Hilde-Svin nemlig, Brynjen Fins-Lav som var staalfast, og Guld-Ringen Svia-Gris, som hörde til Upsals-Dresselen*Skalda p. 150-153. Fins-Lav (Finnzleif) eller ►Fins Efterladenskab minder om den Kong ►Finn i ►Bjovulfs Drape, som ►Hengst sviges af, men giver Lön som forskyldt.. Dette 575gav da, efter Skalda, Anledning til ►Rolvs Besög i 📌Upsal og Guld-Sæden paa ►Fyrresvold, som ei her skal videre omtales, men vel maa det anmærkes, at Bjovulfs-Drape, der har givet os et kosteligt Træk til ►Skjolds Billede, nævner blandt hans Ætmænd begge Halvdans-Sönnerne ►Helge og Roe (hroðgar), samt Rolv (hroðulf) som Roes Frænde*Bjovulfs-Drape Th. p. 7. 78-91 og The Traveller (Vidsids-Maal) i 👤Conybears Illustrations p. 14..
✂ Da ►Skilfinger er det Samme som ►Ynglinger, kiende vi Endeel i det Mindste til deres Navne og Bauta-Stene fra Yngling-Tal, og, hvis 👤Harald Haarfager virkelig nedstammede fra dem, en god Deel til deres Norske Tog; men da ►Skilfing 732 (US) har været den Angel-Sachsiske Benævnelse, forekommer det kun sjelden i Islandske Böger. Det er ellers et af ►Odins Tilnavne i Grimners-Maal, og udledes i Skalda fra en Sökonge Skilfer (►Skelfir) hvis Afkom var i Öster-Leden*Grimners-Maal C. U. I. 65. Skalda p. 193., ventelig den Samme som Skelve (Sceldvea) Hermods-Sön i de Angel-Sachsiske Slægt-Registre, og mellem Halvdans-Sönnerne har Forniot-Snakken ►Skelfir hvor Skalda har ►Yngve *Script. Rer. Dan. I. 3. 9, hvor Scealdna i Langfedgatal er en blot Skrivfeil.. Blandt de ►Skilfinger Bjovulfs-Drapen nævner gienkiende vi ogsaa let Önn, ►Ottar og ►Adils i Ongen-Thjov, ►Other og Edgils *Bjovulfs-Drape Th. p. 148. 78. 79. 85. 94. 217. 19. 21. Vel findes p. 178 trykt “Eadgilfe” men i 📌det Brittiske Museums Skind-Bog staaer tydelig “Eadgilse.”.
✂ 576Vi komme nu til ►Ylfingerne, og hvorlidt vi end finde om dem, er det dog fyldestgiörende for deres Efter-Mæle, at de, ligesaavel i Bjovulfs-Drape som i ►Hyndlas Sang, nævnes ved Siden ad ►Skjoldunger og ►Skilfinger, som den tredie Hoved-Slægt i 📌Norden, og af Bjovulfs-Drape see vi, at selv Kong Ro i 📌Danmark ei kunde skaffe den Gothiske Konges Svoger Eggthjow Fred for ►Ylfingerne (Wylfingas), som han, ved at fælde Haleif (Heaðolaf) havde opirret, uden at betale svær Mande-Bod for ham*Bjovulfs-Drape. Th. p. 37-58. Dansken S. 43-44.. I samme Digt skilles ogsaa klarlig ►Ylfingerne fra ►Volsungerne (Wælsingas), med hvem de nye Islændere ellers, paa et löst Rygte, har forvexlet dem*Den löse Snak nemlig foran Helge-Kviden C. U. II. 87. der aabenbar kun kommer af, at ►Helge i Sangens Löb kaldes Ylfingen med samme misbrugte Skjalde-Frihed, som han kaldes Budlungen.; men til at giöre den Skilsmisse burde rigtig nok Heimskringla og Skalda været Nok; thi den ►Hjorvard ►Ylfing, der i ►Ingild Ildraades Tid drak ►Rolv Krages Skaal med Kong ►Granmars Daatter i 📌Södermanland *Heimskringla I. 50., var dog vel ligesaalidt en ►Volsung, som ►Erik den Veltalende (inn málspaki), der kom fra Rennesö i 📌Norge til ►Frode Fredegod, om hvem Skalda udtrykkelig siger, at han var af Ylfing-Slægten *Skalda p. 192..
✂ 577Saaledes slap vi da lykkelig og vel tilbage til 📌Norge med ►Ylfingerne, hvem de saa end har Navn efter, men sagtens hedd den egenlige Stam-Fader snarere ►Ulf end ►Ale, især da Vulfingerne i Vidsids-Maal maae være ►Ylfingerne, og Man 733 (US) kan da med Föie giætte paa ham der nævnes i ►Hyndlas Sang, som Svan hin Rödes Sön. At Man nu ikke veed synderligt om Slægtens Bedrifter, kan vel have flere Grunde, men En af de Fornemste er vist nok den, at 📌Norge i den fjerne Old-Tid, ligesom endnu i ►Halvdan Svartes Dage, har været langt meer adsplittet end 📌Danmark og 📌Sverrig, saa hverken ►Ylfingerne eller nogen Slægt kunde spille en saadan Rolle, som ►Skjoldunger og ►Skilfinger, og de eneste Spor, jeg har fundet af dem i andre Lande, er Sagnet om ►Erik den Veltalende hos 👤Saxo, og Ymtningen i den saakaldte Saga-Billing (sögubrot) om en ►Halvdan Ylfing som Drot i 📌Nordhumberland *Fornaldar Sögur I. 388, hvor det hedder, at Ælla underkastede sig 📌Nordhumberland, ved at fælde ►Halvdan Ylfing., fra hvem ogsaa Half-Kæmpernes (hálfsrekkar) Formand skal have taget Ringen ►Netting (hnituðr) som ►Ulf hin Röde forærede ►Olav Tryggesön *Fornaldar Sögur. I. 316.. Var for Resten ►Erik Ordkræng virkelig en ►Ylfing, og staaer Sagnet hos 👤Saxo fuldelig til Troende, da giör det en slem Streg i Ynglinge-Tal, thi da blive de to Brödre 578►Alrik og ►Erik, der slaaes med Bidsler, til en ►Skilfing og en ►Ylfing, og skiöndt de falde Begge, vaagner Ylfingen dog op af Dvale og sætter sig paa 📌Upsals Throne, bliver Fader til ►Halvdan Ylfing, og formodenlig Stam-Fader til 👤Halvdan Svarte, hvorved da 📌Norge faaer sine ►Ylfinger igien* 👤Steph. 👤Saxo p. 90. 97. Dansken I. 282. II. 1. Heimskringla I. 27.; men det blev da rigtig nok en Revolution i den Critiske Historie, som jeg, der er lidt sky for Skrald, tör neppe tænke paa. Hvad jeg ogsaa vilde finde mere morsomt, var at hitte Vei i opstigende Linie til 📌Norges Guld-Alder, som aabenbar ender med, at ►Ale falder paa Isen, og Godegiæst paa Hindö falder af Hesten, som ►Adils forærede ham, og som ovenikiöbet var et Föl af ►Ales gode Hest Ravn *Heimskringla I. 42, hvor vel staaer Öen, “Ömd” i 📌Helgeland, men naar Man seer efter I. 282 og II. 182 finder Man den store, frugtbare Hindöe, hvor Asbjörn Sælsbane boede, tæt ved ►Thore Hund paa Bjærköe.. Denne 📌Norges Guld-Alder var vel hidtil en stor Hemmelighed, men just derfor havde jeg Lyst til at opdage den, og hvordan det end gaaer mig med 👤Eriks Slægt-Register, som jeg vil före op til ►Gudmund paa Glar-Bjerget eller paa Glæservold (á Glæsisvöllum), saa findes dog, hos ►Gudmund og i Hölge-Höien, ligefuldt hvad jeg ledte om, Spor nemlig af den Guld-Alder i 📌Norden, som er Norge eiendommelig.
✂ 579 734 (US) Hvad nu Slægt-Registeret angaaer, da er det noksom bekiendt, at ►Gudmunds Sön, Höfund, giftede sig med den vilde Skjold-Mö ►Hervor, Daatter af Bærsærken ►Angantyr, og blev Fader til ►Hedrik (Heidrekr), som i Gaade-Klögt maalde sig med ►Blinde-Giæst, hvem Gaade-Skjalden giör til ►Odin forklædt*Hervors-Saga i Fornaldar Sögur I. 444. 64., men at denne ►Hedrik stikker i 👤Saxos ►Erik Ordkræng, er jeg vel den Förste, der ymter om, og maa altsaa være belavet paa mange Indvendinger, som jeg dog kun agter at besvare i al Korthed med den Anmærkning, at allenfalds er ►Erik ►Ylfing en virkelig Mythisk Repræsentant for 📌Norge ved Slutningen af den Nordiske Guld-Alder, medens ►Hedrik i Hervors-Saga er en eftergjort Person fra Roman-Tiden, saa der er i Grunden slet ingen Tvivl om 👤Eriks ægte Nedstammelse fra Gudmund, om end Leddene kan være vanskelige nok at finde*👤Steph. Saxo p. 90, hvor Man finder Erik og ►Blinde-Giæst saa godt samlede, at der vil Andet end en Islandsk Roman-Skrivers Pen til at skille dem ad..
✂ Samme ►Gudmund var en meget mærkelig Person, som alt i gamle Dage var nær ved at fylde sine femhundrede Aar, saa det blev klart at Seilivs-Vangen (udáins-akr) laae i hans Land, og i Sagnet hos 👤Saxo seer det ud, som han endnu var rask og rörig, da den Danske Kong Gorm reisde til Geirrods-Gaard med 580►Thorkel ►Adelfar *Fornaldar Sögur I. 411. 42. 👤Steph. 👤Saxo p. 161-63. “piissimus ibi applicantium inter pericula protector.” Udáinsakr findes nok ellers kun i Hamlets-Sagnet (👤Steph. 👤Saxo p. 59) hvor det er forskrevet “Undensakre” og kaldes “nostris ignotum populis.”. Vel spiller han i denne Reise-Beskrivelse en noget tvetydig Rolle, men skytser dog de Fremmede godt, og har mange rare Ting, som Man sidst skulde formode saa nær ved 📌Nord-Polen, især en deilig Have, hvis Tillokkelser Kong Gorm ei tör udsætte sig for. At han ogsaa maa havt Guld i svære Mængde kan Man slutte deraf, at Guld-Broen til ►Jotunheim, skiöndt som det synes ubrugt, er heel og ubeskaaret, og det, meer end 👤Suhms og Skönnings Hjemmel, bevæger mig til at lade ham nedstamme fra den gamle Kong Hölge eller ►Haloge, efter hvem det Norske 📌Helgeland er opkaldt, og hvis Offer-Mythe vel er dunkel, men hvis Grav-Höi dog halvveis er af det pure Guld og det klare Sölv, der ligger Lag om Lag med Jord og Steen *Skalda p. 228, hvor de afbrudte Ord om Hölge og hans Daatter ►Thorgerd Hölga-Brud, “þau voru bæði blotat“ er, saavidt jeg forstaaer, tvetydige, og at de gamle Haleier nok kunde faae isinde först at offre en god Konge og siden at offre til ham, seer Man af 👤Hellig-Olavs Saga.. Derfor 735 (US) er 📌Norges eneste poetiske Guld-Kiending “Hölges Höi-Mönning” (haug-Þak Havlga), og skiöndt jeg aldrig har været “der nord” uden i Aanden, slutter jeg dog af mange Folke-Kiendinger, at den Guld-Mythe er smedet mens 581Jernet var varmt, saa 📌Norges Guld-Alder virkelig havde en egen Græstörv-Skikkelse, med Smör-Blomster og Blaa-Mai, ja, i mine Öine er det Islandske Saga-Bibliothek en vidunderlig tro Afbildning af Hölge-Höien, thi ogsaa der afvexle gyldne Huus og Val-Idyller med Smuld af Aske-Krukker og Steen-Tryk af det gamle Billed-Sprog.
✂ Jeg veed ikke, om Læseren forstaaer mig ret, men jeg vidste dog heller ingen bedre Maade, til, giennem saa lille et Söndags-Öie, som her stod til min Tjeneste, at lade ham see et Glimt af det Nordiske 📌Arkadien, som bestemt har ligget nordenfjelds og ligger der sagtens endnu, da det ei er længe siden det endnu tonede deroppe fra:
✂
Boer jeg paa det höie Fjeld,
Hvor en ►Fin skiöd en Reen med sin Riffel paa Skien,
Boer jeg i den grönne Dal,
Hvor en Elv löber let giennem skovrige Sletter,
Boer jeg ved den nögne Strand,
Paa en Holm, fuld af Æg, mellem rullende Bölger;
Sjunger Bjerg og Dal og Strand:
Guld af Bjerg, Bröd af Dal, fuldt af Fiske fra Stranden!
✂ Der er nemlig, foruden den Himmelske, to aandige Sider at ⓘ betragte Menneske-Livet fra: den Historiske nemlig og den Idylliske, saa Man enten foretrækker et kraftigt Kæmpe-Liv, med Udsigt til et udödeligt Navn og priseligt Efter-Mæle, eller et smilende Hyrde-Liv, som Sorger slet ikke og Alderen kun seent bider paa, saa Man faaer Stunder til at blive 582mæt af Dage, og faaer, naar Man henslumrer blidt, sit sidste Önske opfyldt. Disse Anskuelser kalde vi historisk rigtig den Gothiske og den Græske, men den Gammel-Norske ligger derimellem, saa Gudmund paa Glæservold boer i Glæser-Lunden udenfor Valhald, paa Veien til Elysium, hvor Guldet groer paa Træerne*Skalda p. 130.. Heraf mener jeg, Man kan let forklare sig Norges sene Indtrædelse i Folke-Historien, og det poetiske Tunge-Baand, eller Meen paa Mælet, der allerede var Old-Tidens Helge iveien, da han beilede til Kong Kuses Daatter i Fin- 736 (US) Marken *Steph. Saxo p. 40. Dansken I. 142.. Man maa ligeledes finde det höist naturligt, at Thorgerd Hölga-Brud var Hakon Hlade-Jarls bedste Gudinde, og at Gudmund paa Glæser-Vold blev immer ved at spöge i de Islandske Roman-Skriveres Hjerne, skiöndt hvad de berette om alle hans Herligheder umuelig kan være tillokkende, da de altid aandelig, og imellem selv bogstavelig reed til ham paa Kiep-Heste *Fornaldar Sögur I. 315. III. 208. Fornmanna Sögur III. 136. 83, hvor Intet har fornöiet mig, uden den skielmske Undskyldning for Gudmunds lange Liv, at de hedde alle Gudmund, som boe paa ⓘ Glæser-Vold..