↩ Ja, det maa nödvendig snart blive indseet af alle oplyste Folk i det alvorlige, historiske 📌Norden, at Trætten og Tviste-Punkten mellem Christne og Naturalister er ingenlunde 👤Christi og den Christelige Anskuelses Guddommelighed, for hvilken de guddommelige Virkninger deraf giennem Atten Aarhundreder er et urokkeligt Kraft-Beviis, men Trætten er en ganske anden, der vel theologisk rigtig betegnes ved Spörgsmaalet om 👤Christi evige Guddom, men historisk klart udtrykker sig i en modsat Tro om Natur-Mennesket. At Natur-Mennesket er skabt i Guds Billede og havde i Guds Livs-Aande Alt 15hvad han behövede til at naae sin store Bestemmelse som en Guds Sön, derom maae alle Mennesker med Aand være enige, og at der meget tidlig er tilstödt ham et stort Uheld, der bragde Jorden hos ham i en skiæv Stilling til Himlen, Tiden i Mis-Forhold til Evigheden, og Menneske-Naturen i Vilde-Rede, det bevidner baade den daglige og den Universal-Historiske Erfaring for höit og klart, til at noget 26 (VU) Menneske med Glimt af Aand og Gnist af Sandheds-Kiærlighed kan nægte det. Hoved-Spörgsmaalet er 402 (US) ikke engang, hvad man skal kalde dette store Uheld, thi vel lider Naturalisten ikke Ordet Synde-Fald, der, som alle Fald, klinger lidt plat, og vil hellere sige Vildfarelse eller Aberration, men da det kan hedde begge Dele, og enhver Udskeielse fra den naturlige Bane unægtelig for en aandig Skabning maa være Synd og lede til Fald, maa Naturalisten indsee, det er heller ikke værdt at trættes om. Sagen er kun, om Skaden kan helbredes paa naturlig Maade eller ikke, og det er vor store Kirkelige Trætte, hvori al Mæglen kun er latterlig; thi her er ingen Middel-Vei, uden en magteslös Tvivl-Raadighed, der enten maa være Overgang til en bestemt Tro, eller lamme al Virksomhed, og styrte os i Selv-Modsigelsens bundlöse Afgrund, som er den evige Död og Aandens Helvede. Naar vi derimod blive os vor Mod-Sætning klart bevidste, og stræbe, hver i sit Kirke-Samfund, 16skarpt at giennemföre den, da frygte vi ikke mere for at have fælles Anskuelse i Alt hvad der kan være sandt under begge Forudsætninger, og da först kan Erfaringen bevise, enten de Christne eller Naturalisterne fore vild, thi af Frugterne skal Træet kiendes, men saalænge vi ere kirkelig sammenblandede, er al vor Virkning chaotisk, og en ligesaa bitter som hensigtslös Kiv uundgaaelig. De Christne troe nemlig, at Menneske-Naturen ved Faldet er blevet saa fordærvet, at al egenlig Helbredelse er umuelig, men prise Daaben som et virkeligt Gienfödelsens Bad, hvori den Troende aandelig omskabes; og at opelske dette ny Menneske til en guddommelig Forening med Frelseren og Guddoms-Manden 👤Jesus Christus, det er deres kirkelige Opgave, saavel i det Enkelte som i det Hele. Dette kan Naturalisten umuelig uden grov Selv-Modsigelse indrömme, men maa erklære den Tro for en grov Mis-Forstand, der vel ikke har kunnet tilintetgiöre den Christelige Anskuelses guddommelige Virkninger, men har dog höilig svækket dem, og hindret Forklaringen, saa han maa tvertimod paastaae, at den gamle Menneske-Natur baade kan og skal lade sig helbrede, saa det er slet ikke Meningen med Christendommen, at Man skal optages i 👤Christus, men kun at Man skal aandelig optage ham i sig, som det guddommelige Forbillede paa hvad vi alle skal renses og klares til: Menneske-Börn der hæve 17sig til Guds Börn. Folk med Aand vil strax forstaae, hvor aldeles giennemgribende denne virkelige Mod-Sætning er, uden at det giör mere Forskiel paa vor Historiske 27 (VU) Anskuelse af Christendommen, end de modsatte Theorier i Astronomien giör paa vor Beskuelse af Himlen, men giör netop samme Forskiel, 403 (US) i det vi udlede de samme Phænomener af modsatte Grunde; thi i begge Tilfælde er det kun Spörgsmaalet, enten Solen gaaer om Jorden, eller Jorden om Solen, saa det er kun Tosserne, der bilde dem ind, at Jorden har Lyset i sig selv, eller at der kommer Dag efter Nat, uden at enten Jorden paa Ny maa söge Solen, eller Solen Jorden, altsaa aandelig talt: enten Guds Sön blive Menneskens Sön eller Menneskens Sön blive Guds Sön!