►Fimbul-Vinter og ►Ragna-Roke.
✂ Saavidt kom vi da, det maae vi sige to Gange, thi er vi ikke midt i ►Ragna-Roke, er vi dog aabenbar ikke langt derfra, skiöndt mangen En kan ganske ærlig sige med ►Gangler i Gylfe-Legen: hvad er det dog Man fortæller om ►Ragna-Roke, det har jeg aldrig hört för.
✂ 532Ogsaa her vil vi först höre, hvad Har siger, da han i det Mindste har en god Udtale, og ►Volas Vink vil siden være bedre at forstaae.
✂ Der skal, hedder det, komme tre Vintre, da Verden er fuld af store Krige, da Brödre slaaes af Nærighed, og Blodets Baand briste, selv mellem Forældre og Börn, og derpaa fölge andre tre Vintre, uden nogen Sommer imellem, som derfor kaldes den strænge Vinter (fimbulvetr), med et Snefog, saa Jord og Himmel staaer i Eet, med klingrende Frost og skarpe Vinde, saa Solen kan ikke hjelpe, og sluges desuden snart, til al Ulykke, af Ulven, hvorpaa Maanen gaaer samme Vei, og selv Stjernerne forsvinde af Himlen. Herpaa fölger et stort Jord-Skiælv, saa Træer rykkes op med Rode, Bjerge dröne, alle Lænker briste, og alle Baand sönderrives, hvorved ogsaa ►Fenris-Ulven slipper lös. Det brusende Hav oversvömmer nu ogsaa Jorden, fordi ►Midgaards-Ormen farer i Harnisk og söger Land, og derved bliver det Skib flot, som hedder Nægle-Skuden (►Naglfar) og er bygt af döde Mænds Nægle, hvad vel fortjener at indskiærpes, da hvem der döer med uklippede Nægle, fremmer betydelig den Skudes Bygning, som baade Guder og Folk maatte önske blev færdig saa seent som mueligt. Den bliver imidlertid flot, som sagt, i den svære Sö-Gang, og Styr-Manden hedder Rimer (Hrymr). ►Fenris-Ulven slaaer nu et Gab op, saa stort, at 533Over-Kiæben er ved Himlen, naar Under-Kiæben er ved Jorden, og han vilde endnu gabe höiere, hvis der var Rum, og Ild kan Man slaae ikke blot af hans Öine, men selv af hans Næse. Ved Siden har han ogsaa ►Midgaards-Ormen, som spyer Edder og Forgift baade i Luft og Hav, og er ganske frygtelig. Ved dette Bulder revner Himlen, og ►Muspels Sönner komme ridende, med den Sorte (►Surtr) i Spidsen, som har Ild baade for og bag, og et ypperligt Sværd, hvis Glands fordunkler Soel-Skin, og naar de ride over ►Gynge-Broen (Bifröst), da brister den. Endelig samles de Alle paa Thing-Marken som hedder Kamp-Plads (vigriðr), og er 706 (US) hundrede Mile paa hver Leed, baade ►Fenris-Ulven, ►Midgaards-Ormen, Muspels-Sönnerne som udgiör en egen glimrende Slag-Orden, og Rimer med alle ►Rim-Thusserne, hvortil endnu kommer ►Loke med alle Dödbiderne (heliar sinnar).
✂ Naar dette begynder at skee, da staaer ►Heimdal op, og blæser saa ivrig i ►Gjallar-Hornet, at alle Guderne vaagne og samles paa Thinge, hvornæst ►Odin rider til ►Mimers Kilde og henter Raad hos Mimer for sig og Sine, men nu skiælver Asken ►Ygdrasill og der hersker Forfærdelse baade i Himlen og paa Jorden. ►Aserne væbne sig imidlertid med alle Enherierne, og möde paa Kamp-Pladsen med ►Odin i Spidsen, under Guld-Hjelmen, hans Brynje er lueforgyldt, og med ►Gungner i Haand 534rider han mod ►Fenris-Ulven. ►Thor gaaer ved hans Side, men kan ikke hjelpe ham, da han har selv sit Læs med ►Midgaards-Ormen. ►Frey gaaer i Kreds med ►Surter, og det holder haardt, för ►Frey bukker under, men nu koster det ham dog hans Liv, at han gav ►Skirner sit Sværd. 👤Hunden ►Garm, som staaer bundet ved Gnypa-Hulen, er nu ogsaa sluppet lös, og dette fæle Bæst maa Tyr drages med, til de falde Begge. ►Thor giver vel ►Midgaards-Ormen dens Livs-Bröd, men naar han er traadt ni Skridt tilbage, falder han död til Jorden, af Edderen, Uhyret har spyet paa ham. Ulven sluger ►Odin og det bliver hans Död, men strax styrter Vider frem, sætter sin ene Fod paa ►Ulvens Under-Kiæbe, og tager derpaa saaledes Hold i Over-Kiæben, at Svælget flækkes og Ulven styrter. ►Loke kæmper med ►Heimdal, til de falde Begge, og nu slynger ►Surter Ild over Jorden, saa hele Verden gaaer op i Luer*Gylfe-Legen p. 70-73. Vel har jeg hidtil troelig givet Gylfe-Legens tit flaue Bemærkninger, fordi selv den sletteste Commentar giver Texten Vidnesbyrd, men jeg kunde dog ikke ved Viders Fod paa Ulve-Kiæben faae det ind, at han paa den har en Sko, gjort af de Tre-Kanter der gaae fra Hæl og Taa paa vort Fodtöi. Efter Skalda (p. 105) at slutte, er det ellers en Jern-Sko..
✂ Det Egne ved denne Fremstilling er blot det Par Ord om Striden mellem Tyr og ►Garm, ►Loke og ►Heimdal, thi det Övrige er mest taget af Völuspa, hvis Ord Man endogsaa tit kiender igien. 535Ikke tör jeg just derfor paastaae, at Varslerne for ►Ragna-Roke har oprindelig været saaledes besungne, som vi nu finde det, thi slige Ting lod sig let forandre, men dog er ►Volas Tale derom saa kort og fyndig, at Stort har Man ikke sat til i Kragemaals-Dagene, blandt Andet fordi Man da ikke 707 (US) kunde giöre saa kort og fyndigt et Vers, om Man end stod paa sin Hals. Endeel finde vi ogsaa Vink om hos Vola, som Gylfe-Legen forbigaaer, naturligviis fordi det har været dens Forfatter ligesaa dunkelt, som det er os. Vola siger:
✂
►Egder paa Höien,
Den Hexe-Mester,
Slog med Gammen
Guld-Harpen nu,
Over ham goel,
I Giögle-Træet,
Hanen Fjaler
Med höiröd Kam!
✂
Guld-Kam hos ►Aser
Goel nu med,
Han vækker Helte
I ►Hær-Faders Gaard!
Derhos galer,
Fra Dybet end,
Sodbrun Hane
I ►Helhjems Sal!
✂
Höit giöer nu ►Garm,
Ved Gnypa-Hulen,
536Fæstet brister
Og ►Freke bisser!
Meer veed end ►Vola,
Og videre seer hun,
Guderne rave
I Ragna-Mulm!
✂
Bane da findes
I Broderskab,
Frænde, trods Blodet,
Er Frænde værst!
Haarde Tider,
Men Horer Nok;
Split-Tid, Rov-Tid*Jeg udleder skegg-avld af A. S. scegð.,
Og röde Skjolde,
708
(US)
Varulve-Tid,
För Verdens Ende,
Skarp er da Vinden,
Og Skaansel död!
✂
Hovedhede spille
Da Sönner af Mim
*Linien “enn miötudr kyndis” er mörk i alle Ender, men efter Sammenhængen giætter jeg paa Hovedet, som i Skalda kaldes miötuðr Heimdallar. At giöre Mims eller ►Mimers Sönner til Ild-Gnister og miötudr til Asken, hvor der aabenbar spilles paa ►Gjallarhornet, kan jeg i det Mindste ikke overtale mig til.
Alt paa det klingre
►Gjallar-Horn,
Höit blæser ►Heimdal,
Med Hornet i Sky,
►Odin mumler
Med ►Mimers Hoved!
✂
537Old-Træet sukker,
Mens ►Jetten löses,
Helte ryste
Paa Helhest-Vei,
Ygdrasils-Asken
Aglende staaer,
Til den opsluger
►Surturs Lue!
✂
Rimer fra Östen
Ager om Bord,
Jormungand tager
Til Jette-Styrken,
Bölgerne steile,
Hvor blegnebbet Örnen
Skvaldrer ved Lig-Kost,
Skride da seer Man
Nægle-Skuden!
✂
Styret af ►Loke,
Stavnen skrider,
Mægtig paa Hav,
Med ►Muspels Folk,
709
(US)
Pokkerne fare*Ordet “fifl-megir” er ubekiendt, men da ►Grændels Bolig, i Bjovulfs-Drape, kaldes fifel-cynnes eard, er Meningen sikker.
Med ►Freke tilhobs,
Der er Bileist
Ei broderlös.
✂
Hvad nu med ►Aser!
Hvad nu med ►Alfer!
►Aserne thinge,
538Og ►Jetter larme,
►Dværgene stönne
For Steenstu-Dörre.
►Asgaards Visere*Veggbergs visir maa nödvendig være ►Aserne, og det dunkle Ord læses ve-bergs (►Viborgs) ͻ: Hellig-Bjergets, som ogsaa Varianten viser i Stokholmer-Udgaven p. 9.!
Veed I nu Skiel
Paa halvkvæden Vise?
✂
►Surtur farer,
Med Flagre-Luer,
Fra Sönder-Leed,
Sværdet fordunkler
►Valguders Soel*At “scin af sverdi sol valtifa” er oversat i C. U. “sol resplendet a gladio cælestis Dei” skal Man aldrig regne, thi det er kun en lille Finte til at stötte paa det fortvivlede Indfald, at ►Surtur skulde være ►Alfader.!
Klipper brage
Og Bjerg-Folk rave,
Helte faae Hel-Sot,
Og Himlen brister!
✂
Da Hline hjemsöges
Af Sorgen paa Ny,
Naar ►Odin ganger
Med Ulv i Kreds,
Og Beljas Bane
Hin Blide mod ►Surt,
Thi ►Frigges Yndling
Han falder nu!
✂
539
710
(US)
Da kommer den stærke
Seierhelt-Sön,
Vider, at kæmpe
Med Valplads-Dyret,
Sikker paa Haanden,
Hjertet han rammer,
Farvet er Sværdet,
Faderen hevnet!
✂
Berömt af Dyster,
Hlodines Sön,
Ætmand af ►Odin,
Mod Ormen staaer!
►Midgaards Værge,
Fuldvreed i Hu,
Han slaaer og rammer,
Da römme Helte
Enhver sin Plads,
Mens Fjorgyns-Sönnen
Ni Fod tilbage
Fra Snogen raver,
Den spotter ei!
✂
Nu sortner Solen,
Nu synker Jorden,
Nu Himlen taber
Hver Tinder-Stjerne;
Men, svöbt i Rögen,
Sig svinger Ilden,
Til Luer lege
Ved Lysalf-Hjem*Völuspa C. U. III. 44-51, men jeg har fulgt Læse-Maaden “ok alldrnari” p. 204.!
✂ 540Man seer blandt Andet heraf, at i ►Volas Tid kom alle ►Asernes Fiender til Söes, saa de behövede ingen anden Bro end den de förde med dem, og Vola synes i det Hele slet ikke at kiende Noget til den siden saa berömte Bifröst, der först pipper frem, tilligemed ►Sleipner og ►Brage, Högen Habrok og 👤Hunden ►Garm, i Grimners-Maal, og stikker sagtens tillige i den ►As-Bro, hvorpaa der i samme Kvad dunkelt henpeges*Grimners-Maal C. U. I. 54. 60.. 711 (US) Siden höre vi Intet til den, för i Gylfe-Legen *Man har vel troet at finde den, under Navn af Argiöll (Morgen-Galeren), i Ravne-Galderet (p. 232), men det er jo ►Heimdal., hvor ►Gangler spörger Vei fra Jorden til Himlen, og Har svarer smilende: det Spörgsmaal var ikke for klogt, men har Man ikke nok fortalt Dig om en Bro mellem Himlen og Jorden, som Guderne gjorde, og som du sikkert har seet, men kaldte den kanskee Regn-Buen. Den er trefarvet og stærk tilgavns, men brister desuagtet naar ►Muspels Sönner ride over den, saa de maae svömme tilhest over store Floder*Gylfe-Legen p. 13-14.. En anden Gang, da ►Gangler, i Anledning af det dunkle Vers i Grimners-Maal, spörger om der brænder Ild over Bifröst, svarer Har, at det Röde i Buen er Ild, og at Bjerg-Riserne foer snart til Himmels, om der var frit Kiörind over Bifröst, hvis Bevogtning Man siden hörer, er ►Heimdal paa Himling-Höi 541betroet*Gylfe-Legen p. 18. 21. 30.. Min Mening er kortelig den, at enten Digtere sige, de reed til Himmels paa Regn-Buen eller paa Mælke-Veien, da smile de altid ad de kloge Höns, som spörge om det ogsaa virkelig gaaer an, og de smile med Rette, da Billed-Sproget selv unægtelig er Vinde-Broen mellem Himmel og Jord, som Thusserne vel ingen Vei kan komme med, men har dog stor Lyst til at træde paa, saa det kan nok behöves at ►Heimdal giver dem et Rap med hans gode Sværd, som ei for Intet kaldes “Hoved.”
✂ Dog, det var om ►Ragna-Roke, vi skulde tales lidt nærmere ved, og maae da först bemærke, at enten Ordet bedst oversættes Gude-Mörke eller Gude-Slæt, saa menes dermed Asa-Livets Undergang, og veed vi, hvad det vil sige, da veed vi ogsaa, Man behöver ikke at vente til Verdens Ende, for at see noget Sligt. Det er nemlig Naturens sædvanlige Gang, at vore Forestillinger om det Usynlige: Himmelske og Aandelige, blive i Alderdommen daglig mattere, og, at hæve de sig da end en Gang til Kamp mod Jette-Anskuelsen af Livet som et Rov, Man kun, saalænge mueligt, maa forholde Eiermanden, eller som en Dröm og et Blænd-Værk, ikke værd at ændse, da synke de dog gierne snart igien, og blive lettelig aldeles döde og magteslöse. Men, selv om Enkelt-Manden i Hedenskabet undgik denne Fare saa földe og saae dog 542Fædrene, at Stammer og Folke-Færd undgik den ikke, og deraf opstod den store Ragnaroks-Mythe, da de Guder, vi selv har skabt, naturligviis forgaae med 712 (US) vor levende Ihukommelse af dem og Tro paa dem. Gaaer det nu saaledes med hvert Folk, da maa det gaae ligedan med hele Menneske-Slægten, og i Universal-Historien staaer unægtelig ogsaa 👤Christus som en ►Heimdal, der vækker de aandelige Kræfter paa Jorden til den sidste Strid, som nu vel ei kan vare meget længere, da det paa den store Skue-Plads synes mest at være ►Jetter og Dværge, der slaaes om Byttet.
✂ Fra denne höiere Syns-Punkt vil vi imidlertid ligesom stige et Trin nedad, fordi Man almindelig forvexler den overnaturlige Tro, der er de virkelige Christne eiendommelig, med den levende Anskuelse og deraf udspringende naturlige Tro paa en virkelig Aande-Verden i det Höie, med Virksomhed i det Lave, der er fælles for Adel-Mennesket i det Hele. At nu Billed-Sproget er det eneste Natur-Sprog, hvori Man kan tale levende om det Usynlige og Guddommelige, og at Digterne, som födte Mestere i dette Sprog, er Folkenes naturlige Propheter og Mythe-Smede, forudsætter jeg som afgjort, og paastaaer derfor, at naar et Folk har sine sidste virkelige Digtere, der ikke lege med Billed-Sproget, men udtrykke sig for Alvor levende og kraftig deri om Guddommen og Menneskeheden, om det Forbi543gangne, Nærværende og Tilkommende, da har Folket sit ►Ragna-Roke, som bliver kiendeligt derpaa, at baade Folket og Sproget tabe derefter den Aand ͻ: Livs-Kraft, der forhen besjælede dem, hvorved da naturligviis ogsaa Begges historiske Selvstændighed og Vigtighed endes, og Adel-Folket taber sig i den store Verdens-Pöbel, der kun, aandelig talt, har Maal og Tal, men ingen Vægt. Slige Ragna-Roker er nu vel ingenlunde afskaffede ved Christendommen, da dens Indflydelse paa Folke-Livet ei vil vare et Öieblik længere end dens poetiske Udtryk, men dens underlige Magt til at opvække af Döde, indvikler dog nödvendig Forholdet, som vi derfor skal lære at kiende i Hedenskabet. At nu Grækerne havde deres ►Ragna-Roke i 👤Alexanders, og Romerne deres i 👤Augusts Dage, lader sig ikke godt miskiende, og at de gamle Nord-Boer fik deres i det Trettende Aarhundrede, lader sig let opdage; men stirre vi vist paa Old-Sagnene, da skimte vi For-Varsler saa store, at, uden Christendommens Hjelp, var Hint sikkert aldrig oplevet. Jeg vil ikke her gientage hvad tit er sagt i det Forrige om Asamaals-Tiden, som den hvori ►Aserne var levende, til den slutter hos os med Angel-Sachsernes Udvandring i det Femte Aarhundrede; men jeg vil giöre opmærksom paa to historiske Ragnarok- 713 (US) Sagn i 📌Norden, hvoraf det Ene paa det Nöieste knytter sig til hin Tids-Punkt. Det er nemlig Sagnene om ►Rolv Krage og om 544►Braavalle-Slaget, af hvilke det Sidste aabenbar minder om ►Ragna-Rokes mythiske Beskrivelse, men det Förste virkelig skildrer det tilsvarende historiske ►Ragna-Rok i 📌Danmark, med ►Rolv til ►Odin, ►Bjarke til ►Thor, ►Hjalte til ►Frey, og, hvad der er det Besynderligste, ►Vigge til Vider, saa Man hörer ligesaalidt til den Ene under hele Slaget, som til den Anden i ►Asgaard, för Kongen er faldet og Hevnens Time slaaer. Jeg mener nemlig ingenlunde, at Mythen om Ragna-Roke er opkommet ved ►Rolvs Fald, men netop omvendt, at Skialden som besang dette, vitterlig eller uvitterlig har copieret den, og jeg finder det höist rimeligt, at vor Guld-Alders Katastrophe har havt en paafaldende Lighed med den Mythe, der udtrykde Ahnelsen af Ragna-Roke. At nu ►Rolvs Tid maa sættes strax efter den Angel-Sachsiske Udvandring, giættede allerede 👤Suhm sig til, efter Ynglinge-Tal, og ved med det at sammenligne Bjovulfs-Drape og Efterretningen hos 👤Jornandes om den Danske Kong 👤Rudolf (Bjovulfs-Drapens hroðulf) der flygtede til 👤Theodorik, bliver det endog vist, at der har været en Dansk Kong Rolv i Slutningen af det Femte Aarhundrede. Med Personen er det i Övrigt ligegyldigt, thi vi tog mærkelig feil, om vi ansaae Bjarke-Maalet hos 👤Saxo for en Smule Rim-Krönike, der skulde laane sit Værd af de Navne den opbevarer, da det derimod selv er en stor poetisk Daad og Begivenhed, lige 545dyrebar, og lige tro en Skildring af den graa Old-Tid, om end alle Navnene var blevet udeladt eller udkradsede i Haandskrifterne. Derimod skal vi lægge vel Mærke til, at Guldets yngste historiske Tilnavn er “►Rolv Krages Sæd paa ►Fyrresvold” saa dermed slutter Guld-Alderen, som om Ordsproget ogsaa her vilde stadfæste sig, at hvem der saaer Penge, höster Armod, og vi skal tillige agte, at i ►Rolvs Dage staaer det store Iis-Slag paa Væneren mellem Kong ►Ale i 📌Norge og Kong ►Adils i 📌Sverrig, saa det er en Ragnaroks-Tid for hele 📌Norden, hvormed ►Asernes egenlige Liv og de Poetiske Kiendinger slutte, ja, for at vi ret klart skal see det, byder ►Bjarke jo lydelig Trods til ►Odin, om han meer tör vise sig paa Val-Pladsen *Sagnet hos 👤Saxo, nemt at finde, og Skalda p. 150-54. 180..
✂ Dog, ►Bjarke og Rude, som blæser ad ►Odin og ►Frigge, fik ogsaa udlevet, Kæmpe og Skjoldmö-Tiden fik ogsaa sit ►Ragna- 714 (US) Roke, og det er ►Braavalle-Slaget, hvormed ►Stærk-Odder ligesaavel ender sine Bedrifter, som Skjold-Möerne Visne og ►Viborg deres, saa det er intet Under, at det buldrer i Bjarke-Maalets Efter-Klang (►Stærk-Odders Vise) som om Verden skulde forgaae.
✂ Man kunde derfor med Rette kalde Leiregaards-Branden det Danske, og ►Braavalle-Slaget det Go546thiske ►Ragna-Roke, og vil Man see et Norsk, behöver Man blot at fölge med 👤Snorro til 📌Fidje og til 👤Hakon Adelsteens Gravhöi, hvor Skalda-Spilderen med sit Hakonar-Maal aldeles ender den gamle mythiske Tid, hvorover ►Aserne svævede. Vil Man endelig see et Islandsk ►Ragna-Roke, da læse Man Njals-Saga, og forstaaer Man mig endda ikke, faae vi opgive Haabet om at forstaae hinanden.