Grundtvig, N. F. S. Om Daabs-Pagten. I Anledning af S. T. Hr. Stiftsprovst Clausens Barne-Daab og offenlige Erklæring Om Daabs-Pagten Om Hr. Dr. og Prof. H. N. Clausen

Kampen for religiøs frihed

✂ I Grundtvigs tekster om dåbspagten er der mere på spil end blot ritualpraksis. Teksterne skal også læses som et indlæg i hans overordnede kamp for religionsfrihed. Grundtvig havde i årevis kæmpet mod dem, han med en generaliserende betegnelse kaldte ‘rationalister’, det var især Clausen-familien bestående af professor 👤H.N. Clausen, dennes fader stiftsprovst 👤H.G. Clausen og svogeren 👤P.C. Stenersen Gad. Betegnelsen ‘rationalist’ var nok dækkende for de to sidstnævnte, men ikke for 👤H.N. Clausen, hvis teologi snarere må karakteriseres som en historisk-kritisk skriftteologi. Under påvirkning af 👤Friedrich Schleiermacher bevægede han sig i løbet af 1820'erne bort fra den strenge rationalisme, der havde domineret universitetsteologien siden 1790'erne. 👤H.N. Clausen gjorde i vidt omfang op med klassisk luthersk teologi. Han var kritisk over for så centrale elementer i den lutherske dogmatik som forsonings- og retfærdiggørelseslæren, og i synet på sakramenterne indtog han nærmest en reformert position, idet han alene forstod sakramenterne som religiøse symboler (►Rasmussen 2002, s. 28-31; ►2009, s. 103-110).

✂ I ►Kirkens Gienmæle (1825) havde Grundtvig angrebet 👤H.N. Clausens teologi, kaldt ham en falsk lærer og krævet ham og de øvrige ‘rationalister’ udelukket af kirken. Det kom dog ikke til at ske. Grundtvig blev i stedet dømt for injurier mod 👤Clausen og som følge af dommen underlagt censur. I maj 1826, mens injuriesagen stod på, nedlagde Grundtvig sit embede. Da han erfarede, at øvrigheden stillede sig på 👤Clausens side, fandt han det umuligt at fortsætte som præst i en statskirke, der ikke værnede om den sande lære, se indledningen til Kirkens Gienmæle. Derefter begyndte Grundtvig at arbejde for religionsfrihed, idet han dog løbende ændrede sit syn på, hvilken grad af frihed der burde gælde. Først plæderede han for fuld religionsfrihed for ‘de gammeldags troende’ inden for statskirken, jf. skriftet ►Vigtige Spørgsmaal til Danmarks Lovkyndige (1826, især s. 30-32). Dette udvidede han i årene efter til at omfatte frihed til at kunne forlade statskirken med ret til at danne frimenigheder for dem, der – som han selv – ville fastholde en kristendom baseret på statskirkens bekendelsesskrifter (især den apostolske trosbekendelse og ►Den Augsburgske Bekendelse), jf. artiklen ►“Om Religions-Frihed” (1827). I november 1831 gjorde Grundtvig alvor af denne tanke og ansøgte med støtte fra 155 tilhængere, heriblandt mange af de såkaldt ‘vakte’, om at få lov til at danne en fri menighed uden for statskirken, men fik afslag af kancelliet. Til gengæld fik han i marts 1832 ved kongelig resolution tilladelse til at holde aftensangsgudstjenester i Frederiks Tyske Kirke på Christianshavn (fra 1901: Christians Kirke). Grundtvig fik forkyndelsesfrihed, men måtte ikke forvalte sakramenter eller afholde kirkelige handlinger, se indledningen til Om den Clausenske Injurie-Sag.

✂ I 1832 var situationen altså den, at Grundtvig og hans tilhængere var tvunget til at blive i statskirken, og vægten i hans argumentation forskød sig nu til at gælde ‘samvittighedsfrihed’ inden for statskirken, forstået både som frihed til religionsudøvelse for de forskellige grupper (menigheder) og som frihed for den enkelte til at følge sin samvittighed i trosspørgsmål. Det var i denne sammenhæng, Grundtvig foreslog, at man løste sognebåndet, dvs. ophævede den fra gammel tid bestående regel, at ethvert medlem af kirken var bundet til sin sognekirke mht. både sakramenter og konfirmation (jf. ►Danske Lov, 6-3-1; i København var det dog i løbet af 1800-tallet blevet sædvane at gøre undtagelser mht. nadver og konfirmation, jf. ►Kolderup-Rosenvinge 1838-1840, § 32.2, s. 69). Grundtvig arbejdede de følgende år for at få ophævet sognetvangen og erstattet den med borgernes frihed til at søge formel tilknytning til en anden præst end deres egen (jf. ►Rasmussen 2009, s. 159-167).

Striden om kirkens ritualer

✂ Et af de store stridspunkter i den danske statskirke i 1820'erne og 1830'erne var ritualpraksissen. Mange rationalistisk sindede præster følte et stort behov for nye formuleringer i kirkens liturgi, og mens de arbejdede på at få iværksat en revision, foretog nogle af dem ritualforandringer efter deres eget forgodtbefindende enten af teologiske årsager eller for at lette forståelsen hos menigheden. Både de gammeldags troende som Grundtvig og de vakte lægfolk fandt dette problematisk og klagede over det til kancelliet. Som talerør for de vakte spillede 👤J.C. Lindberg en hovedrolle i ritualdebatten (jf. ►Baagø 1958, s. 197-200). Klagerne virkede, for i 1828 besluttede Danske Kancelli at stramme op omkring ritualerne og indskærpede i en skrivelse af 12. august 1828, at der ikke måtte ændres i kirkeritualets formularer, dvs. de faste liturgiske formler ved de kirkelige handlinger (jf. ►Kolderup-Rosenvinge 1838, s. 105). Dette kom som et chok for store dele af gejstligheden. Problemet med individuelle ritualforandringer hørte imidlertid ikke op; der var flere præster, som fortsatte med at foretage ændringer, og der indløb mange klager over dette. I sommeren 1831 klagede 👤Lindberg fx over 👤P.C. Stenersen Gad, som havde ændret i nadverritualet. De vakte blev tiltagende mistænksomme over for præsterne og begyndte ligefrem at føre kontrol med deres ritualoverholdelse. Det blev en tid, hvor “Almuesmænd, Haandværkere af forskjellige Laug, begyndte at indfinde sig som Speidere ved Alter og Døbefont, for, med Alterbogen i Haanden, at kontrollere Præsten, om han fulgte de foreskrevne Formularer ‘nøie, uden nogen Udeladelse og uden noget Tillæg’” (►Clausen, H.N. 1840, s. 56).

Den konkrete anledning: H.G. Clausens dåbspraksis

✂ I 1832 opstod en strid om dåbsritualet. Det havde i nogen tid været kendt, at 👤H.G. Clausen, som var stiftsprovst ved Vor Frue Kirke i København, foretog omfattende ændringer i dåbsritualets centrale formuleringer og elementer. 👤Clausen udelod bl.a. korstegnelsen af barnet og ændrede i både forsagelsen og trosbekendelsen. Han erstattede således ordet ‘djævel’ med ordet ‘synd’ i forsagelsen, så den lød “Forsager du Synden og alt Ondt, som er Gud mishageligt?” (citeret efter ►Lindberg udg. 1832, s. 4), og udelod ordene “nedfoer til Helvede” i trosbekendelsen. I bønnen efter dåben udelod han desuden ordene “[Gud] haver forladt dig dine Synder” (s. 5). Alt dette var de vakte stærkt utilfredse med.

✂ En dag kom det til en aktion fra de vaktes side, som formentlig var orkestreret af 👤Lindberg. Da en skomagermester ved navn 👤Lars Jensen skulle have sin datter døbt i Vor Frue Kirke den 4. november 1832, lod han 👤H.G. Clausen forrette ritualet med de ændringer, han plejede, men da det kom til spørgsmålet: ‘Vil du døbes på denne tro?’, trådte 👤Jensen frem og sagde tydeligt ‘nej!’. 👤Clausen døbte barnet alligevel, hvilket fik 👤Jensen til at klage til biskop 👤P.E. Müller, først mundtligt og derefter, den 6. november, med en skriftlig klage, som 👤Lindberg formentlig stod for at udarbejde. Klagen bestod i alt af syv klagepunkter og dertil en anmodning fra 👤Lars Jensen om dels at måtte få barnet døbt ‘rigtigt’, dels fremover at måtte vælge en anden præst i forbindelse med sakramenterne (►Lindberg udg. 1832, s. 6 f.). Herefter fulgte et mæglingsforsøg mellem 👤Jensen og 👤H.G. Clausen, som Grundtvig var involveret i. Det faldt dog til jorden (se ►Breve 2 1926, s. 220-222).

✂ 👤Lindberg valgte derpå at offentliggøre klagen under titlen ►Skoemagermester Lars Jensens Klage den 9. november, og den solgte så godt, at den måtte trykkes i tre oplag i løbet af fire dage (►Baagø 1958, s. 221). 👤H.G. Clausen tog til genmæle ved at forelægge sin erklæring i sagen for kongen og derefter lade en del af den trykke i bl.a. ►Dansk Literatur-Tidende 1832, s. 744-748 (for de dagblade, hvori den tryktes, se ►Baagø 1958, s. 222). 👤Clausens hovedbudskab var, at en forbedring af ritualerne var nødvendig, da de gældende ritualer dels havde mangler, dels kunne vække anstød hos menigheden. Han erklærede sig desuden uforstående over for, at øvrigheden var begyndt at stille sig kritisk an over for hans praksis nu, da han gennem de seneste 43 år havde afveget fra det gamle ritual med myndighedernes stiltiende samtykke. 👤Clausen fandt det urimeligt, at man nu ville til at tvinge præsterne til at bruge det gamle ritual ordret, for “liturgisk Bogstavtrældom er uforenelig med protestantisk christelig Frihed” (►Clausen, H.G 1832, s. 747). Det var præstens samvittighedsfrihed, der var på spil. 👤Clausens erklæring fik 👤Lindberg til at fare i blækhuset, og han udgav den 28. november 1832 et stridsskrift mod 👤Clausen med titlen ►Om Stiftsprovst H.G. Clausens vilkaarlige og uforsvarlige Forandringer ved den christne Daab (for en nærmere gennemgang af polemikken mellem 👤Lindberg og 👤H.G. Clausen, se ►Pedersen 1956).

✂ Sagen om dåbsritualet fik 👤H.G. Clausen til at indkalde hele det københavnske præsteskab til et møde om ritualsagen, og resultatet blev, at 17 præster underskrev et fælles andragende af 8. december 1832 til kongen om nødvendigheden af en ritualrevision.

👤Clausens anonyme anmeldelse

✂ 👤H.G. Clausen svarede ikke på Grundtvigs hæfte. Det gjorde i stedet hans søn, professor i teologi, 👤H.N. Clausen. Han fik i første omgang bragt en anonym ►anmeldelse af Grundtvigs tekst i ►Maanedsskrift for Litteratur, se faksimile. Her behandlede han især på Grundtvigs syn på forsagelsen af djævelen, da dette efter hans mening var det egentlige stridspunkt i diskussionen om dåben.

✂ I anmeldelsen gjorde 👤Clausen indsigelse imod Grundtvigs to hovedpåstande vedr. djævelen og forsagelsen, nemlig at troen på en personlig djævel skulle være en nødvendig del af den kristne tro, og at forsagelsen nødvendigvis skulle være en del af dåben. 👤Clausen mente, at Grundtvig havde postuleret disse to ting uden at forklare sig tilstrækkeligt, og han satte sig for at gendrive begge påstande vha. Bibelen og kirkehistorien. 👤Clausen var klar over, at Grundtvig siden sin ‘mageløse opdagelse’ i 1825 havde hævdet, at kirken byggede på trosbekendelsen og ikke på skriften, men han argumenterede selv for, at trosbekendelsen i sin summariske form ikke var tilstrækkelig til at oplyse de kristne. Det var nødvendigt at inddrage og nærstudere Det Nye Testamente for at få uddybet indholdet i trosbekendelsen (►[Clausen, H.N.] 1832, s. 607).

✂ Første indvending imod Grundtvig lød, at læren om en personlig djævelen ikke er en væsentlig lære i kristendommen, hverken sådan som den er formuleret i trosbekendelsen eller i Det Nye Testamente. 👤Clausen påpegede, at skriften kun rummer afbrudte, dunkle hentydninger om og billedlige betegnelser for djævelen; der findes ikke en udviklet djævlelære. At stille djævlelæren ved siden af troens hovedartikler fandt 👤Clausen derfor “formasteligt” (s. 610). 👤Clausen kunne desuden ikke se noget problem i at forsage ‘det onde’. ‘Det onde’ var ikke, som Grundtvig polemisk havde formuleret det, et ‘tomt’ begreb. Et begreb kunne udmærket være alment uden derfor at være tomt. Desuden havde 👤Kristus selv lært sine disciple at bede ‘fri os fra det onde’ (►Matt 6,13).

✂ 👤Clausens anden indvending var, at forsagelsen af djævelen heller ikke er en nødvendig del af dåbspagten. Grundtvigs påstand om, at forsagelsen er apostolsk, er uden grund. Der er ikke belæg for at sige, at dåbspagtens spørgsmål og gensvar stammer fra apostlenes tid. Det Nye Testamente taler slet ikke om at forsage djævelen, men om at forsage synden og alt, hvad der strider imod kristendommen – dét var bibelsk tale ifølge 👤Clausen (s. 612). Når Grundtvig protesterede imod forsagelsen af synden og det onde hos bl.a. 👤H.G. Clausen, var det faktisk apostlen 👤Paulus, han protesterede imod!

✂ Sammenfattende mente 👤Clausen altså, at Grundtvigs påstand om, at en forandring af forsagelsen skulle udgøre et voldsomt indgreb i dåbspagten, det kirkelige fællesskab og samvittighederne, var “et Paafund, som har al fornuftig, christelig og kirkelig Grund imod sig” (s. 617). 👤Clausen understregede, at dåben selvfølgelig også for ham var et urokkeligt sakramente, som formidlede Guds nåde, men forsagelsen var ikke en del af sakramentet. Den hørte derimod, ligesom tidligere tiders eksorcisme, til de ceremonier og formularer, som mennesker på et tidspunkt har sat i forbindelse med sakramentet, og som man har ret til løbende at forandre. 👤Clausen insisterede på, at de kirkesamfund, som døber uden brug af forsagelsen, stadig døber med den kristne dåb.

✂ 👤Clausens anmeldelse rummer nogle hårde udfald mod Grundtvig. Han skriver bl.a. med reference til ►Rom 10,2, at Grundtvig nok har nidkærhed for Gud, men ingen forstand! (s. 618).

Grundtvigs replik: “Om Daabs-Pagten” (1833)

✂ Grundtvig svarede på den anonyme anmeldelse i en artikel, der bærer samme overskrift som hæftet, og det er sigende, idet Grundtvig egentlig ikke bragte noget nyt på banen i sit svar. Han ønskede ikke at gå ind i diskussionen om djævlelæren, men pointerede, at hans ærinde var det praktisk-politiske spørgsmål om, hvordan man kunne sikre, at de gammeldags troende kunne beholde deres dåbspagt og i det hele taget deres ånds- og trosfrihed (►Grundtvig 1833a, sp. 20 f.). Derfor fandt han anmelderens kritik og hans eksegetiske og kirkehistoriske overvejelser irrelevante og unyttige (sp. 22 f.). Han fandt, at anmelderen havde forrykket stridspunktet og forvandlet “Tvisten om en bestemt Borger-Rettighed til en academisk Disputats [disput]” (sp. 23). Grundtvig ville altså ikke gå ind i den akademiske diskussion, men overlod anmelderen “hele Speculations-Marken” (sp. 23). I lyset af 👤H.G. Clausens ændrede dåb og ønske om en ny alterbog var hans anliggende alene at hævde “den urokkelige Kiends-Gierning”, at kirkens dåbspagt består af to dele, nemlig forsagelsen og trosbekendelsen (sp. 19), og at holde på de gammeldags kristnes ret til at blive døbt efter det gamle ritual.

✂ Tonen i Grundtvigs artikel er ganske nedladende, idet han bl.a. kalder sin recensent “en literær Stakkel”, dvs. en skribent, der ikke er sin gerning voksen (sp. 21), og tilsvarende en “Stakkel i Logiken” (sp. 24). Ordvalget i teksten tyder desuden på, at Grundtvig godt har vidst, at det var professor 👤H.N. Clausen, der stod bag. Han taler således om hans “Professor-Mine” (sp. 22) og “Papirs-Cathedret”, hvorpå han kun gør en mådelig figur (sp. 23).

H.N. Clausens replik

✂ 👤H.N. Clausen reagerede på Grundtvigs artikel ved i begyndelsen af 1833 at genudgive sin anmeldelse som et selvstændigt skrift under eget navn og med en efterskrift på otte sider, se efterskriften i faksimile. Denne udgivelse fik titlen ►Belysning af Pastor Grundtvigs Skrift om Daabspagten. I efterskriften gik han ikke ind i en videre diskussion med Grundtvig om spørgsmålene om dåbspagt og djævleforsagelse. Han konstaterede blot, at Grundtvig ikke var til at diskutere sagligt med, idet han blot gentog sine postulater om dåben. 👤Clausen var stærkt utilfreds med, at Grundtvig ikke havde berørt ét eneste af hans ankepunkter. Det svar, han havde fået, var ikke et rigtigt svar. 👤Clausen skriver, at “der er stor Forskjel imellem at svare og ikke at tie” (►Clausen 1833, s. 23). Sin efterskrift viede han derfor i stedet til en karakteristik og kritik af Grundtvigs hårde stil og tone og hans “Partieaands Væsen”, som efter 👤Clausens opfattelse var præget af “løs Tale og lidenskabelige Udbrud, Haans-Ord og Fordømmelses-Skrig” (s. 24).

Grundtvigs duplik: “Om Hr. Dr. og Prof. H. N. Clausen” (1833)

✂ Da det var blevet officielt, at 👤Clausen var forfatter af anmeldelsen, erklærede Grundtvig i sin duplik fra februar 1833, at det fra nu af var slut med at ‘stakle’ modstanderen, for professor 👤H.N. Clausen var en konsekvent tænker, som ikke skulle ynkes, men bekæmpes (►Grundtvig 1833b, sp. 70). Grundtvig udtrykte forundring over, at 👤Clausen var blevet så rasende over hans bog om dåbspagten, for den var jo blot en “uskyldig, fredsommelig, beskeden og vel overveiet Bog” (sp. 69). I duplikken tog Grundtvig imidlertid bladet fra munden og gik hårdt til 👤Clausen. Han mente at have regnet ud, hvorfor 👤Clausen var gået uden om det praktisk-kirkelige spørgsmål, som var bogens anliggende. Det måtte være, fordi han i så fald var blevet nødt til at indrømme åbent, at han gik ind for “Samvittigheds-Tvang”, dvs. ufrihed i trosspørgsmål (sp. 72). Grundtvig tilkendegav, at han anså samvittighedstvang og princippet om lægfolkets umyndighed i trossager for at være “Sjælen” i 👤Clausens tankegang. Ifølge 👤Clausen skulle lægfolk og menigmand tro, hvad præsterne lærte dem, og præsterne skulle følge skriften, sådan som den fortolkedes af de teologiske professorer – det er dette, Grundtvig i ►Kirkens Gienmæle kaldte ‘det eksegetiske pavedømme’ (►Grundtvig 1825, s. 32). Grundtvig så det som sin opgave at bekæmpe dette pavelige “Skolemesterskab” og “Dictatur” (►Grundtvig 1833b, sp. 71 f.) og i stedet hævde princippet om udstrakt trosfrihed for både præster og lægfolk. Præsterne skulle have frit valg mellem de dobbelte formularer og folket have frit valg mellem præsterne. At 👤H.N. Clausen faktisk også gik ind for præsternes ritualfrihed, forholdt Grundtvig sig ikke til. 👤Clausen var inde på det allerede i 1825 (se ►Rasmussen 1996, s. 130 f.).

✂ Grundtvig erklærede til sidst i sin duplik, at diskussionen mellem ham og 👤Clausen ikke ville finde nogen løsning: “jeg bliver ved mit og Hr. Professoren bliver ved sit” (sp. 72). 👤Clausen må have været enig i, at der ikke var mere at diskutere, for han skrev ikke mere i sagen – i denne omgang.