Studieophold i England
Hvad er Bibliotheca Anglo-Saxonica?
✂ I sommeren 1829 var Grundtvig rejst til London for at studere og afskrive middelalderlige manuskripter. Størstedelen af de oldengelske eller angelsaksiske manuskripter var på dette tidspunkt endnu ikke udgivet og lå uudforsket hen. Grundtvig mente, at den engelske fortid, det angelsaksiske sprog og dets litteratur, kunne lære os noget om vores egen fortid, og var derfor draget af sted på en bevilling fra 👤kong Frederik 6. Formålet var at undersøge de litterære skatte, som lå gemt i engelske museer, biblioteker og arkiver. Det blev til tre rejser, hver af omtrent fem måneders varighed, i årene 1829-31.
✂ Et af resultaterne af disse studierejser er Bibliotheca Anglo-Saxonica. Den lille engelsksprogede tryksag blev til i den sidste tid af opholdet 1830 og udkom i løbet af efteråret. Det er en subskriptionsindbydelse (et såkaldt prospectus) til en serie af angelsaksiske skrifter på i alt 10 bind, som det engelske forlag Black, Young and Young opfordrede Grundtvig til at udgive. Foruden en redegørelse for seriens indhold og de få tidligere arbejder inden for feltet indeholder subskriptionsindbydelsen (herefter forkortet Bibliotheca) et opråb til det engelske folk. Heri harcelerer Grundtvig bl.a. over Englands manglende interesse for sin egen fortids litteratur og fremhæver slægtskabet inden for sprog og kultur mellem de nordiske lande og England.
✂ Grundtvigs udgivelsesprojekt blev dog overhalet indenom af en række engelske forskere, som mente, at så vigtigt et arbejde ikke kunne overlades til en udlænding, og selve serien blev derfor ikke realiseret af Grundtvig.
Første Englandsrejse 1829 – Forarbejde
✂ Grundtvig var i slutningen af 1820’erne stadig påvirket af den injuriedom, han havde pådraget sig i forbindelse med ►Kirkens Gienmæle (1825). Bogen, som var en skarp kritik af den nyligt udnævnte professor i teologi, 👤H.N. Clausen, havde medført, at 👤Clausen anlagde sag mod Grundtvig og fik medhold (se indledningen til Kirkens Gienmæle). Som en følge af dommen nedlagde Grundtvig sit præsteembede i maj 1826, og senere samme år blev han underkastet livsvarig censur (som dog ophævedes igen i 1837). Årene efter injuriedommen bød med andre ord på modstand og manglende indtægter, hvorfor Grundtvig i maj (og igen i december) 1828 ansøgte kongen om midler til at rejse til London for at studere manuskripter.
✂ De tre sommerophold i London var Grundtvigs første udlandsrejser. I maj 1829 var han draget afsted med nogle anbefalingsbreve fra bl.a. vennen 👤Chr. Molbech, men han havde vanskeligt ved dels at finde sig til rette i det fremmede miljø, dels at håndtere savnet af familie og venner. De englændere, han mødte i London, fandt han kedelige og åndløse, og det lykkedes ham ikke at blive fortrolig med tidens sociale etikette og kutymer. I brevene til hustruen 👤Lise får man et indblik i det daglige liv. Den 30. juni 1829 skriver han fx: »til Gaderne og til Levemaaden her har jeg vænt mig, men til Livet eller − i mit Sprog − til Døden her kan jeg ikke vænne mig, og ved hvert Forsøg paa at knytte et behageligt Bekiendtskab taber jeg mere Haabet om at det vil lykkes« (►Grundtvig 1920, s. 30).
✂ I 1829 var Grundtvig beskæftiget med manuskripterne på British Museum, hvis læsesal havde åbent fra kl. 10-14. Dog var belysningen på museet så ringe, at han på gråvejrsdage ikke kunne arbejde (►Grundtvig 1920, s. 38). Da museet ikke lånte bøger ud, købte han i stedet en række litteraturhistoriske og litterære værker, som han læste i den mere end rigelige fritid, turen medførte. Alligevel var lediggangen med til at forstærke hans ensomhed og hjemve. Den 1. august flyttede han ind hos en landsmand, S.K. Salting, som blev Grundtvigs gode ven. Herefter blev opholdet lettere.
✂ Under sit første ophold stifter Grundtvig bekendtskab med 👤John Miller, som er behjælpelig med at få den danske anglist introduceret ved The Society of Antiquaries, et selskab af forskere og velhavende lægmænd med en bred interesse for Englands tidlige historie. Selskabet, der kort forinden havde optaget 👤Chr.J. Thomsen og 👤C.C. Rafn som de første danske medlemmer, viste imidlertid ingen interesse for Grundtvigs person (►Toldberg 1947, s. 278 f.). Et af medlemmerne, 👤Sir Frederic Madden, blev først i august 1829 opmærksom på hans planer om at udgive angelsaksiske tekster. 👤Toldberg citerer Maddens dagbog, hvori hans modvilje ekspliciteres: »This will be a disgrace to England« (►1947, s. 281).
✂ Maddens korte udsagn opsummerer grundlaget for den modstand, som Grundtvig – og senere hans udgivelsesplaner – mødte i London: Den angelsaksiske litteraturskat måtte ikke falde i hænderne på en udlænding – og måske især ikke en dansker. I et senere resultat af studierejserne, ►Phenix-Fuglen (1840) fra Exeterbogen i Grundtvigs oversættelse, sammenligner Grundtvig sig selv og sin indblanding i den engelske litteraturforskning med en viking, der »efter mine kiære Forfædres Exempel, vilde berige baade mig selv og Danmark med Englands Skatte« (►1840, s. 11).
Anden Englandsrejse 1830 – Optakt
✂ Opholdet i 1830 gik bedre end det første. Bl.a. havde Grundtvig fået lettere ved at kommunikere på engelsk, og han havde desuden fået bedre lejlighed til at arbejde på andre biblioteker og læsesale. Men han havde stadigt vanskeligt ved at vinde fodfæste og skabe de nødvendige sociale kontakter. Han blev mødt af en umiddelbar – men til tider afmålt – venlighed, som derefter ikke fulgtes op. Han fik fx løfter på anbefalingsbreve og visitter, som udeblev (se fx ►Grundtvig 1920, s. 111). En af de vigtigere kontakter, 👤Sir John Bowring, med hvem Grundtvig senere samarbejder om en anmeldelse til Westminster Review, havde lovet ham anbefalingsbreve til bl.a. biskoppen i Exeter, men leverede dem aldrig. I stedet erfarede Grundtvig, at Bowring selv var taget til Exeter uden at lade ham det vide (►1920, s. 108).
✂ Tidligt på sommeren 1830 begyndte Grundtvig at omtale sit »lille engelske Skrift« i brevene til 👤Lise (►Grundtvig 1920, s. 93) og til 👤Molbech (►Grundtvig & Molbech 1888, s. 171 f.). Materialet havde på dette tidspunkt endnu ikke taget form af en subskriptionsindbydelse, men kan ses som et tidligt udkast til den indledende afhandling i Bibliotheca om Englands litteratur. Grundtvig lod 👤John Miller læse teksten, men han returnerede den kort tid efter med en skarp kritik: Teksten kunne ikke anbefales til en forlægger, og 👤Miller tilbød at skrive den om. Grundtvig takkede nej og besluttede sig for at stille projektet i bero.
✂ Turen til Exeter blev rejsens lyspunkt. Arbejdsforholdene var perfekte, og de mennesker, Grundtvig mødte, var langt mere gæstfri, venlige og hjælpsomme, end dem, han havde stiftet bekendtskab med i London. Turen tilbage gik forbi Oxfords Bodleian Library, men inden da gjorde Grundtvig stop i Bristol, hvor han blev introduceret for 👤Richard Price, der delte hans forkærlighed for det angelsaksiske. Det manuskript, som 👤Miller havde gennemset og kritiseret, efterlod Grundtvig nu hos 👤Price.
✂ Umiddelbart inden hjemrejsen fra London blev Grundtvig opfordret af forlaget Black, Young & Young til at forestå udgivelsen af en serie angelsaksiske skrifter under den forudsætning, at der kunne opnås tilstrækkelig subskription. I slutningen af august udarbejdede Grundtvig derfor den endelige tekst til Bibliotheca hjulpet på vej af tilbagemeldinger fra 👤Price. Især nedtonedes indledningens universalhistoriske (dvs. verdenshistoriske) pointer, som ikke vandt genklang i England. Manuskriptet blev efterladt i London, og forlaget foretog den sidste afpudsning (muligvis med hjælp fra 👤Price) i løbet af efteråret. I udgaven af brevvekslingen mellem ham og 👤Molbech findes et tillæg, hvori Grundtvig beskriver forløbet omkring udgivelsen af Bibliotheca (►Grundtvig og Molbech 1888, s. 213-218). Heraf fremgår det, at Grundtvig i den efterfølgende vinter intet hørte fra forlaget, og at han først i april 1831 erfarede, at subskriptionsindbydelsen var kommet i et andet oplag med en lovende subskribentliste, der bl.a. talte den britiske konge og ærkebiskoppen af Canterbury!
✂ Foruden i brevene til 👤Lise (►Grundtvig 1920) kan man i dagbogsnotaterne finde flere detaljer om både opholdene og forløbet vedr. Bibliotheca, se ►Grundtvig 1979, bind 1, s. 428-454. Desuden giver 👤Fr. Rønning i artikelserien »N. F. S. Grundtvig og den oldengelske literatur« fra Historisk månedsskrift 4-5 (1885) en meget detaljeret redegørelse for rejserne og for udgivelsesplanernes skæbne. Endelig bør nævnes 👤Helge Grells ►England og Grundtvig (1992), som med et bredere perspektiv undersøger Grundtvigs forhold til England og landets litteratur.