Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Historisk Børne-Lærdom Tidens Ström eller universal historisk Omrids

En gennemgang af skolehistorier og arkiver kunne vise, om Grundtvigs grundbøger vandt indpas i hovedstadens mere traditionelle skoler, i købstæderne og måske endog nåede ud til landsbyskoler, som i Forballum og i Venslev, hvor “Historiens Strømkaart og Landkaartene” var tyndslidte (Sørensen 1836, sp. 59; Engberg 1986, s. 98). I landsbyskolerne var lærebøgernes pris en afgørende barriere (Larsen 1899, s. 150). En sammenligning af oplag på lignende lærebøger godtgør, at Historisk Børne-Lærdom i 1847 var en af de mest udbredte grundbøger i verdenshistorie. En oversigt fra dette år viser også, at Tidens Ström forhandledes sætvis: ved køb af 10 styk fik man 25 procent rabat (Rugaard 1847, s. 155: 64 skilling per tavle opklæbet på pap; 10 styk kostede 5 rigsdaler, dvs. 48 skilling stykket). Tidens Ström var på dette tidspunkt den førende tidstavle.