Den “Dansk-Historiske Skole” og højskolerne
✂ Efter denne blanke afvisning overførte folk fra Grundtvigs kreds på Christianshavn læseplanen til de almindelige skoler. Ambitionen steg. Nu skulle verdenshistorie ikke indlejres i et af de større fag, geografien, men erstatte selveste grundfaget, religionsundervisningen. Før “alle Bøger bør [vi]” skrev Grundtvigs huslærer, 👤Christian Sigfred Ley “begynde med det Historiske Kort, ‘Tidens Strøm,’ saa dette bliver [...] i den Danske Skole, den ‘Første Børne-Lærdom’ som 👤Luthers ►Catechismus hidtil gjaldt for” (►Ley 1835, sp. 742). 👤Ley forfægtede den “Dansk-Historiske Skole” i en debat, hvis religiøse dimension er velkendt (sp. 743; ►Banning 1958, s. 140-145; ►Larsen 1899, s. 120-129).
✂ Planen blev opgivet, da Grundtvig erklærede, at voksne egnede sig bedre end børn til historisk fordybelse (se indledningen til ►Det Danske Fiir-Kløver 1836, afsnittet: Den folkelige højskole; ►Ley 1839, sp. 632 samt ►Grundtvig 1875, s. XLI med et udkast fra 1836 til et nyt forord til Historisk Børnelærdom). Denne grundtanke førte i 1850’erne til højskolerne, som udgør den tredje fase i receptionen af de verdenshistoriske undervisningsmidler. Christen Kold drog lære af 1830’ernes debatter og lod ved årsskiftet 1851-1852 de ældre drenge på Ryslinge undervise 6 timer ugentlig i verdenshistorie ud fra Tidens Ström og Historisk Børne-Lærdom (►Engberg 1986, s. 168 f.). På Askov Højskole var Historisk Børne-Lærdom frivilligt, ledsagende læsestof (►Schrøder 1904-1905, s. 196).