↩ Naar jeg da, alligevel, her finder mig drevet til at forsvare min gamle Paastand, at Forskielligheden, ikke blot i Skrivemaade og Verseart, men 106ogsaa i Sproget, og i det poetiske Indhold og Udtryk, giør det aldeles umueligt, at han der sluttede Bogen med Rimet om 👤Christian den Første, kan have skrevet den Hele, da beder jeg alle Læserne, og især Udgiveren, paa det Venligste, ei at see Andet deri, end det nødvendige Udtryk af min Overbeviisning i en Sag, der umuelig kan være nogen dansk Historiker og Sproggransker ligegyldig. Og hvorfor skulde man dog ikke venlig, med ulige Meninger, kunne afhandle et saa interessant Spørgsmaal, der slet ikke rører vor Personlighed, naar vi blot opgive den ►smaavurne ►Storagtighed, ei at ville afvige fra vor een Gang yttrede Mening, og den Slags ►Storagtighed har jeg opgivet i langt vigtigere Tilfælde, saa jeg med største Fornøielse skal tiltræde den gamle Mening om Bogens Eenhed, saafremt jeg kan see mine Grunde derimod giendrevne. Paa den anden Side synes mig ikke heller, det kunde være mindste Skam for Udgiveren, om 👤Lyskanders Mening kuldkastes; thi naar jeg ellers har lidt Sprog-Kundskab og sund Forstand, maa det nødvendig være langt lettere for mig, der jo dog selv er en øvet Rimsmed, end for en anden Boglærd, at opdage Forskiellen paa de gamle Rim, og giøre den giældende.