Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Om den gammeldanske Rim-Krønike

Dette er den eneste rimelige Maade, hvorpaa jeg troer, at Rim-Krøniken, der er et besynderligere Værk, end mange troe, lader sig forklare, og vist er det, at lige til Valdemarerne har hver Konge med Daad et ganske eget Ansigt, og selv de Daadløse en egen Maske, der er kiendelig om ikke paa Andet, saa paa Baandene, og det er ei mindre vist, men endnu langt klarere, at vi i Rim-Krøniken, som i et Speil, see Culturens Gang, i Rime-Kunstens og Stilens Fremskridt og Forfald, fra den tidlige Middelalder, til Slutningen af det femtende Aarhundrede.