↩ Bogen slutter med en Betragtning over ►Unionen, som beskjæmmer de fleste Theologers Tale om denne vigtige Sag. Aldeles rigtig siger 👤St.: vi troe, at den Hellig-Aand er tilstæde i Daaben, og Frelseren med sit guddommelig forklarede Legeme i Nadveren, og hvem der modsiger denne vor Tro, kan vi ikke have ►Communion med. Hertil er kun 202det at lægge, at hvem der antager Kirkens oprindelige Bekjendelse, og indrømmer Daabens Nødvendighed ►til Salighed, ham skal vi erkjende for vor Med-Christen, naar han ikke forkaster det andet Naade-Middel, eller nægter det Kraft til at forbinde os med Frelseren, men saalænge han bekjender Tvivl om Frelserens legemlige Nærværelse i Nadveren, skal vi holde ham fra Herrens Bord, og vil han alligevel gjøre et Naade-Middel deraf efter sit eget Hoved, da maa han ikke ►fortryde paa, at de Troende ikke vil dele Brødet og ►Kalken med dem, der ►aabenbar tvivle ligesaavel om Nadverens Kraft til at forene de Troendes Hjerter med hinanden, som med Frelserens. Nadveren maa i Menigheden bestandig være hvad den oprindelig var, en aands-legemlig ►ͻ: hjertelig Forening med Frelseren til eet aandeligt Legeme, og hvem der ikke har Hjerte til at troe, hvad intet Hoved, uden ►Menighedens Hoved, som Christus er, begriber, adskiller sig derved unægtelig selv fra Broderskabet.