↩ Man seer, jeg taler nu reent ud om alt Kirkeligt, og det gjør jeg, fordi jeg føler, nu er ►Timen kommet, nu skal det enten briste eller bære, nu skal 📌Danmark vælge, som i Psalme-Bogen mellem Viin og Vand, saaledes ►i det Hele mellem en sand christelig og en falsk ►tyrkisk Oplysning. Jeg maatte have stjaalet min ►Præste-Tunge, dersom jeg i en saadan ►Time ei brugde den, det bedste jeg har lært, og Følgerne lægger jeg ►trøstig i Hans Haand, ►som har bygget Kirken, og ►vil hverken drive Spurv eller Svale, hverken mig eller 👤Ingemann, fra sit Alter►, saa, er vor Stemme ►end for svag til en ►ordenlig Høi-Messe, skal den, med Guds Hjelp, dog skabe en taalelig ►Aften-Sang, og Høi-Messen kan 👤Kingo og 👤Brorson i det Mindste besørge saa godt, at det i al den ganske Christenhed ei gjøres bedre. Bedre kunde det vist nok blevet gjort, hvis 📌Danmarks 👤Shakspear ei saa uforsvarlig havde glemt, hvad saadan en Skjald skylder den Kirke, der saa moderlig ►opam162mede► ham i sit Skjød; men Kirken kan ligesaa lidt aftvinge Nogen Lov-Sang, som den vil paatvinge Nogen Velsignelsen, og er det 👤Oehlenschläger for lidet at kappes med 👤Kingo ►i Greb paa Davids-Harpen, og at være udødelig med 👤Christi Kirke, da faaer han nøies med hvad jeg kalder usigelig mindre, og hvor nødig end Kirken vil undvære ham, savner den ham dog aldrig saameget, som han engang vil savne den!