↩ Den dybe Alvor, med de deraf opstigende, kun med en evig og fuldkommen Glæde fornøiede ►Attraaer, hører fra Arilds-Tid saa umiskjendelig til den Nordiske Menneske-Natur, at man mere maatte undres over dens Fraværelse i nogetsomhelst ►Tidsløb, end over dens ►Hjemkomst; men desuagtet finde dog Mange det ubegribeligt, hvorledes Nogen, efter det attende Aarhundredes lystige Letsindighed, kan give alvorlige Tanker Rum, og ►heller en Vinter-Aften betragte den dybe stjerneklare Himmel selv, end de deilige Theater-Malerier af vor ►Gjøgle-Verden i konstig Belysning. ►Upaatvivlelig vil det da ogsaa ►tykkes Mange sært, at 👤Ingemann kunde faae i Sinde, ►ordenlig for Alvor at skrive Psalmer, uden at der enten er udsat en ►Priis for de Bedste, eller nedsat en Commission til at forfærdige en ny Psalmebog dem til Gavn, der endnu, trods saa mange ►rare Samlinger af Selskabs-Sange, føle Trang til en Saadan. Mig derimod kan det aldrig ►tykkes sært, at den Nordiske Natur, ►naar Alt er frist, finder Hjemmet bedst, og vender, efter en unaturlig Udsvævelse, tilbage til de gamle indbydende Gang-Stier, gjennem grønne Skove og bølgende Agre, som nu, snart i et Aartusinde, har ogsaa været ►Kirke-Stier, og i mine Øine hænge derfor disse Psalmer paa det Nøieste sammen med ►Kong Valdemar og hans Mænd; thi naar 👤Axel kom hjem ►af Leding, lagde han unægtelig Hjelm og Brynje, tog Messe-157Haglen paa, og sang sit ►Kyrie Eleison og ►Gloria in Excelsis med samme Iver, som han lod Sværdet sjunge for 📌Danmarks Fiender. Vel mueligt imidlertid, at den første Messe, han efter et saadant ►Ledings-Tog holdt, smagde meer ►ad Vandet end ad Vinen; var mere et Kyrie med Graad end et Gloria med Jubel, thi det er ►saa med Alt i denne Verden, at ►Vane vorder let den anden Natur, og der er intet Spring, som sjeldnere lykkes end det fra Jorden til Himlen; eller rettere sagt, vi ►Smaafolk prøve det omsonst, og gjøre derfor klogest i at ►see os om en ►Himmel-Stige, hvorpaa vi, lidt efter lidt, ved at lære Smaa-Englene Konsten af, kan nærme os, hvad der ►vil meget til at naae. ►Vel sandt, at det har en ►egen Beskaffenhed med den ►underlige ►Tone-Stige, Skjaldene er, saa at sige, ene om, og er der nogen Hedning-Stamme, hvis christnede Skjalde har ligesom et Privilegium paa at flyve op og sætte sig lige under Kong 👤David, da er det unægteligt den, til hvilken vi høre, saafremt vi ellers er ►i Slægt med vore ►Fædre; men hvem der kjender Kong 👤David, veed ogsaa, han sad ei altid lige høit, sad ei sjelden tæt ved Jorden ►i Sæk og Aske, saa man, paa mange forskjellige Trin kan sidde ham nær. Nu sidder, som man vel veed, den Danske Green paa 📌Nordens ►Ygdrasill langt nærmere ved Roden end ved Toppen, er ingenlunde Hoved men ►Hjerte-Grenen, og de Fugle, som udklækkes der, flyve aldrig, ►uden de forvildes, høiere end Bøgen groer, saa, naar de faae Lyst til at sidde hos Kong 👤David, søge de ham aldrig høit i Skye, men altid ved Jorden, enten hvor han sidder ►i Sæk og Aske, eller hvor hans Krone blomstrer over ham, som 👤Brorson synger: ►søger de nedrige Steder, thi Roserne voxe i Dale►. Betragte vi nu de tre Snese Aar, der ere henrundne, siden 👤Brorsons ►Svanesang forstummede, da kan vi ikke nægte, det tegnede til, at 📌Danmark var ogsaa færdig med sin ►Svanesang til ►Davids-Harpen, og man maatte da kunne gjættet sig til, at fandt 158man nogensinde igjen den danske ►Sanger hos Kong 👤David, kom man sikkert til at høre ►Poenitentse-Psalmer, og med dette Navn troer jeg ogsaa virkelig Kirken vil døbe de ►nærværende Ingemannske, hvoraf de Fleste unægtelig ere sjungne ►ved 📌Babylons Floder, hvor Hjertet græder, naar det mindes 📌Zion, hænger ►Citharen paa ►Vierne og kan umuelig stemme den til 📌Zions Sang i det fremmede Land, kan umuelig med dens søde Toner kildre de Uomskaarnes Øren, som holde 👤Juda fangen►. Men netop denne bodfærdige, vemodige, længselsfulde Tone, der med ►Davidisk Inderlighed og Sanddruhed gjennemstrømmer disse danske Psalmer, netop den er mig sikker Borgen for, at Herren vil lægge en ny Sang i ►Danas Mund, som Mange skal glædes ved at høre, thi Han har, som skrevet staaer, ►ei blot sin Boelig i den høie, men ogsaa i den dybe Helligdom, Han vil ogsaa boe hos en Sønderknuset og Nedtrykt i Aanden ►at gjøre den Sønderknustes Hjerte og den Nedtryktes Aand levende►. Om da ►end ikke saa ►øiensynlig Haabets Stjerne blinkede for Skjalden, der endog stundum seer Glimt af Morgen-Røden, vilde jeg dog sige: han synger ►aabenbar sin store Bededags og sin Langfredags-Psalme i en Paaske-Dagning; ►thi naar vi inderlig sukke med Kvinderne: hvem skal vælte os Stenen af Hjertet, som er meget stor, da varer det kun et Øieblik, før Engelen gjør det►, og sætter sig paa den, som en sjungende ►Morgen-Stjerne, ►der forkynder Solens Opgang, som skal ►klare alle Guds Børns Aasyn og stemme Hjerterne til Fryde-Raab, saa de lovsynge Herren, som brød ►📌Zions Fængsel, og udbryde: ►Herren haver gjort store Ting imod os, derfor ere vi glade, ►vi saaede med Graad, vi høste nu med Fryde-Sang!