Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Om det attende Aarhundredes Oplysning i Salighedens Sag

I Øvrigt tænker jeg, der er Ingen af os, som jo af Hjertet ønsker, at ældre, lærdere, navnkundigere Mænd vilde paatage sig den Uleilighed, at gjendrive det attende Aarhundredes mange og store Vildfarelser, som det gav Navn af Oplysning, men da det hidtil ikke, saaledes i det Samlede og i det Enkelte, er skedt, og det ei bør opsættes et Øieblik længer end nødvendigt, saa bør og vil vi gjøre vort Bedste, visse paa, at selv en saare ufuldkommen Gjendrivelse er meget bedre end slet ingen. Og hvad nu især mig angaaer, da erklærer jeg høitidelig, at jeg finder mig kun lidet oplagt til at gaae saaledes i Strid, da det er mig yderst kjedsommeligt, at være en flittig Læser af det attende Aarhundredes Bøger, og det virkelig synes mig, nu som før, at Forsvarerne af det attende Aarhundredes Oplysning, og da især af hvad jeg kalder den Tellerske Exegese, den Henckiske Kirkehistorie, den Wegscheiderske Dogmatik, eller i det Hele den Semlerske Theologie, at de er, aandelig talt, aldeles vaabenløse, saa det var Synd at slaae sig til Ridder paa dem, hvis de ikke selv udæskede til Strid, og ansaaes af Mange, især i det lille 📌Danmark, for uovervindelige Kæmper. Naar jeg hertil lægger, hvad dog neppe kan findes urimeligt, at jeg helst opoffrede mine Fritimer til poetiske og historiske Sysler med Mænd og Tidsaldere, der ere mig, baade som Dannemand, Digter og Christen, langt anderledes tiltrækkende, end det attende Aarhundrede med sine, i det Mindste poetisk og historisk talt, pygmæiske Heroer, saa maa man vel troe, det er mit Alvor at jeg helst vil have saa lidt som mueligt med denne Strid 29at gjøre; men jeg vilde ansee mig selv for uværdig til at bære Navn af christelig Boglærd, dersom jeg nægtede de Yngre den Bistand, jeg troer at kunne yde dem i deres retmæssige Opstand mod det attende Aarhundredes uchristelige Oplysning, som truer med at ville befæste sig i 📌Danmark, da den begynder at blive husvild i 📌Tydskland; thi hvem der ikke veed det, maae vi dog sige, at, ligesom, ved dette Aarhundredes Begyndelse, de gamle, høilærde Mænd: Dogmatikeren 👤Storr, Moralisten 👤Reinhard og Kirkehistorikeren 👤Schrøck, protesterede mod det attende Aarhundredes Oplysning i Salighedens Sag, saaledes fattes der nu, hardtad paa ingen Høiskole, lærde Mænd, som gjør det Samme, og have ved modnere Overlæg, fundet hin Oplysning, de tildeels i Ungdommen hyldede, deres Bifald uværdig. Dette beviser vist nok ikke stort mere, end at vi er langt fra at være de eneste Boglærde, der ansee det attende Aarhundredes saakaldte Oplysning for en stor Formørkelse, men andet skal det ei heller her bevise, hvor det kun gjælder om at bortrydde den Fordom, vor Ungdom, vort ringe Antal, eller vor Unavnkundighed turde vække; det egentlige Beviis for vor Ret til at bestride den herskende Oplysning, det maa vi føre selv, eller have tabt.