Om det attende Aarhundredes Oplysning i ►Salighedens Sag.
Er selv Lyset i dig Mørke, o da, hvilket Mørke!
✂ Der udbredte sig, gjennem det attende Aarhundrede, over hele Christenheden, under Navn af Oplysning, en Syns-Maade for Christendommen, og i det Hele for Menneskets aandelige, oversandselige Forhold, som vel i Grunden var ►intet mindre end ny, men havde dog for de Fleste hele Nyhedens Tillokkelse, da det var en Syns-Maade, der hidtil, i den største Deel af Christenheden, kun havde været de Lærde bekjendt, som et Foster, deels af hedensk Blindhed, deels af jødisk og ►tyrkisk Fiendskab mod Christendommen, og deels af Sværmeres Indbildskhed, som havde stræbt at omskabe Christendommen efter deres eget Hoved. Da denne Oplysning allevegne først fremtraadte i aaben Feide mod Christendommen, og bekæmpede den gjerne med Spottens og Forhaanelsens bidende Vaaben, fandt den naturligviis allevegne Modstand, undtagen i 📌Preusen og 📌Brandenborg, hvor Kongen selv var dens ►første Talsmand, og hvor der altsaa ingen Fare var ved at udbrede men vel ved at ►bestride den. Kongen var, som man veed, 👤Friedrich den Eneste, der gjorde sig en Ære af at spotte med Christendommen, og af at nægte ei blot dens ►eiendommelige Sandheder, men selv hvad man dengang regnede til ►den naturlige Religjon: ►Gud, Forsyn og Udødelighed. 📌Berlin blev nu ganske naturlig den ny Oplysnings ►Stabel-Stad, hvorfra dens ►Vahre, især ved den halvstuderte Bog18handler 👤Nicolais Driftighed, med ►høirøstet Anpriisning, udbredtes over den lutherske Menighed. Saa umueligt det end maatte synes, at denne Oplysning kunde ⓘ tækkes Theologer, eller bringes i Forbindelse med den kirkelige og videnskabelige Underviisning i vor Menighed, saa var det dog intet Under, at en saa berømt og mægtig Konge, som 👤Friedrich den Eneste, fandt Theologer, der, ham til Behag, søgde at stifte Forlig mellem Christendommen og dens Fiender, og det er noksom bekjendt, hvor ivrig især 👤Teller i 📌Berlin og 👤Semler i 📌Halle, stræbde til dette ►besynderlige Maal. Hvorvidt disse berømte Skabere af den ny theologiske Oplysning i vor Menighed, selv vare enige med deres Konge, og med 👤Voltaire, hans store Prophet, lader sig saameget mindre afgjøre, som de begge vedkjendte sig, ja vare selv Byg-Mestere af et System, efter hvilket man, med ►Hensyn paa de locale og alle andre Omstændigheder, skal kunne sælge Andre for Sandhed, endog for guddommelig Sandhed, hvad man selv ikke troer, og dog være ei blot en ►ærlig Mand, men en sandhedskjærlig og priselig Lærer. Det kan og maa imidlertid, efter disse Mænds eget System, være os ligegyldigt, hvad saadanne Lærere troede, og de ere os kun vigtige, fordi deres Oplysning fandt Bifald, og blev, i en ►Menneske-Alder saa godt som herskende paa alle ►Høiskoler i det protestantiske 📌Tydskland. Da nu først de lærde Theologer traadte i Pagt med den ►voltairiske Oplysning, kunde det ikke feile, at jo Mængden af Præsterne, deres Discipler, traadte i deres Fodspor, og derved forsvandt ei blot den eneste Dæmning mod Ugudeligheden, der fra 📌Frankrig, især under Revolusjonen, gjennem utallige Render udbredte sig over hele 📌Europa, men Kirker og Skoler bleve selv, for en stor Deel, dens Forbundne, da man der ►lærde at ringeagte Christendommen, og stod da værgeløse mod dens aabenbare Fiender, som spottede med alt Guddommeligt, og smigrede Menneskets syndige Lyster!
✂ 19Ogsaa til os kom Oplysningen, den ►semlerske saavelsom den ►voltairiske, og skjøndt den kom senere hid, og fandt ingensteds varmere og mere aandelig Modstand, saa nytter det dog ikke at dølge, ogsaa hos os blev den herskende, og, i en vis Henseende, maaskee endog mere herskende her end i 📌Tydskland, ogsaa hos os staaer i det Hele Kirken kun som en Ruin fra gamle Dage, spottet som en saadan af de Lystige, ringeagtet, som en saadan af de Fleste, og benyttet ei af Faa til at vedligeholde og ►forplante en Oplysning, efter hvilken dens Fald er i Grunden ei at beklage, men snarere, som Beviis paa Overtroens Undergang og Fornuftens Myndighed, at glædes ved.
✂ Saaledes forholder det sig ►aabenbar, og saa lidet jeg har Lyst til at nægte, hvad der er mig en kjær Tanke, at det nu er noget bedre end ved det nittende Aarhundredes Begyndelse, er jeg dog langt fra at være af deres Mening, som troe, vi kun have en Levning af det attende Aarhundredes Vantro og Ugudelighed at bekjæmpe, der snart, deels ved Døden, deels ved Bibel-Selskaber og andet Sligt vil kunne udryddes. I mine Øine var det attende Aarhundredes Oplysning kun Udbrud af en Gift, der gjennem lange Tider havde samlet og nu omsider ►klarede sig i Christenheden, saa paa dens Udryddelse er ikke at tænke; det Høieste, vi tør haabe, er, med Guds Hjelp, at standse dens Udbredelse, og redde dem, der, saa at sige, uskyldig ere smittede deraf. Sandelig, hvem der med Eftertanke har betragtet Folket, hvor der hverken var formegen Kundskab, Forstand eller Læsning, og hvor man neppe kan spore Løbet af Tidens Strøm, og saae dog, hvor ligegyldig for alt Aandeligt, hvor vantro i Grunden man var, han vil ►vist sande med mig, at der gjøres ►Forplanterne af det attende Aarhundredes Oplysning formegen Ære eller formegen Skam, naar det ►Alt ansees for deres Værk, saa, naar ogsaa deres Virksomhed, med alle sine Følger, kunde udslettes, vilde vi endda have Ugudelighed 20Nok at sørge over, finde en dødelig Sygdom, ulægelig hos Mange, fordi de ikke vil helbredes.
✂ Men derfor er det lige vist, at ►Virksomheden af det attende Aarhundredes Oplysning er fordærvelig, forhindrer det Gode, og gjør det Onde værre, saa det maa være christelige ►Boglærdes inderlige Ønske og ivrige Bestræbelse, med Guds Hjelp, at standse den, og fremme sand ⓘ Oplysning om den store Skæbne, at være et Menneske, skabt til det evige Liv, og om den sørgelige Sandhed, at Mange dog kun berede sig til den evige Død.
✂ At den ►voltairiske Oplysning er afskyelig, det indrømme vel de Fleste, om end tit kun med Munden, men at den ►semlerske staaer i Pagt dermed, finde Mange utroeligt, og selv kalder den det skammelig Bagtalelse. Alligevel er det vist, som Historien lærer, at hvor de kom hen, banede de hinanden Vei, og gjorde i deres Opvext fælles Sag mod luthersk Christendom, som et Mørke, der maatte fordrives, før Oplysningens Soel kunde overskinne Landet, og naar da den ►semlerske Skoles Discipler klagede over den voxende Sandselighed og Ringeagt for Religionen, da anklagede de ►aabenbar sig selv og deres Mester, som, langt fra at ►bestride den ►voltairiske Oplysning, havde kraftig fremmet den, ved deres idelige Forsikkring om, at det var ligegyldigt hvad man troede, naar man kun ikke troede for meget, og ikke glødede for hvad man troede. Det har ogsaa klarlig viist sig i det nittende Aarhundrede, hvor Enkelte løftede Stemmen mod 👤Voltaire og hans ►Afkom, at, et af To, ønskede Theologerne af 👤Semlers Skole dog langt heller ►voltairisk end luthersk Oplysning, thi hin undskyldte, denne fordømde de, hin beærede de med Navn af Oplysning, om de end kaldte den lidt skjæv, denne brændemærkede de med Navn af Mørke, der vilde forvandle det attende Aarhundredes lyse Dag til bælgmørk Nat.
✂ 21Det er ►alt anden Gang jeg træder her i aaben Feide med det attende Aarhundredes Oplysning, i begge sine ►Arme, og man kan da med Rette fordre en Rolighed, en Klarhed og Betænksomhed af mig, der ei var at vente hos Unger-Svenden, men fordredes dog saa ►strængelig af ham, som om Lys var uforenelig med Dunkelhed, Fredelighed med Heftighed, Sandheds-Kjærlighed med Overilelse, ja, som om Rolighed, Klarhed og Betænksomhed udgjorde Summen af al menneskelig Fuldkommenhed, om saa end Roligheden var Kulde, Klarheden ►Skin, og Betænksomheden blot Verdens-Klogskab. Men saaledes ►lærde ogsaa virkelig det attende Aarhundredes Oplysning at betragte Menneske-Livet og veie dets Fortrin; thi netop med denne kolde Rolighed, dette klare ►Skin og denne verdenskloge Betænksomhed, som den unægtelig udbredte, dermed vilde den hjemle sig Adkomst til at gjælde for den sande Menneske-Oplysning, uagtet den ikke ►forklarede det Mindste af den dybe Dunkelhed, vi dog alle maae føle, er ►eiendommelig for Menneske-Livet: for Aand i ►Støv, for ►Støv med Aand; uagtet den paa hvert Spørgsmaal af det bekymrede Menneske-Hjerte, kun gav det iskolde, fortvivlede Svar, giv dig tilfreds, tænk ikke paa Sligt, det er mørkt! Ligesaalidt nu som et Menneske, der føler hvad han er, kan hylde en Oplysning, der i Grunden kun trøster med Mørke, ligesaalidt kan ►vist nok en Christen, der føler hvad han troer, lægge Vind eller Vægt paa de glimrende, men, aandelig talt, døde og kraftløse Egenskaber, der udmærkede hin falske Oplysning, og blændede Folkenes Øine, saa de blev ikke Mørket ►vaer, det bundløse Mørke, paa hvis Overflade den ►giøglede med Regnbue-Farver af brudte Straaler. Jeg vil derfor bede Gud, at jeg aldrig maa faae mere Rolighed, Klarhed og Betænksomhed, end der kan forenes med christelig ►Nidkjærhed, med levende Følelse af den dybe Dunkelhed, der først i Himlen kan ►forklares, og med den Sand22heds-Kjærlighed, der skyer ►de krogede Veie meer end ►de blinkende Sværd og de bølgende Luer! Men saamegen Rolighed, Klarhed og Betænksomhed, som lader sig forene med en Christens ►Tro og Haab og Kjærlighed, det vil jeg ogsaa bede om og stræbe efter, ret fornemmelig i den vigtige Strid, jeg her fornyer, fornyer i Forbindelse med yngre Mænd, over hvis Tanker og Tunger jeg ei har at raade, men som jeg bør kunne tjene med hvad der kan vindes ved Aar og Erfaring. For deres saavelsom for Sagens Skyld, vil jeg da ogsaa her, med al den Rolighed, Klarhed og Betænksomhed jeg end har kunnet naae, stræbe at bortrydde de Fordomme, Mange vist have mod et Foretagende, som det, at ►bestride det attende Aarhundredes Oplysning, ved at bevise dens Uchristelighed.
✂ Den almindeligste Fordom vil udentvivl være den, vore Modstandere altid med Flid have stræbt at vække, nære og indskjærpe, at vi, som Oplysningens Fiender, nødvendig maae være Mørkets Venner og Talsmænd.
✂ Dette Ord-Spil er nu ►vist nok saa tomt og ►uvittigt, at man fristes til at foragte det, som Noget, der umuelig kan forblinde eller forvirre noget tænkende Menneske, men just fordi det neppe modsiges, ►mindre med Flid opløses i sit Intet, just derved bliver det hos Mange en uoverstigelig Mur mod al Overbevisning, da selv de mest indlysende Grunde ►tørne af paa den Tanke, at i saa Fald maatte Mørket være bedre end Lyset, hvad dog er umueligt.
✂ Det bør derfor ►vist med Flid, og det ikke een Gang, eller fra een Side blot, erindres og bevises, at saa vist som det unægtelig er, at Oplysningens Fiender er Mørkets Venner, saa lidet udspringer deraf den mindste rimelige Formodning om, at vi, som bekæmpe, hvad det attende Aarhundrede behagede at kalde Oplysning, at vi maae være Lysets Fiender og Mørkets Venner, thi behøver man blot at kalde 23sin Lærdom Oplysning, for derved at forvandle alt Modsat til Mørke, da seer man let, det kun koster os et Ord at blive høit oplyste, og gjøre alle vore Modstandere til ►Obskurantere, til Mørkets Venner og Talsmænd. Finder man ⓘ imidlertid nu, som rimeligt er, at der vil Mere til end blot at sige det, der udkræves Beviis, man maa vise sin Tro paa egen Oplysning i Lysets Gjerninger, finder man det, saa maa man nødvendig ogsaa finde, at den samme Lov ligger paa Modstanderne, som paa os, og at det attende Aarhundrede umuelig, mere end det nittende, sextende, eller hvilket man vil nævne, kunde have Privilegium paa at ►hedde oplyst, uden at bevise, det i Sandhed var det, og netop derom er det der spørges, netop derom er det vi stride, i det vi paastaae: at det attende Aarhundrede, som pralede af sin store Oplysning, fremfor alle de forbigangne Tider, var ikke destomindre, i høieste Grad formørket og forblindet. Naar vi saaledes kalde Mørke hvad det attende Aarhundrede kaldte Lys, og Lys hvad det kaldte Mørke, da beviser det hverken mere eller mindre, end at det attende Aarhundrede og vi er af ganske modsat Mening om Lys og Mørke, Oplysning og Formørkelse i aandelig Forstand, og her nytter det kun lidt at tælle Stemmerne, her maae ►aabenbar Grundene veies, af hver den, det er om Sandhed at gjøre, og at man ved en saadan Undersøgelse skal aflægge alle Fordomme, det er blandt os saa ivrig indskjærpet, at vi, der ikke nær forlange saa meget, vel tør haabe, man vil aflægge den urimeligste af alle Fordomme, den, at hvem der ►bestrider en saakaldt Oplysning, ►vist har i Sinde at udbrede Mørke. Skulde denne Sætning gjælde, vilde det i det Mindste see ilde ud med det attende Aarhundredes Oplysning, thi den fremtraadte unægtelig med den Paastand, at hvad der til Dato gjaldt for Lys, og havde tildeels giældt derfor gjennem mange Aarhundreder, var dog, ret beseet, i Grunden det tykkeste Mørke. Om aldrig for 24andet, saa dog for det attende Aarhundredes Oplysnings egen Skyld, tør vi da sikkert haabe, man indrømmer os, det er ingenlunde afgiort, at man elsker Mørket mere end Lyset, fordi man bekæmper Noget, der giælder for Lys, da Meget i Mørke kan gjælde for Lys, som dog kun er ►Skin, og fordi der i Aandens Rige kan have hersket en Blindhed, som kaldes Vankundighed og Uforstand, under hvilken man neppe skimter Dag fra Nat, end sige da, man skulde kjende Lys fra Lygtemænd.
✂ Men, lad nu ►saa være, kan og vil man ►vist nok sige, at man i Almindelighed ei bør have nogen ugunstig Fordom mod hvem der lover ny Oplysning, saa kan man dog umuelig formode, at nogle unge Mennesker, som endnu faa eller ingen Beviser have givet paa grundig Kundskab, klar Forstand og rolig Eftertanke, at de skulde, bedre end alle det attende Aarhundredes ►grundlærde Mænd, skarpsindige Hoveder og dybe Tænkere, forstaae at skjelne mellem Lys og Mørke, og hvad dig selv angaaer, da hvad derom end ellers kan være at sige, har du dog ikke heller viist nogen Prøve paa ret theologisk Lærdom, men har derimod klarlig viist, du, i det Mindste i Heftighed og uhyre Tanke-Spring, hører til det Slags Folk, der tit, uden at agte paa Fornuftens Stemme, følge Phantasiens Tillokkelser, og indbilde sig, de er urokkelig overbeviiste om, hvad der rører dem inderlig, kort sagt, til Poeterne, der dog unægtelig ere slette Philosopher, og derfor neppe heller de paalideligste Theologer.
✂ Maaskee har Egenkiærlighed hindret mig i at give denne Indvending sin fulde Styrke, men selv som den er, føler jeg dog dens fulde Vægt, og indrømmer, med den inderligste Overbeviisning, at det er en rimelig Fordom, unge Mennesker og poetiske Naturer altid burde finde mod sig, naar de udraabe en ny Oplysning, der skal gjøre det, de ►Graahærdede og de forrige Slægters lærde, kloge, sindige, erfarne Mænd kaldte Lys, til Mørke, og jeg ønsker aldrig i 📌Danmark at 25opleve den Dag, da en saadan Fordom skal vige for Andet end de meest indlysende, uimodsigelige Grunde. Men, desværre, jeg har ►alt een Gang oplevet den sørgelige Dag, vel i mine første Drenge-Aar, men dog, saa jeg mindes det ►grandt, mindes ►grandt, at jeg ønskede mig stor, for at forsvare de ►høiærværdige Kirkens ►Fædre mod deres ►dunhagede Modstandere, og hvad er det Andet vi giør, naar vi bekiæmpe det attende Aarhundredes Oplysning, ei for at sætte nogen ny, selvgjort isteden, men fordi den gamle, i vore Øjne, er den rette, fordi det sextende Aarhundredes Oplysning svæver for os som en kraftfuld, ►klarøjet, gudhengiven Olding, der er anderledes værd at høre paa, end den ►surøjede, udmarvede, verdsligsindede Spottefugl, vi finde, det attende Aarhundredes Oplysning ligner. See, dette er vort Forsvar, saaledes vende vi med Rette den rimelige Fordom mod den Oplysning, nogle unge Mennesker sidst i forrige Aarhundrede indførde hos os, uden at have givet mindste Prøve paa en saadan grundig Lærdom ⓘ og rolig Tænkning, som de spottede og trodsede, hos 📌Danmarks Theologer fra 👤Niels Hemmingsen til 👤Nicolai Edinger Balle, hos den Lutherske Menigheds Theologer: fra 👤Luther og 👤Melanchton selv, til 👤Siegmund Baumgarten, 👤Michaelis og 👤Ernesti.
✂ Forsaavidt vi da virkelig forsvare den gamle Oplysning mod den ny, uden at indblande vore særegne Anskuelser, da bør vi ikke have nogen Fordom imod os, snarere maatte man finde, at da der dog unægtelig, ved den hovedkulds Antagelse af en splinterny Oplysning, skedte de gamle, ►grundlærde Theologer Uret, bør dem skjænkes desmere Opmærksomhed nu, da deres Børn paastaae og tilbyde sig at bevise, de dømdes paa falske Beskyldninger, som Mørkets Talsmænd, da de tvertimod var Lysets trofaste Tjenere! Sandelig, vilde man ikke laane Øre til et saadant Forsvar, da beviste man kun derved, at man ei ombyttede den gamle Oplysning med den 26ny, fordi man overraskedes og blændedes, men fordi man elskede Mørket mere end Lyset. Sæt ogsaa, at ►Lykken maaskee i det attende Aarhundrede var bedre end Forstanden, saa de unge Mennesker ►slumpede til at see, hvad der var skjult for de Gamle, saa man ►slumpede til at gribe det Rette, da man hovedkulds antog den Urimelighed, at 👤Luthers og 👤Melanchtons Oplysning, der bestod den store Kamp mod Pavedømmets Mørke, og talte mellem sine Velyndere de ►grundlærdeste Mænd, der har vandret paa Jorden, at den alligevel var som Nat mod Dag, i Sammenligning med den ny Oplysning, hvis ypperste Ordfører var en Poet, og det en Poet, der i Ligegyldighed for Sandhed, i Ærgierrighed, ►Kaadhed og Letsindighed, vel er mageløs, sæt ogsaa, man havde ►grebet Guld med Gæving, da man annammede 👤Voltaires Oplysning, som et Evangelium, hvis hjertegribende Troværdighed var i Grunden meer end alle kløgtige Beviser; sæt ogsaa dette urimelige, neppe muelige Tilfælde, saa er det dog lige vist, at ligesom ►Ilden prøver Guldet, saaledes maa Granskning prøve Oplysningen, før dens Ægthed er beviist, før man ret kan indsee sin Lykke, og trodse al Modsigelse. Er Troen ►velgrundet, sagde Oplysnings-Mændene i det attende Aarhundrede, da maa den nødvendig vinde ved enhver Undersøgelse, og foragte den Spot, der, naar den stiles mod det virkelig Ærværdige, ►tørner mat tilbage, og vanærer kun Spotteren selv, ►saa talede de, og havde Ret; men hvad der var sandt i det attende Aarhundrede, maa jo ogsaa nødvendig være sandt i det Nittende; var det sandt, at de som troede paa den ⓘ lutherske Oplysnings Ægthed, ei maatte krympe ⓘ sig ved at see denne deres Tro prøvet, ei skiælve for at høre den spottet, var det sandt, som jeg ikke tør nægte, da er det dog vel ogsaa sandt, at Troen paa det attende Aarhundredes Oplysning bør være endnu langt mere taalmodig, da den selv har seiret ved Spot og Overraskelse, da den ingen 27Fordring kan giøre ►enten paa Taknemmelighed eller Ærværdighed, og da den umuelig kan vise, det er Alvor med Tolerancen i dens ►Skiold, ►uden ved at vise den i samme Grad mod os, som den fordrede den af vore ►Fædre. Det nytter slet ikke, om man vil sige, at Tilliden til det attende Aarhundredes Oplysning ei, som ►Fædrenes til den Lutherske, er grundet paa blind Tro, men paa klar Indsigt, thi om ►saa var, da maatte man saameget desbedre indsee, at det kun var os som kunde tabe, og den kiære Oplysning som maatte vinde, ved en grundig Undersøgelse og uforskyldt Spot; men jeg skal ikke nægte, det er min Overbeviisning, at aldrig noget Barn har med blindere Tro vedkiendt sig den Lutherske Oplysning, end de Fleste nuomstunder, baade Gamle og Unge, vedkiende sig det attende Aarhundredes, thi de vide ►sædvanlig saalidt at besvare Indvendingerne imod dens Ægthed, at de slet ikke begribe, hvorledes der kan indvendes det Mindste derimod, troe, i høieste Enfoldighed, at selv de grundigste Indvendinger maa dog i Grunden være ufornuftige, siden de stride imod hvad deres Lærere og de kalde fornuftigt, saa det gaaer med Fornuften som med Oplysningen, man forudsætter ►almindelig, hvad der skulde bevises: at det attende Aarhundrede, der naturligviis talde om Fornuft og Oplysning, efter sin Forstand, at det ogsaa virkelig ►best forstod sig paa, hvad Fornuft og Oplysning i Grunden vilde sige. Saaledes bestandig at forudsætte, som en afgjort Sag, hvad der netop er det store Spørgsmaal, det kaldte vore ►Fædre at ►vrævle, og vi maa nu kalde det ►petitio principii, eller give det saa fint et Navn, som vi vil, saa er det lige vist, at hvem der bærer sig saaledes ad, han troer blindt, og er saare langt fra klar Indsigt.
✂ Saaledes mener jeg da, det er ►ligefrem, at man ingen Fordom burde have imod os, ►enten fordi vi vil ►bestride Noget, der kaldes Oplysning, men, i vore Øjne, slet ikke for28tjener dette Navn, eller fordi vi modsige det attende Aarhundredes kloge og lærde Mænd, da det ikke er i vort eget Navn, men paa de forrige Aarhundreders, paa de langt flere, i vore Øine, langt klogere og lærdere Mænds Vegne, ►med hvis Kalve netop det attende Aarhundredes Afguder pløiede, og vandt saaledes Væddemaalet.
✂ I Øvrigt tænker jeg, der er Ingen af os, som ►jo af Hjertet ønsker, at ældre, lærdere, navnkundigere Mænd vilde paatage sig den Uleilighed, at gjendrive det attende Aarhundredes mange og store Vildfarelser, som det gav Navn af Oplysning, men da det hidtil ikke, saaledes i det Samlede og i det Enkelte, er skedt, og det ei bør opsættes et Øieblik længer end nødvendigt, saa bør og vil vi gjøre vort Bedste, visse paa, at selv en saare ufuldkommen Gjendrivelse er meget bedre end slet ingen. Og hvad nu især mig angaaer, da erklærer jeg høitidelig, at jeg finder mig kun lidet oplagt til at gaae saaledes i Strid, da det er mig yderst kjedsommeligt, at være en flittig Læser af det attende Aarhundredes Bøger, og det virkelig synes mig, nu som før, at Forsvarerne af det attende Aarhundredes Oplysning, og da især af hvad jeg kalder den ►Tellerske Exegese, den ►Henckiske Kirkehistorie, den ►Wegscheiderske Dogmatik, eller i det Hele den ►Semlerske Theologie, at de er, aandelig talt, aldeles vaabenløse, saa det var Synd at slaae sig til Ridder paa dem, hvis de ikke selv udæskede til Strid, og ansaaes af Mange, især i det lille 📌Danmark, for uovervindelige ►Kæmper. Naar jeg hertil lægger, hvad dog neppe kan findes urimeligt, at jeg helst opoffrede mine Fritimer til ⓘ poetiske og historiske Sysler med Mænd og Tidsaldere, der ere mig, baade som ►Dannemand, Digter og Christen, langt anderledes tiltrækkende, end det attende Aarhundrede med sine, i det Mindste poetisk og historisk talt, pygmæiske Heroer, saa maa man vel troe, det er mit Alvor at jeg helst vil have saa lidt som mueligt med denne Strid 29at gjøre; men jeg vilde ansee mig selv for uværdig til at bære Navn af christelig Boglærd, dersom jeg nægtede de Yngre den Bistand, jeg troer at kunne yde dem i deres retmæssige Opstand mod det attende Aarhundredes uchristelige Oplysning, som truer med at ville befæste sig i 📌Danmark, da den begynder at blive husvild i 📌Tydskland; thi hvem der ikke veed det, maae vi dog sige, at, ligesom, ved dette Aarhundredes Begyndelse, de gamle, ►høilærde Mænd: Dogmatikeren 👤Storr, ►Moralisten 👤Reinhard og Kirkehistorikeren 👤Schrøck, protesterede mod det attende Aarhundredes Oplysning i ►Salighedens Sag, saaledes fattes der nu, hardtad paa ingen ►Høiskole, lærde Mænd, som gjør det Samme, og have ved modnere Overlæg, fundet hin Oplysning, de tildeels i Ungdommen hyldede, deres Bifald uværdig. Dette beviser ►vist nok ikke stort mere, end at vi er langt fra at være de eneste ►Boglærde, der ansee det attende Aarhundredes saakaldte Oplysning for en stor Formørkelse, men andet skal det ei heller her bevise, hvor det kun gjælder om at bortrydde den Fordom, vor Ungdom, vort ringe Antal, eller vor ►Unavnkundighed turde vække; det egentlige Beviis for vor Ret til at ►bestride den herskende Oplysning, det maa vi føre selv, eller have tabt.
✂ Den eneste Fordom jeg endnu besinder mig paa, er den, der, om den end ikke findes hos Mange, ►vist med Flid vil blive vakt imod os, forsaavidt vi vil ►bestride det attende Aarhundredes Oplysning, ved at vise dens Uchristelighed, dette vil Nogle sige, er unødvendigt, Andre: det er unyttigt, og vore Modstandere: det er intolerant i høieste Grad.
✂ Vil I bevise noget mod det attende Aarhundredes Oplysning, kan man sige, da ►beviser, den er falsk, svarer ikke til sit Navn, holder ikke hvad den lover, giver Mennesket intet Lys, end sige Klarhed, i sine vigtigste Anliggender, men vil forføre ham til at glemme dem, til at glemme sig selv ►over Verden, Aanden ►over Legemet, Evigheden ►over Tiden, det 30store Mørke, i hvilket han snart skal nedsynke til de forrige Slægter, ►over det lille Lys, hvorved han, ►daarlig nok, veileder sig til Graven; ►beviser det, som jo er, og maa være eders egenlige Paastand, og ►spilder ikke Tid og Flid paa, vidtløftig at bevise, hvad vel Faa eller Ingen tvivler om, at Theologernes Oplysning, i det attende Aarhundrede, var ligesaavel uchristelig, som Poeternes, der banede dem Veien, og Philosophernes, de byggede deres Systemer ved!
✂ Der var en Tid, da denne Fordom ►syndes mig uovervindelig; thi den beherskede mig, og gjorde, at jeg, videnskabelig, lagde langt mere an paa, at vise, hvor under-menneskelig ►ͻ: dyrisk: aandløs og ►vandet, og hvor falsk: hul og tom, kold og trøstesløs, end hvor uchristelig det attende Aarhundredes Oplysning var. ►Vist nok laae Grunden hertil for en Deel i min poetiske Magelighed, og Modbydelighed for hvad det attende Aarhundrede kaldte Lærdom, men begge Dele vilde jeg dog ►vist ligesaa vel have overvundet i Kirkens, som jeg overvandt dem i 📌Nordens Historie, dersom jeg ikke havde anseet det for unødvendigt, og troet, trygt at turde forudsætte, Alle vidste, at det attende Aarhundredes Oplysning var ikke blot uchristelig, men antichristelig, ikke blot udsprunget af en anden, men af en aldeles modsat Kilde. ►Vist nok var det en overilet Slutning, der vidnede om en Mangel paa Menneske-Kundskab, som kun Aar og Erfaring afhjelper, men hvad er naturligere, end at man troer, Alle veed, hvad man har hørt af Alles Mund, og glemmer saaledes, at Mange kan have sagt meer end de vidste, Andre meer end de mindes, og at endelig Mange er født siden vi, og har i deres Barndom kanskee slet ikke hørt, hvad vi hørde i vores. Jeg hører nemlig til dem af det attende Aarhundredes Børn, som hørde baade det Gamle og det Ny, ►lærde tidlig, hvad Christendom var, og opvoxde under den franske Revolution, da de Unge, ligesaa lidt som de Gamle, gjorde nogen Hemmelighed af, at 31den ny Oplysning var aldeles uchristelig, saa da var kun Forskjellen den, at hvad de Gamle kaldte en Gru, det kaldte de Unge en Glæde, hvad de Gamle ansaae ⓘ for et stort Beviis paa den ny Oplysnings Falskhed, det anførde de Unge rask som et indlysende Beviis paa dens Ægthed, da hvad der afslørede og fordrev et saadant Mørke, som det Bibel-Troen havde udbredt, maatte nødvendig være Lys. Naar derfor, i hine Dage, Præster og Professorer, som hyldede den ny Oplysning, udtrykde sig med ►Skaansel om ►Bibel og Christendom, og søgde paa en Maade at ►rime dem med Oplysningen, da tvivlede Ingen om, at det jo blot var en Virkning af den Forsigtighed og Lære-Klogskab, de, som Tilhængere af ►Accommodations-Systemet, anbefalede, deels med ►Hensyn paa de endnu gjældende ►Symboler, og deels for ei at støde de Enfoldige, der umuelig paa een Gang kunde løsrive sig fra alle de Fordomme, de havde indsuget med Moders-Melken, for ei at skade ►de Blindfødte, der umuelig, i det man aabnede deres Øine, strax kunde taale at see Oplysningens Soel i al sin Glands. ►Saa lød dengang ►Sproget, og den der hørde, den der enstund endog selv førde det, hvor kunde han, i Ungdoms-Aarene, Andet troe, end at man var sig Uchristeligheden noksom bevidst, men stod i den Formening, at egen Fornuftighed gjorde Christendommen ei blot overflødig, men i Grunden utaalelig.
✂ Jeg vil her ikke tale om de ►Mindelser jeg efterhaanden fik om, at man i det nittende Aarhundrede vilde have det Attendes Oplysning anseet for christelig, eller om min ►Trevenhed til at troe, det var Alvor, var Andet end ►Accommodation, men jeg vil kun sige, hvad der helbredede mig for den urimelige Fordom, at et strængt Beviis, for Uchristeligheden af det attende Aarhundredes Oplysning, var unødvendigt. Jeg erfarede nemlig, ►alt som det nittende Aarhundredes Børn voxte op, at Mange af dem i al Uskyldighed troede, at f. Ex. 👤Henckes ►Kirke-Historie var christelig, og, ved nøiere Efter32tanke maatte jeg finde, det var høist naturligt; thi hvem der i Barndommen har øst sin Bibel-Kundskab af 👤Henckes eller 👤Scherers Bøger, sin Christendom af 👤Campes ►Ledetraad eller 👤Niemeiers ►Haandbog, hvad skulde ikke han finde bibelsk og christeligt, undtagen hvad der netop er det! Denne Betragtning, at den sidst opvoxte Slægt, netop fordi det attende Aarhundredes Oplysning var tilbunds uchristelig, tit slet ikke veed det, men har taget ►Læmpningen for gode ►Vahre, den er det, som har overbeviist mig om Nødvendigheden af at oplyse den uforligelige Strid der er mellem Christendommen og den herskende Oplysning.
✂ Men, kan man sige, er det ikke dog unyttigt, eller hvad kan det nytte, nok saa klart at bevise, hvad der er christeligt, og hvad der er det ikke, naar Stemningen i det Hele er saa uchristelig, som I ►vist maae indrømme, naar de fleste Mennesker hylde det attende Aarhundredes Oplysning, fordi de elske den, og bryde sig i Grunden saare lidt om, ►enten den er ►tyrkisk eller christelig, eller hedensk, naar det kun ikke klart bevises, den er falsk, urimelig og selvmodsigende, saa det bliver dog altid hvad dens Fiender maae gjøre, naar de vil tænke med Held at ►bestride den.
✂ Dette er, synes mig, som at spørge, hvad det kan nytte, at drive Fienden ud af Landet, naar man har Formodning om, at Endeel af dets Indbyggere vil vandre ud med ham; thi naar Uchristeligheden af det attende Aarhundredes Oplysning er beviist, da er den jo, aandelig talt, uddrevet af Christenheden, saa enhver som fremdeles hylder den, veed, han er ingen Christen, og skulde det ingen Nytte være til, hvad Nytte er da Oplysning til, eller er dette ikke en saare vigtig Oplysning for dem, der staae i den falske Formening, at de er Christne, skjøndt de er det ikke, og hvem tør sige, at ikke mangen En af de Christnes Børn, naar han seer dette, og seer sig derved i en saare vigtig Sag ►skuffet af det 33attende Aarhundredes Oplysning, vil ►føle Lede til Masken, og vende om til sin Fader! Hvor mange eller hvor faa der igjen vil tilegne sig de Christnes Troesbekjendelse, det veed Ingen, ►uden Gud, men det faae vi at see, naar det bliver klart, hvordan den lyder, og maa uforanderlig lyde, men ikke før; thi saalænge man indbilder sig, paa den ene Side at kunne følge det attende Aarhundredes Oplysning, og dog paa den Anden at kunne trøste sig ved 👤Christi Forsikkring om Guds Naade, som Noget, Tidernes Erfaring stadfæster, saalænge kan sandhedskjærlige Hjerter slaae under Klædebon af alle Farver, uden dog, i Mørket, at føle, hvad dem fattes. Først, naar man seer, at ►to saadanne Herrer, som 👤Christus og den selvkloge Fornuft, er det umueligt at tjene►, saa vil man holde sig til den Ene, maa man foragte den Anden, vil man trøste sig ved 👤Christus, maa man troe paa ham, vil man ikke grue for Historiens Vidnesbyrd om Christendommen, maa man antage den, først da lære Menneskene igjen at kjende deres Hjerter, og derefter at vælge deres Veie og Ledsagere. Daarlig maatte vi troe paa Christendommens Sandhed, om vi ikke følde os visse paa, at naar kun Blænd-Værket borttages, vil alle de som have Hjerte for Sandhed, ogsaa faae Øie for Guddoms-Klarheden i vor Herres 👤Jesu Christi Aasyn, saa Beviis-Førelsen, for Christendommens Sandhed, kan vi trøstig overlade til den Aand, der selv i Menigheden vil fuldende den gode Gjerning, Han i den begyndte, hvis Redskaber dog ogsaa vi ere, til vor beskikkede Deel.
✂ Skal jeg nu endelig omtale, hvorvidt det er intolerant, at bevise Uchristeligheden af det attende Aarhundredes Oplysning?
✂ Ja, det vil jeg, om ikke for andet, saa dog for Ordets Skyld, der unægtelig er et af dem, der trænger til Oplysning.
✂ Jeg har oftere ivret mod Brugen af ►Kunst-Ord, fornemmelig mod dem af fremmed Oprindelse, og saa meget er 34vist, at fremmede Ord der trænge selv til en Tolk, give ingen Oplysning, og enten maa da Intolerance kunne oversættes paa Dansk, hvilket da bør skee af Skribenten selv, fordi det ei er vist, hver Læser har en Tolk ved Haanden, eller det kan ikke oversættes, og bør da udelades, hvor vi vil oplyse Andre om, hvad det er, der driver vore Modstandere, hvad det er, som vil nedrive og gjendrive vore Sætninger.
✂ Dette, mener jeg, er soleklart, men da det desuagtet ei er ►rimeligt, at Vennerne af det attende Aarhundredes Oplysning vil opgive Brugen af et Ord, der, netop ved sin Ubestemthed allerede gjorde 👤Voltaire ypperlig Tjeneste, og har, hvor det tillige var fremmed, gjort Underværker til at afvæbne og vanære den ►voltairiske og ►semlerske Oplysnings Modstandere, under disse Omstændigheder er det vel klogest, med ►Forord, saavidt mueligt, at ►forebygge unødig Trætte og videre Uleilighed.
✂ I politisk Forstand kaldte nu 👤Voltaire, og alle Oplysnings-Mændene i det attende Aarhundrede, alt Det Intolerance, som ei vilde taale, at Enhver troede, hvad ham lystede, og at hvem der intet troede, spottede med dem, der troede, skjældte dem for Hyklere, Fanatiker, Mørkets Venner, Folke-Bedragere o. s. v. og hvorvidt Staten vil ►afsige eller øve Intolerance i denne Forstand, maae vi overlade til den, men toges vi paa Raad, vilde vi sige, det udentvivl var bedst at taale, hvad der dog i Grunden aldrig lader sig forhindre, og hvad der kun bliver værre, naar det bekæmpes med verdslige Vaaben. ►Saa tænkde og talede allerede den ►voltairiske Oplysnings ►høiærværdige danske Modstander i forrige Aarhundrede: 👤Nicolai Edinger Balle, der fandt, at ►Bibelen kunde bedst ►forsvare sig selv, og det maa for christelige Stridsmænd altid være en Ære at træde i saa priselige Fodspor.
✂ 35Om 👤Voltaire derimod selv kaldte det intolerant, naar 👤Rousseau, eller Andre, skrev imod ham, og stræbde at bevise, hans Oplysning var uchristelig og ugudelig, det er jeg ikke flittig Læser nok af hans Skrifter til at vide, men jeg formoder, han var dertil for klog, da han vel maatte indsee, at, var Intolerance en skammelig Last, og viste man sig intolerant, saasnart man, i Troes-Sager, for Troes eller Vantroes Skyld, det være sig nu med Ret eller Uret, heftig og bittert angreb Nogen i Ord, da havde han beredt sig selv den høieste Skjændsel, thi da havde han unægtelig øvet Intolerance i høieste Grad.
✂ Derimod veed jeg godt, at de almindelige Oplysnings-Mænd, i forrige Aarhundrede, var enten ikke oplyste nok til at fatte denne soleklare Sandhed, eller de regnede dristig paa det ►ægyptiske Mørke, som de paastod, rugede over alle deres Modstandere, thi de kaldte det ædel Sandhedskjærlighed og Iver for Oplysningens Udbredelse, naar de stræbde at bevise de grueligste Ting om Kirke og Præster, men enhver kraftig Modsigelse, der umuelig kunde finde Sted, uden Oplysninger, der var dem ubehagelige, den kaldte de, uden Betænkning, Intolerance, og saaledes maatte den, dog visselig ikke for lidet, eftergivende 👤Balle finde sig i at være intolerant, og være glad, naar man ikke benævnede ham værre.
✂ Man seer nu let, at, naar det skal være Meningen, naar Modstanderne vil have Lov til at skrive alle deres Beskyldninger mod os: for Overtro, Obskurantisme, Sværmerie, Fanatisme o. s. v. paa Sandhedskjærligheds Regning, men kan ikke tænke sig nogen anden Grund til den Gjendrivelse vi sætte derimod, end Intolerance, da ►faaer vi, saavelsom 👤Balle, finde os i at ►hedde intolerante, og nøies med at oplyse vore Læsere om, hvad det vil sige; at det nemlig her kun er et Skjælds-Ord, der enten rammer Modstanderne tilligemed os, eller kun dem, der stride med saadanne Mørkets Vaaben. 36De vil nemlig ikke taale, at det maa ansees for den ægte, sande Christendom, hvad vi, under dette Navn, forkynde, og vi kan da umuelig taale, at hvad der i vore Øine er den ægte, sande Christendom, skal udraabes for Kjætterie og Vildfarelse, eller at der, under Navn af ægte, oplyst Christendom, skal forkyndes Noget, der, efter vor Overbeviisning, er aldeles uchristeligt, og enten er vi nu paa begge Sider intolerante, fordi vi ikke vil taale, hvad vi ansee for en fordærvelig Vildfarelse, og da er Intolerance uadskillelig fra Sandheds-Kjærlighed, eller ogsaa rammer Beskyldningen for Intolerance ►aabenbar kun vore Modstandere, der ikke vil taale, at vi, i Talen om Christendom, følge vor Overbeviisning, ligesom de følge deres, vil ikke taale, hvad dog ►aabenbar er nødvendigt, at vi kalde uchristeligt, hvad der strider imod det, vi kalde Christendom.
✂ Men, lad ►saa være, kan man sige, at Intolerance er et af de ubestemte Ord, der intet oplyser, men altid føder Misbrug, og burde derfor aldrig anvendes i nogen Stridighed om aandelige Ting, saa er det dog vel haardt, ►uskaansomt og ukjærligt, at lægge den store Vægt paa Uchristeligheden af det attende Aarhundredes Oplysning, da I dog neppe tvivle om, at denne Oplysning endnu har mange Venner ogsaa blandt dem, hvis Stilling i Staten gjør det nødvendigt for dem, at ►hedde Christne, og som derfor ikke, uden Selv-Opoffrelse, kan indrømme hiin Oplysnings Uchristelighed, om den end blev dem klar.
✂ Dette er et Spørgsmaal til Hjertet, som der ►vil bløde Hænder til at behandle sømmelig, og som jeg derfor helst, som hidtil, undveeg, naar jeg ikke klart indsaae, det er af indgribende Vigtighed, og maa besvares reent, skjøndt med al den ►Skaansel, Sandheds-Kjærlighed tillader.
✂ Havde jeg virkelig været saa ►uskaansom, og haardhjertet, som Mange ansaae mig for, da vilde jeg, for mange Aar 37siden, have lagt 📌Danmarks Præster paa Hjerte, hvad de have forbundet sig til, og dog altid overtræde, naar de enten ►bestride eller fortie hvad den ►Augsburgske Confession kalder sand og ægte Christendom, lagt dem paa Hjerte, at naar denne Christendom i deres Øine var mørk Overtroe og skadelig Vildfarelse, da bød Samvittigheden dem at nedlægge deres Embeder; men det har jeg aldrig nænt, fordi jeg følde, at uagtet det var strængt retfærdigt, at prædike Loven for dem, der ei vil høre Evangelium, saa tilkom det dog ingenlunde os, der bede: ►Herre, gak ikke i Rette med dine Tjenere, thi vi kan ikke svare dig Eet til Tusinde! Selv nu, da denne strænge Bedømmelse er blevet lydelig, baade i 📌Tydskland og her, vilde jeg ikke omtale Sagen, dersom jeg ikke indsaae, det var baade tilladeligt og tilbørligt at yttre en mildere Mening. ►Vist nok kan jeg ikke ansee den sædvanlige Udflugt for andet, end en jesuitisk Forbeholdenhed, der kun kan tilfredstille Samvittigheder, jeg ikke maa trøste, men naar man tager Sagen paa det Strængeste, da glemmer man den store Forskjel, der er paa en Eed, man aflægger for Retten paa, i et bestemt Tilfælde at tale efter bedste Overbeviisning, og den man aflægger til Staten, om at ville troelig holde visse aandelige Forpligtelser i deres hele Omfang. Strængt talt, maa man ►vist nok vide, hvortil man forpligter sig, have det redelige Forsæt at opfylde det, og, naar man ei længer kan eller vil, da aabenhjertig tage sit Løfte tilbage, men naar Forpligtelsen angaaer aandelige Ting, hvortil man ei kan nøde sig selv, og hvoraf man ikke, uden Hyklerie, eller den høieste Letsindighed, kan antage det blot udvortes ►Skin, naar der kan være Tvivl om, hvorvidt Øvrigheden tager det saa strængt med Forpligtelsen, som Ordene nu engang, af flere Grunde uforanderlig, lyde, naar den herskende Tænkemaade i religjøse Anliggender er letsindig, den herskende Tankegang aldeles verdslig, da vil jeg hverken være ►den der kaster den første 38eller den sidste Steen► paa en Medtjener, fordi han ikke, som jeg, havde den, i hine Dage, sjeldne Lykke, at være enig med sig selv, om det store Embede, os er betroet, og siden, maaskee med megen Sjæls-Uroe, gjorde sit Bedste, uden selv ret at vide, om han skulde kæmpe eller flye. Sandelig, her skal en Christen lægge Haanden paa Hjertet, og lade Vedkommende selv afgjøre den Sag med Gud, deres Samvittighed og Staten, og jeg vilde ikke være den Raadgiver, der bidrog til, at samvittighedsfulde Mænd skyede Kirken, eller forlod den, for maaskee at give Plads for Hyklere og Ordgydere. Det er en sørgelig, en gruelig Forvirring, der har taget Overhaand i den kirkelige Underviisning over hele Christenheden, men jeg har altid næret det glade Haab, og nærer det fremdeles, at den, i det Mindste hos os, ved Sandheds Kraft, i Forbindelse med den Mildhed og Skaansomhed, der stedse i 📌Danmark udmærkede baade Øvrighed og Folk, efterhaanden skal vige for saa christelig en Enighed, som man i Verden kan vente.
✂ Men, skal det skee, da maa det naturligviis blive klart, hvad der er christeligt, og hvad der er det ikke, og her kan ingen ►Skaansel finde Sted, thi hvad man finder uchristeligt, kan man ikke kalde det Modsatte, uden at ►belyve Christendommen, og modsige sig selv; i denne Undersøgelse maa ingen, der vil lære Andre Christendom, undlade at tage levende Deel, og hvem der ikke, naar han seer, hvad der er sand, ægte Christendom, vil prædike den, maa nødvendig føle, at han ikke, som ►ærlig Mand, kan, under Navn af Christendom, forkynde hvad han veed, er det ikke, og selv maa han nødvendig indsee, at den Sag er for vigtig, til at hans Personlighed kan komme i Betragtning. Selv er han sin Dommer, og er han ►uærlig nok til at ville ►skuffe sine Medmennesker i deres ►Saligheds-Sag, da tager han sig naturligviis ei Sagen nær, og for at skaane saa uværdige Personer, som vi bør haabe, neppe findes, skulde vi derfor undlade at tale Christen39dommens Sag, der jo umuelig kan tales med Frugt og Klarhed, naar man derved forstaaer en Blanding af de fiendtligste, uforeneligste Dele.
✂ Vil man endnu spørge videre, sigende: men, er det ►saa, er det aldeles umueligt i Christendommen at forene de ►stridige Elementer, der, især siden Midten af forrige Aarhundrede, have gjæret i den protestantiske Menighed, hvordan kan det da være, at medens I saa reentud nægte de rationalistiske Theologer det christelige Navn, de dog hverken frakjende eder eller de gamle Theologer det, men gjøre sig meget mere en Ære af at kaldes Fortsættere af den Reformation, 👤Luther og 👤Melanchton begyndte; mon det dog ikke vil falde vanskeligt at bevise, at Dette er en blot Følge enten af Blindhed eller af en ►heel tvetydig ►Accomodation?
✂ Modstanderne vil udentvivl fristes til at spørge ►saa, og gjør de det, da faaer man at see, hvad vi kan bevise, men vil Modstanderne tage et godt Raad af en ►ærlig Fiende, da skal de ikke spørge ►saa, da skal de strax indrømme os, at deres Oplysning er uforenelig med 👤Luthers, og at kun den ene kan være christelig, ellers er de uden Redning ►forlorne, thi, seer jeg ikke meget feil, da lader det sig i en Haande-Vending unægtelig bevise, at hvem der kalder Christendom, hvad han ►bestrider som Mørke, gjør enten sig selv til Uchristen, eller beviser, at han er ►yderlig slet oplyst.
✂ Saaledes tør jeg haabe, foreløbig, efter Evne, at have, ikke ganske forgjæves, bekæmpet de Fordomme, der lettest kunde indtage Læserne mod os, og tør da skride nærmere til Sagen, ved, i en ►almindelig Betragtning, at henvende Læsernes Opmærksomhed paa den gjennemgribende Uchristelighed af det attende Aarhundredes Oplysning.
✂ (Fortsættes.)