Grundtvigs forhold til Steffens
✂ Som Grundtvig gjorde opmærksom på i polemikken med 👤Høst, var han overbevist om, at der eksisterede en sammenhæng mellem den romantiske anelse fra 1803 og den lutherske kristendomsforståelse fra 1823. Både hos ham selv og hos 👤Steffens. Derfor havde han også tidligere i deres brevveksling, uden det store held, forsøgt at vinde 👤Steffens for sin særlige forestilling om sammenhængen mellem danskhed og kristendom (►Grundtvig 1924-1926, bind 1, s. 498-502; se også ►Lundgreen-Nielsen 1999).
✂ Med 👤Steffens' værk vandt Grundtvig nye forhåbninger om et bedre forhold mellem de to. Skønt han havde fjernet dedikationen til 👤Steffens fra ►Nyaars-Morgen, håbede han på, at de kunne komme til forståelse. Især var han forventningsfuld, da 👤Steffens i sensommeren 1824 besøgte København. Det gør han rede for i sin brevveksling med 👤B.S. Ingenmann (►Grundtvig og Ingemann 1882, s. 23). Heraf fremgår det også, at forventningerne ikke blev indfriet; 👤Steffens satte pris på Grundtvigs prædikenkunst, men havde ellers ikke meget til overs for hans forfatterskab (►1882, s. 35).
✂ Da 👤Steffens var rejst igen, sendte Grundtvig ham et ultimatum, hvori han en sidste gang gjorde rede for sine opfattelser og bad 👤Steffens overveje sit standpunkt nok en gang (►1882, s. 35; se også ►Grundtvig 1924-1926, bind 2, s. 90). Der er kun bevaret en sparsom brevveksling fra de senere år, men de er tilsyneladende endt i en venlig, men overfladisk forståelse med hinanden. Dette afspejles i Grundtvigs behandling af 👤Steffens i hans historieskrivning (►Lundgreen-Nielsen 1999, s. 80-82). Af 👤Steffens selvbiografi fremgår det, at han misforstår væsentlige dele af Grundtvigs teologi og skoser hans “Ultradanismus” (►Steffens 1845, s. 249).
✂ Først da 👤Steffens er død i 1845, kan Grundtvig gøre regnskabet op, hvilket sker i mindedigtet ►“Henrich Steffens”, nu bedre kendt som “Lynildsmand”. Da er det Grundtvig, der fortæller historien, og da vælger han endnu engang at tilskrive 👤Steffens afgørende betydning (►Lundgreen-Nielsen 1999, s. 82-85).