Grundtvigs anmeldelse af Steffens
✂ Med 👤H.N. Clausens ►Protestantismens og Catholicismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus fra 1825 fik Grundtvig en falsk teologi i hænde, på samme måde som 👤Steffens havde haft det med 👤Schleiermacher. Den strid, 👤Clausen og Grundtvig førte fra 1825 og frem (se indledningen til ►Kirkens Gienmæle), udfoldede sig også i deres vurdering af 👤Steffens.
✂ 👤Clausen havde anmeldt 👤Steffens' værk over tre numre af ►Dansk Litteratur-Tidende, og hans konklusion var, at det ikke burde have været udgivet, fordi det skadede kirken og teologien (►Clausen 1825b, s. 669). Inden da havde han i sit af Grundtvig forkætrede værk skældt 👤Steffens hæder og ære fra (►Clausen 1825a, s. 356 f.). Det var baggrunden for, at Grundtvig i sin anmeldelse af den danske oversættelse knyttede an til 👤Clausen.
✂ Derudover er det især værd at bemærke to ting i Grundtvigs anmeldelse. For det første at han kan udlægge 👤Steffens, sådan at hans ord om “Tro paa Troen” kommer til at pege på Grundtvigs egen opdagelse af trosbekendelsen. For det andet, at Grundtvig tilslutter sig 👤Steffens' forestilling om nadveren som det vigtigste for menigheden. Med disse to punkter får Grundtvig understreget, at hans nye kirkelige anskuelse, der anser trosbekendelsen og sakramenterne for det væsentlige, er undfanget i forlængelse af læsningen af 👤Steffens. At Grundtvig også har visse udeståender med 👤Steffens, kan aflæses i de øvrige kritiske bemærkninger og den undertiden overbærende tone. Det afspejler tillige det personlige forhold, som de stod i på denne tid.