Henrik Steffens' stemme fra menigheden
✂ 👤Henrich Steffens havde siden 1811 været professor i Breslau i Prøjsen, det nuværende Wrocław i Polen. Her var han blevet venner med sin teologiske professorkollega 👤J.G. Scheibel. 👤Scheibel var desuden præst for den lutherske menighed, som 👤Steffens blev medlem af og i 1823 lod sin eneste datter døbe i. Samme år var 👤Scheibel endt i et regulært stormvejr, fordi han havde modsat sig indoptagelsen af menigheden i den prøjsiske union, dvs. sammenslutningen af de protestantiske kirkesamfund, og skarpt havde kritiseret den nye alterbog, som især udviskede forskellene mellem det calvinske (symbolske) og lutherske (realpræsentiske) syn på nadveren. Sagen og 👤Steffens' involvering i den er beskrevet i ►Ludolphy 1962.
✂ 👤Steffens' værk, der på dansk fik titlen ►Om den falske Theologie og den sande Troe, en Stemme fra Menigheden, udkom som et indlæg i sagen omkring 👤Scheibel. Værket var dog lige så meget et principielt opgør med den falske teologi. 👤Steffens forsøgte her at formulere sit syn på den lutherske kristendom i menigheden i relation til sin egen romantiske naturfilosofi. Således fremtræder værket indirekte som et opgør med den teologi, der udgik fra 👤Friedrich Schleiermacher (►Hultberg 1981, s. 56 f.). I et brev til 👤J.P. Mynster skrev 👤Steffens ved udgivelsen, at bogen ud over opgøret med den subjektivistiske teologi fra 👤Schleiermacher også indeholdt forfatterens indre historie (►Mynster 1862, s. 85-90).
✂ En lang række punkter ved værket vakte genklang hos Grundtvig. Det gjaldt især opgøret med oplysningstidens insisteren på fornuftens forrang for fantasien, fastholdelsen af det lutherske bibelsyn og den bogstavelige tolkning samt en romantisk forståelse af oplysning, der ikke foragter kunst og videnskab af kristelige hensyn. Men især var det 👤Steffens' indre historie, vejen fra romantik til lutherdom, der vakte Grundtvigs interesse. Det bragte ham ind i en fase af selvbesindelse.