Grundtvig, N. F. S. Nærings-Sorgen

974

Nærings-Sorgen.

1

Der bygger en Fugl i 📌Dane-Vang,
Den haver ei pralende Fjere;
Men smeltende sød er Fuglens Sang,
Og det er for Hjertet langt mere;
Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe:
Lad Fuglen ei døe!

2

Den sidder som helst paa Bøg og Ell,
Hvor Kvisten sig bøier mod Jorden,
Der sjunger den sødt i Gry og Kveld,
Mens Natten er Skumring i 📌Norden,
Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe:
Lad Fuglen ei døe!

3

Nu tier i Lund den Fugl saa kvær,
Og mindes vel neppelig Sangen,
Nu hænger med Neb den Fugl saa kiær,
Og hopper urolig i Vangen;
Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe:
Lad Fuglen ei døe!

4

Den leder om Korn i Ager-Reen,
Og søger i Vipperne Trøsten,
Den hakker sig mat i Muld og Steen,
Og længes saa hardt efter Høsten;
Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe:
Lad Fuglen ei døe!

5

O, vogte dig vel, du Fattig-Fugl!
I Renen gak aldrig til Sæde!
I Bøgenes Ly er bedre Skjul,
O, hviil, hvor du agter at kvæde!
Forgiæves kun ellers vi sukke paa Øe:
Lad Fuglen ei døe!

6

975Her lusker i Kveld en Jæger vild,
Hans Tanker de ere fuldhule,
Han sætter sit Garn i Renen snild,
Og lokker de sjungende Fugle;
Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe:
Lad Fuglen ei døe!

7

Der er ingen Røst i Verden til,
At han den jo kan efterabe,
Thi Mester han er i Kogle-Spil,
I Toner af Luften at skabe;
Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe:
Lad Fuglen ei døe!

8

O, vogt dig for ham, du Fugl saa kiær!
Og bliv fra de bølgende Agre!
Til Nattergal-Fangst er Skytten nær,
Med Toner fuld sledske og fagre;
Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe:
Lad Fuglen ei døe!

9

Er Kroen og tom, er Vingen svag,
O, flye dog tilbage til Skoven,
Hvor nylig du sang: endnu i Dag
Der sidder en Herre for Oven,
Han hører, naar Hjerterne sukke paa Øe:
Lad Fuglen ei døe!

10

Er blevet for høi dig Bøgen nu,
Hvor ellers du lysted at bygge,
Saa sæt dig kun lavt i Lund paa Hu,
I Bøgenes blommede Skygge;
For høit har til Himlen ei Sukket fra Øe:
Lad Fuglen ei døe!

11

Kiærminden saa væn, i Kjortel blaa,
Hvortil hun ei Traad haver spundet,
Da hvisker i Løn: de Fugle smaa
Har Føde i Skoven og fundet,
976Og Hjertet end sukker paa Bøgenes Øe:
Lad Fuglen ei døe!

12

Alt Leerne klang fuldlydt i Eng,
Det Blomsterne maatte undgiælde,
Hver Dyne saa blød i Fugle-Seng
Den maatte nu Fjerene fælde;
Men Hjertet end sukker: paa Bøgenes Øe
Lad Fuglen ei døe!

13

Snart raser i Vang den Meie-Reed,
Saa Vipper og Ax monne bæve,
Paa mangen en Vei, som Faa kun veed,
Da flygtige Kierner omsvæve,
De regne da ned, hvor der sukkes paa Øe:
Lad Fuglen ei døe!

14

Da Fuglen, som før, paa Bøg og Ell,
Skal mellem Kiærminderne sjunge,
Og lytte skal Dan, i Gry og Kveld,
Til Slaget af Nattergal-Tunge,
Og sukke til Himlen, fra Bøgenes Øe:
Lad Fuglen ei døe!!

N. F. S. Grundtvig.