Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Om Publicum og Publicums Domstol

Dog, jeg vil ikke her udmale min lyse Drøm om en Forening til at fremme og forsvare Dansk Videnskabelighed, thi, skjøndt jeg haaber at opleve 290dens Begyndelse, synes den, efter det attende Aarhundredes Jule-Mærker, dog end at være fjern. Saalænge nemlig enten Græsk eller Romersk, Engelsk eller Fransk, Tydsk eller hvilkensomhelst anden Folke-Dom skal gjælde for Christen-Dom, da maa den naturligviis ogsaa gjælde for Viis-Dom, og jeg veed jo vel, at her staaer Skille-Rummet mellem vor Tids danske Boglærde, som hindrer enhver kraftig Forening, og fremforalt nøder mig til at staae ene. Vel skulde man synes, at Danske, hvis Folke-Dom er kun Beskedenhed, og hvis Hjertens-Lyst er hjertelig Sanddruehed, Jævnhed, Kjærlighed og Klarhed, at de aldrig kunde foretrække nogen af Verdens vise Mesteres Tale for 👤Christi og hans Apostlers egen, mageløse, og visselig, det kan ei heller med fuldberaadet Hu nogen Dannemand, men lade sig overtale, overraabe og forknytte af smigrende Franskmænd, støiende Engellænder og spidsfindige Tydskere, det kan vi lettelig, naar vore Skjøde-Lyster have rokket Troen, svækket Tilliden og kjølnet Hjerte-Dybet; det er skeet, og det var intet Under, om derpaa aldrig raadtes Bod det er tvertimod et forunderligt Jertegn, om det hændes, og kun fordi sande Jertegn vises, ei naar man finder dem rimeligst, men naar man anseer dem for umuelige, kun derfor tænker jeg mangen Gang, et Saa291dant kunde skee i Morgen. Imidlertid er jeg dog ikke slet saa overtroisk, som man tænker, og veed ret godt: at Jertegn med Hjerter skee vel i det Skjulte, men aldrig uforberedte, ja at et historisk Jertegn aldrig skeer, uden naar det ventes stærkt, vel ei af de Fleste, men dog af de Bedste.