↩ Hjerter dømmer Gud, Ord dømme Aander, turde vel hertil være det eneste rigtige Svar, og at 👤B. ved sin Critik over Noget af 👤Oeh. og Striden i den Anledning, hverken har fralagt eller frakjendt sig, men netop forudsat og beviist et ualmindeligt Øie for Aand i det Hele, og 👤Oehs især, det tør jeg paastaae, og kunde let bevise det for Aander, men just derfor ikke for de Eneste som ere af modsat Mening. Her er nemlig ikke Spørgsmaalet om enkelte meer eller mindre tvetydige Udladelser, som i ►Fortalen til Studenterne og andensteds, men om det Syn der utvetydig fremlyser af den hele Critik og critiske Feide. At 👤B. heri har røbet et Falke-Syn, og ladet en lynende ►Vittighed spille, som der i hans ældre Værker knap findes Lige til, det finder i det Mindste jeg, og hans Commentar over ►Skydebane- 613 (US) Visen, ►Peer Vrøvler kaldet, er i mine Øine noget i alle Maader saa ægte Genialsk, at den hos 214enhver som fatter den i sin Dybde, maatte ene være et gyldigt Vidnesbyrd om 👤Baggesens høie Digter-Kald og sjeldne Gaver. At dette Kvad tillige udtrykker en levende Hylding af 👤Oehs Aand, skal man nødes til at indrømme, og at 👤B under hele sin Critik har paastaaet, 230 (VU) det med den var hans Hensigt, deels, om mueligt, at vække 👤Oeh. til Fortsættelse af den Kæmpe-Bane han forlod, deels at sætte Skranker for det Afguderie Ungdommen bedrev med den faldne Digter, med Legemet de tog for Aanden, det lader sig ikke nægte. Vist nok vil Ungdommen paastaae, at det forholder sig langt anderledes, paastaaer deels: at 👤B. har criticeret som en Stymper, og deels at han har havt en ganske anden Hensigt med sine Critiker end den han foregiver; men man seer let, at slige Indvendinger har her ingensteds hjemme, den Første ikke, fordi man selv maa ►hjemle sig Aand, før man, i Aanders Lag, kan ►føre nogen Besyv, den Sidste endnu mindre, fordi om den slette Hensigt ogsaa lod sig bevise, derved slet Intet beviistes enten mod 👤Bs Critik, eller for Noget af hvad den sigter paa.