↩ En heed og alvorlig Kamp, det kan vi begribe, maatte der opstaae i 📌Dannemark, hvis hine stridige Forestillinger stødte levende sammen, det vil sige: 209hvis de fandt kraftigt Bifald i den danske Læser-Verden; men det var slet ingen Følge, at Digterne selv skulde komme i aaben Feide, og det gjælder her som allevegne, at Digterne ere langt mere kaldede og skikkede til at vække og besynge en levende Kamp, end til selv at tage Haand i med. Det kunde gaaet med 👤Baggesen og 👤Oehlenschläger, som det gik med dem, deres Aander i mine Øine overfløi, men som de dog enstund ønskede at ligne: 👤Wieland og 👤Goethe, der efter et Par Ryk om Rangen, saae roelig paa den Kamp de havde voldt. Det lod endogsaa til, at vore Digtere vilde give et sjeldent Exempel paa villig og venlig Erkjendelse af hinandens Fortrin, thi, til stor Forundring, og selv til Skræk for Mange, erkjendte 👤Baggesen saavel i ►Gjengangeren, som i det deilige ►Riim-Brev til Aladdin, 👤Oehlenschläger, ikke blot som en udmærket Skjald, men som en Kæmpe-Bøg paa Parnasset, der blot behøvede at skyde sin Krone i rigtigt Forhold, for som 📌Danmarks 👤Shakspear, at udstikke 📌Engellands. Vist nok var 👤Oehlenschläger, i sit langt mere fornemme end poetiske Svar paa ►Riim-Brevet, langt fra at tage Tonen saa høit om 👤Baggesen, men erkjendte ham dog for 611 (US) en aandig Magt, hvis Roes ei var ham ligegyldig. Offenlig Strid mellem Digterne selv, syndes fra dette Øieblik af at være fore210bygget, og efter Skrifte-Maalet i ►Gjengangeren og i Fortalen til ►Digter-Vandringerne, var det end ikke rimeligt, at 👤B. vilde misbillige en Krig mod Aanden i hans forrige Værker, hvortil han selv havde givet Løsenet. Jeg veed meget vel, at man temmelig almindelig har betragtet denne 👤Baggesens Erkjendelse af sine egne Vildspor, og 👤Oehlenschlägers Kæmpe-Skridt op ad Parnasset, som blot Skrømterie, men man kan ogsaa vide, at jeg aldrig har været af den Formening, men lige fra min Recension over ►Gjengangeren i ►Lærde Efterretninger, til mine ►Rimelige Strøetanker i ►Skilderiet, og til denne ⓘ Erklæring, yttret mig ganske anderledes derom. At 👤Baggesen, ligesaalidt før som efter, har viist Enighed med sig selv, og Heelhed i sine ►Beskuelser, det er ►vist nok sandt, men beviser ingenlunde hvad man deraf har villet slutte. At 👤B. ei, siden hine Dage, har, som han gav os Haab om, leveret hvad man kan kalde et Værk, som Frugten af en høiere ►Beskuelse, er ligeledes sandt, men da han ligesaalidt har leveret noget Værk, hvori hans forrige ►Beskuelse lever og aander, beviser det netop, at han er ude af sin forrige ►Beskuelse, skjøndt det tillige viser, at han ei er blevet hjemme i nogen nye. At han endelig krymper sig ved at give Slip paa Æren for sine forrige Værker, uagtet han selv har givet Løsenet 211til i Bund og Grund at nedrive dem, det er ikke blot forklarligt af Egen-Kjærligheden, der, saalænge han ingen nye Værker har frembragt, maa gjøre ham det til en Døds-Kamp at løsrive sig aldeles fra de gamle; men det kan ogsaa tildeels komme deraf, at hvad han i Grunden misbilliger, dog i enkelte Dele og i Skinnet af det Hele, ikke uden Føie, tækkes ham. At det Sidste kan være Tilfældet, veed jeg, thi det er i det Mindste Tilfældet med mig, under Betragtningen af 👤Bs Værker, og endelig maa jeg gjøre opmærksom paa, at længe før 👤Oeh. traadte op, var det af 👤Baggesens Arbeider klart, at hans forrige Aand havde forladt ham, og at han forgjæves greb, ikke efter den, men efter en anden og høiere, som han bestemt maa have fundet i 👤Oehs Kvad, siden han i ►Brevet til Aladdin og i ►Gjengangeren udtrykde sig paa Nye med Liv og Aand. Her mener jeg det er let at finde Nøgelen til det Følgende af 👤Bs Gaade, især da han selv har rakt os den i ►ⓘ Brevet til Aladdin, men det vilde her føre for vidt at bruge den, og det kan være nok at angive den almindelige Grund, hvi Folk har bildt sig ind, at 👤B. paa Skrømt ophøiede 👤Oehs Aand. At hele det 612 (US) Partie der rynkede Næse ad 👤Oehs herlige Anskuelse, tabde Hovedet, da 👤B. lydelig erklæ212rede sig for den, og holdt ilde Huus med de saakaldte gyldne Dages Digte-Konst, og Konst-Thing, det er klart nok, og hvad Under, at Samme, da Ærgrelsen og Betuttelsen havde sat sig, husvalede sig med den trøstelige Gisning, at 👤B. dog nok aldrig havde havt det græsselige Syn, han saa livagtig udtrykde, men kun drømt det med aabne Øine, og loe i Grunden selv ad hvad han ophøiede! Denne Gisning fandt Vedkommende bestyrket, da 👤B. begyndte 229 (VU) skarpt at criticere 👤Oeh., den gaaer nu udentvivl imellem dem for en afgjort Sandhed, og det er i sin Orden, thi hvem der ikke har mindste levende Fornemmelse af Aand, kan ligesaagodt tilskrive en Aand Umueligheder, som være blind for dens klareste Yttringer.