↩ ►Oldgrandskningen er i et vist Tidsrum Historiens Forløber, og da nu hint Tidsrum stedse er Folkenes første, fristes man let til at ansee den for Historiens Grundvold, ►men staaer da ogsaa Fare for, at bygge et Huus paa Sand, som undergraves af det første Vandskyl, og styrter i den første Blæst. En stor Vildfarelse var det da tilvisse, at man først vilde være i det Rene med Folkenes Mythologie og øvrige Oldsagn, før man tog fat paa deres nyere, sikkre Historie, og her, som paa saa mange Punkter, sporer man Engellændernes skarpe Syn, uden dog at kunne rose Benyttel 519 (US) sen deraf. Deri feilede 👤Schløzer og hvo ham fulgde, ingenlunde, at han er180klærede al Sagn-Historie for usikker, og den Umage for spildt, man anvendte paa at faae den gjort lidt mere rimelig, thi han havde meget Ret i, at den derved ei blev det mindste tilforladeligere; men deri feilede han ►storlig, at han forkastede den som ingen Ting, thi derved vurderede han Noget, hvis Værdie han selv tilstod var ham aldeles ubekiendt, og som han altsaa skulde ladet staae ved sit Værd. Mindre Skarpsindighed, men dybere Følelse viiste 215 (VU) 👤Schønning og 👤Suhm, ved at opoffre næsten deres hele Liv til Undersøgelser over Sagn, hvis Værd og Vigtighed de ansaae for afgjort, uagtet de ikke kunde nægte at Handteringen var en Famlen i Mørke. Havde de, uden at opgive deres Yndest for vore Oldsagn, kunnet agte paa 👤Schløzers og 👤Ihres Indvendinger, da vilde deres Flid, og 👤Suhms ►Rundhed, bragt et kongeligt Værk istand, thi da vilde vi havt den hele sikkre Historie udførlig giennemgaaet, og det Vigtigste af hvad der hører til ►Oldgrandskningen samlet og udgivet; vi maae være ►billige nok til at indsee, at Sligt, efter Tidens og Deres Vilkaar, var umueligt, og vi maae ►vide dem Tak, fordi de, ved deres, i Øvrigt kun lidet nyttige, Travlhed i Old-►Sagas ►Hald, holdt Dørren aaben, som ellers sikkert var smækket til og kanskee gaaet i Baglaas; men vi maae ikke saaledes træde i deres Fodspor, at 181vi mene, der er noget vundet ved at danne os en Hypothes, ►som en Seng, hvori Alt skal passe, enten det saa derfor maa ►skarres eller snuppes►. Vi skal indsee, at vel maa det være Alle ►uformeent, at giætte om sagnenes Betydning og Sammenhæng, men at slige Giætninger, om de saa bugne og briste af Lærdom, slet intet afgiøre, men ere enten Skjaldeblik, eller Slag i Luften, disse leer man af, og hine skriver man bag Øret, men ►Vidskabs Fordring er Vished, og ikke det mindste er her at ►afprutte. Er Vished umulig, nu vel, saa har 👤Schløzer Ret, og ►om ikke Pokker, saa dog Skjalden i Vold med alle Oldsagn! ►Penne-Strøget giøre da Skiel mellem ►Fabel-Riget og Historiens Forgaard, og Bogtrykker-Pressen være den snevre Indgang i Helligdommen! thi ►een Fugl i Haanden er bedre end ti i Luften! Men vi har seet, 👤Schløzer kan ikke have Ret, thi hans Formodning om Umueligheden af at vinde Vished i ►Oldgrandskningen, udgiver sig enten for Vished, og ophæver sig derved selv, eller for en Giætning, og den skal vi prøve, men 520 (US) kan ikke prøve den, uden ved fortsat ►Oldgranskning, om hvis ►Forfængelighed kun det sidste Menneske, fra ►denne Side, kunde være gyldig Dommer. Skulde vi altsaa have Ret til at opgive ►Oldgranskningen, da 182maatte det være, fordi vi kunde indsee, at, selv naar den lykkedes, var Vindingen ubetydelig i Forhold til Umagen den havde kostet; men nu kan vi netop indsee det modsatte, thi lykkes ►Oldgrandskningen, da løser den videnskabelig de store Spørgsmaal om Folkenes Oprindelse, Udvikling 216 (VU) og indbyrdes Forhold, Spørgsmaal, der paa det nøieste hænge sammen med de vigtigste vi kan giøre, og hvis videnskabelige Besvarelse usvigelig forjætter Historien et Alt omskinnende Lys: Menneske-Slægten Forstand paa sig selv.