↩ Ledsaget af 👤Sandvigs ►Edda, 👤Anders Vedels ►Saxo, 👤Peder Clausens ►Snorro, nogle Sagaer, 👤Olavsens Bog om ►Nordens Skjaldskab, 👤Arild Hvitfelds ►Krønike, de tre første Bind af 👤Suhms ►danske Historie, med hvad andet dansk historisk, jeg havde sammenplukket, og med den Smule Islandsk jeg, uden Veiledning, havde stavet mig til; med dette Huusgeraad, som jeg fornemmelig havde min venlige Stalbroder, den tidlig lærde, og tidlig fra Bogen ►forsatte, 👤P. N. Skougaard, at takke, begav jeg mig, som mig ►syndes, i Landflygtighed som Skolemester, og her, i landlig Eensomhed, uden Forbindelse med nogen, der kiendte eller elskede 📌Nordens Oldtid, giærede det i mig, til ►Sponsen af sig selv fløi op, og jeg blev Forfatter. Dog, naar jeg siger uden Forbindelse, da mener jeg kun personlig, thi længe kunde jeg ei udholde Afsondringen fra de udkommende Bøger, som, ►alt fra Drenge Aarene af, hørde til mit daglige Brød. ⓘ 👤Oehlenschlägers ►Poetiske Skrifter fandt hos mig et Øre, der var fortroeligt med nordiske Toner, og et Øie, der just nu begyndte at ►oplade sig for Christendommens Herlighed, og alle Livets store Gestalter, samt et Hjerte, hvis dybere Længsler, som ved et Tordenskrald, vare 172pludselig vaagnede; det var mig som et Underværk, 515 (US) at de i Tiden længst hensovne Toner, og de i Hjerte-Dybet hviskende Længsler, kunde føre et saadant levende Sprog paa 📌Dannemarks Tungemaal, mange henslumrede Minder vaagnede, til 👤Shakspears, 👤Goethes, 👤Schillers, og 👤Ossians Harper havde jeg ►og i min Eensomhed lyttet, med 👤Fichte, 👤Schiller og 👤Schelling grundede jeg paa Livets Vilkaar, paa det Faste og Flygtige; hvad 👤Steffens fordum ei kunde bringe mig til at troe, men nødte mig dog til at huske, levede op i min Sjæl, og der skedte en Forvandling i mine Forestillinger og min hele ⓘ Tankegang, som jeg selv først ret mærkede, da jeg atter greb 211 (VU) den enstund henlagde Pen, for, efter min gamle Sædvane, at ►giøre mig selv Rede for, hvad jeg troede og tænkde om det der i mine Øine var vigtigt og stort. Hvorledes jeg nu betragtede 📌Norden, det fik man at høre, thi nu var mit Tungebaand løst, fordum havde jeg mangengang afskrækket mig selv fra Skriver Banen med det Samvittigheds-Spørgsmaal: har du noget at sige, som man ikke kan læse i hveranden Bog? men nu syndes mig jeg turde svare Ja, og uden videre Betænkning, skrev jeg, som jeg kunde bedst, og lod det saa løbe.