↩ Denne Drøm, velsignet og hjertelig beskrevet, med 👤Ansgars egne Ord, var ogsaa en saadan, som aldrig kunde glemmes i et ædelt Sind, thi dens Indhold var, at han døde pludselig, hvorpaa Sjælen kom i et ►forklaret Legeme og førdes frem paa ►underlig Vei og Viis af To, som han tænkde var Apostelen 👤Peder og 👤Johannes den Døber. De forlode den, som han ►syndes, tre Dage, men efter Kvalen at dømme, vel tusinde Aar, i en Pine, som han giættede var Skiærsilden, og førde den saa gladelig fra Klarhed til Klarhed, hen mod Østen til ►et ubeskriveligt Lyshav, hvor han saae med utallige Helgenskarer de ►fire og tive Oldinge, som tales om i Aabenbaringen, og hørde Hærskarernes Lovsang klinge med usigelig Sødhed i uforlignelige Toner. 120Beskrive kunde han ei med Ord hvad han ►syndes at have seet og hørt, kun Mindets Sødhed kunde han føle, og saa uforklarlig Maaden end var ham, ►syndes det ham dog klart, at ►eet Lys, som han ei kunde giennemskue skabde og omfattede underfuld alle de andre, saa det var ham et klart Billede paa 👤Jesu Herlighed, ►i hvilken 👤Peder siger at Englene ønske at ►indskue, og af den store Hemmelighed, at ►han er i alle og alle i ham. Kun eet Ord kunde han mindes, og ►syndes det blev talt til ham, uden at han saae hvorfra, men udtalt med en Røst saa klar og sød, at ham tykdes, den maatte giennemklinge alle Tider, det var dette Ord: gak, og kom igien til mig! Nu førde hans Ledsagere ham tilbage, bedrøvet var han over igien at skulle giæste Verden, men dog frimodig i Haabet, ikke eet Ord mælede hans Ledsagere, men betragtede ham saa kiærlig, som en Moder sin Eenbaarne.