↩ Til Slutning kunde jeg vel have Lyst til at tale lidt om Brugen af Ordsprog i Tale og Skrift, men det er ikke saa lige en Sag, naar man vil skielne bestemt mellem Brug og Misbrug, og det nytter desuden kun lidt, da det her, som overalt hvor det giælder om Regler for Tale og Skrift i Modersmaalet, i Grunden kommer an paa, om man veed hvad man vil sige, og er fortroelig med Sprogets Aand, thi, hvis ikke, hjelper ingen Regel, og, naar ►saa er, behøver man ingen. Kun den Paastand, at Ordsprog kun skal bruges i den lavere Stiil, som grændser ►næst til daglig Tale, vil jeg berøre, for at indskiærpe den indlysende Sandhed, at enhver Stiil, der ikke ►saameget muelig nærmer sig daglig Tale, er forkeert og forskruet, thi den offenlige Tale skal jo 208 (VU) høres af daglige Øren, og Bøgerne læses af daglige Øine; at ►sætte noget i Stiil, som vort Sprog rigtig udtrykker sig, er ingenlunde at beflitte sig paa usædvanlige Ord, Vendinger og Talemaader, men ved Eftertanke at forbinde de sædvanlige til en høiere Grad af Tydelighed, Klarhed og Eftertryk, end man sædvanlig finder i den mundtlige Tale. At man nu skal ⓘ bruge Alt hvor det kan passe er ligefrem, aldrig at tage Feil, er et Underværk, men at Stilen no88gensinde skulde forsmaa træffende Ordsprogs Fynd og Eftertryk, at den ikke skulde stræbe, deels at knytte sig til dem, deels at indflette dem i sig, det seer man dog ►vel er en latterlig Paastand. Mere herom vil finde sit rette Sted i en Betragtning over Sproget, og indtil videre ►tage da Læseren til Takke med de som jeg haaber ei aldeles ubetydelige Vink, jeg her ansaae det for passende at give, og ei veed at slutte bedre end med Ordsproget: ►mange Bække smaae giør en stor Aae.