Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Om Ordsprog

76Meget maatte jeg tage feil, om ikke selv denne korte Fremstilling skulde noksom kunne vise at Ordsprogene udgiøre en af Historiens vigtigste Kilder, forsaavidt et Folks Aand, Sprog og Tænkemaade er Sjælen i dets Historie, som skal forklare os dets Bedrifter og Hændelser. Men, hvormeget er da ikke her at giøre, for hvem som har Lyst og Leilighed til fra denne Side at fremme Menneskehedens store Anliggende: de forbigangne Slægters og deri Menneskets Opklaring! Hvormeget maa der ikke fra denne Side giøres, førend mangt et Spørgsmaal om Folkenes Slægtskab og øvrige Forhold kan bestemt og tilfredstillende afgiøres! Hvor vigtigt vilde det, f. Ex. ikke være, at have en Samling af Ny-Grækernes Ordsprog og sammenligne dem saavel med de græske Skrifter i det Hele, som fornemmelig med de Ordsprog fra Old-Grækenland, vi besidde! Hvilket Udbytte kan man ei være sikker paa, ved at sammenligne de østerlandske Ordsprog, og hvilken Theolog indseer ikke, at det selv for en rigtig Bibel-Fortolkning vilde være høist vigtigt, især at sammenligne de ebraiske og arabiske Ordsprog, hvorved det bedst vilde vise sig i hvilket aandigt Forhold disse Sprog staae til hinanden! Ja, seer man ikke her en Vei, hvorpaa man kan, saa at sige; aftvinge selv Irokesers og Huroners Sprog betydningsfuld 77Skrift, og at man i en saadan Ordsprogs-Mithridates vilde have et Landkort over Menneske-Riget, og et aandigt Slægt-Register; hvis Savn Intet videnskabelig kan erstatte Historikeren!