↩ Al Konst har da sin Grund i en dunkel Hørelse af Guddoms Røsten, der frembringer Anelsen, som uvilkaarlig udbryder i Sang, og denne Hørelse, maae vi vel indrømme, var en nødvendig Følge af ►Skaberens lydende Ord: ja spore vi ikke, især hos Barnet, endnu denne Virkning af det høitidelige Tordenbrag! har ikke den Sanger, hvis Bryst, maaskee mellem Alles, mest lignede Fuglenes, hvem Naturens dunkle Anelse af sin himmelske Herkomst mest enkelt og levende aabenbaredes, har ikke 👤Goethe, i den sælsomme Sang om ►Menneskehedens ɔ: det naturlige Menneskes, Grændser, udtrykkelig kundgjort os, hvilken ►underlig, rørende Skiælven og veemodig opflagrende Anelse, Lyn og Torden endnu kan frembringe i et følsomt Hjerte, der ei gruer for sin Skyld! Skaber-Ordets Virkning paa det uskyldige Menneske-Hjerte beredte det altsaa til at annamme Synerne, som aabenbaredes i Bil268led-Ordet, og ligesom i Sandse-Verdnen, den dunkle Fornemmelse udvikler sig igiennem Sandserne til den bestemte, vilkaarlige Følelse i Haanden, saaledes skulde ogsaa hin Anelse udvikles i en tilsvarende aandig Linie, og Billed-Ordet være det Samme i den aandige Udvikling, som Hverdags-Ordet endnu er i den sandselige: baade det Første og det Sidste, baade Øiemeed, Middel og Maal.