↩ Hvad vi skal komme til at begribe, maae vi kunne forfølge til sin Oprindelse, thi først der lære vi at kiende Aarsagen i Virkningen, og paa ⓘ Kon260stens Fødsel maae vi da fæste Øie. Det ældste Konst-Værk er unægtelig Verden og Mennesket, men det er, som man maa indrømme, et Værk af guddommelig, ei af menneskelig Konst. Imidlertid er det her vi faae fast Fod i Konstens Rige, thi her aabner hele Tiden sig for os, som et stort Skole-Aar, hvori der hverken kan, eller efter Mesterens Hensigt skal, læres noget Nyt, men hvori Konst-Værket skal lære at forstaae sig selv, og da begribe sig i Ham. Mennesket er Hovedet for det Hele, og hans Liv skulde da være et historisk Cursus, ved hvis Slutning han, som Professor i Historien, ►creeredes til Doctor i Theologien, og heraf følger, at i Guds Øine giælder intet andet Studium end det historiske for Videnskabelighed; men heraf følger ogsaa, at hvad vi kalde Aabenbaring og Konst kun er en ►Lignelse af den Guddommens Aabenbaring, som Verden forudsætter, og Skaber-Konsten, som den udtrykker, altsaa en billedlig Gientagelse deraf i Mennesket. Vi have før anmærket, at Ordet nødvendig maa være ►Midleren mellem Gud og Verden, som mellem det Evige og Timelige, da det oprindelig er Guds evige udtrykte Billede, og kan, ved at sænke og hæve sig, og dele sin Kraft i Røsten, frembringe forskiellige og timelige Ting, der, efter et vist Omløb atter forene sig, og vende 261saaledes vitterlig tilbage til deres Udspring. Vi har ogsaa bemærket, at naar det skulde skee, da maatte Skaber-Ordet i det Timelige berede sig en Forenings-Punkt, hvorover det svævede, og hvor de ►adspredte Kræfter vare samlede i et Liv, ►bekvemt til at udvikles i Ordets oversvævende og giennemviftende Aand, samt at Mennesket ustridig er denne Forenings-Punkt: ►Skabningen i Guds Billede og efter Hans ►Lignelse. At begribe sig, som en saadan, det er da Menneskets timelige Kald, men han maa for sit Øie og for sin Følelse først ►betegne og udtrykke hvad han er, før han kan begribe det. Han maae see sig i Skaberen og Verden i sig, og, efter dette Syn udtrykke Skaberen i sig, og sig i Verden, da først kan han begribe sig i Skaberen, og Verden i sig.