↩ For Grundtvig har kristendommen ikke brug for filosofien til at opfylde sin egentlige bestemmelse: “ved Troen at opreise og saliggiøre den faldne Slægt” (226). Grundtvig gør klart, hvordan han definerer begrebet fornuft, herunder dets rodfæstelse i legemet, der igen må anskues og forstås i sin billedlighed med Gud (228; jf. ►1 Mos 1,26). Legemet er skabt og eksisterer i historien, og fornuften synes skikket til at kunne begribe det materielle (sanselige), men heller ikke mere, da mennesket så ville være Gud overlegen (229).