↩ At der i den tydske Tunges Folk maa findes trende Hoved-Stammer, som, hvoraf det saa 376kom, har følt sig dragne til hinanden, har forbundet sig under et Over-Hoved og forligt sig om Sproget, uden dog at kunne enes i Grunden, det aabenbaredes ►øiensynlig, da Lyset beskinnede Riget i Reformationens Dage, thi som vi veed, deelde Tydskerne sig da imellem 👤Luther, 👤Zvingel og Papisteriet, og det, som det mangensteds synes, saa tilfældig, at man ei engang med noget Skin kan skyde Skylden paa Omstændighederne. Yderst vigtigt og ►mærkeligt er det i den Henseende at betragte 👤Luther og 👤Zvingel ved Siden af hinanden, thi to indvortes mere forskjellige Mænd med samme Sprog og udvortes Maal, skal man ei have nemt ved at finde. Hvem af dem der var den største Aand, hvilken af dem det var som fældte Uhyret, er ligesaa aabenbart, som hvem af dem det var der oversatte ►Bibelen, skabde 📌Tydsklands ►Bogsprog, og digtede Tydskernes hellige ►Høisang; men hvem af dem der var mest efter Tydskernes Sind i det Hele, kan ligesaalidt være tvivlsomt, naar man lægger Mærke til, hvem de fulgde eller hældede til, da de kom til at raade sig selv, da begge Hoved-Mændene vare hensovne, og deres Ord stode værgeløse, naar de intet Forsvar fandt i Folkets Hjerte. Saalænge 👤Luther levede, vovede man kun i 📌Schveits lydelig at modsige den Aandens vældige Kæmpe, og selv Schveitserne fandt ►►det haardt at stampe imod Braadden►, men aldrig saasnart var han udgaaet af Verden, 377før Tilhængernes Tal formindskedes, og selv Vennerne lunknedes, selv 👤Melanchton haltede, og alt efterhaanden forlod det ene Fyrstendom efter det andet endog 👤Luthers ►Bekjendelse, kun med Nød og Neppe beholdt den Overhaand i 📌Sachsen og 📌Vyrtemberg, medens 👤Zvingels, udrustet med 👤Calvins stormende Heftighed, der nu i Kirken gjaldt for Kraft, drog mangt et Hjerte til sig, endog der, hvor Tungen vedblev at tale efter 👤Luthers Mund. Betragte vi nu fremdeles Forholdet mellem de Boglærde af samme ►almindelige Bekjendelse, da opdage vi hos dem den samme Stræben efter Selvstændighed som hos de verdslige Fyrster, og et Syn for ►Bibelen som for den gyldne Bulle, for Keiserne i Aandens som for dem i Legemets Verden, saa man ei kan skjønne rettere, end at det løse Sammenhold der blev tilbage, skyldes mest Catholikerne, der ►som Tyrker i Aanden, kun lurede paa ►Skilsmissen mellem Hoved og Lemmer for at opsluge dem efterhaanden. Nær var det, som vi veed, ogsaa lykkedes ►alt i Førstningen af det syttende Aarhundrede, men Faren og Frelsen i Tredive-Aars-Krigen varslede høirøstet, og 👤Ludvig den Fjortendes Færd nødte paa tvende Maader Protestanterne til udvortes Sammenhold. Først i det attende Aarhundrede forsvandt Frygten for Tyrken, Catholiker og Franskmænd, og havde den sidste Tid ei ►underlig omdannet Tydskerne, da maae vi vente at høre dem opsige alle Over-Hoveder Huldskab og 378Troskab, eller dog unddrage dem ►Hørighed og Lydighed. At 👤Zvingels og 👤Calvins Lære ved at opkaste sig til Dommer over Skriften begunstigede en saadan Attraa efter Selvstændighed, men kunde just derfor ikke blive herskende uden blind Lydighed, det har vi seet, og det eneste ret Vidunderlige i 📌Tydsklands Historie er da, at der opstod en 👤Luther, en kraftig Aand der i Eet og Alt ►gav Keiseren hvad Keiserens var, og Gud hvad Guds var, ►Gud alene Æren og Hans Ord al Magt, Dom og Gyldighed, som reformerede med Forstand og holdt dog sin Fornuft i Ave, og at Tydskerne dog saa vidt og saa længe gave hans Ord Magt. Ere disse Bemærkninger sande, da har vi vist ikke Ret til i 📌Tydskland at vente en 👤Luther den Anden, eller at see hans Lærdom gjenfødes der, naar den først engang var uddød, thi kun ved at gjøre Vold paa sin Natur kunde han dannes, kun ved at gjøre Vold ⓘ paa deres, kunde Tydskerne følge ham, og havde de først engang afkastet hvad de kaldte et Aag, saa, om end Nøden engang drev dem til at hylde ham paa ny, blev det dog sandsynligviis kun under visse Betingelser, som Keiser-Valgene efter det store Interregnum og 👤Karl den Sjettes Død, kun en Skygge af Underdanighed.